Cykling: Løbsoptakt 11 – Flandern Rundt

Så er det nu, at brostenssæsonen kulminerer. Efter lidt over en uges forberedelse med tre rigtigt spændende løb, er det tid til det første af de to monumenter på det vanskelige underlag. Først gælder det den ultimative test i de flamske Ardennere i udgave nr. 102 af Flandern Rundt.

Historien

Så er det nu at brostenssæsonen topper for alvor. I morgen og på næste søndag afvikles to af cykelsportens største og mest prestigefyldte løb, der samtidig også er to af de mest underholdende pga. det vanskelige underlag de køres på. Det første af de to monumenter hører til i det enormt cykelgale Belgien, der helt ubestridt er et af cykelsportens vigtigste lande. Søndag vil stort set alt i det lille kongerige handle om dagens store cykeldyst. Det gælder ikke mindst i den hollandsk-talende nordlige del af den to-sprogede og ofte dybt splittede stat, for hvem det første brostensmonument er både det længste og mest prestigefyldte cykelløb, der køres i regionen.

Flandern Rundt blev afviklet for første gang i 1913, og er således det yngste af de fem monumenter. Det blev grundlagt på initiativ fra Leon van der Heute, der var medgrundlægger af avisen Sportswereld. Van der Heute ville gerne bidrage til den styrkede interessere for cykelsport i Belgien efter Odile Defrayes sejr i Touren året før, der var den første belgiske sejr i verdens største cykelløb. Den første udgave blev vundet af hjemlandets Paul Deman, men de første to udgaver havde begge svært ved at skaffe tilstrækkeligt med interesserede ryttere og økonomisk støtte, da mange af Belgiens største profiler blev nægtet starttilladelse af deres franske arbejdsgivere. Derfor var det ikke givet, at løbet ville genopstå, da det fra 1915 til 1918 måtte aflyses pga. 1.verdenskrig. Det lykkedes dog at genstarte Flandern Rundt i 1919 og i løbet af 20’erne udviklede løbet sig gradvist til et symbol for den flamske region gennem mange underholdende løb under meget vanskelige forhold. Den store opbakning til løbet har bl.a. været med til at sikre, at Flandern Rundt ikke er blevet aflyst en eneste gang siden 1918, hvilket betød, at det også blev afviklet under 2.verdenskrig, selvom Belgien var besat af Nazi-Tyskland. At dette til dels skyltes et lidt for godt forhold mellem de flamske nationalister, som løbets nye ejer avisen Het Nieuwsblad var talerør for, og den tyske værnemagt er dog desværre også en del af forklaringen.

I kampen af sejren var hjemlandets ryttere næsten totalt dominerende frem til efter 2.verdenskrig. Kun en gang inden 1949 lykkedes det en udenlandsk rytter at vinde Flandern Rundt. Det største navn inden at det belgiske monopol blev brudt var Achiel Buysse (1940, 1941 og 1943), hvis tre sejre fortsat gør ham til medindehaver af rekorden for flest sejre i løbet. Da italieneren Fiorenzo Magni vandt den blot anden udenlandske sejr skulle det imidlertid indvarsle den øvrige cykelverdens indtog i klassikeren. Magni vandt tre år i træk (1949, 1950 og 1951), og deler dermed også rekorden for flest sejre.

Fra og med 50’erne var Flandern Rundts rolle som et af cykelsportens største 1-dagsløb fuldt ud etableret, og siden da er det hovedsageligt de største klassikerprofiler, der var domineret løbets vinderliste. Et klart signal om, hvor svært løbet er, er dog, at meget få ryttere har vundet løbet mere end en gang. Frem til 80’erne tæller listen således kun Rik Van Looy (1959 og 1962), Walter Godefroot (1968 og 1978) og Eddy Merckx (1969 og 1975) med to sejre. Den eneste, der vandt løbet tre gange i denne periode, var den mindre kendte Eric Leman (1970, 1972 og 1973). I 80’erne og 90’erne blev Flandern Rundt vundet mere end en gang af store ryttere som Jan Raas (1979 og 1983), Edwig Van Hooydonck (1989 og 1991) og Peter Van Petegem (1999 og 2003), men alle lykkedes kun med at vinde to udgaver. Hjemlandets store stjerne i 90’erne Johan Museeuw lykkedes dog med at vinde den magiske tredje gang og skrev sig således ind som den fjerde rytter på listen med tre sejre (1993, 1995 og 1998). Set med danske briller var den største præstation i disse år dog uden tvivl Rolf Sørensens flotte sejr i 1997, der er den eneste danske i løbet til dato.

I nyere tid har især to ryttere og deres indbyrdes kamp været definerende for Flandern Rundt. Tom Boonen (2005, 2006 og 2012) og Fabian Cancellara (2010, 2013 og 2014) kæmpede år efter år om sejren på de flamske brosten, og endte i sidste ende begge med og så at nappe tre sejre, så løbets rekord i dag deles af seks forskellige ryttere. Derudover må man også nævne Stijn Devolder, der med sejre i både 2008 og 2009, brød de to stjerners dominans lidt, omend han aldrig rigtigt formåede at følge op på de to flotte sejre. De seneste år er løbet blevet vundet af hhv. Alexander Kristoff (2015), Peter Sagan (2016) og Philippe Gilbert (2017). Deres sejre repræsenterer værd for sig forskellige tilgange til, hvordan man kan vinde løbet og siger også noget om bredden i feltet af ryttere, der kan ende som sejrherre på opløbstrækningen i udkanten af Oudenaarde, der har dannet rammen om løbets sidste kilometre siden den nuværende arrangør Flanders Classics flyttede målet for kronjuvelen blandt deres løb hertil i 2012.

Ruten

Monumenterne har som sagt opnået deres status pga. en kombination af deres historie og deres ruter, der som minimum har fast holdt en kerne, der ikke er blevet ændret radikalt ved siden begyndelsen. For Flandern Rundt handler det rutemæssige især om, at løbet næsten altid har haft de flamske Ardennere som den centrale ramme for den afgørende del af løbet. Gennem forskellige rundstrækninger på kryds og tværs af det legendariske cykelområde er Flandern Rundt forbilledet for alle de øvrige kuperede belgiske brostensklassikere, og har således sat standarden for hjertet og sjælen i disse løb. Når det er sagt, så er Flandern et af de monumenter, der har haft et lidt mere åbent forhold til at ændre på den faktiske rute fra år til, omend kerneelementerne er de sammen. Således har løbet haft fire forskellige startbyer gennem dets historie (Gent, Sint-Niklaas, Brügge og Antwerpen), mens målet som sagt senest blev flyttet i 2012. Det har dog på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved løbets status som et af de fem monumenter.

Årets udgave begynder i Antwerpen, der debuterede som startby sidste år og som minimum vil beholde denne status frem til 2020. Den store flamske by ligger over 100 km nord for det legendariske område, hvor Flandern Rundts finale afvikles, hvilket er en del af forklaringen på, at løbets samlede distance når over 266 km, og dermed gør løbet næstlængst blandt monumenterne. Imidlertid er ruten frem til området ganske ukompliceret, hvorfor løbet frem til ankomsten til Oudenaarde ofte afvikles uden andet drama end etableringen af et tidligt udbrud. Ruten hertil går i første omgang lidt sydvest i 21 km til den tidligere startby Sint-Niklaas, inden rytterne kører mere direkte sydpå til Aalst, som nås efter 63 km. Herefter drejer ruten igen mere mod sydvest, hvor rytterne via Zottegem når frem til Oudenaarde efter 109 kms kørsel. Ankomsten til målbyen markere indgangen til de flamske Ardennere, der danner rammen om de sidste 157 km.

Efter at rytterne forlader Oudenaarde kører de i første omgang yderligere sydpå, hvor de med 143 km til mål når løbets første stigning, der samtidig er blevet løbets vartegn siden den nuværende rute blev indført i 2012. Oude Kwaremont (2,2 km: 4 %: 11,6 %) er blandt de længste stigninger i de flamske Ardennere, så selvom den ikke er så stejl, er den absolut en af de mest opslidende stigninger i Flandern Rundt. I alt skal rytterne passere Kwaremont tre gange, så denne første passage er blot en forsmag. Efter den første test kører rytterne i første omgang tilbage mod Oudenaarde via bl.a. stigningen Kortekeer (1 km: 6,6 %: 17 %), inden ruten lige syd for byen drejer mod øst og leder rytterne henover løbets tredje stigning i form af den rimeligt udfordrende Wolvenberg (0,7 km: 7,9 %: 17,3 %), der nås med 126 km til mål.

Herefter bevæger ruten sig østpå de næste ca. 15 km, hvor rytter på vejen skal forcere yderligere to stigninger Leberg (1 km: 4,2 %: 13,8 %), der spillede en central rolle i Omloop, og Berendries (1 km: 7,0 %: 12,3 %). Herfra drejer ruten sydpå til Brake, hvor Tenbosse (0,5 km: 6,9 %: 8,7 %) skal forceres med 107 km til mål. Herefter går ruten igen i østlig retning inden rytterne med lige under 100 km til mål når frem til Geraardsbergen, hvor en af løbets mest legendariske stigninger venter. Fra 1973 til 2011, da målstregen var placeret i Ninove, var Muur van Geraardsbergen (1,1 km: 9,2 %: 19,8 %) ofte den afgørende scene i Flandern Rundt. Derfor var ruteomlægningen i 2012 noget af et chok for mange cykelentusiaster, da den fjernede Muren helt fra rutekortet. Siden har stigningen dog oplevet en lidt af en renæssance, hvilket Flanders Classics også har erkendt ved at genintroducere stigningen sidste år, ligesom at den gamle finale i Flandern Rundt i år blev genoplivet som finale i Omloop. Her er der dog fortsat 96 km til mål fra toppen af Muren, så den endelige afgørelse falder ikke her, selvom det er fedt, at stigningen igen er med i løbet.

Fra Geraardsbergen går ruten nu direkte tilbage mod Oudenaarde i vestlig retning. På vejen hertil passeres den mindre udforende Pottelberg (1,3 km: 6,5 %: 8 %) og den lidt skrappere Kanarieberg (1 km: 7,7 %: 14 %) med hhv. 79 og 73 km til mål. Løbets egentlige afgørelse indledes dog først, når rytterne lige syd for Oudenaarde drejer fra hovedvejen og ind på den anden opkørsel af Kwaremont med 58 km til mål. Denne gang får den lange stigning dog ikke lov at stå alene, da den lynhurtig følges op af sin klassiske makker Paterberg (0,4 km: 12,9 %: 20,3 %). Denne stigning er Kwaremonts diamentrale modsætning med sin korte distance og helt enorme stigningsprocenter. Det er formentlig her, at vi vil se den første centrale udskilning, og herfra går ruten direkte over i den rundstrækning, der udgør løbets finale. Lidt nord for Paterberg med 47 km til mål drejer ruten skarpt til højre og sender rytterne ind på en stigning, der er unik for Flandern Rundt, og som måske er løbets sværeste udfordring. Koppenberg (0,6 km: 11,6 %: 22 5) har af og til været i så dårlig forfatning, at den har måtte udelukkes fra løbet. De sidste par år har der dog ikke været nogen uoverskuelige problemer med at køre den skrappe stigning, og igen i år vil den derfor formentlig spillet favoritterne fra hinanden. Kort efter Koppenberg følger Steenbeekdries (0,7 km: 5,3 %: 6,7 %), der ikke er specielt vanskelig, men samtidig blot udgør forspillet til Taaienberg (0,6 km: 6,6 %: 15,8 %), der i Flandern Rundt starter med blot 39 km til mål. Derfor er den berømte stigning her et rigtigt godt bud på en scene for et afgørende angreb, hvilket især Tom Boonen var kendt for at bruge den til.

Efter Taaienberg bevæger ruten sig sydpå til Ronse, hvor rytterne skal forcere løbets tredjesidste stigning. Kruisberg (2,5 km: 5 %: 9%) er ikke specielt hård, men dens længde gør den voldsom på dette tidspunkt af løbet, hvor der fra toppen kun er 26,5 km til mål. Herefter når rytterne tilbage til hovedvejen, der leder tilbage mod Oudenaarde, men igen vil de syd for målbyen blive ledt fra for at skulle igennem den helt store finale med godt 20 km til mål. Den består af en tredje og sidste opkørsel af Kwaremont, opfulgt af anden og sidste opkørsel af Paterberg, der på dette tidspunkt helt sikkert vil skabe en afgørende udskilning. Fra toppen af Paterberg er der 13 km til mål, der især foregår på hovedvejen ind mod Oudenaarde, hvor målstregen er placeret lige i udkanten af byen. På denne flade rute vil vi formentlig se en enkelte ryttere køre alene til mål med de øvrige favoritter. Alternativt vil en større gruppe favoritter nå samlet til målbyen, hvor de således skal spurte om sejren på opløbstrækning.

Favoritterne

Selvom Flandern Rundt er længere og mere kuperet end noget andet brostensløb, er det alligevel mange af de samme evner, som var afgørende i løb som Omloop, E3 og Dwars, der skal til for at vinde årets andet monument, evt. kombineret med endnu mere udholdenhed pga. distancen. Derfor ville det være oplagt, at pege på den samme favorit her, som i E3, men der er en særlig faktor her i form af den prestige, der ligger i at vinde Flandern Rundt som belgisk og ikke mindst flamsk rytter. Derfor vil jeg pege på Greg Van Avermaet, som det bedste bud på en sejr. Den olympiske mester startede året skidt, men har set gradvist stærkere ud over de sidste par uger, hvorfor noget kunne tyde på, at han har toppet formen præcis til dette løb. Således er Van Avermaet min umiddelbare favorit til at vinde det brostensløb, som han helst vil vinde og som var det eneste han ikke vandt sidste år.

Hans største udfordrer er dog klart hans evige rival Peter Sagan. Verdensmesteren leverede endelig varen i søndagens Gent-Wevelgem, hvor han viste sig klart stærkest i favoritgruppens spurt. Samtidig har han vist, at han er i stand til at bruge de skrappe finalestigninger i Flandern til at sætte det afgørende angreb ind, hvilket var præcis, hvad han gjorde, da han vandt løbet i 2016 med et ryk på sidste opkørsel af Paterberg. Da han samtidig sparede benene i onsdags, kommer han med de bedst mulige forudsætninger for at vinde sit andet Flandern Rundt, som han kunne håbe på.

Da Sagan vandt i 2016 var det Sep Vanmarcke, der var sidste mand til at slippe, hvilket var et meget sigende billede for belgierens karriere. I år har han måske set bedre ud end nogensinde, men igen har det sidste held svigtet for EF-Drapac-kaptajnen. Nu er det så spørgsmålet om det er i Flandern Rundt, at det hele endelig går op i en højere enhed for den bedste brostensrytter, der fortsat mangler en monumentsejr.

Hvis der er et hold, der skal slås er det ubetinget QuickStep. Hjemmebaneholdet, der stiller med deres fantastiske kvartet Philippe Gilbert, Niki Terpstra, Zdenek Stybar og Yves Lampaert har taget sejrene i både E3 og Dwars samt 2.pladsen i Gent-Wevelgem, hvorfor de uden tvivl udgør den stærkeste enhed i feltet. Det var netop også holdarbejdet, der var en stor forudsætning for Gilberts sejr sidste år, hvor den belgiske veteran kørte solo fra anden opkørsel af Kwaremont og til mål. Timer de endnu engang samarbejdet kan alle fire ryttere i princippet være manden, der kører først over stregen i Oudenaarde.

Sky har vist sig lidt med de to brostenskaptajner Gianni Moscon og Dylan Van Baarle, men det helt store resultat har faktisk ikke rigtigt været inden for rækkevide. Derfor bliver det meget interessant at se det britiske hold her, hvor de sender en ny joker i spil. Michal Kwiatkowski har som bekendt haft en fremragende sæson indtil nu med den samlede sejr i Tirreno-Adriatico som det allerstørste indtil videre. Hans egentlige mål er Ardennerne, men ingen vil være overrasket, hvis polakken allerede nu er klar til at levere varen.

En anden, der har haft en fremragende sæson indtil nu er Tiesj Benoot, der ikke mindst med sejren i Strade Bianche, måske har leveret sit endelige gennembrud. Den 23-årige belgier gjorde for første gang opmærksom på sig selv i netop Flandern Rundt, da han for tre år siden blev nr. 5, og det vil være den definitive cementering af hans nye stjernestatus, hvis han kan vinde det ene af hjemlandets to allerstørste løb.

Endnu en belgier med sejrsambitioner er Jasper Stuyven. Trek-rytteren er endt som sit holds klare brostenskaptajn, da John Degenkolb fortsat ikke har kunnet finde sig selv. Det har han som sådan kvitteret flot for, da han har siddet med i finalerne i både E3 og Gent-Wevelgem. Han mangler dog at levere det helt store resultat, og spørgsmålet er, om der eksisterer et scenarie, hvor belgieren vitterligt er den stærkeste mand i finalen. Han vil dog helt sikkert kunne køre et flot resultat hjem.

Italienske Matteo Trentin har til fulde påtaget sig rollen som kaptajn hos Mitchelton, men det er som om, at der lige mangler en lille smule for, at han for alvor kan gøre sig. Det kan have noget med hans skade fra sæsonoptakten at gøre, men faktum er, at den ellers hurtige Trentin, ikke har været specielt eksplosiv, selvom det er lykkedes ham at sidde med de øvrige favoritter til mål i både E3 og Gent-Wevelgem. Samtidig lader han dog til kun at blive bedre, så skulle han komme til mål sammen med et par øvrige favoritter, skal man bestemt ikke afskrive ham.

Den helt store joker er Oliver Naesen. Den belgiske mester styrtede og slog knæet i Dwars, men er alligevel endt med at blive så klar, at han stiller til start. Det er dog meget sandsynligt at han ikke er 100 %, men samtidig må han være sulten efter at revanche sidste års uheld, hvor han røg med ned i Sagans styrt på Kwaremont, hvor han ellers lignede en mand på vej til en top 5-placering. Derfor skal man bestemt holde øje med den belgiske mester, der helt sikkert gerne vil gentage Gilberts præstation fra sidste år og vinde iført hjemlandets mesterskabstrøje.

Det er naturligvis også værd at fremhæve den tidligere vinder Alexander Kristoff og franske Arnaud Demare, der begge har set formstærke ud i denne sæson, og samtidig er to rigtigt hurtige folk, der har råstyrken til at komme med over de skrappe flamske Ardenner-stigninger. Det er naturligvis ikke specielt sandsynligt at de når hele vejen med til mål, men rammer de dagen, skal de bestemt ikke udelukkes, hvilket Kristoff beviste med al tydelighed, da han vandt i 2015.

Slutteligt kan jeg ikke lade være med lige at nævne, at Milano-Sanremo-vinderen Vincenzo Nibali er til start. Hajen fra Messina har aldrig kørt løbet før, og er helt sikkert mest med for at lære, men alle der kender bare lidt til Nibali ved, at han aldrig stiller til start for blot at køre med. Samtidig har han to stærke holdkammerater i Sonny Colbrelli og Heinrich Haussler, der begge også er potentielle outsidere, omend Colbrelli har været plaget af skader optil og Haussler fortsat lige mangler det sidste for at bevise, at han helt har genfundet sit tidligere niveau.

Bud på årets top 3: Greg Van Avermaet (BMC), Peter Sagan (Bora) og Sep Vanmarcke (EF-Drapac)

• Løbsnavn: Flandern Rundt
• Løbstype: Kuperet brostensklassiker (andet af de fem monumenter)
• Kørt første gang: 1913 (årets udgave er løb nr. 102)
• Startby: Antwerpen
• Målby: Oudenaarde
• Længde: 266 km
• Vigtigste rutepunkter: Oude Kwaremont (121 km, 211 km og 250 km), Muur van Geraardsbergen (170 km), Paterberg (214 og 253 km), Koppenberg (221 km), Taaienberg (229 km) og Kruisberg (240 km)
• Flest sejre: Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman, Johan Museeuw, Tom Boonen og Fabian Cancellara med hver 3 sejre
• Sidste års vinder: Philippe Gilbert (QuickStep)

Flandern Rundt vises søndag d. 1.april fra kl. 11 på TV2 Sport og Eurosport