Cykling: Løbsoptakt 16 – Amstel Gold Race

Med onsdagens Brabantse Pijl blev årets Ardenner-klassikere skudt flot i gang. Nu gælder det så Hollands eneste WorldTour-løb, der måske ikke har monumentstatus, men på trods af sin ”unge” alder har udviklet sig til at et af de mest anerkendte og betydningsfulde 1-dagsløb.

Historien

Vi lader til at gå en flot afslutning på forårssæsonen i møde. Onsdag leverede rytterne god offensiv kørsel i Brabantse Pijl. I dag løftes det hele dog mange niveauer op, når det første Ardenner-løb på WorldTouren afvikles. Det er et løb, der er yngre og har været meget mere omskifteligt end mange af de øvrige klassikere. Alligevel er det lykkedes at opnå en status og en popularitet, hvor løbet faktisk kun overgås af monumenterne i prestigeniveau. For mig personligt er det klart den mest underholdende Ardenner-klassiker, og hvis jeg skulle lave en liste over mine favoritløb, ville det indtage en klar 2.plads sammen med Flandern Rundt.

Selvom det betragtes som en del af Ardenner-klassikerne, gælder det ligesom med Brabantse Pijl, at Amstel Gold Race ikke køres i Ardenner-bjergene. Faktisk køres løbet slet ikke i Belgien, men derimod i dets næsten lige så cykelbegejstrede naboland mod nord. Holland har en lang og stolt cykeltradition, hvorfor det kan undre, at tulipan-landet indtil 1966 ikke havde sit eget store cykelløb. Derfor gav det også god mening, da de to sportsorganisatorer Tom Vissers og Herman Krott besluttede at arrangere et stort 1-dagsløb. De fik hurtigt bryggeriet Amstel med på vognen som sponsor, hvilket er blevet fastholdt lige siden, også selvom bryggeriet siden 1982 blot har været et af mange varemærker i den store Heineken-koncern. Således er Amstel Gold Race et af cykelsportens få eksempler på et løb, hvis navn stammer fra en sponsor.

I begyndelsen var det dog svært at se, at Vissers og Krott havde grundlagt en moderne cykelklassiker. Den første udgave var tæt på at blive aflyst pga. bl.a. dårlig ruteplanlægning, sammenfald med en national helligdag og trusler fra den militante anarkistiske bevægelse Provoerne. Det lykkedes at afvikle løbet med franskmanden Jean Stablinski som vinder, men den første udgave skulle på mange måder blive sigende for det kaos, der herskede i løbets tidlige år. Efter at både startby, målby og dato havde skiftet en del rundt i de første fem udgaver, lykkedes det i 1971 at finde en model med start i byen Heerleen, mål i Meerseen og en placering som en del af forårssæsonen. Denne overordnede model holdt ved og blev fasthold frem til 1990. Løbets blakkede ry gjorde dog, at det i starten var svært at få cykelsportens største navne til at prioritere det. Således måtte man hoste op med en stor sum penge for endelig at få Eddy Merckx til at stille til start i 1973-udgaven, som den belgiske kannibal så naturligvis vandt. Det første anerkendelsesgennembrud kom med hjemlandets store profil Jan Raas, der brugte Amstel Gold Race til at danne grundlag for sin internationale karriere. Raas vandt løbet fem gange (1977, 1978, 1979, 1980 og 1982), hvilket fortsat er rekorden for flest sejre.

Efter at løbet frem til 90’erne primært havde været en hollandsk-belgiske affære, begyndte den internationale anerkendelse for alvor at vokse. Målet blev i 1991 rykket til storbyen Maastricht og samtidig begyndte sportens største navne for alvor at indfinde sig på sejrslisten. Løbets karakter og i forlængelse heraf meget brede favoritfelt skulle dog betyde, at det blev meget vanskeligt for en enkelt rytter at være dominerende. Således var schweiziske Rolf Järmann (1993 og 1998) den eneste, der vandt løbet mere end en gang mellem 1986 og 2009. I denne periode finder vi også den eneste danske sejr i Amstel Gold Race, da Bjarne Riis i 1997 kørte 40 km alene til mål.

Frem til og med 2002 sluttede løbet med et fladt indløb til Maastricht, der fra 1998 også havde erstattet Heerleen som startby. Efter et par udgaver i starten af 00’erne, der havde udviklet sig meget kontrolleret, valgte arrangørererne i 2003 imidlertid igen at ændre ruten, der på den måde fik det grundlæggende format vi kender i dag. Det betød bl.a. at målstregen blev placeret i byen Valkenburg på toppen af stigningen Cauberg, der siden er blevet løbets vartegn. I første omgang ændrede det ikke på variationen i vinderlisten, men fra 2010 og fremefter har især en rytter stået over alle andre i Amstel Gold Race. Med sejren sidste i sidste års udgave har Philippe Gilbert nu i alt vundet løbet fire gange (2010, 2011, 2014 og 2017), og han har således i år mulighed for at tangere Jan Raas’ rekord.

Amstel Gold Race har været en del af WorldTouren fra start af, ProTouren før det og inden da World Cuppen. På trods af den hollandske historie og entusiasme ift. cykelsport er det fortsat landets eneste helt store cykelbegivenhed (Etapeløbet BinckBank Tour afvikles ganske vist delvist i Holland, men de afgørende etaper køres i Belgien), hvorfor der virkelig er lagt op til en stor orange fest blandt landets cykelfans på søndag. Løbet har sin egen organisation Amstel Gold Race Foundation i ryggen og er således nok det største cykelløb på WorldTouren, der ikke har tilknytning til nogen af de tre store cykelsportsorganisationer ASO, RCS og Flanders Classics. Frem til og med 2003 var løbet den sidste store forårsklassiker og afsluttede således den første del af sæsonen inden de sidste forberedelser til Giroen. I 2004 byttede løbet dog plads i kalenderen med Liege-Bastogne-Liege, således at det i dag ligger om søndagen mellem de Paris-Roubaix og forårets fjerde og sidste store monument.

Ruten

Det kan godt undre, at Holland, der er kendt som et af de fladeste lande i verden, kan danne ramme om et løb, der klassificeres som en Ardenner-klassiker. Det skyldes dog, at der findes et område af landet, hvor geografien adskiller sig markant fra resten. Hvis man kigger på et kort over det lille nordeuropæiske kongerige og fokuserer på den sydøstligste del, vil man bemærke, at der ligesom er en lille tange af Holland, der gnaver sig ned mellem Belgien og Tyskland. Denne provins kaldes Limburg, og det er præcis det område, der danner rammen om Amstel Gold Race. Her er terrænet langt mere kuperet end det vi normalt forbinder Holland med, og Limburg-provinsen minder således langt mere om det område af Belgien, hvor de store flamske klassikere køres. Måske derfor minder Amstel Gold Race’ rute opbygningsmæssigt også meget om de kuperede brostensklassikere med en række rundstrækninger og flere passager af de samme stigninger. Der er dog en markant forskel, når det kommer til antallet. Selvom underlaget er vanskeligere i Flandern Rundt, så når den største flamske klassiker kun op på samlet 18 kategoriserede stigninger. I Amstel Gold Race skal rytterne forcere hele 35 stk., hvilket er mere end i nogen anden klassiker.

Grundstrukturen i den nuværende 262 km lange rute har ligget fast siden 2003. Løbet starter i Limburg-provinsens hovedstad, storbyen Masstricht, på byens store central torv. Herfra bevæger ruten sig i første omgang mod nord, hvor rytterne efter blot 8 km møder Slingerberg (0,9 km: 4,4 %: 9,5 %), der er dagens første kategoriserede stigning. Herefter bevæger ruten sig kort mod øst til Beek, hvor Adsteeg (0,7 km: 4,3 %: 7,5 %) passeres, for derefter at bevæge sig mod syd til den gamle målby Meerssen, hvor rytterne skal forcere Lange Raarberg (1,7 km: 3,7 %: 6,6 %) efter 23 km. Herfra køres der østpå i 15 km til Voerendaal, hvor Bergseweg (2,7 km: 3,3 %: 6,8 %) passeres inden rytterne drejer mod syd til Ubachsberg og derfra videre vestpå mod Valkenburg. Kort før at målbyen nås første gang, slår ruten et lille sving mod syd hen over Sibbergruppe (2,1 km: 3,6 %: 6 %), inden rytterne ved ankomsten til Valkenburg skal forceres løbets mest berømte stigning Cauberg (1,2 km: 6,5 %: 12,8 %) for første gang. Frem til og med 2012 lå målstregen på toppen af denne stigning, men efter succesen ved VM i 2012 samme sted, har den været placeret 1,8 km efter, hvor den også ligger i år.

Når rytterne passerer målstregen første gang efter 57 kms kørsel er det samtidig indledningen på den første af de i alt tre rundstrækninger som Amstel Gold Race herfra består af. Den første og længste rundstrækning starter med en lille tur vestpå tilbage mod Maastricht, hvor Geulhemmerberg passeres (1,2 km: 4,6 %: 8 %), inden det går et langt og fladt stykke vej sydpå indtil rytterne når Mesch helt nede ved grænsen til Belgien efter 79 km. Herfra drejer ruten mod øst og bevæger sig langs grænsen frem til Heijanrath, der nås efter 94 kms kørsel. På vejen hertil skal rytterne forcere Mescherberg (0,9 km: 6 %: 10,8 %), Kalleberg (0,6 km: 3,7 %: 5,9 %), Wolfsberg (1,2 km: 2,8 %: 12 %) og Loorberg (1,5 km: 5,3 %: 8,6 %). Lige efter den sidste af disse stigninger slår ruten en lykke i nordlig retning til Gulpen og tilbage igen, hvor rytterne på tilbageturen til passere Schweibergerweg (2,7 km: 4,5 %: 7,1 %). Når rytterne igen når den belgiske grænse køres der igen mod øst, hvor rytterne efter 106 km når frem til Camerig (4,4 km: 4 %: 7,7 %), der er løbets længste stigning. Kort efter Camerig indledes en lille rundtur i det sydøstligste hjørne af Holland, der også fører rytterne kortvarigt ind i Belgien og indeholder de tre stigninger Drielandenpunt (3,2 km: 4,4 %: 9,9 %), Gemmenich (0,8 km: 7,2 %: 8,8 %) og Vijlenerbos (2,7 km: 3,8 %: 10,7 %). Herefter køres der tilbage i vestlig retning af den tidligere benyttede rute med tilføjelse af stigningen Eperheide (2,1 km: 4,7 %: 8 %), inden det igen går nordpå til Gulpen, hvor Gulpenerberg (0,6 km: 5,7 %: 13,9 %) passeres efter 148 km kørsel. Herfra køres der mod nordøst til Simpelveld med passage af stigningerne Plettenberg (1,2 km: 3,7 %: 8 %), Eyserweg (2,1 km: 4,4 %: 9 %) og St. Remigiusstraat (0,9 km: 7,8 %: 10,7 %), inden ruten igen bevæger sig mod Valkenburg i vestlig retning. Undervejs til målbyen passeres først Vrakelberg (0,6 km: 7,2 %: 11,4 %) og derefter Sibbergruppe for anden gang, inden rundstrækningen afsluttes med anden tur over Cauberg. Målstregen passeres efter 179 km og med 84 km til sidste passage.

Herfra begynder den anden og kortere men også langt vanskeligere rundstrækning. Igen indledes der med en tur vestpå til Maastricht over Geulhemmerberg, men denne gang drejer ruten herefter tilbage mod Valkenburg og passerer Bemelerberg (0,9 km: 4,5 %: 7 %) for første gang med 70 km til mål. Derfra går ruten dog igen langt mod sydøst af nye veje inden man kort før Heijanrath genfinder ruten fra første rundstrækning. Det betyder herefter endnu en tur over Loorberg med 54 km til mål efterfulgt af turen nordpå til Gulpen og anden opkørsel af Gulpenerberg 10 km senere. Herfra tager ruten denne gang et lille sving øst på til Wahlwiller, der nås med 40 km til mål, hvorfra ruten drejer mod nord og fører rytterne ind i løbets afgørende fase med fire af løbets hårdeste og mest kendte stigninger, som skal udnyttes af de ryttere, der ikke ønsker, at en stor gruppe kommer samlet til mål. Først kommer Kruisberg (0,6 km: 8,8 %: 15,5 %), der lynhurtigt efterfølges af den endnu stejlere Eyserbosweg (0,9 km: 9,3 %: 17 %), hvis top nås med 36 km til mål. Herefter går ruten mod vest tilbage mod Valkenburg, dog med et lille sving hen over Fromberg (1,6 km: 3,6 %: 8 %) med 33 km tilbage. Herefter genfindes den tidligere rute tilbage mod målbyen, men denne gang drejes der af i sydlig retning, når rytterne når til byen Schin op Geul med 29 km tilbage. Det er nemlig blevet tid til, at rytterne skal forcere den stigning, der officielt bærer titlen som Hollands stejleste. Keutenberg (1,2 km: 5,9 %: 22 %) er på dette tidspunkt med 234 km i benene et helvede for en hvilken som helst cykelrytter, samtidig med, at den er bedste chance i løbets finale for at splitte alt til atomer. Fra toppen af Keutenberg er der dog fortsat 28 km tilbage af ruten, der i første omgang fortsætter lidt mod syd, inden den svinger tilbage mod nord og Valkenburg, hvor Cauberg passeres for tredje gang med 18 km til mål. Her har rytterne en allersidste mulighed, hvis de vil forsøge at rive sig løs inden den endelige afgørelsle.

Fra målstregen er der nu ca. 16 km tilbage, der udgøres af den sidste korte tredje rundstrækning. Den består af en tredje og sidste tur over Geulhemmerberg med 14 km til mål på vejen vestpå mod Maastricht, inden ruten vender om og kører tilbage østpå mod Valkenburg. Frem til og med 2016 var det herfra således, at ruten gik rimeligt snorlige tilbage til målbyen, hvor Cauberg så blev forceret en fjerde gang i den absolutte finale. Sidste år valgte man imidlertid at ændre på ruten, således at rytterne nu ledes hen til målstregen af en anden og mere snørklet vej, der til gengæld ikke inkludere den sidste opkørsel af løbets hovedstigning. Det gør, at Bemelerberg, der passeres for anden gang med 7 km til mål, bliver løbets sidste forhindring. Herfra køres der på tekniske men dog flade veje frem til ca. 1 km før målstregen, hvor opløbstrækningen fra de seneste fem udgaver af løbet nås og vinderen endelig kåres.

Favoritterne

En væsentlig forklaring på, at Amstel Gold Race er et af de mest spændende 1-dagsløb på cykelkalenderen er, at det er den kuperede klassiker, der kan vindes af flest af cykelsportens største navne. Fraværet af brosten og mængden af stigninger, der dog i gennemsnit ikke er så hårde som dem, vi møder i f.eks. Liege-Bastogne-Liege, gør, at løbet passer rigtig godt til de fleste af klassikerstjernerne. Det gælder ikke mindst efter fjernelsen af Cauberg fra den absolutte finale. Da løbet samtidig ligger lige under monumenterne i prestigeniveau er der ingen tvivl om, at enhver stor rytter gerne vil have det på sin palmares. Således så vi sidste år, at stjernerne virkelig ønsker at udfordre hinanden, hvilket gør løbet enormt svært at kontrollere, og det kan virkelig ende i mange forskellige scenarier.

En rytter, der dog næsten uanset scenariet vil have en god mulig, er Alejandro Valverde. Den snart 38-årige spanier har endnu engang haft en kanonsæson indtil nu, hvilket senest blev bekræftet med den samlede sejr i Catalonien Rundt. Samtidig er Amstel Gold Race faktisk det eneste af de tre Ardenner-løb på WorldTouren, som det aldrig er lykkedes veteranen at vinde. Derfor tror jeg, at Valverde er meget motiveret for et stort resultat, selvom at hans egentlige mål for i år er at tangere Merckx’ rekord for flest sejre i Liege-Bastogne-Liege. Eneste problem kan være, at han ikke har kørt så meget lige op til som han plejer, hvorfor han måske skal bruge løbet på lige at komme i gang.

En, der tilsyneladende ikke behøver et løb for at komme i gang, er Tim Wellens. Den brølstærke belgier gennemtævede alle sine konkurrenter i onsdagens Brabantse Pijl, selvom at han ikke havde kørt løb siden Paris-Nice inden da. Det var blot den seneste præstation, der bekræfter, at Wellens er i gang med en kanonsæson. Han er efterhånden blevet virkelig god til at udnytte små eksplosive stigninger, samtidig med at han har en voldsomt stor motor. Jeg bliver ikke overrasket, hvis belgieren rykker på en af finalestigningerne og derefter ikke ser sig tilbage. Hans hold Lotto-Soudal har også et andet trumfkort i Tiesj Benoot, der også har haft en flot sæson og bekræftede sin form ved at blive nr. 3 i Brabantse Pijl. Det er således en selvtillidsfuld belgisk duo, der ruller ud på landevejen i dag.

En af de største jokere i løbet er Michael Albasini. Den schweiziske veteran har ikke vist sig så meget endnu i år, men han topper oftest også først, når vi når frem til Ardennerne. 37-årige Albasini har en af de flotteste resultatlister i disse løb over de seneste par sæsoner, og vil uden tvivl gerne nå at få en sejr med på sin palmares her sidst i karrieren. Han bliver i år Mitcheltons ubestridte kaptajn, selvom holdet også har den tidligere vinder Roman Kreuziger til start. Han har også set bedre ud end længe i år, men skal nok være heldig med et udbrud, hvis sejren fra 2013 skal gentages.

Forårets helt store hold har været QuickStep og belgierne er også blandt favoritterne søndag. Holdets kaptajn i Ardennerne er Julian Alaphilippe og den unge franskmand har haft en rigtigt flot sæson indtil nu med store etapesejre i både Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Amstel Gold Race er imidlertid det Ardenner-løb, der ligger dårligst til ham pga. manglen på en stigning i den absolutte finale. Derfor kan det meget vel tænkes, at QuickStep i stedet satser på den forsvarende vinder Philippe Gilbert, der som nævnt har været kongen af Amstel Gold Race i nyere tid. Ingen kender tilsyneladende ruten så godt som den belgiske veteran, og selvom han hverken er hurtigst eller mest eksplosiv, kan han tilsyneladende finde en måde at vinde på alligevel. I år kommer han dog med et hårdt Paris-Roubaix i benene, hvorfor det ikke er sikkert, hvor frisk han er. En anden for hvem det er tilfældet er brostensløbenes store rytter Niki Terpstra, der helt bestemt også har en chance på hjemmebanen, hvis han kan slippe afsted udefra.

Sky havde i bund og grund en rigtig dårlig brostenssæson. Det skal der nu rettes op på i Ardennerne og ansvaret ligger først og fremmest på Michal Kwiatkowski. Vinderen fra 2015 startede sæsonen rigtigt flot med en samlet sejr i Tirreno-Adriatico, men hans præstation siden i Flandern Rundt og Baskerlandet Rundt lover ikke godt. Han bør dog være i bedre form nu og det vil i alle tilfælde være dumt at undervurdere polakken. Et andet bud er Sergio Henao, der sidste år blev nr. 6. Han har dog set rigtig skidt ud indtil nu, og passer samtidig nok i virkeligheden bedre til Fleche Wallonne, hvorfor det vil være en overraskelse, hvis columbianeren levere noget stort. Endelig gør hjemmebanefavoritten Wout Poels comeback i løbet efter sit brækkede kraveben i Paris-Nice. Han har dog formentlig brug for at få lidt kilometer i benene, og da ruten samtidig ikke passer ham så godt, skal vi nok ikke forvente for meget af hollænderen her.

Amstel Gold Race er sammen med Milano-Sanremo det erklærede yndlingsløb og karrieremål for Michael Matthews. Den hurtige australier er præcis så robust og spurtstærk, at han vil være kæmpefavorit, hvis en større gruppe kommer til mål sammen. Problemet er, at alle andre favoritter godt ved dette, hvorfor ingen er interesseret i at hjælpe Matthews med at hente eventuelle udbrud. Det stiller store krav til hans hold Sunweb, der indtil nu har haft en miserabel sæson. Australieren har også selv været ramt af styrt og skader, men bør være ved at være tilbage i form nu, hvorfor han helt bestemt har en chance, hvis løbet ikke bliver for hårdt.

En anden, der vil være favorit i et lettere scenarie er Peter Sagan. Verdensmesteren lukkede munden på samtlige kritikere med sin smukke sejr i søndagens Paris-Roubaix og kommer således til Amstel Gold Race, som han tidligere er blevet nr. 3 i, fuld af selvtillid. Sagans store problem er ligesom Matthews, at de øvrige favoritter ikke vil hjælpe ham frem til en spurt. Derudover vil han naturligvis være mærket af sidste søndags strabadser i et vist omfang. Har han benene, bliver det dog svært for selv de mest eksplosive folk at komme fri af verdensmesteren.

Sagans evige rival Greg Van Avermaet er også til start efter en brostenssæson, der næsten har været lige så skuffende, som sidste års var succesfuld. Faktisk har belgieren ikke vundet en eneste sejr på WorldTouren endnu i år, hvorfor han må være sulten for at tage revanche. Det er dog svært at se ham vinde, når man tænker på det manglende punch han viste på brostenene. Samtidig kan han her ikke regne med at være enekaptajn, da BMC også har den unge formstærke Dylan Teuns til start. Teuns har kørt rigtig flot i både Paris-Nice og Baskerlandet, men underpræsterede en smule i Brabantse Pijl, hvor han ikke kunne vriste sig fri af konkurrenterne. Ikke desto mindre blive det spændende at se den nye komet på de stejle hollandske stigninger.

Et af de mandskaber, det bliver mest spændende at følge, er Bahrain-Merida. Vincenzo Nibali er tilsyneladende gået i gang med at tilføje så mange af klassikerne som muligt til sin palmares, og selvom det officielt er Liege, der er det store mål, vil han sikkert ikke gå af vejen for en sejr i Amstel Gold Race. Holdet har dog også Ion Izagirre, der sluttede flot af i Baskerlandet og sidste år viste nye evner som Ardenner-rytter bl.a. med en 7.plads i dette løb. Gorka Izagirre er ligeledes til start, og han har vist nye evner som puncheur i år i f.eks. Paris-Nice. Endelig har det mellemøstlige mandskab også Sonny Colbrelli, der blev nr. 2 i Brabante Pijl og vil være blandt de farligste i en større spurt samt den tidligere dobbelte vinder Enrico Gasparotto. Hvis Bahrain således spiller deres kort rigtigt, kan de komme til at få en meget afgørende rolle i årets løb.

Slutteligt bliver jeg nød til lige at nævne UAE-Emirates, der stiller op med hele deres stærke Ardenner-trio Daniel Martin, Rui Costa og Diego Ulissi. Ingen af dem har dog vist noget, der lignede et topresultat indtil nu, og faktisk har de alle tre kørt ganske skuffende indtil nu. Det skal der rettes op på, men da de samtidig alle tre er stærkest, når der er en skrap stigning i finalen, er det ikke sandsynligt, at det bliver i Amstel Gold Race at sæsonen reddes. Løbet kan dog give en indikation på, hvor meget vi kan vente af trioen i de to reelle Ardenner-klassikere.

Bud på årets top 3: Alejandro Valverde (Movistar), Tim Wellens (Lotto-Soudal) og Michael Albasini (Mitchelton-Scott)

• Løbsnavn: Amstel Gold Race
• Løbstype: Tilknyttet Ardenner-klassiker
• Kørt første gang: 1966 (årets udgave er løb nr. 53)
• Startby: Maastricht
• Målby: Valkenburg
• Længde: 262 km
• Vigtigste rutepunkter: Cauberg (55 km, 176 km og 245 km), Geulhemmerberg (59 km, 82 km og 249 km), Loorberg (93 km og 209 km), Gulpenerberg (148 km og 219 km), Bemelerberg (193 km og 256 km), Kruisberg (224 km), Eyserbosweg (226 km), Fromberg (230 km) og Keutenberg (234 km)
• Flest sejre: Jan Raas med 5 sejre
• Sidste års vinder: Philippe Gilbert (QuickStep)

Amstel Gold Race vises søndag d. 15.april fra kl. 14.45 på TV2 Sport og Eurosport