For Texans var 2017-sæsonen blot et stort skadeshelvede, der bare skal glemmes. Ikke alle holdets problemer handler dog om skader, og det kan derfor nemt blive endnu en svær sæson i 2018.
2017-sæsonen og offseason
NFL’s yngste hold oplevede sidste år et af de værste eksempler på, hvordan skader kan være totalt ødelæggende for en sæson. Starter efter starter blev sendt på IR-listen, og blandt disse var nogle af holdets største stjerner samt vigtigste spillere i forsøget på at sikre en slutspilsplads for 3.år i træk. Det var ellers startet fint med 3 sejre ud af 6 mulige frem mod friugen i spiluge 7. Holdets nye rookie-quarterback Deshaun Watson havde taget ligaen med storm med sine atletiske evner, og forsvaret lignede endnu engang en enhed, der kunne stå imod det meste.
Men jo længere vi kom ind i sæsonen desto værre blev holdets skadessituation. Det var især forsvaret, der var hårdt ramt med især tabet superstjernen J.J. Watt, men også angrebet led et alvorligt tab, da Watson rev korsbåndet over. Holdet havde i forvejen store problemer med, at deres o-line havde enormt svært ved at beskytte de offensive profiler, men rookiens evne til at improvisere havde indtil da skabt fremdrift alligevel. Med Watson ude for sæsonen gik angrebet i stå og endte sæsonen i den dårligere halvdel af de offensive statistikker. Forsvaret, der som sagt havde lidt de største tab, endte også i den tunge ende, og alt i alt var det meget forståeligt, at Texans kun vandt 1 af sæsonens sidste 10 kampe.
Der har dog ikke været den store ransagelse i Houston oven på den forfærdelige sæson. Det lader til, at der er en gensidig forståelse mellem holdledelsen og trænerteamet om, at der var tale om sort uheld, og at 2017-sæsonen bare må betragtes som et opgivet projekt, der ikke kunne reddes som konsekvens af de mange skader. Derfor har der heller ikke været de store udskiftninger i truppen. Grundopfattelsen er, at Texans har de spillere, de skal bruge, hvis bare de er på banen. Derfor var Houston-mandskabet ikke vanvittigt aktive i free agency, mens holdets draft var præget af, at man havde betalt dyrt for det draftvalg, man brugte på Watson i 2017, og derfor først endte med at vælge i 3.runde. Om vurderingen af at man har de spillere man skal bruge er korrekt, er dog umiddelbart en sandhed med modifikationer, og specielt er det en overraskelse, at der er blevet gjort meget lidt for at styrke den offensive linje.
Enigheden omkring opfattelsen af sidste sæson gælder også ift. trænerstabens sammensætning. Bill O’Brien, der går ind i sin 5.sæson som cheftræner i Houston, har ellers ikke den mest prangende record, når man tænker på, hvor lang tid han haft på posten. Han lever dog på, at han inden sidste sæson havde sikret Texans to slutspilsdeltagelser i træk, og sidste sæsons resultater kan han ikke klandres for jf. de massive skadesproblemer. Alligevel kan det sagtens tænkes, at der ikke skal gå meget galt i den kommende sæson (skader nok undtaget), førend trænersædet kan blive aldeles varmt under O’Brien, der udover at være cheftræner også selv fungerer som offensiv koordinator for holdet. Denne konstruktion fastholdes også i den kommende sæson på trods af de svingende resultater. Der er imidlertid sket en udskiftning på den defensive koordinator-post, omend den er sket ufrivilligt. Efter blot en sæson på posten havde Mike Vrabel nemlig imponeret divisionsrivalerne fra Titans så meget, at de har valgt at ansætte ham som ny cheftræner. Løsningen for Texans var dog ikke langt væk, da Vrabels forgænger Romeo Crennel, der er en af NFL’s mest erfarne forsvarstrænere, stadig var tilknyttet holdet som assisterende cheftræner. Således er Crennel nu tilbage i sin gamle rolle, og selvom han efterhånden er blevet 71, kan det med hans meritter in mente næppe betragtes som en forringelse.
Angrebet
Vurderet på baggrund af sidste sæson og Texans’ ageren i offseason lader det til, at holdets 2018-sæson står og falder med Deshaun Watson. Den 22-årige quarterback imponerede alt og alle i de 7 kampe han nåede at spille sidste år, hvor han på trods af meget lidt hjælp fra sin o-line ramte på 61,8 % af sine kast og nåede at bidrage med 19 touchdowns gennem luften samt 2 på jorden, inden at han blev skadet. Med en rating på 103,0 må hans indsats som rookie siges at være godkendt. Spørgsmålet er, om han kan genfinde dette niveau, når han vender tilbage i denne sæson. En ting er, at Watson kommer tilbage fra et overrevet korsbånd, der i sig selv formentlig vil begrænse hans mobilitet, der var en væsentlig del af forklaringen på hans succes sidste år. En anden væsentlig faktor er, at de fleste modstandere formentlig ikke var forberedte på ham sidste år, da han ikke var forventet at skulle starte. Nu har samtlige defensive trænere i NFL haft mulighed for at nærstudere Watson i en hel offseason, og det vil muligvis gøre hans muligheder endnu mere begrænsede i den kommende sæson.
Netop med tanke herpå er det en gåde for mange, at Texans har gjort så lidt for at styrke en o-line, der i sidste sæson nok var den dårligste i hele NFL. Ganske vist er de to guards Zach Fulton og Senio Kelemete blevet hentet i free agency, men begge har primært været reserver indtil nu, og selvom især Fulton gjorde det hæderligt i de 12 kampe han startede for Chiefs sidste år, er der ingen af dem, der ser ud til at kunne løfte linjens niveau afgørende. Værst står det til på tackle-positionerne, hvor 2.årsspilleren Julien Davenport skal starte i venstre side efter en rookiesæson, hvor han ikke imponerede i sine 4 kampe som starter, mens højreflanken formentlig skal dækkes af enten 3.runde-draftvalget fra i år Martinas Rankin, den tidligere Bills-reserve Seantrel Henderson eller Kendall Lamm, der ellers allerede har overvist alle om, at han ikke på nogen måde har niveauet til at spille i NFL.
Den svage o-line kommer formentlig også til endnu engang at skade Texans’ løbeangreb, der ellers er spækket med potentielle profiler. Det største navn er fortsat 27-årige Lamar Miller, der går ind i sin 3.sæson som Texans-spiller og på mange måder har været holdets vigtigste offensive profil de sidste 2 år. Med 888 yards på jorden og et gennemsnit på 3,7 yards pr. forsøg var Millers 2018-statistikker ikke imponerende, men hertil skal dog også lægges 327 yards gennem luften. Han er kort og godt ikke nogen særlig flashy running back, men han gør det sure tunge arbejde, og ville nok også have større succes hermed, hvis han fik mere hjælp. Miller skal dog aflastes, hvis ikke han skal gå totalt i stykker på et tidspunkt, hvorfor det er vigtigt at holdet også har fornuftige alternativer som Alfred Blue og 3.down-backen Tyler Ervin, der også sluttede sidste sæson på skadeslisten, på holdkortet. Der er den interessante 2.årsspiller D’Onta Foreman også fortsat, men han er ikke helt klar endnu, efter at han rev sin akillessene over sidste år. Kommer Foreman tilbage har Texans dog efterhånden et meget interessant backfield, der måske kan gøre en forskel, svag o-line eller ej.
Receiverkorpset er fortsat lidt af et spørgsmålstegn. I DeAndre Hopkins har man ubetinget en af NFL’s bedste pass catchere, der lader til at kunne gribe bolde, uanset hvor umulige vilkår man byder ham. Således greb Hopkins for hele 1378 yards og 14 touchdowns sidste år på trods af den elendige o-line og den heftige quarterback-rotation som følge heraf. Problemet er derfor mere, hvilket niveau spillerne bagved Hopkins ligger for dagen. 3.årsspilleren Will Fuller er hurtig og kan i kraft heraf gribe en del touchdowns dybt, hvilket hans 7 stk. fra sidste år er et godt eksempel på. Den 24-årige speedster har dog det klassiske problem for hans receivertype, at han har elendige hænder og derfor taber alt for mange bolde. Af øvrige muligheder har Texans Bruce Ellington og de to tight ends Ryan Griffin og Stephen Andenson, der er solide, men på ingen måde kan gør en afgørende forskel. Der er kommet en enkelt tilføjelse i offseason i form af den tidligere Steeler og Brown Sammie Coastes, der i 2016 havde en hæderlig sæson mens han spillede i Pittsburgh. Sidste år bidrog den 25-årige Coastes dog med stort set ingenting, og det er således meget usandsynligt, at han pludselig vil bryde igennem som den nye store receiver-profil i Houston.
Forsvaret
Vi skal kun tilbage til 2016-sæsonen for at Texans’ forsvar var den mest skræmmende defensive enhed i ligaen. Sådan var det som sagt bestemt ikke sidste år, og selvom skader var den største del af forklaringen herpå, så er det ikke sikkert, at Houston-mandskabet pr. automatik vender tilbage til fordums styrke i år.
Meget af dette handler om forsvarsprofilen over dem alle i NFL siden 2011. Fra sin debut og frem til og med 2015-sæsonen var J.J. Watt indiskutabelt den bedste defensive spiller i NFL, hvilket hans tre kåringer til Defensive Player of Year viser med al tydelighed. To gange præsterede han over 20 sacks på en sæson, og hvis man dertil lægger, at han samtidig også var en fremragende tackler og runstopper, virkede det af og til som om, at han bar Houston-mandskabet alene på sine skuldre. Måske er det netop denne vægt, der har vist sig de seneste par år, for over de seneste 2 sæsoner er det sammenlagt kun blevet til 8 kampe for Watt. Den 29-årige forsvarskrumtap har i forlængelse af sine skader gennemgået komplicerede operationer i først ryggen og senest i benet, og det er meget svært at sige, hvilket niveau han vender tilbage på i år. Det har dog enorm betydning for Texans’ forsvar at Watt er med. Hans medspillere på den defensive linje D.J. Reader, Christian Covington og Joel Heath er ikke i sig selv skræmmende, men hvis Watt spiller ved siden af dem, har det en tendens til at smitte af på deres præstationer. Derfor krydser Texans-fans pt. alle tænkelige kropsdele for, at deres defensive kaptajn samt ubestridte leder og profil endelig vender tilbage til sit gamle niveau, omend de alvorlige skader måske usandsynliggøre dette.
Watts fravær har naturligt også haft en meget negativ effekt på holdets pass rush, hvilket er en væsentlig del af forklaringen på, at især kasteforsvaret havde det svært i 2017. Om Watt nogensinde bliver den quarterback-jæger han var før I tiden er meget usikkert, men måske kan denne del af hans spil godt undværes, hvis holdets øvrige specialister i denne facet af spillet er fit for fight. En lidt glemt solstrålehistorie fra sidste sæson var nemlig det tidligere 1.valg i 2014-draften Jadeveon Clowney. Han har selv døjet med utallige skader i sin NFL-karriere, men sidste år lykkedes det faktisk den nu 25-årige Clowney at spille samtlige 16 kampe, mens hans holdkammerater faldt som fluer omkring ham. I stedet forsøgte han at bidrage så godt han kunne og i betragtning af holdets generelle forfatning var hans 9,5 sacks faktisk lidt af en præstation. Udover sin jagt på modstanderens quarterback bidrog Clowney også med 59 tacklinger og ift. mange andre spillere med hans placering på banen, lader han faktisk til at kunne spille en stor rolle i løbeforsvaret. Ift. pass rushet bliver Clowneys præstation kun yderligere imponerende af, at Texans’ mest rendyrkede quarterback-jæger Whitney Mercilus også var skadet det meste af sidste sæson. Med både Watt, Mercilus og 3.årsspilleren Brennan Scarlett tilbage er der grobund for at tro på, at Houston-mandskabet kan finde tilbage til noget af det vanvittige presspil, som de tidligere har været kendt for.
Bagkæden havde også sine vanskeligheder sidste år, men alt i alt må det bagerste forsvar hos Texans betragtes som temmelig solidt. Især safety-positionerne ser rigtigt godt besat ud, og det handler bl.a. om den største investering, holdet har foretaget sig i løbet af offseason. Altmuligmanden Tyrann Mathieu var nemlig pludselig blevet ledig, da han og Cardinals ikke kunne blive enige om hans fortsatte lønniveau. Derfor fritstillede Arizona-mandskabet Mathieu, hvorefter Texans slog til og hentede ”The Honey Badger” til Houston på en 1-årig kontrakt. Udover Mathieu har holdet også hentet en solid tilføjelse i draften i form af Justin Reid. Han var lidt overraskende stadig ledig, da Texans’ skulle drafte for første gang i år i 3.runde, selvom han af mange var blevet beskrevet som en af de mest solide og alsidige safeties i årets rookiegruppe. Om det kan havde noget at gøre med hans storebror Erics aktive rolle i spillerprotesterne under nationalmelodien, skal jeg ikke gøre mig klog på, men faktum er, at Texans er endt med en spiller, der kan blive en solid starter gennem mange år. Det er dog ikke sikkert, at Reid får lov at starte i sin rookiesæson, da den erfarne Kareem Jackson også er blevet rykket til safety-positionen, efter at han efterhånden ikke længere havde farten til at spille cornerback. En klassisk udvikling som efterhånden er set en del gange i ligaen. Til gengæld er sidste sæsons bedste ballhawk Andre Hal ikke med fra start af, da han desværre er blevet ramt af kræft. På cornerbackpositionen hedder starterne ligesom sidste år Kevin Johnson og Johnathan Joseph. Begge er i bund og grund solide, selvom de ikke bidrog med så mange interceptions sidste år, og især Joseph må man bare tage hatten af for. Han har netop fået forlænget sin kontrakt med 2 år, selvom han har rundet de 34. De to startere vil blive understøttet af Aaron Colvin, der er kommet til fra Jaguars.
På linebackerpositionerne er den mangeårige defensive leder Brian Cushing som ventet blevet fritstillet. Han skabte efterhånden flere problemer end han løste, og Texans har også allerede fundet hans potentielle afløser i sidste års 2.runde-draftvalg Zach Cunningham. Den 23-årige 2.årsspiller gjorde en stor indsats mod løbet sidste år med 90 tacklinger, men samtidig har han også nogle styrker ift. opdækningen mod kastet, som hans forgænger Cushing fuldstændigt manglede. Cunningham kommer til at udgøre den solide midte i forsvaret sammen med tacklingsspecialisten Benardrick McKinney, der i år går ind i sin 4.sæson og bør være klar til at overtage den lederrolle, som Cushing tidligere besad. Texans tror i hvert fald på McKinney, der har fået en 5-årig kontraktforlængelse i offseason.
Konklusionen
Det er svært at drage ret mange konklusioner om Texans’ situation på baggrund af sidste sæson, og derfor må vi vurdere holdet ud fra deres trup uden skader. På den baggrund kan det sagtens tænkes, at vi igen i år ser et Houston-mandskab, der har en af de stærkeste defensive enheder i hele NFL. Problemet er, at hvis o-linen er lige så ringe som sidste år, så går der ikke lang tid førend at Watson igen sidder ude på sidelinjen, og så er det pludselig rigtigt svært at se Texans komme nogen vegne. Det handler bl.a. også om, at deres to værste konkurrenter internt i divisionen Jaguars og Titans er ganske giftige når det handler om at lægge pres på modstanderens quarterback. Derfor ser jeg igen i år Texans ende i den tunge ende af NFL, selvom at kampprogrammet ikke er det værste, og så er spørgsmålet om ikke holdejer Bob McNairs tålmodighed med O’Brien er brugt op.
- Navn: Houston Texans
- Ejer: Robert C. McNair (siden 1999)
- Cheftræner: Bill O’Brien (siden 2014)
- Hjemmebane: NRG Stadium i Houston, Texas (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 0
- Resultat 2017: Elimineret i grundspillet (record: 4-12)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 3 i AFC South (record: 4-12)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: WR DeAndre Hopkins (23), EDGE Jadeveon Clowney (36) og DE J.J. Watt (38)
- Årets gennembrud: LB Zach Cunningham
- Årets nøglespiller: QB Deshaun Watson
Red Zone Blog 