Som optakt til årets første grand tour Giro d’Italia vil jeg komme med tre artikler om løbet. Den anden handler om årets rute, og fokuserer især på de store stigninger, som rytterne skal passere, og som bliver de scener, der skal afgøre årets duel mellem feltets største favoritter.
Efter at have fortalt historien om Giro d’Italia er det nu tid til at kigge på ruten til årets italienske rundtur. Netop ruten er efter min bedste overbevisning også en af forklaringerne på, at Giroen over de seneste sæsoner har vundet større grad af anerkendelse. De italienske ruteplanlæggere har nemlig været helt uovertrufne ift. at sammensætte et interessant løb, der lægger op til offensiv kørsel og hvor spændingen har været holdt i live helt frem til sidste etape.
Det skal siges i denne sammenhæng, at Italiens geografi giver flere og bedre muligheder for at sammensætte en varieret rute end det f.eks. er tilfældet for Frankrigs ditto. Hvor de værste franske udfordringer er koncentreret i hhv. den sydøstlige (Alperne) og den sydvestlige (Pyrenæerne) del af landet, er de hårdeste italienske stigninger langt mere spredte. Her har man hhv. Alperne og Dolomitterne i den nordvestlige og nordøstlige del af landet samt Appeninerne, der strækker sig ned gennem den centrale del af landet. Derudover har man interessant og udfordrende terræn på de to øer Sicilien og Sardinien, som også nemt kan inddrages. Endelig gør det forhold, at Giroen ikke på samme måde som Touren har haft et fast afslutningspunkt, at man nemt har kunnet sammensætte en rute, hvor de vanskeligste etaper er godt spredt udover de tre uger, uden at rytterne er blevet nød til at have for mange lange rejsedage indimellem.
Imidlertid er det ikke bare et spørgsmål om geografi. Der har også været et aktivt ønske fra RCS’ side om, at den endelige afgørelse på Giroen har skullet falde så tæt på løbets sidste etape som muligt. Derfor har der ofte været vanskelige bjergetaper helt frem til næstsidstedagen af løbet, og etaperne i den sidste uge har ofte inkluderet nogle af rutens værste stigninger. Denne model for ruteopbygning har uden tvivl været med til at gøre Giroen yderligere interessant for cykelentusiaster i takt med, at de største profiler har prioriteret løbet mere og mere. At modellen efterhånden har sejret kan også ses ved, at Touren og Vueltaen efterhånden har overgivet sig til den og opbygger deres ruter på samme måde, også selvom det ikke falder så naturligt at gøre dette i Frankrig og Spanien.
Årets rute er på mange måder en klassisk Giro-rute. Den indeholder vanskelige etaper spredt udover alle tre uger, kombineret med både flade og mere kuperede mellemetaper samt en god portion tidskørsel. Ift. sidste år må ruten dog generelt siges at være sværere. Der er skåret ned på enkeltstartskilometerne og antallet af helt flade etaper er lidt under standardniveau. Samtidig er der i alt 8 deciderede bjergetaper undervejs, og alle disse slutter opad. Der er altså lagt op til en mere bjergfokuseret dyst end den vi oplevede i sidste års jubilæumsudgave. Derudover er der det specielle ved årets rute, at Giroen for 13.gang uden for Italien, og for første helt uden for Europa. Og så skal det selvfølgelig også nævnes, at løbet i år for en sjælden gangs skyld slutter i sin hjemlands smukke hovedstad Rom.
Starten: Israel (1-3.etape)
Som nævnt starter Giroen i år helt uden for Europa, og der er ikke ligefrem tale om et ukontroversielt udgangspunkt. Årets første grand tour bliver nemlig det første store internationale cykelløb, der tager sin begyndelse i mellemøststaten Israel, der indiskutabelt er et land med en meget kontroversiel og ikke uproblematisk historie. Imidlertid er det også et land, der i nyere tid har oplevet en stigende interesse for cykelsport, hvilket senest er blevet understreget med oprettelsen af den professionelle Pro-Kontinentalhold Israel Cycling Academy, der også deltager i årets løb. På den baggrund er det til dels forståeligt, at RCS har valgt at placere starten i den politisk vanskelige land, omend jeg personligt har det svært med at skulle se cykelløbet blive brugt som reklame for et styre og en stat, der efter min mening på daglig basis krænker de mest basale menneskerettigheder.
Men nok om det politiske og videre til det sportslige. Ligesom sidste år starter Giroen med en kort enkeltstart, der i år er på 9,7 km og skal køres i den vestlige del af Jerusalem med start og mål tæt på den historiske gamle by. Ruten er småkuperet og især et stykke kort før målstregen, hvor det stiger med 9 % er rigtig interessant. En god start, som nok skal vise de første små tegn på, hvad vi kan forvente af de bedste ryttere.
Dagen efter begynder 2.etape noget længere mod nord i Haifa, hvorfra rytterne skal bevæge sig 167 km, der efter et lille smut yderligere mod nord, leder sydpå til Israels største by Tel Aviv. Ruten indeholder en enkelt mindre kategoriseret stigning, men med al sandsynlighed ender det i en massespurt. 3.etape, der er den sidste i mellemøststaten, er lidt mere kuperet. Med 229 km er det den næstlængste i årets løb, og med start i Beersheeba stik syd for Tel Aviv og mål helt nede ved Det Røde Hav i Eilat, byder den på en opslidende tur gennem den golde og varme Negev-ørken. Alligevel er endnu en massespurt nok det mest sandsynlige resultat.
Uge 1: Sicilien og Syditalien (4.-9.etape)
Efter blot tre etaper kommer årets første hviledag, der bruges på at transportere rytterne fra Israel og tilbage til Italien. Målet er i første omgang Sicilien, der skal danne ramme om de næste tre etaper. Tirsdag d. 8. går det løs igen med den 198 km lange 4.etape fra Catania til Catagirone over 198 km på den sydøstlige del af øen. Sicilien er kendt for sit meget kuperede terræn, og derfor er ruten her på ingen måde flad. I alt skal rytterne forcere 5 mindre knolde på denne etape, selvom det kun er to af dem, der er kategoriserede. I målbyen Catagirone venter der en sidste kilometer med en gennemsnitlig stigning på 8,5 % og 13 %, hvor den er stejlest. Således er 4.etape den første chance for klassikerrytterne og de mere hårdføre power-sprintere.
Dagen rykker vi videre til den vestlige del af Sicilien, hvor 5.etape begynder i den tidligere VM-målby Agrigento. Herfra skal rytterne ud på en ny kuperet rute, der bevæger sig i nordvestlig retning over 153 km til Santa Ninfa og undervejs passere tre mindre kategoriserede udfordringer. I målbyen venter endnu en opadgående afslutning, omend den ikke er så skrap som dagen før. De to første Siciliens-etaper er dog kun optakt til den tredje og sidste dag på øen. Her starter rytterne inde midt på øen i Caltanissetta, hvorfra der skal køres i østlig retning over sammenlagt 164 km. Efter endnu en kuperet omgang undervejs sluttes etapen af med årets første bjergafslutning, når rytterne lige som sidste år skal op af den berømte vulkan Etna (14,1 km: 6,5 %). Som stigning af det berømte bjerg en meget jævn størrelse, der stiger rimeligt konstant hele vejen til målstregen. Der er dog to meget vanskelige passager undervejs på hhv. 15 og 14 %, som måske kan danne rammen for den første duel mellem klassementsfavoritterne i år.
Efter opkørslen til Etna transporteres rytterne over til det italienske fastland, hvor 7.etape begynder dagen efter. Den starter i Pizzo og bevæger sig herfra rimeligt lige til mod nordvest til Praia a Mare over 159 km. Ruten bevæger sig hele dagen langs kysten, hvilket giver mulighed for sidevind. Stigningsmæssigt er den dog stort set flad, så dette vil være endnu en god mulighed for sprinterne. Fornøjelsen for disse bliver dog kort, da vi dagen efter vender tilbage til bjergerne. Her skal rytterne ud på en 209 km lang tur yderligere mod nordvest, hvor der igen vil være en del kystkørsel undervejs. Etapens afgørende punkt bliver dog den afsluttende opkørsel til Montevergine di Mercogliano (17,1 km: 5 %), der ligesom Etna er en rimeligt jævn stigning, som dog generelt er lettere, omend den også har et stykke på 10 % undervejs. Den første uge slutter med løbets foreløbigt hårdeste etape. Her starter rytterne i Pesco Sannita nord for gårsdagens mål, hvorfra det igen går rimeligt direkte mod nordvest over 225 km. Undervejs skal Roccaraso (8,9 km: 6,2 %) forceres inden rytterne med 47 km til mål når bunden af Calascio (13,7 km: 6 %). Fra toppen af denne stigning forsætter rytterne i princippet direkte videre opad mod dagens etapemål, der er placeret på toppen af Gran Sasso d’Italia (4,5 km: 8,2 %). Officielt er afslutningen en kort og stejl satan, men det stiger faktisk stort set hele vejen fra toppen af Calascio-stigningen. Således får vi altså en eksplosiv finale på uge 1, der med sikkerhed vil sætte rammen for de kommende to ugers løb.
Uge 2: Midt-Italien, Emilia-Romagna, Veneto og Dolomitterne (10.-15.etape)
Efter årets anden hviledag starter 2.uge op ca. midt i Italien tæt på den østlige kyst. Herfra skal rytterne over de næste seks dage bevæge sig nordpå indtil man i weekenden rammer de frygtede Dolomitter-bjerge i støvlelandets nordøstlige hjørne. Det betyder, at afslutningen på denne uge også bliver vanvittigt spændende, selvom optakten hertil dog gør, at uge 2 meget nemt kan blive den mindst underholdende i årets Giro som helhed.
10.etape begynder øst for Gran Sasso i Penne, hvorfra rytterne skal bevæge sige rimeligt lige i nordvestlig retning til Gualdo Tadino på grænsen mellem Umbrien og Marche-regionen. Med en samlet distance på 239 km er dette årets længste etape, men på nær en enkelte kategori 2-stigning lige efter start, er der ingen alvorlige udfordringer på ruten, selvom terrænet er knoldet. Der ligger en mindre kategoriseret stigning ca. 30 km fra mål, men derefter går det let nedad, og de sidste ca. 20 km er flade. Derfor bør det være en sag for sprinterne, da kun de tungeste af disse må ventes at falde fra. Dagen efter venter en kortere men terrænmessigt tilsvarende etape på 156 km fra Assisi i det centrale Umbrien og herfra næsten stik øst til Osimo, der ligger tæt på den italienske østkyst i Marche. Forskellen er dog, at 11.etape slutter med en rampe inden for de sidste 2 km med indtil flere stigningsstykker på 10 %. Altså endnu en mulighed til de mere eksplosive ryttere i feltet.
12.etape på 214 km starter i Osimo og fører i første omgang rytterne ud til kysten og den store havneby Ancona, hvorfra ruten følger kysten i nordvestlig retning til Rimini. Herefter forlades kysten, men den nordvestlige retning fastholdes frem til målet, der er placeret på den berømte racerbane Imola i hjertet af Emilia-Romagna-regionen, hvor rytterne skal køre en omgang inden det endelige opløb. Ift. sværhedsgrad er denne etape en af de letteste i årets Giro, da ruten stort set er flad. Dog betyder de næsten 100 kms kystkørsel en hvis risiko for sidevind, der kan bruges til at skabe splittelse i feltet. 13.etape dagen efter er dog muligvis den aller letteste. Her starter rytterne nord for Imola i Ferrara, hvorfra der skal køres en 180 km lang og nærmest pandekageflad rute i nordlig retning til Nervesa Della Battaglia nordvest for Venedig, hvor de sidste 30 km køres som en rundstrækning omkring målbyen. Både 12. og 13.etape er således to af sprinternes bedste muligheder i årets løb, men samtidig er de muligvis også de sidste inden afslutningsetapen i Rom.
Dagen efter vender bjergene nemlig frygteligt tilbage. 14.etape på 186 km starter i San Vito Al Tagliamento øst for gårsdagens målby, hvorfra ruten snor sig nordpå i retning af Dolomitterne. De første 133 km er egentlig rimeligt stille og rolige på trods af et par mindre men temmelig stejle stigninger, men herefter bliver det rigtigt giftigt. Finalen indledes med 48 km til mål med Passo Duron (4,4 km: 9,8 %), der på sit stejleste stykke rammer 18 %. Fra toppen af denne forhindring går det nedad i ca. 10 km, hvorefter Sella Valcalda (7,6 km: 5,6 %) skal forceres. Toppen af denne stigning nås med ca. 20 km til mål, hvorefter der venter endnu en nedkørsel. Alt dette er dog blot forspil til opkørslen af en af Giroens mest berømte og mest frygtede stigninger overhoved. Etapens afsluttes nemlig på toppen af Monte Zoncolan (10,1 km: 11,9 %), der stort set hele vejen op ligger på tocifrede stigningsprocenter, og på sit stejleste stykke rammer hele 22 %. Hvis ikke vi allerede har set, hvem der er stærkest blandt favoritterne, så vil Zoncolan med garanti endnu engang afsløre det for os. Man kunne mene, at rytterne havde fortjent en slapper ovenpå denne udfordring, men det mener Giro-arrangørerne åbenbart ikke. 15.etape indeholder ganske vist ingen udfordringer på Zoncolans niveau, men stort set hele den 176 km lange rute foregår i Dolomitterne og indeholder i alt fem kategoriserede stigninger. Rytterne begynder i Tolmezzo syd for gårsdagens mål, hvorfra der skal køres mod vest de første 84 km, indtil ruten drejer mod nord hen over dagens anden kategoriserede forhindring Passo Tre Croci (8,1 km: 7,1 %), der begynder i den tidligere vinter-OL-værstby Cortina d’Amprezzo. Efter stigningen går det nedad, indtil at der mangler 38 km. Her begynder dagens finale, der indeholder tre stigninger. Først kommer Passo di Sant’Antonio (8,3 km: 7,5 %), der efterfølges af ca. 10 kms nedkørsel, inden at det igen går opad til Costalissoio (3,8 km: 6,1 %). Fra denne top er der fortsat ca. 16 km til mål, hvoraf de første igen går nedad, inden 2.uges strabadser slutter med opkørslen til Sappada (7,2 km: 3,4 %). Målstigningen er som helhed ikke noget at snakke om sammenlignet med de tre foregående, men med 170 km i benene plus Zoncolan og resten af dagen før i benene, kan der sagtens også ske afgørende forskydninger her. Det var på Sappada, at Stephen Roche mere eller mindre sikrede sig den samlede Giro-sejr i hans fantastiske 1987-sæson, hvor han også vandt Touren og VM.
Uge 3: Afgørelse i Alperne (16-21.etape)
Efter den drabelige afslutning på uge 2 får rytterne fortjent en pause om mandagen med årets sidste hviledag, inden at det går løs med den vanvittigt hårde og dramatiske sidste uge. Den indledes med 16.etape, der udgør årets eneste reelle tidskørsel. Den køres over 34,2 km mellem Trento og Rovereto, og selvom det foregår i den bjergrige Trentino-region, er ruten faktisk fuldstændig flad og dermed en alvorlig udfordring for de af favoritterne, der foretrækker bjerge frem for tidskørsler. Dagen efter starter rytterne i Riva Del Garda ved Garda-søens nordlige bred lidt vest for gårdagens målby, hvorfra de bevæger sig yderligere vestpå over 155 km til Iseo. De første 100 km er lettere kuperede, men den sidste tredjedel af ruten er stort set flad. Alligevel bør 17.etape være den mest oplagte chance for feltets lykkejægere, da sprinterholdene (selvom deres sprintere fortsat skulle være med) formentlig ikke er vil bruge kræfter denne dag med de strabadser, der venter forude.
De næste tre dage udgør nemlig til sammen den finale, der kommer til at afgøre årets Giro d’Italia. Det starter med den 196 km lange 18.etape, der inderholder et klassisk grand tour-design. De første 182 km fra Abbiategrasso i udkanten af Milano og indover Po-sletten er altovervejende flade, men herefter afsluttes etapen opad Prato Nevoso (13,9 km: 7 %). En klassisk afslutningsstigning i Alperne, der ganske vist ikke har samme hårhed som f.eks. Zoncolan, men stiger jævnt hele vejen til toppen og undervejs også rammer 10 % en enkelt gang. Dagen efter gælder det så 19.etape, der må betegnes som årets hårdeste. De 184 km starter i Torino-forstaden Venaria Reale og bevæger sig herfra vestpå ind i de italienske Alper, hvor i alt fire kategoriserede stigninger skal forceres. De første 92 km indeholder kun den mindst vanskelige af dagens forhindringer, men derfra rammer vi formentlig det rutestykke, der endeligt afgør årets løb. Det indledes med den berygtede Colle delle Finestre (18,9 km: 9 %). Denne legendariske Giro-forhindring er igen i år Cima Coppi: Giroens højeste punkt, og kommer formentlig igen til danne rammen om et vanvittigt drama, som den senest gjorde i 2015, da Alberto Contador var ved at knække fuldstændigt sammen på vej mod toppen. Udover at Finestre næsten konstant ligger omkring sin gennemsnitlige stigningsprocent, er vejen mod toppen yderligere vanskeliggjort af, at de sidste 8 km foregår på grus i stedet for asfalt. Og som om det ikke var nok, er der i år fortsat ca. 73 km til mål, når rytterne når toppen. Efter godt 11 kms nedkørsel fortsætter rytterne opad Sestriere (16,2 km: 3,9 %), der er lang men ikke særligt stejl ift. den forrige stigning, når den køres fra den italienske side. Der var her, at kongeetapen sluttede i 2015, men i år fortsætter rytterne videre med endnu 24 kms nedkørsel. Herefter begynder vejen gradvist at stige igen frem mod den afsluttende opkørsel til Bardonecchia (7,2 km: 9 %). Her afsluttes årets på papiret vildeste etape, og den af favoritterne, der kommer bedst op af den sidste stejle forhindring, vil formentlig være den, der to dage senere kan lade sig hylde som samlet vinder.
Der er dog en sidste mulighed for at flytte rundt på det samlede klassement på 20.etape. Årets sidste bjergetape starter i Susa lidt øst for gårdsdagens målstreg, hvorfra der skal køres 214 km gennem Alperne i nordøstlig retning. Her foregår de første 130 km gennem fladt terræn i bjergdalene inden årets sidste bjergduel skal stå over de sidste 74 km, der indeholder tre kategori 1-stigninger. Det starter med Col Tsecore (16 km; 7,7 %), der med sin længde og maksimale stigning på 15 % må siges at være etapens hårdeste udfordring. Efter 23 kms nedkørsel følger Col Saint Pantaleon (16,5 km: 7,2 %), hvis top nås med 28 km til mål, hvorefter der venter 9 kms nedkørsel inden årets sidste opkørsel venter, når rytterne skal forcere stigningen op til målstregen på toppen af Cervinia (18,2 km: 5,4 %). Den sidste finalestigning er lang og når et enkelt sted undervejs op på 12 %, men flader også ud flere gange undervejs. Alligevel vil vi utvivlsomt se den sidste magtkamp mellem favoritterne her, inden at det hele endeligt bliver afgjort på toppen af årets sidste bjerg. Efter etapens afslutning transporteres rytterne helt ned til Italiens hovedstad Rom, der for en sjælden gangs skyld danner rammen om den afsluttende paradeetape. 10 omgange skal der køres på en 11,5 km lang rundstrækning i ”Den evige stad”s historiske centrum, hvor vi må regne med, at det ender med en sidste duel mellem de tilbageværende sprintere, inden at udgave nr. 101 af Giro d’Italia er i historiebøgerne og årets første grand tour-vinder er fundet.
- Løbsnavn: Giro d’Italia
- Antal etaper: 21
- Startby: Jerusalem
- Målby: Rom
- Vigtigste etaper: 6.etape (Caltanissetta-Etna), 8.etape (Praia a Mare-Montevergine), 9.etape (Pesco Sannita-Gran Sasso), 14.etape (San Vito al Tagliamento-Monte Zoncolan), 15.etape (Tolmezzo-Sappada), 16.etape (Trento-Rovereto (enkeltstart)), 18.etape (Abbiategrasso-Prato Nevoso), 19.etape (Venaria Reale-Bardonecchia) og 20.etape (Susa-Cervinia)
Red Zone Blog 