Sidste år var Ravens en sejr fra at vende tilbage til slutspillet. I år skal det formentlig lykkes, hvis cheftræneren skal fortsætte på holdet, men spørgsmålet er om angrebet er stærkt nok hertil.
2017-sæsonen og offseason
Inden sidste sæson begyndte, virkede det som om, at det var knald eller fald for den tidligere Super Bowl-vindende cheftræner John Harbaugh. Mange havde den opfattelse, at hvis ikke Ravens gik i slutspillet, ville den ellers tidligere så succesfulde træner være fortid i Baltimore. Men ligesom de øvrige hold i AFC North generelt og ikke mindst ærkerivalerne fra Steelers er Ravens et mandskab, hvor man satser langsigtet og ikke forfalder til hovsa-løsninger. Det er den tilgang som både holdejer Steve Bisciotti og især den legendariske sportsdirektør Ozzie Newsome, der i år går ind i sin sidste sæson efter 16 år på posten, har praktiseret gennem mange år og ønsker at fortsætte med. Derfor sidder Harbaugh fortsat i sædet her inden 2018-sæsonen og kan gøre sig klar til sin 11.sæson i spidsen for det lilla-klædte mandskab.
Når man ser tilbage på sidste sæson virker det dog ikke urimeligt, at nogle af os er lidt overraskede over, at Harbaugh fortsat er sidder, hvor han gør. Efter en godkendt start med 2 vigtige divisionssejre havde Ravens samlet set svært ved at levere stabilt i sæsonens første halvdel. Ved holdets pause i spiluge 10 kunne Harbaugh og co. notere sig en record på 4-5, hvoraf sejrene især var blevet hentet mod nogle af NFLs svageste mandskaber. Dog var der positive tendenser undervejs, der var med til at skabe en form for optimisme. For det første lykkedes det efter et par svage sæsoner på den front endelige at få etableret et løbeangreb, der igennem sæsonen bevægede sig op i ligaens bedre halvdel statistisk set. Derudover begyndte forsvaret, der historisk set har været nøglen til succes i Baltimore, igen at præstere på et niveau, der mindede om tidligere tider. Netop disse to faktorer var afgørende for, at Ravens spillede bedre i sæsonens sidste halvdel, hvor holdet inden sidste spillerunde havde vundet 5 af de sidste 6 kampe, og kun havde tabt i et meget tæt opgør mod Steelers. Derfor så det ud til, at Ravens for første gang i tre år skulle kvalificere sig til slutspillet, men en blunder mod divisionsrivalerne Bengals i sidste runde gjorde, at recorden for året blev på 9-7 frem for 10-6, og så snuppede Bills den sidste wild card-plads.
Fremgangen i slutningen af sæsonen var dog som sagt nok til, at Harbaugh ikke kom i fare for at blive fyret. Der er tilsyneladende generel enighed om, at Ravens fortsat er i gang med en delvis genopbygning, og at holdet har brug for tilførsel af yderligere forstærkninger førend at det for alvor kan være med i kampen om mesterskabet igen. Fokus i offseason har i år især været at styrke kasteangrebet, der var den helt store akilleshæl sidste år. Om det så er lykkedes må tiden vise. Til gengæld har der ikke været de stor udskiftninger på forsvaret, der fik en stor saltvandsindsprøjtning sidste år, hvorfor vurderingen nu må være, at en yderligere forbedring mere handler om at udvikle de mange unge talenter i stedet for at tilføje yderligere forstærkninger udefra.
Tilliden fra holdledelsens side til, at trænerstaben ved hvad de gør, rækker tydeligvis også længere ud end bare til cheftræner Harbaugh. Offensiv koordinator Marty Mornhinweg har i perioder været en meget udskældt herre, specielt med tanke på at hans speciale burde være kasteangrebet. Han får imidlertid også en chance til, selvom at Ravens’ offensiv i ingen af hans to sæsoner har været specielt farlig, og at kasteangrebet især har haltet. Til gengæld har man skiftet ud på posten med det øverste ansvar for forsvaret, da Dean Pees valgte at sige ja til et tilbud fra Titans. Han erstattes af den hidtidige linebacker-træner Don Martindale, der har siddet på sin forrige post siden 2012. Ergo er det ikke udviklingen på forsvaret, som holdledelsen er bekymret for, hvilket også er helt forståeligt vurderet ud fra sidste sæson.
Angrebet
Selvom John Harbaugh tilsyneladende har reddet stormen omkring sin position af, så brænder det efterhånden en under den mand, som kom til Baltimore samtidig med cheftræneren og hvert år siden har været hans offensive spilstyrer på banen. Da Ravens vandt Super Bowl XLVII tilbage i 2013 var de fleste enige om, at Joe Flacco var en middelmådig men hæderlig quarterback, som Ravens selvfølgelig gjorde klogt i at holde fast i, når man så på alternativerne. Det handlede især om, at han havde en evne til at levere under pres, hvilket slutspillet det år var et rigtigt godt eksempel på. Flacco udnyttede imidlertid den resultatmæssige succes til at opnå en meget lukrativ 6-årig kontrakt, der placerede ham som en af de bedst betalte i ligaen på det tidspunkt. Det har Ravens formentlig fortrudt mange gange siden, for den efterhånden 33-årige quarterback har virkelig ikke leveret varen. Han rammer egentlig rimeligt præcist på sine kast, og han har tidligere også kunnet producere store mængder af yards. Det helt store issue er dog, at han kaster alt for mange interceptions og for få touchdowns. Flacco lå i den dårlige halvdel af begge statistikker for startende quarterbacks sidste år, og da han samtidig producerede markant færre yards end i 2016, endte Ravens op med at have sæsonens 4.dårligste kasteangreb statistisk set, hvilket Flacco har en stor del af ansvaret for. På den baggrund var det ikke overraskende at Ravens, da chancen bød sig, tradede op til det sidste valg i 1.runde af årets draft for at vælge Lamar Jackson, der som type på mange måder er Flaccos diamentrale modsætning. Jackson er den af de fem hypede quarterback-talenter fra årets draft, der er sværest at blive klog på. Han er atletisk set et vanvittigt talent, der kan skabe spil og fremdrift gennem luften såvel som på jorden på allerhøjeste niveau. På den front er han måske det største talent NFL har set siden Michael Vick. Problemet er dog det samme med Jackson, som det var med Vick og har været med næsten alle andre såkaldte hybrid-quarterbacks, som har været i ligaen. Hans kvaliteter inden for de mere klassiske quarterback-discipliner mangler simpelthen stabilitet og ofte også kvalitet. Derfor skal Jackson helt sikkert udvikles førend at Ravens for alvor kan satse på ham, hvorfor det også er naturligt, at Flacco som udgangspunkt får endnu en sæson som starter. Spørgsmålet er dog, hvor længe Harbaugh og Marty Mornhinweg kan holde Jackson på bænken, hvis Flacco endnu engang skuffer.
Som sagt var det ikke alt ved Ravens’ offensiv, der var skidt sidste år, selvom den endte som nr. 27 ud af 32 i samlede antal yards pr. kamp. Løbeangrebet, der ellers også har haltet siden at den tidligere stjerne Ray Rice blev kylet ud af ligaen, viste nemlig endelig tænder igen. Det skyltes især tilgangen af en ung spiller, som ingen kendte særligt meget til før 2017. Alex Collins var i sin rookiesæson 2016 en temmelig usynlig spiller hos Seahawks, men efter at han blev cuttet kort før sæsonstarten sidste år, blev han tilføjet til Ravens’ practice squard. Efter skader til flere af holdets øvrige running backs, blev Collins tilføjet til holdets egentlige trup inden spiluge 2, hvor han allerede i sin første kamp viste sig mere effektiv end holdets øvrige spillere på positionen. En måned senere havde Collins overtaget starterrollen, og med 973 yards og 6 touchdowns har den blot 23-årige spiller indtil videre etableret sig som Ravens nye primære løbetrussel. Collins var dog ikke den eneste running back i Baltimore, der kunne være tilfreds med sin præstation sidste år. 26-årige Javorius Allen udgjorde med 591 yards på jorden og 250 i luften et ganske fint supplement, som til den kommende sæson måske kan blive endnu mere central i rollen som 3.down-back. Dertil kommer, at den 24-årige Kenneth Dixon, der sidste år fik smadret sin sæson af en ødelagt menisken i training camp, også er tilbage og helt sikkert er klar til at bidrage.
Med Collins, Allen og Dixon til rådighed kan Ravens’ løbeangreb formentlig blive en endnu stærkere støtte for Flacco end tilfældet var i 2016. Problemet er, at det formentlig ikke er nok, hvis man vil løfte offensivens generelle niveau. Selvom Flacco bære primærparten af ansvaret for det skuffende kastespil, kan man heller ikke komme uden om, at Baltimore-mandskabets receivergruppe var blandt de dårligste i ligaen sidste år. Det lykkedes på ingen måde at erstatte den pensionerede veteran Steve Smith Sr., og ingen af holdets startere leverede noget, som de kunne være bekendt. Derfor har en totalrenoveringen af receiverkorpset været den helt centrale prioritet for Ravens i denne offseason. Ud er allerede røget de afdankede veteraner Mike Wallace, Jeremy Maclin samt tight enden Benjamin Watson, og det vil på ingen måde være overraskende, hvis de to draft busts Breshad Perriman og Maxx Williams lider samme skæbne inden sæsonstarten. I stedet har holdet satset massivt på at hente forstærkninger i både free agency og draften. Ift. førstnævnte har man skrævet kontrakt med hhv. Michael Crabtree fra Raiders, John Brown fra Cardinals og Willie Snead fra Saints. Af disse er især Crabtree et meget etableret navn. Han er aldrig slået igennem som en af ligaens helt store profiler, men pga. sin størrelse og sine hænder har han fået placeret sig som en meget effektiv trussel i red zone. Brown og Snead har begge spillet sekundære roller på deres tidligere hold, men de er begge pålidelige og kan under de rigtige omstændigheder levere store spil hhv. i dybden af banen og ind over midten. Udover de tre free agents har Ravens tilføjet to rookie-tight ends, der blev valgt med 2 af holdets 4 første draftvalg. 1.rundevalget Hayden Hurst er en klassisk NFL-tight end, der kan blokere gennemsnitligt og har lidt fart ned ad banen. Hans styrke er dog især nogle helt eminente hænder, hvorfor han sammen med Crabtree kan udgøre en meget giftig kombination tæt på modstanderens endzone. 3.rundevalget Mark Andrews minder mere om en decideret receiver, og hans blokeringsevner lader meget tilbage at ønske. Han har dog spilforståelsen til at kunne blive Flaccos (eller Jacksons) nye bedste ven på de korte kast.
En faktor, der imidlertid kan sætte en stopper for forhåbningerne om bedre offensivt spil i 2018, er den offensive linjes niveau, der desværre virker til at være for nedadgående. Sidste år spillede det naturligvis en stor rolle, at Marshall Yanda, der har været en af NFL’s bedste guards gennem de sidste mange år, blev skadet for sæsonen allerede i spiluge 2. Yanda kommer tilbage i år, men han fylder 34 i september og det er på ingen måde givet, at han vender tilbage med fordums styrke. Også holdets næstbedste guard Alex Lewis vender tilbage efter en hel sæson ude med en skade, og hverken han eller Yandas afløser Matt Skura, der i denne sæson formentlig skal overtage centerpositionen fra den bortrejste Ryan Jensen, har tidligere imponeret synderligt. Eneste sikre element på linjen er left tackle Ronnie Stanley, men heller ikke han leverede stabilt gennem 2017. Kort sagt kan det blive meget vanskeligt for Ravens at flytte bolden, hvis ikke flere af starterne hæver deres niveau i år.
Forsvaret
Som tidligere beskrevet har Ravens’ altid grundlæggende set været et forsvarshold, og det er igennem defensivens præstationer at kampe og mesterskaber først og fremmest er blevet vundet. Derfor var det afgørende, at forsvaret fandt sig selv i løbet af sidste sæson, og især mod slutningen begyndte at spille, som den Ravens-defensiv vi kender. Der er dog stadig nogle problemer, som der skal findes en løsning på, hvis Baltimore-mandskabet skal tilbage i NFL’s absolutte forsvarstop.
Kasteforsvaret er der rimeligt godt styr på, og det skyldes ikke mindst, at Ravens’ er i besiddelse af en af NFL’s bedst besatte bagkæder. Den indeholder bl.a. Eric Weddle og Tony Jefferson, der til sammen udgør en af ligaens bedste safety-duoer. De to supplerer hinanden fremragende med den hårdtslående Jefferson, som den mobile brik, der kan bevæge sig overalt på banen, og veteranen Weddle som den sikre sidste skanse. Dette illustreres godt ved, at Jefferson med 79 tacklinger var blandt holdets bedste på den front, mens Weddle med 6 interceptions endnu engang var en af de bedste i ligaen til at tage bolden fra modstanderen. Ravens har i offseason skilt sig af med den aldrende Ladarius Webb, der sidste år udgjorde den solide reserve og supplering for Weddle og Jefferson, men håbet er, at den ligeledes erfarne Anthony Levine kan udfylde denne rolle i år. På cornerbackpositionerne er det i udgangspunktet fortsat de rutinerede folk Jimmy Smith og Brandon Carr, der sidder på startpladserne efter at begge gjorde det flot med hhv. 3 og 4 interceptions sidste år. De vil dog få rigeligt med konkurrence fra 2.årsspilleren Marlon Humphrey, der havde en godkendt rookiesæson sidste år, samt den ligeledes unge Tavon Young, der efter en flot 2016-sæson missede hele sidste år pga. et overrevet korsbånd.
En væsentlig årsag til kasteforsvarets styrke er også det fortsat stærke pass rush, der med 41 sacks også i 2017 lå i den gode ende af tabellen. Med 11 stk. er veteranen Terrell Suggs fortsat den store profil, når det kommer til at jagte modstanderens quarterback. Han fik imidlertid solid opbakning fra den 10 år yngre Matt Judon, der med 8 sacks og 60 tacklinger havde et mindre gennembrud i sin 2.sæson i ligaen. Håbet er, at Judon kan fastholde dette niveau i den kommende sæson, samt at 2.årsspilleren Tyus Bowser, der havde en godkendt rookiesæson, kan tage et skridt fremad i sin udvikling i år. I så fald vil holdet nemlig kunne give flere pauser til den efterhånden 35-årige Suggs, der derigennem vil få nemmere ved at fastholde sit tårnhøje niveau, når han er på banen.
Hvor kasteforsvaret virker rimeligt stabilt, er der en del at arbejde med for løbeforsvaret, der tog lidt af et skridt tilbage sidste år, selvom det fortsat var placeret i ligaens bedre halvdel. En stor del af problemet ligger på den forreste del af forsvaret. Brandon Williams, der fik en stor kontraktforlængelse sidste år, er virkelig solid, men efter tabet Tim Jernigan og Lawrence Guy, har spillerne rundt om ham desværre ikke samme niveau. Imidlertid er der ikke blevet hentet deciderede forstærkninger ind til denne del af forsvaret, så Harbaughs vurdering må være, at en eller flere af de upåagtede spillere Michael Pierce, Brent Urban, Willie Henry og Carl Davis kan udvikle sig til at være et bedre supplement til Williams end de var i sidste sæson. Om dette sker vil formentlig være afgørende for, at løbeforsvarets udvikling i år.
Linebackerkæden, der sidste også mistede en profil i Zach Orr, spiller også en rolle ift. at forbedre løbeforsvaret, men i modsætning til spillerne forrest på forsvaret, så var der en, der greb chancen for at udfylde hullet ved siden af stjernen C.J. Mosley, der med 132 tacklinger igen var blandt de bedste i NFL sidste år ift. at lukke modstanderen ned. De fleste havde forventet, at det var det tidligere 2.runde-draftvalg Kamalai Correa, der skulle spille den anden linebackerposition, men han blev i den grad overhalet af Patrick Onwuasor, der også kom ind i ligaen i 2016, men uden at blive draftet. Med 90 tacklinger satte Onwuasor sig i den grad i respekt, og efter at være blevet belønnet med en ny kontrakt, skal han nu bevise, om han kan udvikle sig til en permanent starter i NFL i den kommende sæson.
Konklusionen
Selvom at slutspillet var tæt på for Ravens sidste år, så var der alvorlige spillemæssige problemer undervejs. Nogle af disse kan årets investeringer i free agency og draft måske rette op på, men det grundlæggende spørgsmål er fortsat, om Joe Flacco i sidste ende har niveauet til igen at føre Ravens til toppen af NFL. Det har jeg i den grad min tvivl om, og derfor kan Ravens risikere at blive yderligere presset i deres interne divisionskampe i år. Kampprogrammet indeholder også møder med den stærke NFC South-division, og derfor tror jeg, at vi kommer til at se et tilbageskridt for Baltimore-mandskabet resultatmæssigt i år. Så er spørgsmålet om cheftræner Harbaugh fortsat er beskyttet, når Newsomes hidtidige assistent Eric DeCosta overtager sportsdirektørposten.
- Navn: Baltimore Ravens
- Ejer: Steve Bisciotti (siden 2004)
- Cheftræner: John Harbaugh (siden 2008)
- Hjemmebane: M&T Bank Stadium i Baltimore, Maryland (siden 1998)
- Antal mesterskaber: 2 (2000 og 2012)
- Resultat 2017: Elimineret i grundspillet (record: 9-7)
- Bud på divisionsplacering 2018: Nr. 3 i AFC North (record: 6-10)
- Spillere på gulklud.dk’s Top 100: G Marshall Yanda (44)
- Årets gennembrud: LB Patrick Onwuasor
- Årets nøglespiller: RB Alex Collins
Red Zone Blog 