I Nashville er der sket en mindre revolution uden for banen, selvom at det lykkedes at nå slutspillet sidste år. Nu skal en ny ung cheftræner tage et af NFL’s mest talentfulde hold til nye højder.
2017-sæsonen og offseason
For Titans blev forrige sæson en mærkelig omgang blandet landhandel. På den ene side lykkedes missionen om at vende tilbage til slutspillet for første gang siden 2008-sæsonen. På den anden side var der rigtigt meget i holdets spil, som ikke var tilfredsstillende set ift. truppens talentniveau og de forventninger, der var inden sæsonen. Allerede fra starten af var det meget tydeligt, at der manglede noget energi og variation i Titans’ spil, og selvom indsatsen mod nogle modstandere var nok til en sejr, var der andre kampe, hvor det slet ikke fungerede. Cheftræner Mike Mularkeys angreb var sæsonen igennem meget dedikeret til løbet. Det havde også været en succes i 2016, men sidste år var det som om, at modstanderen havde alt for nemt ved at læse den offensive gameplan, og så måtte Marcus Mariota og kastespillet gøre arbejdet, hvilket de ikke rigtigt formåede. Samtidig var forsvaret enormt ubalanceret. Lige så effektiv defensiven var til at stoppe løbet, lige så nem var den at kaste imod, og det problem fik den aldrende defensive koordinator Dick LeBeau aldrig løst.
Ved friugen i spiluge 8 havde Titans således vundet 4 og tabt 3 kampe. Herefter lykkedes det imidlertid at komme ind i en god stime, hvor 4 af de næste 5 kampe blev vundet. Dog var nederlaget til Steelers i spiluge 11 et af de værre, hvor holdets klare mangler blev udstillet så alle kunne se dem. Mod slutningen af sæsonen så det så ud til, at slutspillet endnu engang skulle løbe mandskabet fra Nashville af hænde, da det var lykkedes at tabe 3 kampe i træk. I sidste spillerunde fik Mularkey dog sat spillerne op til at levere en sejr mod divisionsrivalerne Jaguars, der var sikre på en slutspilsplads, og en 9-7 record viste sig at være nok til at snuppe det ene af AFC’s to wild cards. Ingen havde dog de store forventninger til Titans i de afgørende kampe, men efter at have været bagud 21-3 ved pausen fik Mariota og co. orkestreret et flot comeback, der bl.a. inkluderede at den unge quarterback kastede et touchdown til sig selv. 22-21-sejren var mere end nogen havde turde håbe på, men ugen efter kom alle dog ned på jorden igen, da holdet blev kørt fuldstændig over af Patriots i en kamp, hvor alle begrænsningerne i trænerduoen Mularkey & LeBeaus efterhånden forældede spilkoncepter igen var tydelige.
De fleste havde dog regnet med, at slutspilssejren i 1.runde alligevel ville sikre det aldrende trænerteam endnu en sæson, men få dage efter sæsonafslutningen meddelte holdledelsen at man ikke havde kunnet blive enige med Mularkey om en kontraktforlængelse, og at parterne derfor havde besluttet at gå hver til sit. Kort efter kunne Titans så præsentere en ny cheftræner, der på mange måder repræsenterer et brud med holdets traditioner. Tennessee-mandskabet har igennem mange år været karakteriseret ved, at man ansatte meget erfarne trænere til at lede holdet. Både Mularkey og hans tre umiddelbare foregængere var alle folk, der havde haft en lang karriere i NFL inden deres ansættelse. Det kan man ikke påstå, at den nye chef Mike Vrabel har, hvis vi altså kigger på hans træner-CV. 42-årige Vrabel spillede selv i ligaen fra 1997 til 2010 og var bl.a. en fremragende linebacker for Patriots under holdets succesperiode i 00’erne. Efter hans karrierestop kastede han sig så over trænergerningen som assistent på Ohio State University inden Bill O’Brien hyrede ham som linebackertræner hos Texans i 2014. Denne rolle udfyldte Vrabel i 3 sæsoner inden han sidste år blev forfremmet til defensiv koordinator. Det er således en mand med en kometkarriere på trænerbænken, Titans har hyret, men således også en mand med relativt lidt trænererfaring i NFL.
Ansættelsen af Vrabel har som ventet også ført til en stor udskiftning i hele trænerstaben. Således er begge koordinatorer også nyansatte, da hverken den 80-årige LeBeau eller hans offensive pendant Terry Robiskie fik lov at fortsætte. Den nye cheftræner har i stedet hyret den mangeårige koordinator for Ravens’ defensiv Dean Pees til at hjælpe med at styre forsvaret, mens angrebet skal ledes af den unge Matt LaFleur, der sidste år havde stor succes som Sean McVays assistent hos Rams. Hvor der har været masser af udskiftning uden for banen, er spillertruppen faktisk stort set uforandret. Vurderingen fra både trænerstab og holdledelse er således, at det har været de tidligere trænernes football-tilgang og ikke det spillemæssige talent, der har været problemet.
Angrebet
Under Mularkey var det som sagt løbet, der var i fokus ift. angrebstaktikken og den tidligere cheftræner skal have kredit for, at det i 2016-sæsonen lykkedes ham mere eller mindre at revitalisere DeMarco Murrays karriere. Den tidligere All-Pro kunne dog ikke gentage succesen sidste år, og efter at være blevet cuttet af Titans i foråret har Murray nu valgt at indstille karrieren. Det betyder, at vejen nu er banet for den tidligere Heisman Trophy-vinder Derrick Henry ift. at være holdets primære løbevåben. Henry supplerede allerede Murray fint i sin første sæson og overtog faktisk allerede starterrollen sidste år, selvom han officielt stadig var nr. 2, når Murray var skadesfri. Henrys 744 yards og 5 touchdowns fra sidste sæson var sådan set et fint resultat. Den store udfordring med den fysiske running back er dog, at han for ofte går efter det store spil. Derfor har vi tit set, at Henry en til to gange i en kamp får flyttet bolden rigtigt langt, men derudover kan virke ret ineffektiv. I modsætning til Murray er Henry heller ikke specielt god som receiver, hvorfor det ikke er overraskende, at Titans har sikret sig en af NFL’s potentielt bedste reciever-backs i free agency. Dion Lewis’ karriere havde indtil sidste år været meget plaget af skader, men i 2017 fik han lidt af et gennembrud i sin 3.sæson hos Patriots. Her var det faktisk primært på jorden, at Lewis leverede varen med 896 yards og 6 touchdowns, men den lille vævre spillers fysiske statur gør, at det især er i kastespillet, at han bør kunne gøre en forskel for sit nye hold.
Hvordan Vrabel og LaFleur kommer til at bruge deres to løbevåben bliver noget af det mest interessante at følge hos Titans i år. Men netop LaFleurs ansættelse må betyde, at kasteangrebet kommer til at fylde mere med tanke på, hvad den nye offensive koordinator var med til at udrette i LA sidste år. Håbet er, at LaFleur kan få Marcus Mariota til at tage det næste skridt i sin udvikling som NFL-quarterback. Den 24-årige spilfordeler går ind i sin 4.sæson, og selvom han måske ikke er så stort et naturtalent som den anden quarterback fra 2015-draften, der pt. er starter i NFL, virker han mere som en spiller, der har psyken, viljen og spilforståelsen til, at han kan gøre det rigtigt godt i det rigtige system. Mariota har indtil nu været rimeligt fornuftig i sin produktion af yards, og især hans completion procent, der sidste år lå på 62,2, har været ganske fin i hans tre første sæsoner. Desværre gik forholdet mellem touchdowns og interceptions i den gale retning sidste år, hvor hhv. 26 og 9 fra 2016 blev til 13 og 15. Denne negative udvikling skal naturligvis vendes, og med en af NFL’s mest lovende offensive hjerner på sidelinjen bør det kunne lade sig gøre. Derudover er det afgørende, at Titans bliver bedre til at beskytte Mariota. Selvom han ikke blev alvorligt skadet sidste år, missede han alligevel en kamp undervejs. Det er selvfølgelig svært at passe på en mand, der har den atletiske styrke og løbet som et af sine afgørende våben, men med tanke på, hvor svagt Tennessee-mandskabets angreb ofte har fremstået uden Mariota, er det, at de kan holde deres quarterback skadesfri, formentlig den afgørende forskel mellem succes og fiasko.
En fordel for både Mariota, Henry, Lewis og trænerstaben er, at holdets fem beskyttere igen i år vil være de samme som i de to foregående sæsoner. Taylor Lewan, Quinton Spain, Ben Jones, Josh Kline og Jack Conklin er måske ikke de mest genkendelige navne, men tilsammen udgør de måske NFL’s mest stabile o-line, hvor forskellen mellem bedste og dårligste spiller er marginale sammenlignet med deres kollegaer fra den øvrige liga. Derudover skal man ikke kimse af, at både Lewan og Conklin, der begge er tidligere 1.runde-draftvalg, er vurderet som værende blandt de bedste tackles i NFL. 27-årige Lewan er i offseason blevet belønnet med ligaens dyreste o-line kontrakt, men faktisk var det Conklin, der var bedste mand sidste år. Den 23-årige right tackle kan dog misse et par kampe i sæsonstarten, da han fortsat er på vej tilbage fra et overrævet korsbånd i slutspilsnederlaget til Patriots.
Receiverkorpset virker på forhånd som det svageste punkt ved Titans’ offensiv. 2.årsspilleren Corey Davis fik det meste af sin rookie-sæson spoleret af skader, mens succeshistorien fra 2016 Rishard Matthews ikke kunne gentage succesen sidste år, hvor det kun blev til 795 yards og 4 touchdowns. Både Davis og Matthews har således en del at bevise i år, hvor de dog som udgangspunkt er startere, men de kan muligvis presses af et andet draftvalg fra sidste år Taywan Taylor samt 3.årsspilleren Tajae Sharpe, der viste lovende takter i sin rookiesæson, men var ude hele sidste år. Den mest pålidelige receiver hos Titans er dog fortsat uden tvivl tight end-veteranen Delanie Walker, der fortsætter med at holde et fremragende niveau, selvom at han netop har rundet de 34. Sidste år var hans 74 receptions og 807 yards flest på holdet i begge kategorier, og derfor er det også forståeligt, at Walker netop har fået sin kontrakt forlænget til og med 2020.
Forsvaret
Som tidligere nævnt var der en ekstrem forskel på Titans’ forsvar mod hhv. løbet og kastet sidste år. Mod løbet lykkedes det Tennessee-defensiven at holde modstanderen til i gennemsnit 88,8 yards pr. kamp, hvilket var 4.lavest i hele NFL, mens at 5 tilladte touchdowns på løb var bedst af alle i ligaen. Omvendt lå kasteforsvaret i den tunge ende af listen ift. både tilladte yards pr. kamp og touchdowns, og det skal simpelthen forbedres i år, hvis ikke Titans skal køres over af ligaens bedste kasteangreb.
Hvis vi skal starte med det, der fungerede sidste år, så var det forreste forsvar en af NFL’s bedste enheder på den front. Den store profil på den defensive linje er 28-årige Jurrell Casey. Han var som tackler eminent til at fange modstanderens running back op gennem midten, samtidig med at han med 6 sacks også bidrog væsentligt til holdets pass rush. Det er måske i overkanten at sammenligne Casey med J.J. Watt, men han har helt tydeligvis nogle af de samme kvaliteter, omend i mindre omfang. Man skal dog heller ikke underkende hans makker DaQuan Jones, der også spillede solidt sidste år med 31 tacklinger og 3,5 sack. Casey og Jones for i år selskab af den pålidelige Bennie Logan, der gjorde det hæderligt uden at være prangende hos Chiefs i 2017.
En anden væsentlig forudsætning for det gode løbeforsvar var linebackerkæden, der fortsat anføres af altmuligmanden Wesley Woodyard. Med 124 tacklinger var han den spiller, der lukkede modstanderens angreb ned flest gange sidste år, og samtidig bidrog han også til presspillet med 5 sacks. Problemet her var dog, at hverken Woodyard eller hans makker fra sidste år Avery Williamson bidrog med specielt meget til opdækningen mod kastet. Derfor var det ikke helt overraskende, at Williamson fik lov at gå i free agency, og at holdet brugte sit draftvalg i 1.runde på et af årets største linebacker-talenter. Rashaan Evans har dog også sin største styrke mod løbet, men hans spilforståelse er udmærket, så måske kan han med tilvending blive en meget solid starter ved siden af Woodyard. Skulle rookien ikke være klar fra sæsonstarten, har Titans også investeret i den tidligere Redskin Will Compton, der dog kommer tilbage fra en skade og også klart gør det bedst som løbeforsvarer.
Med 43 sacks var Titans’ i top 6 i denne statistik sidste år. Dette stemmer dog ikke særlig godt overens med de vanskeligheder holdet havde mod kastet. Forklaringen herpå kan være, at mens sekundære pass rushere som Casey, Woodyard og Jones alle bidrog yderst positivt, havde de to primære våben Brian Orakpo og Derrick Morgan faktisk en sæson lidt under det forventede med hhv. 7 og 7,5 sack. For begge spillere gælder det, at de er rutinerede og solide, men ingen af dem er i sig selv vanvittigt skræmmende for de bedste o-lines i ligaen. Kombineret med, at begge spillere har kontraktudløb efter årets sæson, var det lidt af en appelsin, der faldt ned i Titans turban, da Harold Landry viste sig fortsat at være ledig ved holdets valg i 2.runde af årets draft. Rookien er upoleret og skal helt sikkert forbedre sin teknik samt udvide sit repertoire af pass rush-moves, men lykkes det kan han blive en rigtig giftig quarterback-jæger. I år får han lov at lære fra to meget erfarne startere, og måske kan trioen Orakpo, Morgan og Landry måske til sammen vise sig at blive rigtigt giftige for modstanderen.
Det store spørgsmålstegn på Titans-forsvaret er helt klart bagkæden. Selvom der på papiret var sket store opgraderinger sidste år, var det som sagt for nemt at flytte bolden og score gennem luften mod Tennessee-mandskabet, og det bagerste forsvar har klart hovedansvaret herfor. En spiller kunne dog være sin indsats bekendt. Med 8 interceptions fik safety Kevin Byard sit store gennembrud som ball-hawk, og han bidrog således afgørende til, at Titans faktisk var nogenlunde til at tage bolden fra modstanderen. I år nytter det dog ikke, at Byard igen bliver en 1-mandshær, og især de to cornerbacks Logan Ryan og 2-årsspilleren Adoree’ Jackson skal løfte deres niveau ift. sidste år. De to har dog fået en hjælpende hånd i form af Ryans tidligere holdkammerat fra Patriots Malcolm Butler. Helten fra Super Bowl XLIX endte sin tid på sit forrige hold med at blive bænket inden sidste års Super Bowl pga. ustabile præstationer, men netop derfor burde den 28-årige Butler være mere end almindeligt motiveret for at levere et comeback i år. På positionen i midten ved siden af Byard mistede Titans i starten af training camp Johnathan Cyprien. Heldigvis har markedet for den type af defensive skakbrikker, som Cyprien er et eksempel på, været meget sløvt i år, og derfor var den tidligere Saints-spiller Kenny Vaccaro fortsat ledig. 27-årige Vaccaro har ikke altid været lige stabil og har også haft en del skadesproblemer, men i fuld vigør bør han være en fuldgod erstatning for Cyprien, omend han heller ikke er den store force mod kastet.
Konklusionen
Selvom at man godt kunne have forsvaret at beholde Mularkey endnu en sæson, så er der helt klart nogle meget fornuftige perspektiver i ansættelsen af Vrabel og hans nye samt mere ungdommelige trænerteam. Det store spørgsmålstegn er selvfølgelig, om den manglende erfaring kan ende med at koste dyrt, men med tanke på, hvordan folk som Sean McVay og Kyle Shanahan klarede det sidste år, bør det ikke være den største bekymring. Læg dertil at Titans har en altovervejende ung og meget talentfuld trup samt et meget overskueligt kampprogram mod bl.a. de to East-divisioner. Jaguars bliver naturligvis en hård nød at knække, men jeg bliver ikke overrasket, hvis vi ser Titans i slutspillet for 2.år i træk.
- Navn: Tennessee Titans
- Ejer: Adams-familien (siden 2013)
- Cheftræner: Mike Vrabel (siden 2018)
- Hjemmebane: Nissan Stadium i Nashville, Tennessee (siden 1999)
- Antal mesterskaber: 2 (1960 og 1961, begge i AFL)
- Resultat 2017: Elimineret i 2.runde af slutspillet (record: 9-7)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 2 i AFC South (record: 10-6)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: S Kevin Byard (72) og DT/DE Jurrell Casey (96)
- Årets gennembrud: WR Corey Davis
- Årets nøglespiller: QB Marcus Mariota
Red Zone Blog 