Cykling: Løbsoptakt 14 – Paris-Roubaix

Det er blevet tid til, at vi skal tage afsked med brostenene for i år. Det gøres sædvanen tro med sæsonens tredje monument, der samtidig er den mest legendariske klassiker af alle. Det er endelig blevet tid til det løb, der med rette er blevet beskrevet som ”En forårsdag i Helvede”

Historien

Endnu engang har brostensløbene formået at give os noget af det største drama og noget af det bedste underholdning, som cykelsporten kan byde på. Lige fra Niki Terpstra og Yves Lampaerts fælles angreb i E3, over favoritgruppernes jagt i Gent-Wevelgem og vanvidsræset på våde veje i Dwars til Mads Pedersens smukke kamp for at holde sig på podiet i Flandern Rundt, har verdens cykelentusiaster siddet på kanten af stolen med høj puls og fuldt intenst med, mens klassikerstjernerne på fornemste vis har givet os alt hvad de havde. Netop derfor er det også lidt trist, at vi allerede er ved at være nået til vejs ende med brostenene for i år. Vi mangler dog den helt store finale, for selvom Flandern Rundt har monumentstatus, og uden tvivl er et af de mest spændende og underholdende cykelløb på kalenderen, så er det min personlige mening, at hverken det eller noget andet 1-dagsløb kan matche det vanvid, som en udvalgt gruppe af verdens bedste cykelryttere bliver udsat for i morgen. Her afsluttes brostenssæsonen nemlig med det mest udfordrende, mest komplicerede og mest sindssyge cykelløb i verden, der ikke uden grund har fået tilnavne som ”Klassikernes dronning” eller det mere alment kendte ”Helvedet i Nord”.

Ideen til Paris-Roubaix blev født i slutningen af 1896 af de to tekstil-producenter Theodore Vienne og Maurice Perez, der netop havde været med til at finansiere en velodrome i deres hjemby Roubaix. Nu ledte de efter en måde at promovere den nye cykelbane på og en oplagt idé var at lave et løb mellem Paris og den lille by ved grænsen til Belgien. De fik avisen Le Velo med på idéen, og dennes cykelredaktør Victor Breyer blev sendt ud for at finde en rute. Da han endelig ankom til Roubaix var det ikke noget kønt syn, der mødte Vienne og Perez. Breyer var fuldstændig udmattet og indsmurt i mudder efter at have kørt på de dårlige brostensveje, der dominerede Nordfrankrig på dette tidspunkt. Den forkomne cykelredaktør var i første omgang indstillet på at aflyse løbet, men efter et godt måltid mad om aftenen blev han overbevist om, at der måske var noget potentiale i at kaste rytterne ud i denne udfordring af de større. Rygtet om hans strabadserende tur må alligevel have spredt sig, da mange af de ryttere, der oprindeligt havde lovet at stille op, alligevel var fraværende ved starten af løbets første udgave. En af dem, der dog mødte op, var den senere vinder af den første udgave af Touren Maurice Garin, der senere også skulle vinde to udgaver af Paris-Roubaix (1897 og 1898). I den første udgave måtte han dog nøjes med en tredjeplads, 15 minutter efter tyskeren Josef Fischer, der frem til 2015 var den eneste tyske vinder af løbet.

De nordfranske brostensveje, der fra start af udgjorde løbets kerne, var allerede en frygtelig oplevelse i løbets tidlige år. Efter 1.verdenskrig havde deres tilstand dog udviklet sig til det decideret katastrofale. Alligevel insisterede løbsarrangørerne på fortsat at sende rytterne ud på dem, hvilket var årsagen til, at Paris-Roubaix i mellemkrigsårene fik sit berømte tilnavn ”Helvedet i Nord” pga. de rædsler som deltagerne blev udsat for undervejs. Efter 2.verdenskrig var vejene blevet yderligere hærgede, hvorfor det ikke var så underligt, at de lokale myndigheder gradvist begyndte at udnytte den forberede økonomiske situation til at optimere infrastrukturen. Det betød imidlertid, at en række af brostensvejene forsvandt, og mange frygtede at løbet risikerede at miste sit særpræg. Derfor tog den daværende løbsorganisator Albert Bouvet initiativ til at oprette organisationen ”Les Amis de Paris-Roubaix”, hvor tilhængere af løbet kunne skyde penge i at købe og ”vedligeholde” stykker af brostensvej. Denne organisation endte med at blive en stor succes og har i dag hovedansvaret for bevaringen af de mange berømte pavéer, der fortsat udgør hjertet i det cykelløb, som mange kalder ”cykelsportens sidste vanvid”. Det er dog Tour-arrangøren ASO, der i dag står for organiseringen af selve løbet.

Paris-Roubaixs helt enestående natur gjorde det fra start af til et stort mål for cykelsportens største navne. I årene før 1.verdenskrig var det således ikke kun Garin, men også andre af tidens største ryttere som Louis Trousselier (1905), Henri Cornet (1906), Francois Faber (1913) og ikke mindst Octave Lapize (1909, 1910 og 1911), der vandt løbet. Derudover opnåede den lokale helt Charles Crupelandt to sejre (i 1912 og 1914). Han fik ifm. 100-året i 1996 opkaldt den nykonstruerede sidste pavé i hjertet af Roubaix efter sig. I mellemkrigsårene udviklede det sig til en meget belgisk affære, hvor især Gaston Rebry (1931, 1934 og 1935) slog sit navn fast som et af de helt store i Paris-Roubaixs historie.

Siden 2.verdenskrig har det været tydeligt, at løbet har opnået en nærmest mytisk status blandt alle cykelverdenens stjerner. Frem til starten af 80’erne er løbets vinderliste naturligvis domineret af klassikerspecialister som Rik Van Looy (1961, 1962 og 1965) og Francesco Moser (1978, 1979 og 1980), men den tæller også store grand tour-stjerner som Fausto Coppi (1950), Louison Bobet (1956), Felice Gimondi (1966) og Bernard Hinault (1981). Den helt store periode i denne del af historien er dog uden tvivl duellen mellem de to belgiske rivaler Eddy Merckx og Roger De Vlaeminck i 60’erne og 70’erne. Deres indbyrdes konkurrence fik dem til at presse hinanden til det yderste, og endte med i alt tre sejre til Merckx (1968, 1971 og 1973), mens De Vlaeminck med fire sejre (1972, 1974, 1975 og 1977) fortsat deler rekorden for flest gange øverst på podiet.

Fra 80’erne og fremefter har Pairs-Roubaix hovedsageligt været en sag for klassikerrytterne. Blandt de mest markante profiler her kan nævnes Sean Kelly (1984 og 1986), den aldrende Gilbert Duclos-Lassalle (1992 og 1993), Franco Ballerini (1995 og 1998) og Johan Museeuw (1996, 2000 og 2002). I nyere tid har vi så oplevet en ny stor duel mellem Fabian Cancellara og Tom Boonen, der ligesom med alle andre brostensløb, var dominerende i kampen om ”Klassikernes dronning” i deres bedste år. Denne duel endte med tre sejre til Cancellara (2006, 2010 og 2013), mens Boonen endte på fire sejre (2005, 2008, 2009 og 2012) og dermed i dag deler rekorden for flest titler med De Vlaeminck. Sidste år holdt den olympiske mester Greg Van Avermaet liv i sit hjemlands traditioner med sin første sejr, der samtidig var belgisk sejr nr. 56 i det nordfranske vanvidsløb.

Ruten

Når man kigger på et klassisk rutekort, kan det godt undre at Paris-Roubaix har opnået sin helt særlige status. Sammenlignet f.eks. Flandern Rundt, hvor ruten går på kryds og tværs af sig selv over en række små eksplosive stigninger, virker Paris-Roubaix’s mere klassiske A til B-rute uden nogen nævneværdig form for højdemeter ikke særligt interessant. Sandheden er imidlertid, at et traditionelt rutekort fortæller meget lidt om, hvad turen gennem Nordfrankrig rent faktisk indeholder. Inden for de sidste 165 af rutens i alt 257 km gemmer den nemlig på 29 af de berygtede brostensveje kaldet pavéer, der til sammen strækker sig over 54,5 km. Mange af disse pavéer ville under normale omstændigheder ikke blive betragtet som egnede at køre på racercykel på, hvilket blot understreger hvor sindssygt et projekt det er, som nogle af verdens bedste cykelryttere kaster sig ud i denne weekend.

Paris-Roubaix er derudover kongeeksemplet på et løb, hvis navn primært skyldes historien og ikke den faktiske rute, da løbet ikke er begyndt i den franske hovedstad siden 1965. Siden 1977 har Compiegne, der ligger ca. 80 km nordøst for Paris, været startby, og det er også tilfældet i år. Herfra bevæger rytterne sig i første omgang yderligere i nordøstlig retning af en rute, der de første ca. 90 km er rimeligt lige til og uden den store dramatik. I første omgang kører feltet i retningen af byen Ham, hvorfra de drejer mod Saint-Quentin. Herfra går det mere direkte mod nord i retning mod Caudry. På denne del af ruten vil vi formentlig ikke se anden udskilning end de få lykkeriddere, der vil gøre et desperat forsøg på at snyde favoritterne sammen med enkelte hjælperyttere, der sendes ud som forposter for deres kaptajner.

Når rytterne når Troisvilles, der ligger lidt øst for Caudry, ændrer ruten imidlertid fuldstændigt karakter. Kort efter Troisvilles med 164 km til mål begynder den første brostenssektor Troisvilles a Inchy (Sektor 29: 2,2 km: 3 stjerner) og herfra kommer de frygtede pavéer, der rangeres med stjerner fra 1 til 5 alt efter sværhedsgrad, i en lind strøm. Efter sektor 29 fortsætter ruten i første omgang i nordlig retning mod Solesmes, hvor feltet på vejen skal passere Viesly a Briaste (Sektor 28: 3 km: 3 stjerner). Herfra drejer ruten mod vest i retning af Quievy, hvor rytterne på vej hertil skal passere først Saint-Python (Sektor 27: 1,5 km: 3 stjerner) og derefter Fontains-au-Tertre a Quievy (Sektor 26: 3,7 km: 4 stjerner), der er løbets første pavé i den næstsværeste kategori. Herefter går ruten igen i nordlig retning mod Montrecourt, hvor rytterne på vejen dertil skal køre via Saint-Hilaire a Saint-Vest (Sektor 25: 1,5 km: 3 stjerner). Denne pavé markere afslutningen på de indledende brostensstykker, der altovervejende er ret vanskelige og derfor en ret hård indgang til løbets afgørende del.

Fra sektor 25 er der fortsat 138 km til mål, hvoraf de næste 10 er uden de store udfordringer. Efter Montrecourt drejer ruten så mod nordøst, og her rammer rytterne ind i de næste fire pavéstykker. Første forhindring er Saulzior a Verchain-Maugre (Sektor 24: 1,2 km: 2 stjerner), der ikke er specielt svær, men lynhurtig efterfølges af den vanskeligere Verchain-Maugre a Querenaing (Sektor 23: 1,6 km: 3 stjerner). Herfra slår ruten et sving mod vest for at passere Querenaing a Famars (Sektor 22: 1,2 km: 3 stjerner) og Maing a Monchaux-sur-Ecaillon (Sektor 21: 1,6 km: 3 stjerner). Denne del af ruten er overordnet set mindre vanskelig og efterfølges desuden af endnu en passage på lidt over 10 km uden brosten, når ruten drejer i nordvestlig retning mod Haveluy. Når rytterne når dertil begynder til gengæld den første rigtigt vigtige fase. Lige efter byen kører feltet ind på Haveluy a Wallers (Sektor 20: 2,5 km: 4 stjerner), der er en af de mere frygtede pavéer på ruten. Den er dog stadig for intet at regne i sammenligning med det, der venter lidt længere fremme. Efter denne sektor slår ruten nemlig ind på en østlig kurs indtil den drejer skarpt mod nordvest i det nedlagte mineområde Arenberg. Her skal rytterne passere løbets måske mest frygtede brostensstykke. Trouee d’Arenberg (Sektor 19: 2,4 km: 5 stjerner) eller Arenberg-skoven er løbets første pavé i den vanskeligste klasse, og den er i så ringe en tilstand, at den næsten altid fører til en eller anden form for afgørende udskilning. Med 95 km til mål ved Arenberg-skovens afslutning er det klart, at løbet nok ikke vindes her, men som mange store ryttere har måttet sande, så kan Paris-Roubaix sagtens tabes på dette afgørende punkt.

Ved Arenberg-skovens afslutning drejer ruten mod vest i retning af Fenain. På vejen hertil passerer rytterne kun Wallers a Helesmes (Sektor 18: 1,6 km: 3 stjerner), så der er mulighed for at puste lidt ud oven på den første af de værste udfordringer. Kort før Fenain drejer ruten dog igen mod nord og herfra vender brostenene voldsomt tilbage. Først kommer Hornaing a Wandignies (Sektor 17: 3,7 km: 4 stjerner), der er en af løbets længste pavéer, og den følges hurtigt op af Warlaing a Brillon (Sektor 16: 2,4 km: 3 stjerner) og Tilloy a Sars-et-Rosieres (Sektor 15: 2,4 km: 4 stjerner). Efter sektor 15 drejer ruten mod vest, hvor rytterne et godt stykke tid skal køre mod storbyen Lens. Dette stykke på ca. 20 km indeholder i alt fire pavéer i stigende sværhedsgrad. Først kommer Beaury-la-Foret a Orchies (Sektor 14: 1,4 km: 3 stjerner), der kort efter følges af Orchies (Sektor 13: 1,7 km: 3 stjerner). Efter en kort pause på ca. 5 km kommer så den lange Auchy-lez-Orchies (Sektor 12: 2,7 km: 4 stjerner), der igen efterfølges af et ca. 5 km pusterum inden strækningen afsluttes med den næste udfordring af den værste slags: Mons-en-Pevele (Sektor 11: 3,0 km: 5 stjerner). Denne sektor er nok det mindst kendte af de tre 5-stjernede pavéer, men den er samtidig klart den længste og bestemt ikke nævneværdigt lettere end Arenberg-skoven, hvorfor det også er vanvittigt at en del af den er med på årets Tour-rute. Det er typisk på Mons-en-Pevele at den afgørende favoritgruppe etableres med ca. 50 km til mål.

Efter Mons-en-Pevele drejer ruten kortvarigt mod nord og passerer Merignies a Avelin (Sektor 10: 0,7 km: 2 stjerner). Herefter drejer ruten mod øst og ind på Pont-Thibaut a Ennevelin (Sektor 9: 1,4 km: 3 stjerner), der hurtigt efterfølges af Templeuve (Sektor 8: 0,5 km: 2 stjerner), hvorefter der igen følger en ca. 5 kms pause inden det er tid til først Cysoing a Bourghelles (Sektor 7: 1,3 km: 3 stjerner) og lige derefter Bourghelles a Wanneheim (Sektor 6: 1,1 km: 3 stjerner). Kort efter denne sektor går ruten kortvarigt mod nord inden den drejer mod vest og ind på det sidste afgørende stykke med brosten, der i alt består af tre pavéer. Først kommer Champhin-en-Pevele (Sektor 5: 1,8 km: 4 stjerner), der i sig selv er skræmmende og imponerende nok også skal være med i Touren til sommer. Den efterfølges dog hurtigt af den scene, der oftest har afgjort Paris-Roubaix. Carrefour de l’Abre (Sektor 4: 2,1 km: 5 stjerner) er en fuldstændig vanvittig udfordring at skulle igennem på dette tidspunkt, og hvis nogen ryttere har bare lidt tilbage i tanken her, er det tidspunktet til at trykke det af. Den legendariske pavé bliver lynhurtigt fuldt af Gruson (Sektor 3: 1,1 km: 2 stjerner), der måske virker som en velplejet vej sammenlignet med Carrefour de l’Abre, men på dette tidspunkt er det lige præcis nok til at gøre den afgørende forskel. Fra afslutningen af Gruson er der blot 12 km til mål, og løbet bevæger sig nu ind i sin finale.

De sidste 10 km i nordlig retning mod Roubaix er sammenlignet med resten af løbet meget uproblematiske, men på dette tidspunkt er alle så smadrede at det er fuldstændig ligegyldigt. Eneste reelle brostenstykke på denne strækning er Willems a Hem (Sektor 2: 1,4: 3 stjerner), der godt kan bruges til en forcering, men ofte blot bliver et bump på vejen. Lige efter denne sektor ankommer rytterne endelig til Roubaix, hvor de kort før den sidste kilometer kører ind på den sidste pavé Roubaix – Espace Charles Crupelandt (Sektor 1: 0,3 km: 1 stjerne), der blev anlagt i 1996 som en hyldest til løbets 100 års fødselsdag og på ingen måde er udfordrende. Der er dog det specielle ved denne pavé, at alle vindernavnene er indgraveret i vejen. Kort efter pavéens afslutning kører rytterne ind på Roubaixs berømte velodrome, der ganske vist ikke er den oprindelige, som løbet blev grundlagt for at promovere, men alligevel går helt tilbage til 1936. Her køres en omgang inden målstregen endelig passeres efter en dag, der for vinder såvel som taber med rette kan kaldes for ”En forårsdag i Helvede”.

Favoritterne

Hvis jeg ikke har gjort det klart i min rutebeskrivelse, så lad mig sige det helt firkantet nu: Paris-Roubaix er det mest vanvittige cykelløb i verden, hvorfor det også er klart det mest udforudsigelige. Derfor er det også meget vanskeligt at komme med et fornuftigt vinderbud, da det oftest handler mere om, hvem der lige har dagen og ikke er ramt af alvorlige uheld. Alligevel vil jeg gøre forsøget, og her bider jeg mærke i, at Paris-Roubaix måske er det løb, hvor den enkelte rytters styrke er mest afgørende. Det får mig til at pege på Sep Vanmarcke. EF-Drapac-kaptajnen har endnu engang været notorisk forfulgt at uheld, men samtidig har han set stærkere ud end nogensinde. Han har et markant svagere hold omkring sig end de andre favoritter, men hvis han virkelig har benene, kan hans voldsomme motor være præcis det, der gør forskellen i en afgørelse, hvor alle kører på pumperne. Derfor tror jeg på, at det kan blive denne søndag, at belgieren vinder sit første monument.

Den største favorit er selvfølgelig QuickStep-holdet som helhed. Det belgiske mandskab har været så dominerende på brostenene i år, at det næsten har været synd for de øvrige hold. Flandern Rundt-vinderen Niki Terpstra, der også vandt E3, er nok det stærkeste kort. Han har uden tvivl formen og motoren til at splitte feltet ad, og har samtidig allerede vundet Paris-Roubaix i 2014 på nogenlunde samme måde, som han har vundet sine sejre i år. Det vil være stort for hollænderen, hvis han kan blive en del af den eksklusive klub, der har vundet de to brostensmonumenter i samme sæson. Han er dog langt fra sit holds eneste bud. Zdenek Stybar har allerede to 2.pladser bag sig og vil rigtigt gerne udskifte dem med en sejr. Yves Lampaert beviste i Dwars, at han kan levere under de mest vanskelige forskel. Og så er der Philippe Gilbert, der kun har kørt løbet en gang i karrieren, og der blev han kun nr. 52. Han har dog bevist både i år og sidste år, at han er en fremragende brostensrytter, og formmæssigt ser han ganske godt ud. Derfor skal veteranen bestemt ikke udelukkes på forhånd.

En meget stor joker kan blive Oliver Naesen. Den belgiske mester var muligvis den stærkeste rytter i Paris-Roubaix sidste år, men pga. uheld på uheld på uheld endte det helt skidt for AG2R-rytteren. Han har ikke haft den bedste optakt i år med et styrt i Dwars og en mindre skade i forlængelse heraf, men netop derfor var det imponerende, at han sad så godt med i søndagens Flandern Rundt. Paris-Roubaix passer ommuligt endnu bedre til ham og da han samtidig ikke er helt ueffen i en spurt, kan han sagtens vise sig at blive søndagens helt store overraskelse.

Nogen vil sikkert allerede være meget skeptiske overfor, at jeg endnu ikke har nævnt Peter Sagan. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at verdensmesteren selvfølgelig er blandt favoritterne og at hans evner ift. både at spurte og sætte tempo udefra kan afgøre løbet. Når jeg ikke placerer Sagan helt i toppen, skyldes det, at jeg simpelthen synes, at han mangler timing i år. Han vandt ganske vist Gent-Wevelgem, men det skyltes mere, at QuickStep trak ham hjem til målstregen end at han selv gjorde det store. I de løb, hvor slovakken selv har skulle skabe sit moment, er det indtil nu kikset fuldstændig. Det kan naturligvis godt være, at det blive på søndag, at han rammer plet, men der er ikke noget i optakten der har talt for det.

Det samme kan man næsten sige om Greg Van Avermaet. Sidste sæsons store dominant på brostenene har simpelthen ikke haft de samme diamanter i benene i år, hvilket hans kiksede angreb på Taaienberg i søndags viste med al tydelighed. Den olympiske mester er muligvis bedre til at time sine fremstød end konkurrenten Sagan, men hvis han ikke har det der skal til, kan det jo være hip som hap. Derfor har jeg svært ved at se Van Avermaet gentage sidste års kunststykke og vinde Paris-Roubaix for andet år i træk.

En farlig outsider er derimod hjemmebanefavoritten Arnaud Demare. Den franske mester har måske ikke helt levet op til egne forventninger på brostenene, men grundlæggende set har han virket meget slidstærk. I søndags var det først på sidste opkørsel af Kwaremont, at han måtte give fortabt, og det er i sig selv en præstation i et løb, der burde være en tand for hårdt til ham. Sidste år var han hurtigste mand i 2.gruppe, og skulle en større samling af favoritter nå velodromen i Roubaix sammen, vil Demare helt sikkert være et af de bedste bud på en vinder.

En hans største konkurrenter i et sådant scenarie vil være Alexander Kristoff. Den norske europamester måtte også opgive på Kwaremont i søndags, men generelt har han virket stærkere i år efter sit skifte til UAE, og det på trods af, at han har været plaget af sygdom. Han er naturligvis ikke tilbage på sit 2015-niveau, hvor han også kunne være med på stigninger til en hvis grænse, men i Paris-Roubaix er det langt vigtigere med teknik og vedholdenhed end eksplosivitet. Derfor bliver jeg ikke overrasket, hvis nordmanden sidder med i finalen.

Den sidste uge har uden tvivl været fest for Mads Pedersen, der leverede et af de største danske klassikerresultater i nyere tid med sin 2.plads i søndags. Den unge mand fra Tølløse kan sagtens levere endnu et stort resultat søndag, men han skal nok regne med som udgangspunkt at være tilbage i rollen som hjælperytter for Jasper Stuyven, der egentlig har gjort det hæderligt, selvom det helt store resultat mangler. Ligesom Naesen er Stuyven dog en rytter, der både har råstyrken og samtidig kan være hurtigst på stregen i en reduceret spurt, hvilket sidste års 4.plads bekræfter. Trek-mandskabet har også vinderen fra 2015 John Degenkolb, men han har fortsat ikke genfundet sit gamle niveau. Derfor er det ikke sandsynligt, at vi ser noget stort fra tyskeren i morgen.

Sky har ikke haft en stor brostenssæson. Lavpunktet kom indtil videre i søndags, da Michal Kwiatkowski slet ikke kunne være med i finalen. I Paris-Roubaix stiller briterne også med et af deres helt store navne i form af Geraint Thomas. Det er dog usikkert, hvor waliseren er rent formmæssigt, da han ikke har kørt løb siden Tirreno, og hvad hans aktuelle evner er ift. brostenene. Han vandt ganske vist E3 i 2015, men de seneste to år har han faktisk ikke rigtigt kørt løb på det svære underlag, så grundlæggende set er Thomas bare et stort spørgsmålstegn. Holdet stiller også igen med brostenskaptajnerne Gianni Moscon og Dylan Van Baarle, men på nær Van Baarles udbrud i sidste weekend har der ikke været meget at skrive hjem om fra deres side. Moscon blev dog nr. 5 sidste år, så Skys muligheder er til stede i et eller andet omfang.

Slutteligt vil jeg lige nævne Christophe Laporte, der virkelig imponerede i Gent-Wevelgem. Cofidis’ klassikerkaptajn blev syg og stod derfor tidligt af i søndags, men han skulle være blevet klar til søndagens løb. Da de manglende højdemeter i Paris-Roubaix samtidig helt klart bør være til den hurtige franskmands fordel, skal man helt sikkert holde øje med Laporte, der ligner en mand på kanten af sit helt store gennembrud.

Bud på årets top 3: Sep Vanmarcke (EF-Drapac), Niki Terpstra (QuickStep) og Oliver Naesen (AG2R)

• Løbsnavn: Paris-Roubaix
• Løbstype: Flad brostensklassiker (tredje af de fem monumenter)
• Kørt første gang: 1896 (årets udgave er løb nr. 116)
• Startby: Compeigne
• Målby: Roubaix
• Længde: 257 km
• Vigtigste rutepunkter: Trouee d’Arenberg (165 km), Hornaing a Wandignies (178 km), Auchy-lez-Orchies (206 km), Mons-en-Pevele (212 km), Champhin-en-Pevele (240 km) og Carrefour de l’Abre (20 km)
• Flest sejre: Roger De Vlaeminck og Tom Boonen med hver 4 sejre
• Sidste års vinder: Greg Van Avermaet (BMC)

Paris-Roubaix vises søndag d. 8.april fra kl. 10.55 på TV2 og Eurosport