Cykling: Løbsoptakt 19 – Liege-Bastogne-Liege

Så er vi noget til forårsklassikersæsonens afslutning. Søndag køres forårets sidste store 1-dagsløb, der samtidig er det fjerde monument og WorldTourens ældste løb. Vi må håbe, at det levere et brag af en finale og ikke den kontrollerede forestilling det lidt har udviklet sig til de seneste par år.

Historien

Selvom det er trist for os, der virkelige knuselsker cykelsportens største 1-dagsløb, så er det ikke til at komme uden om, at forårsklassikersæsonen lakker mod enden. Det har været to fantastiske måneder siden åbningsweekenden i slut-februar, hvor vi er blevet godt underholdt hver uge af nogle af verdens bedste cykelryttere, omend løbene i år altovervejende har været kørt lidt mere kontrolleret end sidste år. Her skal jeg lige indskyde, at det dog bestemt ikke gjaldt onsdagens Fleche Wallonne, der var faktisk endte med indtil videre at blive årets 1-dagsløb og den bedste udgave af denne klassiker i mange år. Vi mangler dog lige det sidste store opgør. Som det har været traditionen siden 2004, afsluttes forårsklassikerne med det fjerde monument. Her er tale om det største og mest prestigefyldte Ardenner-løb, der ikke mindst har opnået sin status, fordi det er det ældste af de helt store løb. Derudover har det en klassisk, spændende og udfordrende rute, der kan skabe stort drama, omend nogle af de seneste udgave har manglet noget af tidligere tiders dramatik.

Historien om Liege-Bastogne-Liege eller La Doyenne (Den gamle dame), som løbet ofte kaldes, begynder helt tilbage i 1892, hvor den wallonske avis L’Expresse arrangerede et cykelløb for amatører mellem Spa og Bastogne, hvor rytterne undervejs blev kastet ud i en lang og strabadserende rute igennem Ardenner-bjergene. Dette løb, som blev afviklet tre år i træk, skulle blive forløberen for det løb vi kender i dag, og er også anerkendt som sådan, selvom at ruten var en anden, og de første to udgaver var rene amatørløb. En forklaring på den samlede anerkendelse kan være, at alle tre udgaver blev vundet af den lokale helt Leon Houa.

Efter at løbet havde været på standby fra og med 1895 til 1907, med undtagelse af et par ikke-anerkendte amatørudgaver, blev grundstenen til det moderne professionelle løb lagt med afholdelsen af den fjerde officielle udgave i 1908. På en rute, der nu løb mellem den wallonske hovedby Liege og Bastogne, vandt franskmanden André Trousselier den første udenlandske sejr i løbet, og siden da er Liege-Bastogne-Liege blevet afviklet hvert år, på nær en enkelt aflystning i 1910 og nogle afbrydelser under de to verdenskrige.

Løbets popularitet varierede en del i dets tidlige historie. Til at begynde med var det den klare inspirationskilde for mange af de øvrige cykeliværksættere rundt omkring i Europa, der i disse år opstartede mange af de store etapeløb og 1-dagsklassikere vi kender i dag. Imidlertid oplevede løbet i mellemkrigstiden at tabe terræn pga. intern belgisk konkurrence, da Flandern Rundt med dets meget tydeligere nationalistiske profil efterhånden overhalede Liege-Bastogne-Liege som landets mest populære cykelløb. Det skabte en modreaktion i Wallonien, hvor Fleche Wallonne blev grundlagt som en mere direkte identitetsfokuseret konkurrent til flamlændernes store løb. Dette pressede det gamle løb yderligere, og efter at Liege klart var det af de tre løb, der havde haft flest aflysninger under 2.verdenskrig, måtte man i efterkrigsårene finde sig i en prestigemæssig rangering som nr. 3 blandt de belgiske klassikere.

Dette ændrede sig dog fra slutningen af 50’erne og frem, hvor løbsarrangørerne med stor fokus på løbets status som det ældste af de største cykelløb fik skabt begrebet La Doyenne. En af de første helte i denne sammenhæng var hjemlandets Fred De Bruyne, der kunne notere sig for tre sejre (1956, 1958 og 1959) i denne periode. Han blev efterfulgt af andre profiler i 60’erne, og med indgangen til 70’erne var den største cykelrytter gennem tiden Eddy Merckx for alvor med til at give Liege-Bastogne-Liege sin særstatus med fem flotte sejre (1969, 1971, 1972, 1973, 1975), hvilket fortsat er rekorden for flest 1.pladser i løbets historie.

Siden Merckx tid har La Doyenne prestigemæssigt været den største Ardenner-klassiker og det gamle løb er det eneste af sin type, der har monumentstatus. Vinderlisten afspejler også dette med store navne som Bernard Hinault (1977 og 1980), Sean Kelly (1984 og 1989), Michele Bartoli (1997 og 1998), Paolo Bettini (2000 og 2002) og Alexandre Vinokourov (2005 og 2010) flot repræsenteret. Det er også blevet til en enkelt dansk sejr, da Rolf Sørensen i 1993 overspurgtede Tony Rominger på opløbsstrækningen. To ryttere har dog skilt sig ud i løbets historie siden 70’erne. Italienske Moreno Argentin vandt løbet fire gange (1985, 1986, 1987 og 1991) i 80’erne og start-90’erne, og var flere gange tæt på den femte sejr, som han dog aldrig fik. Siden midten af 00’erne har Alejandro Valverde været løbets mest profilerede navn. Han nåede med sidste års triumf også op på fire sejre (2006, 2008, 2015 og 2017), og kan således tangere Merckx’ rekord med en sejr i år.

I mange år blev Liege-Bastogne-Liege kørt søndagen efter Paris-Roubaix. Efter WorldCuppens oprettelse i 1989 gik organisationen bag løbet sammen med arrangørerne af Touren, Roubaix og Fleche Wallonne om at danne det, vi i dag kender som ASO. I den forbindelse blev de to belgiske løb placeret lørdag og søndag i samme weekend, så de tilsammen udgjorde den ultimative Ardenner-udfordring. Dette varede frem til 2004, hvor ASO i samarbejde med UCI og Amstel Gold Race-arrangørerne besluttede, at de to vigtigste Ardenner-klassikere skulle bytte plads, hvormed La Doyenne opnåede sin nuværende position som den store afslutning på forårsklassikersæsonen.

Ruten

Liege-Bastogne-Liege er måske den klassiker som har den mest enkle og klassiske rute, der fortsat afspejler løbets navn. Ruten starter i den wallonske hovedby og bevæger sig derfra rimeligt direkte sydpå til Bastogne, hvor den vender rundt og derefter leder rytterne tilbage til udgangspunktet af en mere kringlet vej, der inkluderer nogle af de værste stigninger Ardennerne kan byde på. Tidligere sluttede løbet med et fladt indløb til hjertet af Liege, men siden 1991 har målstregen været placeret i forstaden Ans, hvilket har været med til at gøre ruten endnu hårdere. Lige pt. går der rygter om, at målet måske skal flyttes inden for de kommende år, da kontrakten med Ans snart udløber, og løbsarrangørerne muligvis ikke har været helt tilfredse med, hvordan løbet har udviklet sig de sidste par år. I år er det dog fortsat den efterhånden meget klassiske og traditionsbundne ruteføring, som vi må forholde os til.

De 258 km starter som sagt i centrum af Liege. Herfra køres der i første omgang 17 km mod sydøst indtil rytterne ankommer til Deigne. Herfra slår ruten ind på rimeligt direkte sydlig kurs, der følges uden de store afvigelser frem til vendepunktet i Bastogne, der nås efter 87,5 km. På denne del af ruten skal rytterne kun forcere en kategoriseret stigning. Det er Cote de Bonnerue (2,4 km: 5,8 %: 7 %), der nås efter 68 km og ikke er specielt svær. Her er det imidlertid vigtigt at forstå, at selvom der ikke er andre kategoriserede stigninger, er terrænet bestemt ikke fladt. Ruten går lige igennem Ardennerbjergene, hvorfor rytterne konstant mødes af små knolde og mindre forhindringer, der måske ikke er svære nok til at blive kategoriserede, men i det lange løb er de med til at gøre det rigtigt svært at bevare de gode ben.

Efter vendepunktet går ruten mod nord indtil rytterne når dagens anden kategoriserede stigning Cote de Saint-Roch (2 km: 6,3 %: 11,2 %), der kommer efter 107 km. Herefter bevæger ruten sig mod øst indtil Limerle nås efter 123 km, hvorefter rytterne skal ud på en tur mod nord på i alt 25 km inden ankomst til Ennal. Dette stykke er også uden kategoriserede stigninger, men er bestemt heller ikke faldt. Med 110 km til mål drejer ruten mod øst hen over Cote de Mont-le-Soie (4 km: 6,1 %: 9 %), hvorefter der fortsættes yderligere i denne retning frem til Poteau, der nås med ca. 100 km til mål. Derefter drejer ruten igen mod nord og fortsætter i denne retning de næste 22 km. I løbet af dette stykke af ruten skal rytterne forcere tre kategoriserede stigninger. Først kommer den meget stejle Cote de Pont (1 km: 10,5 %: 13,6 %) med 91 km til mål, der kort efter følges af den også temmelig svære Cote de Bellevaux (1,1 km: 6,8 %: 11,5 %). Stykket afsluttes med den rigtigt giftige Cote de la Ferme Libert (1,2 km: 12,1 %: 19,2 %), hvis top nås med 78 km til mål.

Efter denne meget svære udfordring drejer ruten mod vest i retning af Remouchamps, der også blev kørt igennem på udturenm og hvor ruten således krydser sit tidligere spor med 40 km til mål. På det det 38 km lange stykke hertil passeres bl.a. løbets oprindelige startby Spa, den berømte Formel 1-bane Spa-Francorchamps tæt herved samt endnu to kategoriserede stigninger. Den første af disse er den lange men knapt så stejle Col de Rosier (4,4 km: 5,9 %: 9,5 %), der starter med 65 km til mål. Den efterfølges med 50 km til mål af Col du Maquisard (2,5 km: 5 %: 7 %), der heller ikke er specielt udfordrende, men alligevel er medvirkende til at gøre løbet yderligere hårdt frem mod den afgørende fase, der begynder, når rytterne for anden gang når Remouchamps.

Hvor resten af ruten i Liege-Bastogne-Liege har varieret lidt fra år til år, har de sidste afgørende 40 km været nogenlunde ens siden 90’erne. Denne fase af løbet er først og fremmest centreret omkring de tre sidste kategoriserede stigninger. Den første af disse er løbets mest berømte forhindring, der også var en del af ruten før omlægningen i 1991. Cote de La Redoute (2 km: 8,9 %: 22 %) starter med 38 km til mål og er klart den sværeste af de tre afgørende stigninger. Tit har det været her, at favoritterne har sat ind med den første afgørende forcering, der ofte har splittet feltet fuldstændig ad. Da målstregen var placeret i centrum af Liege var La Redoute den sidste stigning på ruten og derfor også den sidste mulighed for at undgå en mere samlet spurt. I dag er der dog endnu to forhindringer på vejen til målstregen, der måske ikke er lige så svære, men som sagtens kan være nok til at levere det afgørende ryk. Efter den ikoniske stigning fortsætter ruten i nordlig retning mod midten af Liege indtil rytterne med 29 km til mål drejer mod vest. 9 km længere fremme når rytterne til foden af Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km: 11 %: 16 %), der muligvis er kortere end La Redoute, men mindst lige så svær, når det kommer til stejlheden. Kort efter toppen af denne stigning drejer ruten mod nord og følger herfra denne retning frem mod målstregen i Ans. Med blot 7 km til mål kommer løbets sidste kategoriserede forhindring Cote de Saint-Nicolas (1,2 km: 8,6 %: 13 %). Den er ikke så hård som de to foregående, men den er alligevel mere end nok til at kunne danne ramme om en sidste afgørende udskilning. Fra toppen af Saint-Nicolas går det altovervejende nedad indtil 3 km før mål, hvor ruten flader ud inden den gradvist begynder at stige igen med 1,5 km tilbage. Målstregen i Ans nemlig placeret på toppen af en mindre bakke. Den er på ingen måde hård nok til at blive kategoriseret, men efter næsten 260 kuperede kilometer og 11 kategoriserede stigninger er det langt fra lige til at skulle spurte opad her. På troppen af bakken drejes der til venstre ind på den efterhånden legendariske opløbsgade Rue Jean Jaures, hvor vinderen af forårets sidste store klassiker skal findes.

Favoritterne

Med sin status som monument er der lige så stor prestige i at vinde Liege-Bastogne-Liege som et af de andre monumenter. Alligevel er det som om, at La Doyenne er sakket lidt agter ud ift. i hvert fald Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det handler især om, at nogle af de seneste udgaver af løbet er blevet kørt meget defensivt og kontrolleret. Personligt er jeg også langt mere begejstret for et løb som Amstel Gold Race, der især efter den seneste ruteændring virkelig er blevet et meget mere åbent og spændende løb end Liege. Jeg vil dog gerne understrege, at i modsætning til Fleche Wallonne så ser jeg ikke ruten som det væsentligste problem her. Afslutningen på Liege presser ikke automatisk i retning af et låst løb på samme måde som finalen på Mur de Huy gør. Den er dog så teknisk lige til, at den kun kan skabe drama og udskilning, hvis resten af løbet bliver kørt hårdt. Skal vi have et underholdende løb på søndag, skal holdene således gøre det samme som de gjorde i onsdags og køre offensivt længe før de sidste 40 km.

Imidlertid har tendensen i år generelt været, at klassikerne er blevet kørt mere kontrolleret. Derfor taler oddsene for, at vi får en meget stor gruppe af favoritter indtil finalebakken i Ans. I det scenarie vil jeg med onsdagens løb i tankerne pege på Julian Alaphilippe som den største favorit. Han viste sig som den bedste puncheur pt. med sin sejr i Fleche Wallonne, og vil derfor også være min favorit på den langt mindre vanskelige afslutning her. Det skyldes også, at hans hold QuickStep sagtens kan tillade sig både at satse på ham til finalen, og lade andre af deres profiler som Philippe Gilbert eller Bob Jungels forsøge sig udefra for at presse de andre favoritter.

Det er selvfølgelig alt for tidligt at dømme Alejandro Valverde ude. Spanieren blev trods alt nr. 2 i onsdags, og som jeg skrev tidligere på sæsonen, ville veteranen ikke bevise noget ved at vinde på Mur de Huy endnu engang. Han er helt sikkert ærgerlig over nederlaget, men der er heller ingen tvivl om, at Liege-Bastogne-Liege er hans helt store sæsonmål med muligheden for at tangere Merckx’ sejrsrekord. Det kræver dog, at Movistar har mere held end tilfældet var i onsdags med at kontrollere løbet, da holdet ikke på samme måde har ryttere, der kan gøre sig gældende udefra. Det skulle i så fald være Mikel Landa, men han virker ikke til at være helt på toppen rent formmæssigt.

Mit tredje vinderbud i onsdags viste sig at være ramt ved siden af, men jeg prøver en gang til med et sats. Hvis det ender med en mere samlet spurt, var der nemlig en rytter, der imponerede mig mere på Mur de Huy end alle andre. Michael Matthews sagde før Amstel Gold Race, at han fortsat ikke følte sig ovenpå efter sin skulderskade. Noget kunne imidlertid på, at der var tale om røgslør. Allerede i det hollandske løb så australieren skarp ud selvom en punktering ende med at ødelægge det hele. I Fleche Wallonne så vi så pludselig en Matthews, der pludselig spurtede med de bedste på den vanvittige finalestigning, hvilket ville have været utænkeligt for et par år siden. Hvis han sidder med til mål i Ans, gør de øvrige favoritter klogt i at holde øje med ham. Sunweb-mandskabet stiller også til start med Tom Dumoulin, men hollænderen kører her sit første løb siden Tirreno-Adriatico, så det kan næsten kun handle om forberedelse til Giroen for hans vedkommende.

Mitchelton havde regnet med, at Michael Albasini skulle være deres kaptajn i årets Ardenner-klassikere, men schweizeren beviste endnu engang i onsdags, at han slet ikke samme niveau som sidste år. Til gengæld er der en anden af holdets ryttere, der lader til at være i gang med at genrejse sig. Roman Kreuziger var i sine tidlige år betragte som et af sportens største talenter, men hans tid på Tinkoff-Saxo var tæt på at ødelægge hans karriere (bl.a. pga. en voldsom omgang psykisk terror fra Oleg Tinkov). Årets Ardenner-sæson har imidlertid været lidt af et comeback for tjekken med først 2.pladsen i Amstel og senest en 4.plads i onsdags. Nu er spørgsmålet så, om han skal krone det med en sejr i søndagens monument. Han er i hvert fald en af de ryttere, der helt sikkert vil kunne lykkes med et ryk udefra efter et hårdt løb.

Lotto-Soudal har måske ikke fået helt det ud af Ardennerne, som de havde håbet på, men det belgiske mandskab har bestemt været til stede. Mur de Huy var som ventet for svær for kaptajnen Tim Wellens, men de lidt mindre stejle stigninger i Liege, kombineret med en mulighed for at udnytte hans massive motor, vil være en god mulighed for at køre hjem udefra. Brabantse Pijl-vinderen kan f.eks. sagtens bruge Roche-aux-Faucons som udgangspunkt for et afgørende angreb. Hans hold har også to andre stærke kort til at lægge pres på puncheur-favoritterne i form af Tiesj Benoot og ikke mindst Jelle Vanendert, der højst overraskende blev nr. 3 i onsdag. Den belgiske veteran har tilsyneladende også genfundet sig selv efter flere magre sæsoner og vil helt sikkert gerne fortsætte historien om de mange tidligere stjerner, der vender tilbage til storform i år.

For Bahrain-Merida var Fleche Wallonne en lidt blandet oplevelse. På den ene side var det flot at se Vincenzo Nibali være drivende i den offensive kørsel udefra. På den anden side kunne Ion Izagirre og Gorka Izagirre ikke sidde med i finalen. Søndag er der dog ingen tvivl om, hvem der skal prioriteres. Hajen fra Messina gjorde det fra starten af sæsonen klart, at Liege-Bastogne-Liege var det ene af to store sæsonmål i år, så alt i holdets taktik vil være lagt an på, at give den italienske kaptajn chancen for at hente årets anden monumentsejr. Her spiller Izagirre-brødrene dog også en afgørende rolle, da de helt sikkert skal bidrage til at gøre løbet hårdt tidligt, så Nibali senere kan udnytte tempoet til at rykke væk fra konkurrenterne.

Jeg valgte helt bevidst ikke at nævne Astana i optakten til onsdagens løb, da jeg ikke kunne se nogle af holdets kaptajner vinde på Mur de Huy, hvilket også var rigtigt nok. Søndag tror jeg derimod, at der er langt bedre muligheder for, at holdets to danske spydspidser kan levere et godt resultat. Michael Valgrens sejr i Amstel Gold Race var en vanvittig flot præstation, og han er uden tvivl i sit livs form. I Liege kunne jeg dog godt frygte, at stigningerne blive lige en tand for hårde for ham. Til gengæld er La Doyenne måske den klassiker, der ligger aller bedst til Jakob Fuglsang. Han så også skræmmende stærk ud i Amstel og har virkelig udviklet sig som rytter de sidste par år. Fuglsangs problem er dog, at han skal komme alene til mål, hvis han skal vinde, da han i modsætning til Valgren ikke slår nogen i en spurt.

AG2R-mandskabet er en meget stor joker i søndagens løb. Holdets stærkeste Ardenner-kort Alexis Vuillermoz har tydeligvis ikke ramt formen, hvilket hans 15.plads i onsdags fortæller alt om. Til gengæld stiller holdet også med den helt store stjerne Romain Bardet, der har udtalt, at Liege er et meget stort karrieremål for ham. Han viste god form i onsdags med en 9.plads i en finale, der ikke lå specielt godt til ham. Samtidig viste han tidligere på året i Strade Bianche, at han sagtens kan køre et stort resultat hjem udefra. Jeg bliver derfor ikke overrasket, hvis vi ser franskmændenes darling helt fremme søndag, omend jeg ikke tror at han vinder.

Det er helt underligt først at skrive om UAE-Emirates her, men efter de tidligere Ardenner-løb har jeg virkelig svært ved at se dem levere et stort resultat søndag. Daniel Martin vandt Liege i 2013, men onsdagens løb var tilsyneladende endnu en bekræftelse af, at hans rædselssæson fortsætter. Det var dog ikke dårlig form men et ophold bag et styrt, der kostede for ireren, så en hvis chance har han da. Det er dog også ham, der skal levere, hvis det skal være. Rui Costa har åbenbart bare ikke det, der skal til længere, og Diego Ulissi lader som vanligt til ikke at være i form endnu.

Slutteligt bliver jeg nød til også at nævne Sky, men en sejr til dem vil vel nærmest være mere mirakuløs end hvis en af UAE-rytterne pludselig løber med det hele. Michal Kwiatkowski blev nr. 3 sidste år, men han viste igen i onsdags, at de gode ben fra sæsonstarten tydeligvis er langt væk. Sergio Henao virker fuldstændigt færdig som toprytter og kan næppe bidrage med meget andet en rolle som luksushjælper. Værst står det dog til med Wout Poels. Vinderen fra 2016 er tydeligvis slet ikke klar endnu oven på sin skade i Paris-Nice, og han kan maksimalt håbe på at bruge løbet på at køre sig yderligere i form inden Giroen. Eneste reelle bud er vist, hvis Geraint Thomas levere en overraskelse udefra. Briten har dog ikke kørt siden Roubaix, så han er også et stort spørgsmålstegn.

Bud på årets top 3: Julian Alaphilippe (QuickStep), Alejandro Valverde (Movistar) og Michael Matthews (Sunweb)

• Løbsnavn: Liege-Bastogne-Liege
• Løbstype: Ardenner-klassiker (Det fjerde af årets fem monumenter)
• Kørt første gang: 1892 (årets udgave er løb nr. 104)
• Startby: Liege
• Målby: Ans
• Længde: 258 km
• Vigtigste rutepunkter: Col de Rosier (193 km), Col du Maquisard (208 km), Cote de La Redoute (220 km), Cote de la Roche-aux-Faucons (238 km) og Cote de Saint-Nicolas (251 km)
• Flest sejre: Eddy Merckx med 5 sejre
• Sidste års vinder: Alejandro Valverde (Movistar)

Liege-Bastogne-Liege vises søndag d. 22.april fra kl. 14.10 på TV2 og Eurosport