Efter et fremragende E3 Harelbeke i går, fortsætter brostenssæsonen i morgen med et endnu mere prestigefyldt løb. Det har ændret karakter mange gange, men har siden 2010 ligget fast på en model, der gør det unikt inden for sin type og placerer det som første del af brostenstriplen.
Historien
Efter WorldTourens udvidelse sidste år er der nu i alt seks brostensløb i cykelsportens fineste klasse. Der er dog meget store forskelle på løbenes prestige. Flandern Rundt og Paris-Roubaix er med deres monumentstatus i en klasse for sig, mens Omloop, E3 og Dwars door Vlaanderen må betragtes som såkaldte semi-klassikere, hvor en sejr selvfølgelig er et flot resultat omend ikke på helt på samme niveau. Det sidste løb, der skal køres søndag, ligger derimod et lidt udefinerbart sted midt i mellem. På den ene side er det ikke et monument, og det har faktisk ofte ikke bidraget med lige så meget spænding som nogle af semi-klassikerne. På den anden side har det en historie og en karakter, der adskiller det markant fra de øvrige løb. Netop sidstnævnte er nok den væsentligste forklaring på, at søndagens løb er det tredje løb i den såkaldte brostenstriple, som det kun er lykkes for to ryttere i historien at vinde i samme sæson.
Først udgave af Gent-Wevelgem blev kørt som et amatørløb i 1934, organiseret af avisen Gazet van Antwerpen. Målbyen blev valgt som en erkendelighed overfor både løbets oprindelige økonomiske støtte Georges Matthijs og en af 30’ernes store belgiske ryttere Gaston Rebry. Efter to amatørudgaver blev løbet professionaliseret i 1936 og er siden blev kørt som sådan hvert år, på nær fire års pause under 2.verdenskrig. Den første professionelle vinder var Robert Van Eenaeme, der i alt skulle vinde Gent-Wevelgem tre gange.
En af de ting, der gør Gent-Wevelgems historie speciel er, at løbet i mange år var under konstant udvikling, og derfor ofte har skiftet rute, omend visse kerneelementer altid er blevet fastholdt. Oprindeligt var det et fuldstændig fladt løb, men allerede før 2.verdenskrig var de flamske Ardennere blevet en del af ruten. Efter krigen blev ruten ført helt ud til kysten, samtidig med at man også at inkluderede den vestflamske region Heuvelland, der indeholder en række udfordrende stigninger, og som til dags dato har fastholdt en position som Gent-Wevelgems helt unikke særkende. Frem til 1977 blev Heuvelland-stigningerne og turen til kysten ofte suppleret med de flamske Ardennere, men siden da har Gent-Wevelgem fuldstændig udeladt det mest berømte belgiske cykelområde, hvilket også er en del af løbets særlige karakter i dag. Det gjorde i mange år løbet markant mindre hårdt end tidligere, men dette ændrede sig igen med introduktionen af WorldTouren i 2010. Efter at turen helt ud til kysten var blevet droppet i 2008, valgte løbsarrangørerne nu at genintroducere en tur ind i Frankrig, der tidligere var blevet afprøvet i 50’erne og 90’erne. Denne tur inkluderer en række stigninger i fransk-Flandern, der i sig selv har forøget løbets sværhedsgrad, men også har skubbet turen gennem Heuvelland-regionen tættere på målstregen. Det er dette format, der siden har været rammen for Gent-Wevelgems rute.
De mange rutevariationer gennem tiden har gjort, at sejrslisten indeholder mange forskellige typer af ryttere. Fra 50’erne og frem til 1977 finder vi klassikerspecialister som Rik Van Looy (1956, 1957 og 1962), Walter Godefroot (1968) og Freddy Maertens (1975 og 1976) samt etapeløbsryttere som Jacques Anquetil (1964), Eddy Merckx (1967, 1970 og 1973) og Bernard Hinault (1977) på listen. Efter en overgangsperiode i 80’erne udviklede løbet sig i 90’erne til en decideret sprinterklassiker med bl.a. Mario Cipollini (1992, 1993 og 2002) og Tom Steels (1996 og 1999), som nogle af de mest markante vindere. Det er også i denne periode, at vi finder den eneste danske sejr i løbet, som blev vundet af Lars Michaelsen. I de senere år har både klassikerryttere og lettere sprintere sejret, hvilket inkludere Edvald Boasson Hagen (2009), Peter Sagan (2013 og 2016), John Degenkolb (2014) og senest Greg Van Avermaet (2017). Igen er den største stjerne i nyere tid dog klart Tom Boonen (2004, 2011 og 2012), der også er en af blot to ryttere, der har vundet Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix i samme sæson.
Oprindeligt blev løbet afviklet i september, men i 1947 blev det flyttet til en placering i foråret. I 1960 blev løbet placeret om onsdagen i ugen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Denne rolle som midtugeløb mellem de to monumenter blev fastholdt helt frem til 2010, hvor de nye ejere Flanders Classics og UCI i fællesskab blev enige om at flytte løbet til søndagen i ugen mellem Milano-Sanremo og Flandern Rundt. I anledning af 100-året for 1.verdenskrigs udbrud ændredes løbets officielle navn fra 2015 til ”Gent-Wevelgem – In Flanders Fields” som en reference til John McCraes berømte digt om de mange unge mænd, der mistede livet i netop det område, som løbets rute bevæger sig igennem.
Ruten
En stor del af forklaringen på, hvorfor Gent-Wevelgem er det tredje led i brostenstriplen, er, at løbets rute og natur afviger markant fra de øvrige brostensløb på WorldTouren, herunder de to monumenter. For det første går ruten altovervejende fra punkt A til punkt B uden de store dikkedarer. Derudover udelader Gent-Wevelgem som nævnt fuldstændig de flamske Ardennerne, der ellers bruges flittigt i de øvrige store belgiske brostensløb. Løbet benytter sig i stedet af de fransk-flamske stigninger og den vestflamske Heuvelland-region som forhindringer undervejs, efterfulgt af et fladt indløb til mål. Den seneste ruteændring har dog rykket de sidste stigninger tættere på målstregen, hvorfor Gent-Wevelgem ikke længere er så udpræget en sprinterklassiker som tilfældet var i 90’erne. Endelig vil nogen hævde, at det faktisk er lidt af en tilsnigelse, at Gent-Wevelgem overhoved kaldes en brostensklassiker, da det svære underlag faktisk udgør en meget lille del af ruten. Ikke desto mindre er brostensstykkerne placeret på nogle meget centrale dele af ruten, hvorfor jeg personligt fuldt og helt godtager kategoriseringen.
Som det har været tilfældet siden 2004 starter den 251 km lange rute ikke længere i Gent, men i stedet 12 kilometer sydvest herfor i forstaden Deinze. Herfra bevæger rytterne sig i først omgang ca. 30 mod vest i retningen af byen Lichtervelde. Når denne by nås, drejer ruten mod nord, hvor rytterne 8 km senere når frem til Torhout, hvor de efterfølgende kører videre i nordvestlig retning mod Gistel, der nås efter samlet 50 km. Denne indledning på løbet er altovervejende flad og burde forløbe uden de store begivenheder. I Gistel drejer ruten så mod sydvest i retning mod De Panne. Det er på denne del af ruten, der følger den belgiske kystlinje mod Nordsøen, og der kan være en risiko for sidevind, der kan splitte feltet. Som tidligere nævnt køres der dog ikke helt ud til kysten længere, hvorfor risikoen herfor er mindre end tidligere. Efter i alt 87 km’s kørsel når rytterne til Adinkerke, hvorfra ruten bevæger sig i sydlig retning mod grænsen til Frankrig. Der er på dette tidspunkt fortsat ca. 40 km til grænsen, og indtil den passeres vil ruten vedblive at være flad.
Efter at grænsen er krydset begynder ruten imidlertid at ændre karakter. Med 116 km til mål når rytterne til byen Godewaersvelde i fransk-Flandern, der markere indgangen til de fransk-flamske stigninger. Kort herefter rammer rytterne bunden af den stejle Catsberg (1 km: 8 %: 18 %), der er den første af de i alt seks stigninger, der skal passeres på den franske side af grænsen. Fra toppen af denne stigning følger de næste fem inden for 20 km. Først når rytterne til Kokereelberg (1,2 km: 6,2 %: 12 %), der nærmest går direkte over i Vert Mont (0,8 km: 3,6 %: 8 %), og derefter den første opkørsel af Mont Noir fra den side, der hedder Cote du Ravel Put (2,4 km: 4,4 %: 9 %). Herefter følger en kort pause på ca. 5 km inden Mont Noir igen forceres, denne gang fra siden Cote de la Blanchisserie (2,4 km: 4,4 %: 9 %), hvorefter rytterne igen kan puste ud i ca. 5 km inden de når Le Ravensberg (1,2 km: 3,2 %: 11 %).
Efter nedkørslen fra Le Ravensberg bevæger rytterne sig tilbage over grænsen til Belgien og Heuvelland-regionen. Det er her, at de ryttere, der ønsker at undgå en stor spurt skal slå til, hvis de vil vinde løbet. Med 84 km til mål når feltet til foden af Baneberg (0,3 km: 9 %: 13 %), der dog blot er en lille forsmag på det, der venter ca. 6 km længere fremme. Kemmelberg (3 km: 4 %: 22 %) er Gent-Wevelgems mest berømte, hårdeste og mest afgørende forhindring. Hele stigningen er brostensbelagt og med de stejleste procenter lige ved toppen, er den som skabt til et angreb eller en voldsom forcering, også selvom den i første omgang køres fra den lange østlige side. Kort efter Kemmelberg følger Monteberg (1 km: 7,3 %: 10 %), der afslutter den første rundtur på Heuvelland-stigningerne med ca. 70 km til mål. Herefter skal rytterne ud på en lille rundtur i området på i ca. 30 km, der dog altovervejende er flade. Denne rundtur leder dog i sidste ende rytterne tilbage til Baneberg, hvis top nås for anden gang med 39 km til mål. Herefter fortsætter rytterne direkte ind på den anden opkørsel af Kemmelberg, der denne gang angribes fra den meget vanskelige vestside, hvor det tæt på toppen stiger med 23 %. Fra toppen af Kemmelberg er der fortsat 34 km til mål af en rute, der i første omgang bevæger sig i nordøstlig retning til Ieper, hvor man kører over en mindre unavngiven og ikke specielt hård stigning. I Ieper drejer ruten mod øst og de sidste 23 km herfra til Wevelgem er fuldstændigt ukomplicerede. Løbet slutter traditionen tro på målbyens centrale gade Vanackerestraat.
Favoritterne
Gent-Wevelgem er klart det brostensløb, hvor sprinterne har den største chance, men selvom stigningerne er færre og længere fra mål end i f.eks. fredagens E3, er de alligevel nok til, at det i de senere år ikke er endt i en ren massespurt. Derfor er de lidt mere udholdende sprintere i virkeligheden de mest oplagte vinderbud. Det får mig til at pege på Arnaud Demare som den største favorit. Franskmanden viste god form i Paris-Nice og hans tredjeplads i Milano-Sanremo indikerer, at han er kommet sig over sin sygdom. Demare er stærk nok til at komme med over stigningerne, også selvom feltet skulle blive splittet, og i en sådan situation er det svært at se, hvem der skulle være hurtigere end ham. Han var dog ikke så langt fremme i fredagens E3, men det skyltes formentlig først og fremmest, at han blev sat tilbage at det store styrt tidligt i løbet.
En potentiel udfordrer er naturligvis Peter Sagan. Verdensmesteren har også både den udholdenhed og hurtighed, der skal til for at vinde en reduceret spurt, men samtidig kan han også sagtens tænkes at bruge Kemmelberg som afsat til et angreb udefra. I begge scenarier vil han klart være blandt de hurtigeste, der når først frem til Wevelgem, hvorfor en tredje sejr i løbet til slovakken er meget oplagt. Problemet for ham er som vanligt, at han risikere ikke at få noget hjælp, hvilke var præcis det, der gav Van Avermaet muligheden for at køre væk sidste år. Samtidig så han ret skidt ud i fredagens E3, men der kan have været tale om en offday.
Et lidt mere satset vinderbud er Alexander Kristoff. Nordmanden lader som sagt til at være faldet godt til på sit nye hold, og hans 4.plads i Sanremo på trods af sygdom, bekræfter mig i, at han er i rigtig fin form. I så fald har vi tidligere set, at europamesteren er blandt de aller hurtigste i en spurt efter et langt og hårdt løb. Samtidig vil han også sagtens kunne komme med over Kemmelberg, selvom at feltet skulle splitte. Han var rimeligt anonym i E3, men var ligesom Demare sat tilbage af styrtet og valgte derfor formentligt at spare på kræfterne.
Det er faktisk ved at være nogle år siden, at der sidst er kommet en rigtig stor gruppe samlet ind på Vanackerestraat. Skulle det alligevel ske i år, er mit bedste bud helt klart Dylan Groenewegen. Hollænderen har vist kanonform fra starten af året, og han har faktisk en fortid med succes i de mindre brostensløb i Holland og Belgien. Jeg tror dog, at han er for tung til at komme med de forreste over de afsluttende stigninger, men sker der en større samling efterfølgende, vil Groenewegen med stor sandsynlighed være hurtigste mand. Desuden kommer han med friske ben, da han ikke kørte med i gårdagens løb.
Et andet interessant bud i tilfælde af en større spurt er Elia Viviani, der heller ikke var med i går. Den italienske sprinter skulle egentlig slet ikke have kørt Gent-Wevelgem, men efter Fernando Gavirias uheld og skade, valgte QuickStep at give Viviani chancen i den nye 1-dagsudgave af Tre Dage ved Panne i onsdags. Den chance kvitterede italieneren for med en sejr, hvorfor han nu er blevet indsat som Gavirias afløser i alle de løb over de næste par uger, som columbianeren ellers skulle have kørt. Viviani har ikke de store erfaringer med brosten, men på papiret har han holdbarheden til at kunne komme med til mål. QuickStep har dog også deres tre normale brostenskaptajner Niki Terpstra, Zdenek Stybar og Philippe Gilbert med i løbet. De kommer alle tre med både form og selvtillid efter at have kørt rundt med resten af favoritfeltet i E3, der som bekendt endte med en sejr til Terpstra og en 2.plads til Gilbert. Hvis de har benene vil de uden tvivl gå forrest i at splitte feltet, så de evt. kan komme til mål i en mindre gruppe, hvor de alle tre vil være mulige vinderbud alt efter gruppens sammensætning.
Michael Matthews vendte i Milano-Sanremo tilbage efter sin skulderskade, og med en 7.plads må det betragtes som et flot comeback. Australieren har på papiret alle muligheder for at komme med over Kemmelberg i en reduceret gruppe, hvorfra han vil kunne køre sin chance i finalen. I et sådant scenarie er han i udgangspunkt blandt de hurtigste. Hans kørsel i E3 indikerer også, at han er ved at være tilbage i fuld vigør, så Matthews skal bestemt ikke undervurderes til søndagens løb, selvom at brostenene stadig er noget, han er ved at lære at kende.
Et spændende kort i dette løb er Matteo Trentin. Italieneren viste fremragende form i Sanremo, og har nok bedre muligheder end f.eks. Matthews ift. at komme med i en reduceret gruppe i et ryk på Kemmelberg. Spørgsmålet er, hvem han kan komme afsted sammen med. Det er klart, at hvis f.eks. Sagan sidder med, vil han få meget svært ved at vinde en spurt. Omvendt skal man ikke undervurdere en mand, der kommet overraskende hurtigt tilbage fra en skade i sæsonoptakten, og som viste stor moral i E3, selvom kræfterne tydeligvis var ved at slippe op til sidst.
Den forsvarende vinder Greg Van Avermaet er naturligvis også til start, men som tidligere nævnt lader han ikke til at være på samme niveau som sidste år. Det gør formentlig hans vinderchancer små, da storform formentlig er det der kræves, hvis den olympiske mester skal lave samme nummer som sidste år. Han viste dog forbedret styrke i går, hvor det blev til en 3.plads efter et langt og hårdt løb, så helt udelukke Van Avermaet kan vi bestemt ikke. I en større spurt er han dog formentlig uden chance, så her vil BMC i stedet satse på Jürgen Roelandts, der kørte en flot 5.plads hjem i Sanremo og også sad flot med i E3, eller Jempy Drucker. Ingen af disse er dog oplagte vinderbud.
EF-Drapac stiller til start med to muligheder. Enten kan holdet satse på, at få Sacha Modolo med til mål i en større eller mindre gruppe, hvor italieneren vil være et oplagt bud pga. sin hurtighed. Det er nok deres største chance her, selvom at Modolo ikke har vist speciel god form indtil nu. Den anden mulighed er, at Sep Vanmarcke kører udefra. Belgieren er måske en af de få, der har motoren til at holde hele vejen, men det virker usandsynligt, at han skulle få lov at slippe af sted alene. I en eventuel spurt må vi regne med, hvor han ikke har chance.
En sidste rytter, som jeg bliver nød til at nævne er Marcel Kittel. Tyskeren, der viste kanonform i Tirreno, er den mest traditionelle sprinter, der er til start i løbet. Kommer han med til mål, er der formentlig ingen, der kan true ham ift. topfart, men efter hans mildest talt mislykkede forsøg på at køre Milano-Sanremo i lørdags, er det svært at tro på, at Kittel stadig er med, når de forreste passerer Kemmelberg for anden gang. Derfor tror jeg ikke for alvor på tyskeren, der dog skal have point for at udfordre sig selv og gøre forsøget.
Bud på årets top 3: Arnaud Demare (Groupama-FDJ), Peter Sagan (Bora) og Alexander Kristoff (UAE-Emirates)
- Løbsnavn: Gent-Wevelgem – In Flanders Fields
- Løbstype: Flad brostensklassiker
- Kørt første gang: 1934 (årets udgave er løb nr. 80)
- Startby: Deinze
- Målby: Wevelgem
- Længde: 251 km
- Vigtigste rutepunkter: Baneberg (168 og 212 km), Kemmelberg (176 og 217 km) og Monteberg (180 km)
- Flest sejre: Robert Van Eanaeme, Rik Van Looy, Eddy Merckx, Mario Cipollini og Tom Boonen med hver 3 sejre.
- Sidste års vinder: Greg Van Avermaet (BMC)
Gent-Wevelgem vises søndag d. 25.marts kl. 15.30 på Eurosport
Red Zone Blog 