I den sidste uge af forårsklassikersæsonen rykker cykelfeltet nu endelig ind i de belgiske Ardenner-bjerge for at køre de to afsluttende løb. Det første, der køres i dag, har desværre udviklet sig til en lidt ensidig affære, men den legendariske afslutning har fortsat sin charme
Historien
Nu nærmer afslutningen på forårsklassikerne sig for alvor. Efter afviklingen af de to indledende tilknyttede Ardenner-løb i sidste uge, hvor især Amstel Gold Race igen i år var seværdig og gav en af de flotteste danske klassikersejre i nyere tid til Michael Valgren, er der nu kun to klassikere tilbage, inden at vi går ind i den næste fase af cykelsæsonen. Finalen på cykelforåret udgøres af de såkaldt ægte Ardenner-løb, der rent faktisk afvikles i det smukke belgiske bjergområde i den fransk-talende region Wallonien. Det første af løbene, der køres i dag, er dog en lidt ærgerlig historie, da det faktisk er et eksempel på, at et stort cykelløb med en lang historie og klare traditioner, kan ende med at blive overhalet af sportens udvikling, og derfor falde i prestige- og underholdningsniveau ift. tidligere.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Fleche Wallonne fortsat er et vigtigt løb på cykelkalenderen. Løbet opstod i 1930’erne, da den wallonske avis Les Sports ville forsøge at kopiere sine flamske kollegers succes med Flandern Rundt. Det store flamske monument var på dette tidspunkt Belgiens klart største cykelbegivenhed, og den wallonske pendant Liege-Bastogne-Liege havde slet ikke samme appel. Derfor ville folkene på Les Sports skabe et løb med en mere markant wallonsk profil og en rute gennem Ardenner-bjergene som et forsøg på at booste deres salgstal. I 1936 lykkedes det at realisere idéen, da den første udgave af Fleche Wallonne blev afviklet med Philemon De Meersman som vinder.
I de efterfølgende år skulle det vise sig, at Les Sports havde lagt grundstenene til en klassiker i cykelsporten. Løbet var så populært, at det kun blev aflyst en gang under 2.verdenskrig (i 1940), og efter krigen fik Fleche Wallonne for alvor tag i cykelsportens elite. I første del af 50’erne tæller løbets vinderliste således navne som Fausto Coppi (1950), Ferdi Kübler (1951 og 1952) og Stan Ockers (1953 og 1955), og Fleche Wallonne blev i denne periode betragtet som det mest prestigefyldte wallonske cykelløb. Fra slutningen af 50’erne og frem genvandt regionens anden store cykelbegivenhed Liege-Bastogne-Liege ikke desto mindre den interne førerrolle, og selvom Fleche Wallonne fortsat blev prioriteret af bl.a. store belgiske ryttere som Eddy Merckx(1967, 1970 og 1972), Rik Van Looy (1968) og Roger De Vlaeminck (1971), var det efterhånden tydeligt, at løbet spillede 2.violin ift. cykelsportens ældste 1-dagsløb, der med indgangen til 80’erne for længst havde opnået monumentstatus.
Den faldende opbakning blandt cykelsportens største stjerner fik i 1983 løbsarrangørerne til at forsøge sig med et nyt tiltag, der skulle vise sig at blive løbets særkende. Efter at man i årene optil havde forsøgt sig med flere nye ruteeksperimenter uden større succes, valgte man nu at placere målstregen i byen Huy på toppen af den korte men vanvittigt stejle stigning Mur de Huy. Denne afslutning skulle vise sig at blive voldsomt populær og fik over de næste par år igen flere af de største ryttere til at stille til start i løbet. Bernard Hinault (1983) vandt første udgave, mens ryttere som Laurent Fignon (1986), Claude Criquielion (1985 og 1989) og Rolf Golz (1988) også skulle prioritere løbet i de efterfølgende sæsoner. Det blev også til en dansk sejr, da Kim Andersen vandt 1984-udgaven. På trods af den fornyede interesse blev Fleche Wallonne forbigået til fordel for det yngre og fremadstormende Amstel Gold Race, da den sidste af de fem forårspladser i UCIs nye tiltag WorldCuppen skulle uddeles i 1989 (De fire andre var naturligvis reserveret til monumenterne).
Det fik løbsarrangørerne til at vælge en ny strategi. I 1990 gik man sammen med arrangørerne af Tour de France, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege om at danne den organisation, vi i dag kender som ASO. I den forbindelse påtog Fleche Wallonne sig fuldt og helt rollen som lillebrorløb til Liege. Rutens længde blev kortet markant ned til omkring 200 km og datomæssigt blev løbet placeret om lørdagen i samme weekend, hvor Liege var placeret om søndagen. Derigennem genvandt løbet en hvis respekt, da det blev en test for Ardennerspecialisterne at kunne vinde begge løb i samme weekend. Således tæller vinderlisten fra 90’erne og 00’erne navne som Moreno Argentin (1990, 1991 og 1993), Laurent Jalabert (1995 og 1997) og Davide Rebellin (2004, 2007 og 2009). Imidlertid var løbet klart lavere prioriteret af nogle af klassikerstjernerne, da det i modsætning til Liege ikke gav point til konkurrencen om WorldCup-trøjen.
I 2004 indgik ASO, UCI og arrangørerne af Amstel Gold Race en aftale om en rokade i kalenderen, så monumentet Liege kom til at afslutte forårssæsonen mens det hollandske løb i stedet blev flyttet til søndagen før. Som en del af denne rokade blev Fleche Wallone rykket til sin nuværende position om onsdagen i ugen imellem de to øvrige Ardenner-løb. Da WorldCuppen året efter blev afskaffet og ProTouren indført var løbet i princippet tilbage på niveau med den hollandske konkurrent og kunne således generobre positionen som den næstvigtigste Ardenner-klassiker. Det er imidlertid ikke sket, og det handler i den grad om den grundstruktur i Fleche Wallonnes rute, der har ligget fast siden 1990 og som med moderne cykelsports udvikling og løbets nye kalenderplacering in mente, har gjort det til den ultimative udfordring for de såkaldte puncheurs, hvilket samtidig har gjort favoritfeltet meget smalt. Dette er især blevet tydeligt de sidste fire år, hvor Alejandro Valverde har domineret totalt. Med i alt fem sejre (2006, 2014, 2015, 2016 og 2017) er han nu klart den mest vindende rytter i Fleche Wallonnes historie, men han og Movistar har samtidig også formået at forvandle løbet til en noget forudsigelig affære. Derfor er det også svært for alvor at hidse sig op til årets udgave, hvor den spanske veteran endnu engang er klar og i fremragende form.
Ruten
Overordnet set er forskellen på de reelle Ardenner-klassikere og de tilknyttede løb et spørgsmål om stigningerne. I de to tilknyttede løb var der rigtigt mange stigninger, men altovervejende var de korte og i gennemsnittet ikke så vanskelige. I forårets sidste to store 1-dagsløb kan det godt være, at mængden af stigninger falder, men til gengæld er de forhindringer, der er med, både længere og hårdere end noget vi har set indtil nu i klassikerne. Ligesom med brostensløbene er der blandt Ardenner-klassikerne desuden en blandet tilgang til, hvordan man helt overordnet ønsker at sammensætte ruten. Amstel Gold Race vælger en model, der minder om Flandern Rundt, hvor rytterne skal køre flere rundstrækninger i det samme område, og derigennem genbruge de samme stigninger flere gange undervejs. Liege-Bastogne-Liege har derimod en mere klassisk A til B-rute omend start- og målstreg geografisk set er placeret tæt på hinanden. Fleche Wallonne vælger (ligesom Brabantse Pijl) at placere sig et sted midt i mellem. Det gælder også i år, hvor man i tråd med de sidste fem udgaver har valgt at finde en ny startby, hvorfra ruten bevæger sig til målbyen Huy, og herefter sender rytterne ud på en rundstrækning, der skal gennemføres to gange inden afgørelsen på den legendariske finalestigning. Derudover adskiller Fleche Wallone sig fra de to andre Ardenner-løb på WorldTouren ved, at det er markant kortere. Med en samlet distance på 198,5 km er det faktisk det korteste af alle Ardenner-løb i år.
Som sagt har løbsarrangørerne igen i år valgt at skifte startsted. Hvor Fleche Wallonne sidste år begyndte i Charleroi-forstaden Binche, der ligger vest for Huy, starter årets rute i Seraing, der ligger øst for målbyen som en forstad til Liege. Herfra vil ruten i første omgang bevæge sig sydpå og dermed et godt stykke ind i Ardenner-bjergene, inden rytterne efter ca. 22 km drejer yderligere mod øst, når de ankommer til Ouffet. Herefter følger ca. 25 km på en knoldet vej gennem Ardennerne, dog uden at rytterne møder nogle kategoriserede stigninger. Det sker først efter ca. 58 km, hvor rytterne når til Targnon. Her drejer ruten mod nord og fører rytterne over Cote de la Vecquee (6,7 km: 4,9 %: 15 %), hvorefter der fortsættes yderligere 7 km i nordlig retning indtil ruten drejer mod vest tilbage mod Limont, som rytterne også kørte igennem på stykket fra Seraing til Ouffet. På stykket hertil skal rytterne forcere to stigninger, hvor den første er en af områdets mest kendte. Cote de la Redoute (2 km: 8,9 %: 22 %) har efterhånden spillet en afgørende rolle i Liege-Bastogne-Liege igennem mange år, og nu er den så også kommet med i Fleche Wallonne. Her starter stigningen dog efter kun 80 kms kørsel, så den kommer næppe til at spille samme afgørende rolle, selvom den vil være med til at gøre løbet hårdere. Ca. 15 km efter toppen af Redoute starter så Cote de Mont (2,4 km: 4,8 %: 9 %), hvis top nås efter præcis 100 km og med 98,5 til mål.
Rytterne når tilbage til Limont efter 107 km, hvorfra ruten fortsætter yderligere mod vest til målbyen Huy. I Amay, der nås med 74 km til mål, skal Cote d’Amay (1,4 km: 6,7 %: 10 %) forceres, inden at ruten slår en kort lykke mod nord for bagefter at bevæge sig ind i Huy, der ligger lige umiddelbart sydvest herfor. Med ca. 60 km til mål rammer rytterne så for første gang den stigning, der siden 1983 har været løbets altoverskyggende omdrejningspunkt. Mur de Huy (1,3 km: 9,6 %: 26 %) er en fuldstændig vanvittigt stejl udfordring, der siden Fleche Wallonnes målstreg blev placeret på toppen af den, har været et vartegn for wallonsk cykelsport og den ultimative udfordring for verdens bedste puncheurs. Men netop pga. dens altafgørende betydning har Mur de Huy også været med til at gøre Fleche Wallonne til et meget forudsigeligt løb for specialister, hvor de hold, der har en favorit, vil gøre alt for at kontrollere løbet frem til den sidste opkørsel.
Den første opkørsel slutter med ca. 58 km til mål, hvor målstregen passeres for første gang. Herefter indledes den rundstrækning, der blev indført sidste år som løbets finale. Den er ca. 29 km lang og skal gennemkøres to gange. Den starter med at føre rytterne mod sydøst i retning af Tinlot, men efter 6 km vender ruten mod sydvest i retning mod Marchin. Med 48 km til mål begynder rundstrækningens første stigning Cote d’Ereffe (2,1 km: 5 %: 12 %), hvorefter ruten drejer nord på tilbage mod Huy. Med 37 km tilbage slår ruten en sving mod vest over den anden stigning på rundstrækningen Cote de Cherave (1,3 km: 8,1 %: 13 %). Denne stigning er en forholdsvis ny tilføjelse til ruten, og er faktisk en ret svær udfordring. Da den samtidig kommer med kun 5 km til foden af finalestigningen, er det håbet, at den kan bruges til at åbne løbet mere op. Det er dog ikke sket endnu. Anden opkørsel af Mur de Huy begynder med omkring 31 km til mål, hvorefter målstregen passeres igen med 29 km tilbage. Herefter gennemføres hele finalerundstrækningen en gang til. På anden rundtur kommer Cote d’Ereffe med 19 km tilbage, mens Cote de Cherave starter med blot 8 km til mål. Skulle de to stigninger ikke fører til en afgørende udskilning vil det hele endnu engang ende med en spurt op af Mur de Huy inden for de sidste 2 km. På toppen heraf kåres vinderen af årets Fleche Wallonne.
Favoritterne
I min optakt til Amstel Gold Race skrev jeg, at noget af det, der gjorde det løb så spændende er, at det nok er det Ardenner-løb, der kan vindes af flest forskellige af cykelsportens største klassikerstjerner, hvilket jeg også synes at søndagens løb bekræftede til fulde. Fleche Wallonne er på mange måder den diamentrale modsætning hertil. Finalen på Mur de Huy gør, at løbet er en affære for de absolutte specialister i at spurte opad under de stejleste og mest vanskelige forhold. Pga. den øvrige rutes mere tilgængelige opbygning og forholdsvis korte længde er det samtidig muligt for de bedste hold at kontrollere løbet frem til afslutningen, hvorfor udgangspunktet må være, at det endnu engang ender med en samlet favoritspurt på finalestigningen. I dette scenarie er der en mand, der tilsyneladende er umulig at slå. Alejandro Valverde har vundet de sidste fire udgaver af Fleche Wallonne og er ubetinget cykelfeltets stærkeste mand i en afslutning som denne. I år kommer han så ovenikøbet med Mikel Landa som luksushjælper og leadout-mand, hvilket kun gør det endnu sværere at se, hvordan det skal lade sig gøre at besejre den 38-årige veteran, der kommer med masser af selvtillid og sejre fra tidligere på sæsonen.
En mand kan dog måske udfordre den spanske konge af Mur de Huy. Julian Alaphilippe har over de sidste par år lignet den næststærkeste mand i finaler som disse, og han kommer med stor selvtillid fra sin flotte kørsel i Baskerlandet. I Amstel Gold Race sad han, ligesom Valverde, også godt fremme selvom ruten og finalen ikke passede ham specielt godt. Det lover også godt for Fleche Wallonne, hvor han formentlig kan regne med fuld opbakning fra sit QuickStep-mandskab. Det gælder også fra Philippe Gilbert, der har vundet løbet tidligere, men nok ikke længere helt har den eksplosivitet, der skal til. Han kan dog blive en fremragende lead-out mand for Alaphilippe i et løb, som de begge missede med skader sidste år og glæder sig til at vende tilbage til.
Mit tredje forhåndsbud er lidt satset, men jeg mener faktisk at Bahrain-Merida fik bevist i søndags, at de har et af de mest alsidige hold til Ardenner-klassikerne. Skulle det ende i en ren spurt opad Mur de Huy er Gorka Izagirre nok holdets bedste kort. Han viste evner som puncheur på første etape i Paris-Nice, og vil helt sikkert gerne forsøge sig på den værste udfordring af denne type. Han lillebror Ion Izagirre er også til start efter at han blev nr. 11 sidste år, men han har ikke helt samme eksplosion og kan nok højest regne med en placering mellem 5 og 10. Til gengæld er Vincenzo Nibali også til start, og det bliver interessant at se, hvad italieneren har tænkt sig at bruge løbet til. Hans officielle mål er Liege på søndag, men vi ved alle, at Hajen fra Messina aldrig stiller til start uden en eller anden ambition om et stort resultat. Han skal dog slippe afsted udefra, hvis det skal blive til en sejr, men hvis der er en, der kan lykkes med dette, er Nibali nok det bedste bud.
UAE-Emirates fik som ventet ikke det store med hjem fra Amstel Gold Race, men det er også først nu, at deres tre profiler for alvor rammer deres perfekte terræn. Daniel Martin har efterhånden tre podieplaceringer i Fleche Wallone, og blev sidste år nr. 2 efter Valverde. Det burde umiddelbart gøre ireren til en potentiel favorit, men sæsonens hidtige forløb med sygdom og styrt gør bare, at det er svært for alvor at tro på ham. Det bliver ikke bedre af, at han endte med at udgå i søndags. Han er dog nok det emiratiske mandskabs bedste bud. Rui Costa lignede heller ikke i søndags en mand, der havde genfundet fordums styrke, mens Diego Ulissi som vanligt lader til ikke at være i form. Det er således Martin, der skal komme fra, og har han endelig fundet formen skal han bestemt ikke dømmes ude.
Havde jeg skrevet denne optakt tidligere på sæsonen, ville jeg helt afgjort have peget på Michael Woods som en af de største udfordrere til Valverde. Canadieren er sammen med Alaphilippe og Martin den eneste rytter jeg kan komme på, der har samme antrit som den spanske kæmpefavorit. Problemet er, at Woods slet ikke har vist samme gode takter som sidste år indtil nu. Han så dog stærkere ud end tidligere i Amstel, som ellers bestemt ikke ligger til ham, og har han endelig fundet formen, er han en meget stærk podiekandidat. EF-Drapac har også Rigoberto Uran til start, men han kører nok mest med for at varme op til Liege.
Inden Ardenner-klassikerne begyndte havde jeg store forventninger til Dylan Teuns, der sidste år blev nr. 3 i dette løb. Den nye belgiske puncheur-stjerne startede som bekendt året flot i Paris-Nice og Baskerlandet, men efter at han selv er kommet i fokus for alvor, er det som om, at nerverne har spillet ham et pus. Således levede han ikke op til forventningerne i hverken Brabantse Pijl eller Amstel, selvom det skal siges, at han i sidstnævnte endte som trækdyr for Greg Van Avermaet. Nu må vi så se, om hans tilbagevenden til Mur de Huy kan bringe de gode takter frem igen.
Sky skuffede også igen i Amstel og har i det hele taget haft en rigtig skidt klassikersæson. Nu gælder det så Fleche Wallonne, hvor Sergio Henao som holdets mest eksplosive rytter nok er det bedste kort. Columbianeren har imidlertid haft en rigtig skidt sæson indtil nu, og der var intet i søndags der indikerede, at det skulle have ændret sig. Michal Kwiatkowski er også til start, men han så heller ikke i søndags ud til at have genfundet de gode ben fra tidligt på sæsonen. Desuden er Mur de Huy nok også en tand for stejl for ham. Den, der dog så værst ud af Sky-kaptajnerne i søndags, var Wout Poels. Hollænderen blev sat meget tidligt, og da Mur de Huy bestemt heller ikke er hans kop te, er det meget svært at have nogen forventninger til ham.
En anden, der også skuffede søndag, var Michael Albasini. Den schweiziske veteran, der endelig har tilkæmpet sig kaptajnrollen i Ardennerne hos Mitchelton, sad tidligt i finalen bagerst blandt favoritterne og endte med ikke at gennemføre. Fleche Wallonne ligger ganske vist bedre til ham, men spørgsmålet er, om det endelig er alderen der trykker. I så fald skal det australske mandskab sætte deres lid til Roman Kreuziger, der til gengæld ligner en mand, der er i gang med et mindre comeback efter hans overraskende 2.plads i Amstel. Tjekken skal dog helt sikkert afsted udefra, hvis han skal have en chance, da hans spurt mod Michael Valgren i søndagens finale tydeligt viste, at denne disciplin ikke er hans spidskompetence.
AG2R var som ventet ikke særligt markante i søndags og holdets stærkeste Ardenner-kort Alexis Vuillermoz endte også kun som nr. 29. Det var dog forventeligt, da positionskampen og den stigningsløse finale i Amstel ikke ligefrem er franskmandens kop te. Det er en spurt opad en stejl stigning til gengæld, og derfor bliver det spændende at se den tidligere vinder på den lignende Mur de Bretagne i dagens løb. Når jeg ikke placere ham højere, er det fordi jeg synes at det er meget svært at vurdere hans form oven på søndagens løb. I Fleche Wallonne får han følgeskab af sin landsmand og grand tour-kaptajn Romain Bardet, men han er her nok igen mest for at teste sig af inden Liege på søndag.
Som sidste hold vil jeg nævne Groupama-FDJ, der stiller med to meget spændende navne. De fleste var meget imponerede over David Gaudus præstation i løbet sidste sæson, der var hans første som professionel. Den blot 21-årige franskmand har Fleche Wallonne som sit helt store sæsonmål, og det bliver spændende at se om han kan forbedre sidste års 9.plads. Holdet har dog også 28-årige Rudy Molard, der har kørt nogle flotte resultater hjem i år, og senest var bedste mand som nr. 15 i Amstel. Sidste år sluttede han faktisk lige foran Gaudu som nr. 8 i dette løb, hvorfor han meget vel også kan ende med at blive manden, der skal køres for, hvis han har de bedst ben.
Bud på årets top 3: Alejandro Valverde (Movistar), Julian Alaphilippe (QuickStep) og Gorka Izagirre (Bahrain-Merida)
- Løbsnavn: La Fleche Wallonne
- Løbstype: Ardenner-klassiker
- Kørt første gang: 1936 (årets udgave er løb nr. 82)
- Startby: Seraing
- Målby: Huy
- Længde: 198,5 km
- Vigtigste rutepunkter: Mur de Huy (139 km, 168 km og 197 km), Cote d’Ereffe (151 km og 180 km) og Cote de Cherave (162 km og 191 km)
- Flest sejre: Alejandro Valverde med 5 sejre
- Sidste års vinder: Alejandro Valverde (Movistar)
Fleche Wallonne vises onsdag d. 18.april fra kl. 14.10 på TV2 og Eurosport
Red Zone Blog 