Som optakt til årets første grand tour Giro d’Italia vil jeg komme med tre artikler om løbet. Den første handler om den store italienske rundturs historie og de store profiler, der har domineret løbet gennem tiden.
Så er det ved at være lige op over. I morgen begynder den første af årets tre grand tours. Selvom jeg personligt er mere begejstret for klassikerne, er jeg fuldt bevist om, at de tre store etapeløb udgør noget helt særligt i cykelsporten. Både ift. historien og de store dramaer samt den grundlæggende udfordring i at køre et cykelløb over 3 uger med masser af de sværeste stigninger, som cykelverdenen kender, er grand tour-løbene bare en helt speciel disciplin, som det kræver noget ekstraordinært at levere en stor præstation i.
Traditionen tro er Giro d’Italia den første af de tre store løb. Den italienske rundtur er i dag en klar nr. 2 inden for cykelverdenen ift. prestige og interesse, og selvom der er langt op til Touren, er Giroen helt klart et løb i fremgang, der over de senere år faktisk har været langt mere underholdende end den franske pendant. Det skyldes måske, at der i Giroen ikke ligger så stort et pres på rytterne som i Touren pga. den på papiret lidt mindre betydning i det samlede sæsonbillede. Det er ikke så risikabelt for vurdering af den samlede sæson for et hold eller en rytter om man ofre en sekundær placering i det samlede klassement for at gå efter det helt store resultat, også selvom man måske går ned i forsøget. Derfor kører rytterne ofte mere frit i Giroen og det giver et langt mere interessant og åbent cykelløb. Derfor har Giroen også efterhånden udviklet sig til at blive mit yndlingsløb blandt de tre grand tours.
I mine hidtige løbsoptakter har jeg valgt at samle alt i en artikel. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre med de tre grand tours, hvorfor jeg har valgt at splitte min optakt til Giroen op i tre dele. Den første her handler især om Giroens historie. Det er fortællingen om, hvordan en italiensk sportsavis skabte et af verdens største cykelløb, der på et tidspunkt faktisk delte rollen som det allerstørste med Touren, og efterhånden har genetableret sin helt særlige plads i sportens hierarki, hvor de største ryttere tydeligvis har en drøm om at levere store resultater i Italiens største cykelløb.
Del 1: Begyndelsen og den første store mester (1908-1933)
Historien om Giro d’Italia begynder i 1908 på redaktionen hos den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport. Avisen havde i de foregående år haft stor succes med oprettelsen og organiseringen af 1-dagsløbene Lombardiet Rundt og Milano-Sanremo, og nu ønskede man at løfte engagementet i cykelsporten til et nyt niveau. Redaktør Tullo Morgagni havde kigget til Frankrig og været fascineret af Henri Desgrange og L’Autos succes med Tour de France, der var blevet etableret få år før. Nu ville Morgagni derfor gå i Desgrange fodspor og organisere et etapeløb på tværs af Italien, hvilket han hurtigt fik overbevist Gazzettaens ejere og underredaktører med på. Imidlertid manglede avisen økonomien til at gennemføre projektet og Morgagni var bange for, at tiden var knap, da der gik rygter om, at konkurrenterne fra Corriere della Sera, der ellers mest havde været engagerede i motorsport, arbejdede på en lignende idé.
Derfor kontaktede Morgagni sin gode ven Primo Bongrani, der arbejdede for banken Cassa di Risparmio. Bongrani sagde ja til at bruge sine finansielle kontakter til at indsamle penge til projektet, og over det næste år lykkedes det fundraise så meget, at Morgagni i 1909 kunne annoncere afviklingen af den første Giro d’Italia med start d. 13.maj samme år. Allerede her blev maj måned således etableret som udgangspunktet for det italienske etapeløb, hvilket er blevet fastholdt frem til i dag. På trods af de økonomiske begrænsning blev løbet en stor succes, og den 30.maj kunne hjemlandets Luigi Ganna hyldes som historiens første Giro-vinder. Løbet arrangeres fortsat indirekte af Gazzettaen, der i dag er en del af samme organisation som den nuværende officielle arrangør RCS.
Efter seks udgaver måtte Giroen for første gang tage en pause fra 1915 pga. 1.verdenskrig, men fra 1919 rullede de største italienske ryttere igen ud på hjemlandets veje til stor begejstring for Italiens cykelgale befolkning. Mellemkrigsårene var en stor periode for cykelsporten i støvlelandet, hvor flere af dets største profiler tilhørte den absolutte verdenselite. Det gjaldt ikke mindst for den mand, der i 1925 skulle vinde sin første Giro-sejr. Alfredo Binda bliver fortsat af mange betragtet som en af cykelhistoriens helt store navne, og i Italien er han en af alletiders største sportsnavne. Hans præstationer i Giroen er en meget stor del af forklaringen herpå. Efter sin første sejr vandt Binda løbet tre gange i træk fra 1927 til 1929, hvorefter arrangørerne betalte ham for ikke at stille til start i de efterfølgende to udgaver. Efter en 7.plads i 1932 vendte Binda så tilbage til tronen i 1933 med sin femte og sidste sejr. En rekord, der står den dag i dag, selvom han ganske vist nu deler den med to andre. Dette har været med til at give Binda en helt særlig status i Italien, som han bevarede til sin død i 1986.
Udover Bindas dominans huskes denne periode af Giro-historien også for en anden vigtig begivenhed. I 1931 indførte løbsledelsen en særlig trøje til den førende rytter, hvor man igen hentede inspiration fra Touren, der havde gjort noget lignende 12 år før. Lige som i det franske løb valgte man trøjens farve med henvisning til avispapiret hos arrangøren Gazzettaen, der som bekendt var/er lyserødt. Dette var således baggrunden for indførelsen La Maglia Rosa (den lyserøde førertrøje) som fortsat bæres af Giroens til enhver tid førende rytter i det samlede klassement.
Del 2: Den store italienske duel – Bartali vs. Coppi (1936-1953)
Binda kørte sin sidste Giro i 1935. Samme år stillede en ung toscansk rytter for første gang til start i løbet og vandt overraskende bjergkonkurrencen. Over de næste par år skulle Gino Bartali udvikle sig til at være hjemlandets nye store stjerne, ikke mindst takket være hans to sejre i Giroen i 1936 og 1937. I 1938 ønskede den fascistiske regering at vise deres stjernerytters overlegenhed overfor resten af verden, hvorfor Bartali blev beordret til at køre Touren i stedet for Giroen. I hans fravær vandt landsmanden Giovanni Valetti, der året efter udkæmpede en intens duel med Bartali om sejren. Bartali var nok den stærkeste rytter i 1939-udgaven af Giroen, men en hel byge af uheld med styrt og punkteringer endte med at give Valetti sejren for andet år i træk. Året efter kom Bartali så til start med et ekstremt stærkt hold omkring sig og med det klare mål at vinde sin tredje sejr. Imidlertid var uheldet igen ude efter toscaneren, der styrtede og tabte afgørende tid på 2.etape. Hans hold valgte derfor at give chancen til en 20-årig debutant, der højest overraskende skulle vise sig at køre fra alt og alle, og vinde den samlede sejr. Denne unge rytter fra Piemonte hed Fausto Coppi.
Begivenhederne i den sidste Giro inden 2.verdenskrig skulle på mange måde foregribe den rivalisering og interne splittelse, der opstod i cykel-Italien efter krigens afslutning. De to store stjerner Bartali og Coppi kom for mange til at stå som repræsentanter for to grundlæggende forskellige strømninger i Italien, der både handlede om kultur, traditioner, politik, religion og selvfølgelig tilgang til cykelsporten. Det resulterede i nogle drabelige dueller på de italienske landeveje, hvor også tilskuerne af og til spillede en lidt for aktiv rolle. Resultatlisterne taler dog deres tydelige sprog. Bartali vandt ganske vist genåbningsudgaven af Giroen i 1946, men de to næste gange, hvor de to profiler stod overfor hinanden i direkte duel (1947 og 1949) trak Coppi sig sejrigt ud af begge udgaver. Bartali var dog alligevel den store helt for de italienere, der betragtede hans mere traditionsbundne stil som knyttet til deres idé om Italien og italienerne. Han vedblev at være elsket af det italienske folk, ikke mindst i det fattige Syditalien helt til sin død i 2000. Coppi fortsatte imidlertid sin dominans, også efter at den ældre Bartali ikke længere var hans værste konkurrent. Efter et par års fravær vendte han tilbage til Giro-tronen i hans drømmesæson 1952, hvor han også vandt sin mest legendariske Tour-sejr. Han forsvarede sejren året efter og tangerede dermed Bindas rekord i det, der skulle blive hans sidste Giro-triumf. Året efter blev det afsløret at Coppi var sin kone utro og den efterfølgende skandalesag, hvor det meste af det meget konservative Italien vendte sig imod ham, ramte Coppi så hårdt, at han aldrig rigtig kom sig over det. I 1959 pådrog han sig en malaria-infektion, da han deltog i et mindre løb i det nuværende Burkina Faso, som skulle ende med at koste ham livet. På trods af skandalesagen et par år før udbrød der alligevel landesorg i Italien, da meddelelsen om ”Il Campionissimo”s død kom i 1960. For mange står Coppi fortsat som den største italienske cykelrytter nogensinde.
Del 3: Storhedstiden & Merckx vs. Gimondi (1956-1976)
Coppis sidste sejr i 1953 indvarslede på mange måder en ny tid for Giroen. Tre år før havde schweiziske Hugo Koblet vundet løbet som den første udlænding, og det skulle blive et signal om, at resten af cykelverdenens store navne nu ville begynde at udfordre italienerne i kampen om den samlede sejr i løbet, der gradvist havde opnået en status nær Touren i popularitet og prestigeniveau. Således begyndte de ryttere, der også markerede sig i den franske grand tour, at blande sig med Italiens største profiler i kampen om Giro-tronen. Selvom støvlelandet fortsat tegner sig for de fleste sejre langt op i 60’erne, tæller vinderlisten i denne periode også store internationale navne som den luxembourgske klatrer Charly Gaul og den første store franske Tour-konge Jacques Anquetil, der begge vandt løbet to gange.
Denne udvikling fortsatte frem til slutningen af 60’erne, hvor Giroen efterhånden indhentede Touren og i en periode tydeligvis var lige så vigtigt et sæsonmål for hele cykeleliten som den franske konkurrent, selvom det samtidig var tydeligt, at løbet fortsat havde en helt særlig status for italienerne. Det tydeligste eksempel herpå, var den store duel, der tog sin begyndelse i disse år og skulle vare langt op i 70’erne. Italian havde i disse år fået en ny darling i Felice Gimondi. Han vandt lidt overraskende sin første grand tour-sejr i Touren 1965, og da han to år senere vandt Giroen for første gang, troede de fleste italienere på, at Gimondi ville blive hjemlandets næste store Giro-mester. Imidlertid var der dukket en rytter op i feltet, som skulle vise sig at blive næsten altdominerende i de kommende sæsoner. En ung belgier ved navn Eddy Merckx var nemlig kørt ind på en 9.plads i 1967-udgaven af Giroen, og året efter skulle han sætte både Gimondi og resten af det favoritfeltet til vægs i sin første grand tour-triumf. Det skulle blive starten på det man meget vel kan kalde ”Kannibalens epoke” i cykelsportens historie. Merckx skulle over de kommende seks sæsoner sætte sig tungt på næsten alle de største løb i verden, og det gjaldt ikke mindst Giroen, som belgieren prioriteret lige så højt som Touren gennem hele den største del af sin karriere. I 1969 blev han godt nok smidt ud efter en noget tvivlsom dopingkontrol, men i 1970 var han tilbage og satte igen alle konkurrenter til vægs. Efter en selvvalgt pause i 1971 lykkedes det så kannibalen at tangere Bindas rekord med tre sejre i træk fra 1972 til 1974, hvilket også bragte ham op på fem sejre i alt, ligesom Binda og Coppi. I 1974 blev Merckx samtidig den første og til dato blot en ud af to, der har vundet Giroen, Touren og verdensmesterskabet i samme sæson.
Merckx’ dominans kom til at betyde, at Gimondi aldrig kom i nærheden af matche sit hjemlands forbilleder og forventninger. Imidlertid gav han næsten hvert år sin belgiske konkurrent kamp til stregen, og var dermed med til at presse Merckx til det yderste for at sikre sine Giro-sejre. Udover at det gav Gimondi sejren i den kontroversielle 1969-udgave, var det måske også en medvirkende årsag til, at Merckx efter sin fantastiske 1974-sæson gradvist men sikkert falmede som cykelrytter over de efterfølgende tre sæsoner, og derfor aldrig lykkedes med at vinde den sjette Giro-sejr, der kunne have bragt ham foran hjemmepublikummets helte Binda og Coppi. På den måde kom Gimondi alligevel til at spille en afgørende rolle for sit land i Giro-historien. Han sluttede også sin meget flotte karriere af med en tredje og sidste sejr i 1976, der skulle blive hans sidste sæson på topplan inden hans karrierestop to år senere.
Del 4: Nedgang og tragedie (1980-2007)
Afslutningen på duellen mellem Merckx og Gimondi skulle desværre blive starten på en nedgangstid for Giroen. I første omgang fastholdt løbet med indgangen til 80’erne en stærk position i cykelsporten, hvilket kan ses ved, at vinderlisten i dette årti fortsat tæller store navne fra hele cykelverdenen. Frankrigs anden store Tour-konge Bernard Hinault vandt løbet tre gange, mens irske Stephen Roche i 1987 gentog Merckx’ vanvittige præstation fra 1974 med en Treple (Giro, Tour og VM i samme sæson). Men netop Roche’ sejr i 1987 skulle på mange måder komme til at stå som en af de sidste store sæsonpræstationer i en sport, der blev mere og mere specialiseret, og dermed også fik sportens største navne til at satse mere ensidigt. I dette kapløb blev det gradvist men sikkert klart at Giroen ikke havde helt samme agtelse i cykelfeltet som Touren, hvorfor det italienske løb gradvis sakkede agter ud. Et tidligt eksempel herpå var, at Tourens første ikke-europæiske vinder Greg LeMond aldrig vandt Giroen, og efter hans comeback til sporten i slutningen af 80’erne prioriterede han aldrig løbet særligt højt. Amerikaneren skulle på den måde sætte et eksempel, der i det efterfølgende årti skulle blive standarden for de ryttere, der ønskede at vinde Touren. Giroen blev i øvrigt også for første gang vundet af en ikke-europæer i 1988, da LeMonds landsmand Andy Hampsten tog den samlede sejr.
I starten af 90’erne var der dog fortsat en del store navne, der satsede på både Giro og Tour. Miguel Indurain stillede efter sine to første Tour-sejre til start i Giroen i 1992 og vandt løbet, hvilket han fulgte op med sin tredje Tour-sejr. Denne præstation gentog han i 1993, men i 1994 gik det galt, da spanieren måtte nøjes med en 3.plads i Giroen. Indurain genvandt herefter ganske vist Touren for 4.gang, men Giro-nederlaget betød, at spanieren året efter valgte det italienske løb fra. Imidlertid havde hjemmepublikummet fået en ny favorit, der få år senere skulle levere den til dato sidste Giro-Tour double. Marco Pantani var som 24-årig blevet en overraskende nr. 2 i 1994-udgaven af løbet. Efter at han i 1995 havde satset på Touren var han i 1996 tæt på at miste livet i en trafikulykke, men efter et flot comeback under Touren i 1997, var han i 1998 endelig igen klar til at satse på sit hjemlands største løb. Med fantastisk offensiv kørsel lykkedes det Pantani at køre konkurrenterne i sænk og vinde Giroen meget overbevisende. En måned senere stillede den lille eksplosive klatrer så til start i Touren, som han højst overraskende også vandt med smuk offensiv kørsel i et løb, der ellers var tæt på at blive cykelsportens endeligt pga. Festina-skandalen og den efterfølgende afsløring af det massive dopingmisbrug i feltet. Pantani gik i første omgang fri af alt dette, og året efter så han ud til at være på vej til at forsvare sin Giro-sejr. Men på næstsidste etape af 1999-Giroen blev han testet positiv for brug af EPO og smidt ud af løbet. Herefter væltede anklagerne og mistanken ned over Pantani, der på nær et par flotte etapesejre i 2000-udgaven af Touren, aldrig genfandt sit gamle niveau. Det hele endte i en tragedie, da han i februar 2004 blev fundet livløs på et hotelværelse i Rimini, død efter indtag af en overdosis kokain.
Pantanis skæbne skulle igennem mange år ligne det endelige dødsstød til drømmen om at kunne vinde de to største grand tours i samme sæson. Lance Armstrong prioriterede således aldrig det italienske løb i sin storhedsperiode, hvilket samtidig fik hans konkurrenter ift. Touren til ligeledes at prioritere Giroen fra. Som resultat heraf blev Giroen fra slutningen af 90’erne og fremefter igen et løb, der primært var et grand tour-mesterskab mellem de bedste italienske ryttere, der som de eneste fortsat agtede deres hjemlands grand tour højere end Touren. Den første rytter, der med succes kørte på denne måde var Ivan Gotti, der vandt Giroen i 1997 og 1999, men som konsekvens af sin ensidige satsning aldrig leverede et stort resultat i Touren. Han skulle blive eksemplet til efterfølgelse for Italiens bedste klassementsryttere langt op i 00’erne. Profiler som Gilberto Simoni, Paolo Savoldelli og Damiano Cunego leverede således alle sammen sejre og andre flotte placeringer i Giroen, men kom aldrig rigtigt i nærheden af et stort resultat i Touren. I 2006 lignede det så, at muligheden for en italiensk grand tour-double igen var til stede, da den nye italienske stjerne Ivan Basso efter massivt pres fra hjemlandet stillede til start i og vandt Giroen med det klare mål også at vinde Touren senere på sæsonen. Men kort før Tour-starten blev Basso afsløret som en del af Operation Puerto-skandalen, hvorfor han blev nægtet starttilladelse i Frankrig. Dermed så det ud til at endnu en italiensk stjerne var blevet slukket, og at Giroen fortsat var reduceret til en rolle som sekundært italiensk grand tour-mesterskab.
Del 5: Genkomsten (2008-nu)
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. De seneste 10 år har Giroen virkelig leveret et comeback ift. anerkendelse i cykelverdenen, og selvom italiensk cykelsport oplever trange tider i disse år, har støvlelandets største cykelløb efterhånden klart generobret en central plads i cykelhierarkiet, hvor det er blevet vigtigt for feltets største navne at kunne skrive en samlet Giro-sejr på deres palmares.
Det hele begyndte egentlig lidt ved et tilfælde. I starten 2008 var ProTouren, som Giroen var en del af, kollapset. Det betød, at løbsarrangørerne nu igen egenhændigt kunne bestemme, hvem der skulle inviteres til løbene. Det valgte Tour-arrangørerne ASO at udnytte til at udelukke Astana-holdet, der var faldet i unåde pga. Alexandre Vinokourovs dopingsag under Touren året før. Det betød, at den forsvarende Tour-vinder Alberto Contador, der var skiftet til Astana inden sæsonen, ikke kunne stille til start. Contador, der på dette tidspunkt var cykelsportens nye store stjerne, valgte at bruge udelukkelsen til i stedet at satse på at vinde Giroen og Vueltaen, og dermed blive den første vinder af to grand tours på en sæson siden Pantani. Dette lykkedes, og herigennem fik Contador lagt grundstenen til en genoplivning af drømmen om at vinde andet og mere end blot Touren igennem en cykelkarriere, og ikke mindste at indskrive sig i den eksklusive klub af ryttere, der har vundet en grand tour-double. Giro-Tour-doublen har i forlængelse heraf nærmest fået mytisk status i de senere år, og det har i den grad været med til at genoplive den internationale interesse for Giroen.
En anden rytter, der har spillet en afgørende rolle i at genskabe Giroens prestige og anerkendelse er Vincenzo Nibali. Hajen fra Messina, der over de sidste syv sæsoner har været Italiens største grand tour-rytter, har lige som sine forgængere prioriteret Giroen højt og også leveret to sejre til hjemmepublikummet. Samtidig har Nibali dog i modsætning til sine forgængere også valgt af og til at satse på andre af sæsonens højdepunkter, hvilket har været med til igen at trække opmærksomhed til hjemlandets største løb. Det har nemlig gjort Nibali til et langt større navn uden for Italien end ryttere som Gotti, Simoni og Savoldelli nogensinde blev, fordi hans palmeres også tæller sejre i Touren, Vueltaen og i nogle af de største 1-dagsklassikere. Derfor har det givet meget mere genlyd, når sicilianeren har prioriteret Giroen frem for f.eks. Touren som sit store sæsonmål, hvilket igen har gjort Giroen mere anerkendt og interessant for resten af cykelfeltet.
At Giroen igen har opnået bred anerkendelse og at drømmen om Giro-Tour-doublen er blevet genoplivet ses tydeligt på vinderlisten fra de seneste år. Siden Contadors sejr i 2008 er løbet således blevet vundet af store udenlandske navne som Denis Menchov, Ryder Hesjedal, Nairo Quintana og Contador selv, selvom at hjemlandets helte Nibali og Basso også har været blandt de sejrende. Af disse vindere har Menchov, Basso, Hesjedal, Contador og Nibali alle forsøgt at stille til start i Touren efterfølgende, men ingen af dem lykkedes dog med at vinde begge løb. Sidste år forsøgte Quintana at gå efter doublen, men han blev allerede i Giroen besejret af hollandske Tom Dumoulin, der således stiller til start i årets udgave som forsvarende mester. Dumoulin har ikke afvist, at han vil gøre forsøget med doublen i år, men uanset hvad vil han allerede i Giroen blive udfordret af en, der har tænkt sig at gå efter det hele. Chris Froome blev sidste år den første dobbelte grand tour-vinder inden for en sæson, da han vandt Touren og Vueltaen, og nu vil briten så forsøge sig med den helt store grand tour-double. Således kan årets Giro på mange måder ende med at tilføje et nyt spændende kapitel til den cykelhistorie, som løbet allerede har givet så meget til og som det efterhånden har genvundet sin retmæssige plads i.
- Løbsnavn: Giro d’Italia
- Løbstype: Grand Tour
- Kørt første gang: 1909 (Årets udgave er nr. 101)
- Flest sejre: Alfredo Binda, Fausto Coppi og Eddy Merckx med hver 5 sejre.
Red Zone Blog 