Selvom brostenssæsonen ikke er helt slut endnu kommer de lettere og mere eksplosive ryttere allerede mere i fokus i denne uge. Her kaster de sig nemlig ud i et spansk etapeløb, der er fyldt med små eksplosive stigninger, og derfor udgør den perfekte opvarmning til Ardenner-klassikerne.
Historien
Søndag gik vi fra marts til april. Det faldt i cykelverdenen sammen med årets andet monument Flandern Rundt, der som vanligt leverede et af sæsonens bedste løb med en flot sejr til Niki Terpstra. Brostenssæsonen slutter naturligvis først på søndag med Paris-Roubaix, men ugen her optil det tredje monument markerer alligevel begyndelsen til en overgang i cykelåret. I denne uge mellem de to største brostensløb er der nemlig ikke rigtig noget på programmet for denne løbstypes specialister, hvorfor stjernerne fra søndagens drama i Flandern holder sig ude af rampelyset indtil den sidste store duel i den kommende weekend. I stedet står en anden gruppe af ryttere, der er lettere og mere eksplosive, nu klart til overtage pladsen forrest i feltet, når brostenene forlades for i år og erstattes af de endnu mere kuperede Ardenner-klassikere i de kommende uger. Disse ryttere bruger denne uge på den sidste afgørende forberedelse i WorldTour-sæsonens andet spanske etapeløb.
Baskerlandet Rundt har ligesom Catalonien Rundt en historie, der går langt tilbage, og er således også ældre end den langt større Vuelta. I modsætning til den catalanske rundtur tidligere på året har det baskiske løb dog haft en rimeligt fast placering i kalenderen i starten af april, og selvom det heller ikke har samme prestige knyttet til sig, som f.eks. Paris-Nice eller Schweiz Rundt, har denne faste placering gjort løbet i stand til at skabe sig en særlig identitet. Med Ardenner-løbene tæt på og en rute, der minder om det, der venter rytterne de næste par uger i Belgien og Holland, er rundturen i den nordspanske region oplagt som optakt for de ryttere, der gerne vil toppe nu. Samtidig er den baskiske rundtur trods alt så udfordrende, at den sagtens kan give mening at have med i sæsonplanen for nogle af cykelfeltets grand tour-ryttere. Giroen er godt nok kommet så tæt på, at formopbygningen hertil pt. foregår bedst uden for konkurrence, men for dem, der satser på Touren og/eller Vueltaen kan Baskerlandet Rundt været et fint supplement. Det betyder, at feltet ofte består af en interessant kombination af Ardenner-specialister og grand tour-eksperter.
Den tidlige historie for det baskiske etapeløb var meget kaotisk. Det blev kørt første gang i 1924 med franske Francis Pelissier som vinder og havde egentlig fra start rimeligt god tiltrækningskraft ift. de store cykelprofiler på daværende tidspunkt. Imidlertid gjorde den konfliktfyldte situation på den iberiske halvø, at løbet måtte aflyses mellem 1931 og 1934, og efter en kort genoplivning i 1935 satte den spanske borgerkrig en definitiv stopper for det. 17 år senere valgte den lokale cykelklub i byen Eibar at tage initiativ til et nyt cykelløb, der fik navnet Grand Prix Eibar og skulle køres over tre dage. Dette løb opnåede gradvist så stor popularitet, at det voksede sig til en anerkendt position i cykelverdenen frem mod slutningen af 60’erne, hvor det efterhånden var blevet udvidet til fem etaper. I 1969 fik løbsarrangørerne så den idé, at markedsføre løbet som den niende udgave af Baskerlandet Rundt, hvilket de fik de oprindelige ejeres tilladelse til. Dermed blev det gamle løb officielt genfødt på den betingelse, at resultaterne fra Grand Prix Eibar mellem 1952 og 1968 ikke regnes med til løbets officielle historik. Cykelklubben i Eibar har siden overdraget ansvaret for løbet til den lokale baskiske cykelunion, der i dag står for afviklingen.
Fra genfødslen havde løbet de første par år en stor tiltrækningskraft på cykelsportens største navne. Den første udgave blev vundet af Jacques Anquetil (1969), mens hjemlandets største stjerne Luis Ocana vandt to sejre i starten af 70’erne (1971 og 1973). Herefter fulgte en lidt mere stille periode, der især var domineret af en af de lokale helte. Jose Antonio Gonzalez vandt løbet fire gange i løbet af 70’erne, hvilket fortsat er rekord for flest sejre (1972, 1975, 1977 og 1978).
Sidan da har løbet dog haft et godt tag i cykelsportens internationale navne og i perioden frem til årtusindskiftet var der faktisk ganske få spanske vindere i Baskerlandet Rundt. I 80’erne var især Sean Kelly et stort navn i løbet med tre sejre (1984, 1986 og 1987), mens det 90’erne var tæt på at blive et rent schweizisk foretagende med tre sejre til Tony Rominger (1992, 1993 og 1994) og to til Alex Zülle (1995 og 1997). Efter år 2000 er de spanske ryttere dog kommet massivt tilbage, og af de seneste ti udgaver har de syv haft spanske vindere. I denne periode har især Alberto Contador været den helt store profil, og med fire sejre (2008, 2009, 2014 og 2016) deler han i dag rekorden med Gonzalez for flest gange øverst på podiet i det baskiske løb. Sidste år var det tæt på, at ”El Pistolero” kunne have sat sig på rekorden alene, men i sidste ende løb hans rival Alejandro Valverde i stedet med sin første samlede sejr.
Ruten
Som jeg beskrev i min optakt til Catalonien Rundt er der efterhånden så mange ugeetapeløb på WorldTouren, at der er hård konkurrence om opmærksomheden blandt disse. For Baskerlandet Rundts vedkommende har man valgt angribe denne konkurrence med en tilgang, hvor fokus ligger på at udnyttet regionens meget kuperede terræn til at skabe et løb over seks dage, hvor etaperne mest af alt ligner mini-udgaver af Ardenner-klassikerne. På den måde sikre arrangørerne sig, at de ryttere, der har netop disse 1-dagsløb som deres store sæsonmål, typisk vil vælge at bruge den baskiske rundtur som den sidste afgørende forberedelse. Dog vælger arrangørerne som oftest også, at gøre mindst en af etaperne en tand hårdere ved at inkludere et par stigninger, der ligner noget vi kender fra de mere traditionelle etapeløb. Derudover plejer løbet også altid at indeholde mindst en tidskørsel, der oftest bliver kørt på løbets sidste dag og gerne på en rimeligt kuperet rute. I år har arrangørerne pillet lidt ved denne model, men kernen er fortsat den samme, der har givet den baskiske rundtur et særligt udtryk og en unik position blandt ugeetapeløbene.
Ruten er i årets udgave koncentreret i den vestlige del af regionen. 1.etape køres helt oppe nordpå ved kysten, hvor rytterne skal ud på en 162 km lang rundtur med start og mål i Zarautz. Rundturen, der bevæger sig i en cirkel øst for start- og målbyen, der fører rytterne over fem kategoriserede stigninger, heriblandt den berømte Jaizkibel (8,8 km: 5,2 %), der spiller en central rolle i efterårsklassikeren Clasica San Sebastian. Her er stigningen dog placeret med over 100 km til mål, hvorfor den formentlig ikke får nogen afgørende betydning. Det gør til gengæld de to sidste stigninger Aia (9,5 km: 3,4 %) og Eikano Gaina (2,4 km: 9 %), der nås med hhv. 32 og 9 km til mål. Disse to knolde vil være oplagte muligheder for Ardenner-specialisterne, men også en god chance for de mere etablerede klassementsfolk, hvis de har benene. Dagen efter fører 2.etape rytterne fra Zarautz langs kysten vestpå til Bermeo af en rute på samlet 153 km. Denne rute minder meget om den fra 1.etape og indeholder fire kategoriserede stigninger undervejs, hvor de to sidste Jata (5,3 km: 3,6 %) og San Pelaio (4,6 km: 6,5 %) kommer med hhv. 23 og 11 km til mål. Ligesom dagen før sluttes der af med en nedkørsel og et kort fladt indløb til mål.
3.etape er klart den mindst komplicerede i årets udgave af Baskerlandet Rundt. Med en samlet distance på 185 km er det den længste, når ruten sender rytterne i sydlig retning fra Bermeo det meste af dagen indtil de når en vestvendt rundstrækning, der skal gennemkøres to gange, inden der køres lidt yderligere vestpå til målbyen Villanueva de Valdegovia tæt på regionens vestlige grænse. Undervejs er der tre kategoriserede stigninger, men toppen af den sidste ligger hele 96 km fra mål. Derfra er ruten knapt så udfordrende, og dermed er tredjedagen den bedste chance for de få hurtige folk, der har valgt at tage turen til Baskerlandet. Dagen efter venter derimod en af løbets mest afgørende etaper. Her transporteres rytterne et godt stykke østpå til Lodosa, der ligger helt nede ved regionens sydlige grænse. Her skal de køre årets enkeltstart, der modsat traditionen er placeret midt i løbet. Samtidig skiller årets tidskørsel sig ud ved, at den lidt over 19 km lange rute faktisk er fuldstændig flad. Et interessant indslag, der umiddelbart gør løbet endnu mere udforudsigeligt.
Dagen efter transporteres rytterne et godt stykke nordvest på til Vitoria-Gasteiz, der ligger lige i hjertet af regionens vestlige del. Herfra begynder løbets afgørende fase med 5.etape, der leder rytterne over 163 km nordpå ad omveje til Eibar. Første del af etapen er jævn og uproblematisk, men inden for de sidste 70 km skal rytterne forcere nogle af løbets skrappeste stigninger. Med 68 km til mål starter Elosua Gaina (8,1 km: 6,9 %), der markere indgangen til finalen. Efter en nedkørsel og godt 10 km på flad vej når rytterne til Endoia Gaina (7 km: 5,1 %), hvis top nås med 29 km til mål. Herefter følger en kort nedkørsel inden dagens sidste forhindring Azurki Gaina (5,5 km: 7,6 %), der helt sikkert vil være oplagt til et afgørende angreb. Fra toppen er der dog fortsat ca. 20 km til mål, men efter nedkørslen snyder de sidste 10 km faktisk med en svag stigning hele vejen til stregen. Det er dog først dagen efter at årets løb afgøres endeligt med kongeetapen på en 122 km lang rundtur omkring Eibar med mål i Arrate tæt ved toppen af Usartza-stigningen. Undervejs skal rytterne forcere hele 8 kategoriserede stigninger, hvor de tre sidste formentlig vil sætte scenen scenen for løbets afgørelse. Med 38 km til mål begynder Izua (4,7 km: 8,8 %), der er en af løbets skræppeste udfordringer. Efter en 7 km lang nedkørsel følger Urkaregi (5,9 km: 4 %), der ganske vist ikke har samme styrke, men også blot agere forspil til den helt store finale. Med blot 5 km til mål starter Usartza (3,1 km: 12,7 %), der ganske vist er kort, men hvis stigningsprocenter gør den umådeligt modbydelig efter seks dage med masser af strabasser. Det er her vinderen af årets baskiske rundtur skal findes, da der fra toppen kun er to korte og hurtigt nedadgående kilometer til mål i bjergbyen Arrate. Her vil sejrsherren i årets Baskerlandet Rundt blive behørigt hyldet og iklædt den klassiske barret, der er områdets klædningsmæssige varetegn.
Favoritterne
Ligesom med Catalonien Rundt er naturligt at det især af de spanske ryttere, der har en særlig interesse i Baskerlandet Rundt. Det gælder ikke mindst for de helt lokale baskiske ryttere, da løbet har en helt speciel betydning for den ofte meget rebelske region, der i perioder har kæmpet meget indædt for selvstændighed. Derfor er det også naturligt at pege på Movistar som forhåndsfavoritter. Den forsvarende vinder Alejandro Valverde er ikke med i år, men det er til gengæld baskiske Mikel Landa, der helt sikker gerne vil tage en sejr foran hjemmepublikummet. Landa gjorde det solidt i Tirreno-Adriatico tidligere på året, og de små hidsige stigninger i hjemregionen passer den eksplosive rytter rigtig godt. Samtidig får han i dette løb for første gang mulighed for at vise sig sammen med og overfor holdkammeraten Nairo Quintana med hvem, han han kæmper om rollen som Tour-kaptajn til sommer. Quintana endte som nr. 2 i Catalonien efter Valverde, men så ikke 100 % skarp ud, hvorfor det bliver meget interessant at følge de to holdkammerater og rivaler i løb sammen.
Den største udfordring til Movistar-rytterne kommer umiddelbart fra Bahrain-Merida, der virkelig har valgt at sende A-holdet. Det handler først og fremmest om de baskiske brødre Ion Izagirre og Gorka Izagirre, der startede den europæiske etapeløbssæson ud med en 4. og en 3.plads i Paris-Nice. Ion bliver normalt betragtet som den bedste etapeløbsrytter af de to og blev også en samlet nr. 3 i løbet sidste år, men på de små hidsige stigninger er det måske i virkeligheden Gorka, der er det stærkeste kort. Samtidig har begge brødre en stor fordel af enkeltstarten, som de normalt kører langt bedre end både Landa og Quintana. Bahrain har også deres største navn Vincenzo Nibali til start, men han kommer lige fra sin (ellers meget hæderlige) debut i Flandern Rundt og vil formentlig kun bruge løbet som opvarmning til Liege-Bastogne-Liege, der er den sicilianske hajs næste udsete bytte.
En anden, der kan blive rigtigt farlig pga. enkeltstarten, er Primoz Roglic. Den tidligere skihopper er nok allerbedst på de mere kuperede ruter, men i dette felt er han helt klart en af de dygtigste tidskører. Samtidig viste han kanonform i Tirreno, hvor det formentlig kun var uheld der gjorde, at han ikke kørte med om de absolutte topplaceringer. Sloveneren viste i Italien nye evner ift. eksplosion, hvilket også bliver meget interessant at følge på de små hidsige baskiske stigninger.
Havde jeg skrevet denne optakt inden sæsonen, havde jeg helt sikkert peget på Richie Porte. Men det virker som om, at australieren ikke rigtigt har kunnet finde melodien endnu i år. Om det er efterveer fra hans styrt i Touren sidste år ved jeg ikke, men BMC-kaptajnen har indtil nu ikke lignet en mand, der er i stand til at køre op med de allerbedste. Derfor kan det meget vel ende med, at holdet ender med i stedet at satse på Dylan Teuns. Den unge belgier er en af de helt store outsidere til Ardennerne i år, og i Paris-Nice beviste han, at han også kan køre klassement i ugeetapeløb under de rigtige omstændigheder. Er han ved at ramme topformen, kan han blive rigtig giftig.
AG2R stiller med en rigtig stærk trio i form af Roman Bardet, Pierre Latour og Alexis Vuillermoz. Den helt store kaptajn Bardet er naturligvis altid et stærkt bud, når han stiller til start. Spørgsmålet er dog til dels hvilken form han er i, og hvorvidt de små eksplosive baskiske stigninger passer godt til ham. Det sidste gælder i virkeligheden også for Latour, der dog helt sikkert har både form og selvtillid i orden efter Catalonien Rundt, hvor han blev en meget flot nr. 3. Endelig er der Vuillermoz, der nok mest kører løbet som forberedelse til Ardennerne, hvor han gerne skal være med blandt de forreste. Det betyder dog også, at han formentlig vil teste sig på stigningerne undervejs. Fælles for de tre AG2R-ryttere er dog, at ingen af dem kører en god tidskørsel, og slet ikke, når den er så flad som tilfældet er her. Derfor er det ikke sandsynligt, at nogen af dem ender allerøverst på podiet på lørdag.
En af de ryttere, det bliver mest spændende at følge i løbet er Julian Alaphilippe. QuickStep-rytteren er en af de allerstørste favoritter til Ardennerne, og alene derfor bliver det interessant at se, hvilken form han er i. Samtidig kan franskmanden dog ikke helt udelukkes ift. den samlede sejr. Vi så igen i Paris-Nice hans begrænsninger, når stigningerne bliver rigtigt lange, men disse er der faktisk ikke rigtigt nogen af i Baskerlandet. Derudover tyder noget på, at han har forbedret sin tidskørsel, og selvom en flad rute nok ikke er til hans fordel, skal vi ikke helt afskrive Alaphilippe ift. podiet.
Efter at han måtte melde fra til Catalonien Rundt i sidste øjeblik skal Rigoberto Uran nu fortsætte sin formopbygning i Baskerlandet. Columbianeren gjorde det fint i Tirreno og så f.eks. stærkere ud end mange af sine konkurrenter til sommerens Tour. Elefanten i rummet er dog helt klart hans enkeltstart, der tilsyneladende fortsat er så elendig, at den kan ende med at koste ham det hele. EF-Drapac stiller også med deres Ardenner-kaptajn Michael Woods, der skuffede igen i Catalonien og virkelig skal til at vise noget, hvis holdet skal tro på, at han kan hive et stort resultat hjem over de kommende uger.
Er der noget vi ikke ved om Ilnur Zakarin i år? Russeren så rigtig skidt ud i Paris-Nice, hvor det kun blev til en 16.plads. Han skal naturligvis bygge sin form anderledes op end han plejer med Touren som mål, men alligevel skal han gerne vise fremgang her, hvis vi skal tro på, at han kan levere varen til sommer. Desværre er de små eksplosive baskiske stigninger ikke umiddelbart det, der ligger bedst til Zakarins dieselmotor. Hans Katusha-mandskab stiller også med Simon Spilak, der tidligere var ekspert i netop denne type af løb. Det er dog længe siden, at sloveneren for alvor leverede på et højt niveau, hvorfor et topresultat virker usandsynligt.
Bora-holdet bliver som helhed rigtigt interessant at følge. Det tyske mandskab har valgt at lade de etablerede navne Leopold König og Rafal Majka blive hjemme, og satser i stedet på ungdommen. Baskerlandet bliver Emanuel Buchmanns første chance som kaptajn i år, og den unge tysker vil helt sikkert være sulten efter at bevise sit værd. Han skal dog dele lederrollen med de to østrigere Patrick Konrad og Felix Grosschartner, der i Paris-Nice klarede sig rigtigt flot med hhv. en 7. og en 10.plads. Kan de tre talenter finde ud af at samarbejde, kan de måske i fællesskab køre et rigtigt godt resultat hjem.
Slutteligt er dette et spansk løb, hvorfor det er oplagt lige at nævne Cofidis, der stiller til start med to spaniere i front. Jesus Herrada var uheldig i Paris-Nice og skal forsøge at kæmpe sig tilbage til de gode takter fra tidligt på sæsonen. Her kan han måske for hjælp af den erfarne Daniel Navarro, der plejer at gøre det godt i Baskerlandet. Contadors gamle løjtnant vinder selvfølgelig ikke, men bliv ikke overrasket, hvis han viser sig godt fremme på flere af etaperne.
Bud på årets top 3: Mikel Landa (Movistar), Ion Izagirre (Bahrain-Merida) og Primoz Roglic (Lotto-Jumbo)
- Løbsnavn: Baskerlandet Rundt
- Løbstype: Ugeetapeløb
- Kørt første gang: 1924 (årets udgave er løb nr. 58)
- Startby: Zarautz
- Målby: Arrate
- Antal etaper: 6
- Vigtigste etaper: 4.etape (Lodosa-Lodosa (enkeltstart)), 5.etape (Vitoria-Gasteiz-Eibar) og 6.etape (Eibar-Arrate)
- Flest sejre: Jose Antionio Gonzales og Alberto Contador med 4 sejre
- Sidste års vinder: Alejandro Valverde (Movistar)
Baskerlandet Rundt vises fra mandag d.2 til lørdag d. 7.april på Eurosport
Red Zone Blog 