For det andet New York-mandskab handler 2018 om at viske tavlen ren efter et frygteligt 2017. Truppen virker dog fortsat langt fra et niveau, hvor man kan tale om et nyt mesterskab.
2017-sæsonen og offseason
Mange havde Giants som et bud på en outsider inden sidste sæson. Der var nogle advarselslamper omkring truppens bredde og ikke mindst den offensive linje, men de fleste havde tilsyneladende den opfattelse, at kombinationen af cheftræner Ben McAdoo og veteran-quarterbacken Eli Manning ville kunne bære New York-mandskabet til slutspillet som minimum. Derfor var den nedsmeltning for åben skærm, som vi var vidne til sidste år, en stor overraskelse for de fleste. Det startede med to katastrofalt ringe indsatser mod først Cowboys og derefter Lions. Herefter blev spillet lidt bedre over de næste par uger, men vi skulle helt frem spiluge 6 og kampen mod de ligeledes kriseramte Broncos førend at Giants vandt sæsonens første kamp.
Ved pausen i spiluge 8 var holdets record 1-7 og havde man håbet på, at det blev bedre derefter, tog man alvorligt fejl. Giants kollapsede simpelthen fuldstændigt gennem den anden halvdel af sæsonen, og det ene nederlag var nærmest mere pinligt end det andet. Kun 2 gange lykkedes det at vinde, hvilket skete mod hhv. et Chiefs-hold i formkrise og divisionsrivalerne Redskins i den sidste ligegyldige kamp. Katastrofen kulminerede i spiluge 13 mod Raiders, hvor McAdoo i desperation valgte at bænke Manning uden nogen form for resultat. Det mest pinlige ved 2017 rent spillemæssigt var dog den defensive indsats. Giants-forsvaret blev inden sæsonen betragtet som en hæderlig enhed samlet set med flere gode spillere, men det var især her, at man kunne tale om sammenbrud, både på og især også uden for banen, hvor flere spillere skændtes offentligt. Det kunne også ses på statistikkerne for sæsonen, hvor New York-mandskabet endte med at rangere næstdårligst af alle målt på tilladte yards pr. kamp. Angrebet var dog heller ikke velfungerende på nogen måde. Kasteoffensiven var i perioder hæderlig, men bestemt ikke mere end det, mens det på jorden endnu engang var rigtigt svært at producere nogen form for fremdrift. Begge dele handlede i øvrigt meget om en offensiv linje, der endte 2017 som rangeret blandt de dårligste i hele NFL.
Konsekvensen af den katastrofale sæson kom allerede efter det håbløse forsøg på at vende sæsonen ved at bænke Manning. Både McAdoo og sportsdirektør Jerry Reese røg direkte på porten, og en del af resten af sæsonen gik således med spekulationerne om, hvem der skulle afløse de to ift. 2018. Reeses permanente afløser blev allerede fundet inden sæsonafslutningen med ansættelsen af Dave Gettleman, der har en lang fortid i Giants’ front office og senest har varetaget sportsdirektør-rollen hos Panthers mellem 2013 og 2016. Der gik lidt længere tid førend at en ny cheftræner var på plads, men i sidste ende faldt valget på 53-årige Pat Shurmur. Han har tidligere haft det øverste træneransvar hos Browns i en kort periode på 2 år (2011-2012) uden større succes. Siden fungerede han som offensiv koordinator under Chip Kelly i Eagles, hvilket også var en noget blandet omgang, men efter at Shurmur i 2016 fik ansvaret for angrebet hos Vikings, har han for alvor slået sit navn fast. Sidste år var han manden bag Case Keenums pludselige succes som quarterback, og det er især på den baggrund, at Shurmur fik tilbudt jobbet i New York med håbet om, at han kan levere noget lignende hos Giants.
Gettleman og Shurmur har efterfølgende brugt offseason på at gennemgå holdet og finde de løsninger, som de finder nødvendige for, at fiaskoen ikke gentager sig i 2018. Ift. spillertruppen er der bådet blevet foretaget nogle markante free agent-investeringer, samtidig med at draften var meget fokuseret på de pladser, hvor problemerne var størst sidste år. Bl.a. fik Giants fat i den spiller, der har været mest hype om af alle i årets rookieklasse. På trænersiden har Shurmur allieret sig med nogle meget erfarne herrer i form af hhv. Mike Shula og James Bettcher til at styre angrebet og forsvaret. De to nyansatte koordinatore har hhv. 5 og 3 sæsoners erfaring fra tilsvarende stillinger hos Panthers og Cardinals.
Angrebet
Han er efterhånden blevet 37, og hvis man kigger på statistikkerne fra sidste år er det rimeligt at tvivle på, om Eli Manning virkelig har mere at bidrage med til Giants ift. at sikre yderligere titler. Det var ikke fordi den yngste Manning-bror var elendig sidste år, men når man måler hans completion procent på 61,6, hans 19 touchdowns og 13 interceptions samt hans quarterback-rating på 80.4 mod resten af ligaens startere, virker det ikke videre imponerende. Det man dog skal huske på er, at det var nogle meget vanskelige og til tider kaotiske forhold, som Manning blev bedt om at præstere under sidste år. Han har tidligere i karrieren bevist, at han kan levere det der skal til for at vinde et mesterskab, hvis sættes ind i et system, hvor han kan bruge sine styrker og minimere betydningen af sine svagheder. Spørgsmålet er dog, om hans nye trænerduo Shurmur og Shula kan levere et sådant system. Begge trænere er kendt for at dyrke de store dybe kast, hvilket helt grundlæggende ikke er Mannings kop the. Skal quarterback-veteranen igen have succes, skal der i højere grad satses på hurtige korte kast. Det bliver derfor interessant at se, hvordan holdets gameplan ser ud, når sæsonen for alvor begynder.
Noget der dog kan tage lidt af presset fra Mannings skuldre er, at holdet brugte 2.valget i draften på en spiller, der helt automatisk vil tage en del af opmærksomheden væk fra kastetspillet. Giants’ løbeangreb var som sagt placeret i bunden af ligaen sidste år, ikke mindst når det handlede om at score touchdowns. Det har tilsyneladende været magtpåliggende for den nye holdledelse at gøre noget ved dette, hvorfor man valgte at bruge 2.valget i 2018-draften på Saquon Barkley. Dette var det højeste draftvalg af en running back siden 2006, men uanset hvad man synes om denne position, kan man ikke lade være med at blive imponeret over den 21-årige rookie, der ligner et regulært generations-talent. Han er simpelthen elektrisk når han får bolden i hænderne, uanset om det er på jorden eller gennem luften, og bliver på den baggrund allerede sammenlignet med legender som Marshall Faulk og LaDanian Tomlinson. Det er selvfølgeligt meget at skulle leve op til, og en mere retfærdig sammenligning vil nok være LeSean McCoy, blot med bedre fysik, hvilket også vil være rigeligt for Giants. Eneste kritikpunkt overfor Barkley er, at han har haft en tendens til at gå for meget efter det store spil, men det kan han muligvis vendes af med af en tilstrækkeligt dygtig NFL-træner.
Barkley er som nævnt lige så god som receiver, som han er som running back. Derfor kommer han også til at blive en stor hjælp for Manning i kastespillet som et ekstra krydderi til et receiverkorps, der i hvert fald på startpladserne er hæderligt. Den store stjerne er fortsat Odell Beckham, som Giants netop har gjort til NFL’s bedst betalte receiver. På trods af sine blot 25 år går Beckham ind i sin blot 5.sæson i en karriere, hvor han har taget ligaen med storm pga. sine helt ekstraordinære atletiske evner og ofte vanvittige catches. Der har været en berettiget kritik af, at han indimellem taber for mange bolde eller er for egocentreret i sin tilgang til spillet, men grundlæggende set er han en af ligaens bedste spillere pt. Det bekræftes også af hans foreløbigt 2 udnævnelser til All Pro. Beckham var en af de mange profiler, der missede meget af sidste sæson pga. en skade, men intet tyder på, at det skulle bremse ham i år. Beckham og Barkley er dog ikke holdets to eneste muligheder i kastespillet. 2.receiver Sterling Shepard er ikke en stjerne, men han er en solid understudy, som modstanderen bliver nød til at tage alvorligt. Mere interessant er dog tight enden Evan Engram, der i virkeligheden minder mere om en regulær receiver. Han havde efter omstændighederne en rigtig fin rookiesæson sidste år med 722 yards og 6 touchdowns.
Der er dog et problem, der kan vise sig igen at få alvorlige konsekvenser for alle Giants’ offensive profiler. Den offensive linje har nemlig været den helt store negative faktor på angrebet i de seneste to sæsoner og kan meget vel blive det igen. Den nye holdledelse har forsøgt at gøre noget ved problemerne ved at hente den erfarne og fortsat hæderlige tackle Nate Solder hos Patriots, samt at drafte guarden Will Hernandez. Den 22-årige rookie er en ordentlig klods af en spiller, der bliver umulig af flytte, hvis der ikke er plads rundt om ham. Situationen er bare den, at mens Solder og Hernandez nok skal få lukket venstre side af, bliver der formentlig stadig godt med plads i højre side. Ereck Flowers, der efterhånden bejler stærkt til prædikatet draft-bust, er blevet flyttet over på right tackle, men det lader ikke at have forbedret hans spil. Giants anden free agent-investering Patrick Omameh, der er hentet i Jaguars, har i perioder været en hæderlig guard, men han er formentlig ikke stærk nok til at hjælpe Flowers, samtidig med at han skal udfylde sin egen rolle. Derfor kan det stadig ende med at blive endnu en meget lang sæson for Manning, hvor han vil komme under voldsomt pres.
Forsvaret
Giants-forsvaret var måske en af 2017-sæsonens mest negative historier. Som sagt begyndte flere af profilerne at skændes offentligt omkring spillet på banen, der ellers virkeligt ikke var værd at skrive hjem om. Det gjorde virkelig ondt at se så mange gode spillere synke så dybt, og vi må håbe at det var en engangsforestilling. Den defensive trup indeholder nemlig på papiret rigtigt meget talent, selvom det især ikke var til at se mod kastet sidste år, hvor man tillod flest touchdowns af alle i ligaen og kun præsterede 27 sacks. Mod løbet gik det lidt bedre og specielt tæt på endzone var det ganske effektivt, selvom det ikke kunne opveje for det samlede indtryk.
Når der trods alt var noget succes mod løbet, handlede det især om den erfarne Damon Harrison. Den 29-årige defensive tackle er fortsat en af NFL’s absolut bedste runstoppere, og selvom meget af verden brændte omkring Harrison sidste år, leverede han fortsat på et rigtigt højt niveau. I år implementeres der et nyt defensivt system, hvor Harrison kommer til at udgøre hjertet i en 3-mandskæde forrest på forsvaret, hvilket formentlig ikke vil give den store stopklods nævneværdige problemer. Spørgsmålet er i stedet, hvem der skal udfylde rollerne ved siden af Harrison. 2.årsspilleren Dalvin Tomlinson gjorde det egentlig fint som Harrisons makker sidste år, men spørgsmålet er, om han kan tilpasse sig det nye system. Udover Tomlinson, der også er bedst mod løbet, har Giants i år fået tilgang af den tidligere Cardinal Josh Mauro samt af rookien B.J. Hill. Sidstnævnte er svær at komme forbi, hvis du løber lige imod ham, men det er bestemt muligt at løbe uden om ham. Kort sagt skal den 22-årige Hill blive mere mobil, hvis han skal have succes i NFL.
Hvor det forreste forsvar ser fint ud imod løbet, er der noget større udfordringer ift. kastet. Det betyder, at holdets regulære pass rush kommer til at være meget alene, men det er ikke sikkert, at holdets trup af quarterback-jægere kan magte dette. Slet ikke når man tænker på det lave antal sacks, der blev produceret sidste år. I offseason har Giants sagt farvel til den erfarne Jason Pierre-Paul, der var bedste mand ift. quarterback-jagt i 2017. Den anden starter fra sidste år Oliver Vernon er egentlig også en fin profil at have på holdkortet, men han er mere en hybrid mellem en presspiller og en runstopper end en regulær pass rusher. Man kan således ikke forvente af Vernon, at han kommer til at levere et 2-cifret antal sacks. I stedet har holdet forsøgt at indhente en række mere regulære presspecialister i form af den tidligere Cardinal Kareem Martin, veteranen Connor Barwin og draftvalget Lorenzo Carter. Af disse tre er det nok rookien Carter, der har det største potentiale, men han overlevede mest på speed og atletiske evner i college. Der skal således udvikles noget teknik og footballforståelse hos ham, hvis han skal blive en dygtig pass rusher i NFL.
Linebackerkæden var måske den værste enhed på Giants-forsvaret i 2017, hvorfor det ikke er en overraskelse, at den tidligere lederskikkelse Jonathan Casillas nu er fortid i New York. Spørgsmålet er så, om free agent-investeringen Alec Ogletree er løsningen. Den tidligere Ram er helt ubetinget en dygtig tackler. Imidlertid virker det tit som om, at 26-årige Ogletree ikke rigtigt fatter, hvad det er han laver og bare farer rundt på banen pr. instinkt. Det kan også være fint nok, men det kan næppe løse Giants’ linebackerproblemer. Udover Ogletree består truppen først og fremmest af udviklingsspilleren B.J. Goodson, journeymanden Ray-Ray Armstrong samt veteranen Mark Herzlich, der alle har deres styrker, men som helhed ikke udgør nogen skræmmende udfordring for modstanderens angreb.
Bagkæden er og bliver det helt store spørgsmålstegn. Det var især denne kæde, der brød helt sammen sidste år på trods af, at to af starterne normalt betragtes som tilhørende NFL-eliten. På cornerbackpositionen er der fortsat ikke mange, der kan konkurrere med Janoris Jenkins, der på trods af skadesproblemer alligevel bidrog med 3 interceptions over 9 kampe sidste år. I den anden side får Eli Apple, der var det helt store problembarn sidste år, endnu en chance. Han har ubestridt noget talent, men skal virkeligt arbejde med sin mentale tilstand, hvis han nogensinde skal få succes i NFL. Alternativerne B.W. Webb og Donte Deayon er dog bestemt ikke noget at råbe hurra for. I midten af det bagerste forsvar har Giants en af NFL’s bedste safeties i Landon Collins, der på trods af alle problemerne alligevel forsøgte at tage noget ansvar med 2 interceptions og hele 104 tacklinger sidste år. Det er til gengæld meget åbent, hvem der skal starte ved siden af Collins, og det er desværre ikke positivt. Hverken den tidligere Titan Curtis Riley, 3.årsspilleren Darian Thompson eller veteranen William Gay virker som særligt optimale løsninger, og det kan igen komme til at koste mod de dybe kast i 2018.
Konklusionen
Giants tror stadig på, at de kan presse endnu et mesterskab ud af Eli Mannings karriere. Det må være tilfældet, for ellers giver valget af Saquan Barkley ikke mening. Problemet er bare, at den nye running back-stjerne ikke er nok til at opveje for de massive problemer, som holdet fortsat har på især den offensive linje og dele af forsvaret. Det er ikke fordi, at holdets investeringer har været dårlige eller forkerte, men jeg tror bare ikke, at de er tilstrækkelige. Det skal også ses i det perspektiv, at Giants har et meget svært kampprogram med begge South-divisionerne, og at deres divisionsmodstandere lader til at være mindst et skridt foran New York-holdet lige nu. Det skal nok blive lidt bedre end sidste år, men så heller ikke mere end det.
- Navn: New York Giants
- Ejer: John Mara & Steve Tisch (begge siden 2005)
- Cheftræner: Pat Shurmur (siden 2018)
- Hjemmebane: MetLife Stadium i East Rutherford, New Jersey (siden 2010)
- Antal mesterskaber: 8 (1927, 1934, 1938, 1956, 1986, 1990, 2007 og 2011)
- Resultat 2017: Elimineret i grundspillet (record: 3-13)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 4 i NFC East (record: 5-11)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: WR Odell Beckham (21), S Landon Collins (63) og DT Damon Harrison (85)
- Årets gennembrud: RB Saquan Barkley
- Årets nøglespiller: LB Alec Ogletree
Red Zone Blog 