I denne weekend går brostenssæsonen ind i sin afgørende fase med afviklingen af de næste to WorldTour-løb på det vanskelige underlag. Det begynder fredag med et løb, der måske mangler anerkendelse, men har alt hvad hjertet kan begære ift. spænding og drama.
Historien
Brostensløbene har altid været en af de mest fascinerende dele af den europæiske klassikersæson. Fra Omloop og KBK i februar og frem starten af april er løbene på det vanskelige underlag noget af det mest underholderne, som cykelsporten kan byde på. Imidlertid er der rent prestigemæssigt et lille hul i brostenssæsonen fra efter åbningsweekenden og frem til slutningen af marts. I denne periode afvikles der kun lavere rangerende brostensløb, mens de eneste 1-dagsløb på WorldTouren er de italienske klassikere Strade Bianche og Milano-Sanremo. Men efter afviklingen af sidstnævnte i lørdags er cykelsportens klassikereksperter nu klar til at vende deres fokus imod det særlige område i Flandern og Nordfrankrig, der indeholder nogle af cykelsportens mest legendariske brostensveje og stigninger. Over de næste 2 uger kulminerer brostensssæsonen med afviklingen af de fem tilbageværende 1-dagsløb på WorldTouren, hvor det vanskelige underlag spiller den afgørende rolle. Det starter på fredag med afviklingen af et løb, der måske er mindre anerkendt end de øvrige, men ikke desto mindre er højt respekteret af rytterne.
E3 Harelbeke så dagens lys i 1958. Det er således klart det yngste af de seks brostensløb på WorldTouren, hvilket er en del af forklaringen på løbets relativt lavere prestigeniveau. Løbet blev grundlagt af lokale sportsforeninger i den lille by Harelbeke tæt på grænsen til Frankrig, og hed oprindeligt Harelbeke-Antwerpen-Harelbeke i tråd med løbets daværende rute. Ændringen af navnet til det nuværende skete i starten af 60’erne og er en henvisning til motorvejsforbindelsen med Antwerpen og Kortrijk (den større by, som Harelbeke er forstad til), der på det tidspunkt hed E3. Der er således ikke tale om et sponsornavn, hvilket mange misforstår. Løbet er fortsat organiseret af en lokal organisation ved navn Hand in Hand, og er således det eneste belgiske brostensløb på WorldTouren, der ikke ejes af Flanders Classics,
Selvom at løbet var nyt, blev det meget hurtigt populært blandt hjemlandets største klassikerstjerner. Dets datomæssige placering om lørdagen før Flandern Rundt og med en rute, der indeholdt mange af de samme udfordringer, som den ældre og mere etablerede klassiker, gjorde at løbet blev den oplagte forberedelse for mange af dem, der også ønskede at køre med om sejren weekenden efter. Et bevis på dette var, at Belgiens største klassikernavn i 60’erne Rik Van Looy ofte prioriterede E3 højt og vandt det hele fire gange mellem 1964 og 1969. Van Looy satte et eksempel for sine landsmænd, der langt op i 70’erne var totalt dominerende ift. sejrslisten. Store navne som Roger De Vlaeminck (1971) og Freddy Maertens (1978) vandt løbet i denne periode, mens den første udenlandske sejr først kom i 1977. Et lille fun-fact her er, at E3 faktisk er et af de få cykelløb, som det aldrig lykkedes Eddy Merckx at vinde.
I 80’erne begyndte de internationale navne at blande sig mere. Hollandske Jan Raas vandt løbet 3 år i træk (1979-1981), mens Phil Anderson blev den første ikke europæiske vinder i 1985. E3 har også et enkelt dansk navn på vinderlisten i form af Søren Lilholt (1990). I 90’erne blev løbet igen en meget belgisk affære, hvor hjemmebanefavoritter som Andrei Tchmil (1994 og 2001), Johan Museeuw (1992 og 1998) og Peter Van Petegem (1999) var blandt sejrherrerne. Efter årtusindskiftet er de internationale stjerner dog vendt tilbage, og over de sidste par år er E3 blevet vundet af bl.a. Peter Sagan (2014), Geraint Thomas (2015) og Michal Kwiatkowski (2016). To navne spiller dog en særlig rolle i løbets nyere historie. Fabian Cancellara vandt E3 tre gange (2010, 2011 og 2013), mens Tom Boonen med 5 sejre mellem 2004 og 2012 (heriblandt 4 i streg fra 2004 til 2007), er den mest vindende rytter i løbets historie. Sidste år opretholdt Greg Van Avermaet de flotte belgiske traditioner ved at overspurgte landsmændene Philippe Gilbert og Oliver Naesen i en tre-mandsspurt.
Efter at have været et af de mest populære løb på den europæiske kontinental-Tour frem til 2011, blev E3 i 2012 opgraderet til WorldTouren. Det fik dog den konsekvens, at løbet måtte rykkes fra lørdag til fredag, da der siden 2010 havde været en konflikt mellem E3, og det mere anerkendte Gent-Wevelgem, der ifm. WorldTourens oprettelse var blevet flyttet til søndagen før Flandern Rundt. UCI krævede, at der skulle være en dags pause mellem de to løb, hvis der skulle være plads til dem begge i cykelsportens fineste klasse, hvorfor E3 som det mindre anerkendte løb måtte rette ind, og siden da er løbet blevet afviklet fredag i ugen før det store flamske monument.
Ruten
Som nævnt i tidligere optakter kan man opdele brostensklassikerne i de flade og de kuperede, samt i dem, hvis rute går fra A til B, og dem, der benytter den samme rute flere gange undervejs. Paris-Roubaix er det ultimative løb inden for den 1.kategori, mens Flandern Rundt er pragteksemplet på den anden løbstype. E3 er ofte blevet kaldt for ”mini-Flandern Rundt” og det er helt klart med henvisning til rutens lighed med det mere prestigefyldte løb. E3 ligner nemlig fuldstændig sin storebror, når det kommer til både rutens kuperede indhold og dens udformning med flere rundstrækninger indenfor det berømte område, der kaldes de flamske Ardennere. Der er dog også klare forskelle på E3 og Flandern Rundt, hvilket førstnævntes kælenavn også indikere. Den væsentligste forskel er nemlig, at E3 med en samlet distance på 206 km er markant kortere end både næste weekends flamske monument og de øvrige af cykelsportens aller største klassikere.
Traditionen tro starter årets løb også ved Harelbekes store markedsplads Grote Markt, hvorfra ruten bevæger sig østpå i retning mod det kendte flamske cykelområde. I første omgang kører rytterne dog nord om området. Wolvenberg (0,7 km: 6,8 %: 17,3 %), der kommer lige efter at rytterne er kørt igennem Oudenaarde, er den eneste alvorlige stigning på løbets udtur, der dækker de første 65 km. Efter stigningen og en lille smuttur i nordøstlig retning til Zottegem, vender rytterne om, når de nærmer sig Ninove, der som bekendt var målby i Omloop. Herefter går ruten i sydvestlig retning til Geraardsbergen, hvor rytterne dog denne gang slipper for at forcere den berygtede Muur. I stedet drejer ruten nu mod vest i retning tilbage mod de flamske Ardennere. På vejen dertil passeres La Houppe (3,4 km: 3,3 %: 10 %) der sammen med Wolvenberg er de eneste to stigninger i løbets første halvdel. Midtvejspunktet nås i byen Ronse, der samtidig markere indgangen til dagens afgørende forhindringer.
Herfra begynder de resterende af E3’s i alt 15 stigninger nemlig at komme som perler på en snor. Første udfordring er den mindre vanskelige Broeke (1,4 km: 4 %: 8 %), der kommer efter 106 km. Godt 10 km længere fremme venter den markant hårdere Knokteberg (1,5 km: 5,3 %: 13,3 %), der lynhurtigt bliver efterfulgt af Hotondberg (1,2 km: 4 %: 8 %). Herefter bevæger ruten sig ca. 5 km mod nord, hvor den temmeligt stejle Kortekeer (1 km: 6,4 %: 17 %) venter. Denne knold er dog kun optakten til en af løbets og områdets mest berømte stigninger. Taaienberg (0,7 km: 9,5 %: 18 %) er muligvis kort, men den brostensbelagte stigning er så stejl, at den næsten med sikkerhed vil skabe en form udskilning, selvom at der fortsat er ca. 72 km til mål, når toppen passeres. Efter den berygtede forhindring bevæger ruten sig yderligere 5 km mod nord, hvor den lange og opslidende Boigneberg (2,2 km: 5,8 %: 15 %) venter. Yderligere 5 km senere kommer så Eikenberg (1,2 km: 5,5 %: 11 %), der er kortere og knapt så stejl, men til gengæld er brostensbelagt. Igen får rytterne kun ca. 5 km’s pause inden de når frem til Stationsberg (0,5 km: 3,2 %: 5,7 %), der dog ikke er specielt udfordrende. Fra toppen af denne lille knold er der ca. 55 km til mål.
Herefter bevæger ruten sig i ca. 10 km i sydvestlig retning mod de højdepunkter, der udgør E3’s finale. Den indledes med lidt over 45 km til mål, hvor den mindre udfordrende Kapelberg (0,9 km: 4 %: 7 %) skal passeres. Denne stigning er dog blot opvarmning til de to efterfølgende forhindringer, der efterhånden har opnået legendestatus i cykelsporten. Paterberg (0,7 km: 12 %: 20 %) og Oude Kwaremont (2,2 km: 4,2 %: 11 %) udgør i kombination den afgørende udfordring, som rytterne skal forcere flere gange og bl.a. som de sidste stigninger, i Flandern Rundt. I E3 skal de kun forceres en gang og i omvendt rækkefølge ift. på næste søndag, men det gør dem ikke mindre vanskelige eller betydningsfulde. Kombinationen af den korte men vanvittigt stejle Paterberg og den lange opslidende Kwaremont har efterhånden afgjort mange løb, og vil helt sikkert også stå for den afgørende udskilning på fredag, selvom at der fra toppen af Kwaremont fortsat er ca. 40 km til mål. Herfra er der igen kun 5 km hen til Karnemelkbeekstraat (1,5 km: 4,9 %: 7,3 %), der hverken er så kendt eller hård som sine foregængere, men ikke desto mindre udgør den næstsidste stigning og den sidste i det klassiske område. Derefter bevæger ruten sig endelig tilbage mod Harelbeke i nordvestlig retning. Med ca. 20 km til mål når rytterne til Tiegem, hvor dagens sidste stigning traditionen tro er placeret. Tiegemberg (1 km: 6,5 %: 9 %) er på ingen måde løbets hårdest udfordring, men på dette tidspunkt kan den sagtens være nok til at lave et afgørende ryk. Efter nedkørslen fra Tiegemberg er ruten fuldstændig flad på vejen hjem til dagens start- og målby, hvor enten en solorytter når frem alene eller en gruppe af favoritter skal afgøre det hele i en spurt.
Favoritterne
Kuperede brostensløb som E3 kræver en helt særlig kombination af teknik, eksplosivitet, råstyrke og udholdenhed. Det er disse fire egenskaber, der kræves for at blive en stor klassikerrytter. En mand i feltet har den magiske kombination i højere grad end nogen andre, og det er verdensmesteren Peter Sagan. Hvis vi dertil ligger, at han helt tydeligvis er i fremragende form, er det svært ikke at pege på ham, som den største favorit til at vinde fredag i Harelbeke. Problemet for ham kan som sædvanligt blive, at han skal gøre hele arbejdet selv, hvilket var en del af forklaringen på, at han ikke kunne vinde i Sanremo i lørdags. Det er dog langt sværere for konkurrenterne at lurpasse i et løb som E3, så hvis han undgår uheld, er Sagan helt klart manden, der skal slås.
Hans værste konkurrent kan meget vel blive hjemmebanefavoritten Sep Vanmarcke. Brostensspecialisten er som vanligt fløjet lidt under radaren siden åbningsweekenden, men netop der viste Vanmarcke, at han muligvis er i sit livs form. Han skal som bekendt væk fra de øvrige favoritter, hvis han skal vinde, men med de klatreegenskaber han viste i Omloop, burde det kunne lade sig gøre. Vanmarcke har samtidig også motoren til at holde en gruppe forfølgere bag sig på stykket fra Tiegemberg til målstregen i Harelbeke.
Vanmarcke kan muligvis finde sig en alliancepartner i mit tredje vinderbud. Tiesj Benoot har været en af sæsonens helt store positive overraskelser. Siden 5.pladsen i Flandern Rundt i 2015 har forventningerne været enorme til den blot 23-årige belgier, og de sidste to år har han tydeligvis har svært ved at leve op til dem. Nu lader det imidlertid til, at han er klar til det totale gennembrud, hvilket måske allerede er kommet med den meget flotte sejr i Strade Bianche og hans top 10-placering i Tirreno. Benoot skal ligesom Vanmarcke ikke ende i en spurt, hvorfor han måske kunne danne en duo med landsmanden i et forsøg på at rykke sig fri udefra.
Havde jeg skrevet denne optakt inden sæsonstarten ville jeg uden at blinke have placeret den forsvarende vinder Greg Van Avermaet på podiet. Men den olympiske mester har slet ikke lignet sig selv indtil nu i år, hvorfor jeg er kommet oprigtigt i tvivl om hans muligheder. Han skal selvfølgelig nok køre i top 10, men det virker som om, at Van Avermaet enten er mættet efter sin supersæson sidste år eller bare ikke har ramt formen indtil nu. Det skal dog siges, at han tydeligvis kørte sig op i løbet af Tirreno, og da han som bekendt vandt 4 ud af 5 brostensløb han stillede op i sidste år, er det klart, at en gentagelse af sejren ikke kan udelukkes.
Man kommer selvfølgelig ikke uden om QuickStep, der igen stiller med den stærkest mulige trup i jagten på sejren i det løb, som holdet nærmest ejede i Tom Boonens velmagtsdage. Alle holdets tre mest oplagte vinderbud lader også til at være der, hvor det kan lade sig gøre. Niki Terpstra ser ud til at være i fremragende form og kommer med selvtillid efter sejren i Le Samyn og flot kørsel i Tirreno. I sæsonåbneren Omloop var det dog Zdenek Stybar, der klatrede bedst, og hvis tjekken, der har været lidt usynlig siden, har fastholdt formen, vil han sagtens kunne rive sig fri og køre en sejr hjem. Endelig er der Philippe Gilbert, der sidste år blev slået på stregen af Van Avermaet. Veteranen har set fin ud indtil nu, og efter at muligheden for en sejr i Sanremo glippede pga. en uheldig placering bag et styrt, må han efterhånden være meget sulten efter sæsonens første sejr.
Et andet hold, der stiller med en meget stærk og interessant trio er danskerholdet Astana. Michael Valgren vandt jo som bekendt Omloop på ganske imponerende vis, og danskeren vil helt sikkert være motiveret for at gentage succesen i E3. Han kan udgøre en farlig duo til angreb udefra sammen med Alexey Lutsenko, der ligesom Gilbert blev fanget bag styrtet i Sanremo, og efter en flot sæsonstart efterhånden må være meget motiveret for at følge op på sin sæsonstart med en stor klassikersejr. Derudover er Magnus Cort også til start, og skulle der komme en større gruppe samlet til mål, vil holdets anden dansker helt sikkert være blandt favoritterne i en spurt efter hans 8.plads i Sanremo.
Norske Alexander Kristoff blev ”kun” nr. 4 i lørdagens Milano-Sanremo, men i betragtning af, at han tilsyneladende stadig kunne mærke den sygdom, der sendte ham ud af Paris-Nice, var det faktisk et meget hæderligt resultat. Europamesteren virker til at være godt tilpas på sit nye hold, så hvis det lykkes ham at ryste eftervirkningerne fra sygdommen yderligere af sig i løbet af denne uge, kan han blive en meget farlig outsider, hvis han kan komme med en gruppe til mål.
En, der lader til at være ved at ramme topformen, er Matteo Trentin. Italieneren var den eneste, der for alvor forsøgte at gå efter Vincenzo Nibali på Poggio i søndags, og selvom han ikke holdt til mål, fik han sendt et signal om, at han er ved at være, hvor han skal være ift. brostensløbene. Det er naturligvis stadig et åbent spørgsmål, hvordan Trentin vil klare rollen som kaptajn hos Mitchelton, men han har helt bestemt et stærkt hold omkring sig. Samtidig kan han både kører væk selv eller vinde i en reduceret spurt, hvis det er de rigtige folk han kommer afsted med.
Et stort spørgsmålstegn er den belgiske mester Oliver Naesen. AG2R-kaptajnen har egentlig set rimeligt stærk ud i de løb han har kørt indtil nu, men han mangler lige at levere det der helt store resultat, der bekræfter, at form og niveau er som det skal være. Han har dog vist at grundformen er i orden og vi ved, at han både kan køre udefra og vinde i en reduceret spurt. Derfor vil det også være dumt at undervurdere Naesen, hvis 3.plads i sidste års E3 var hans definitive gennembrud som klassikerryttter.
Sky må i E3 undvære den tidligere vinder Michal Kwiatkowski, der primært satser på Ardennerne i år, og derfor kører Flandern Rundt som eneste store brostensklassiker. Derfor er det op til Gianni Moscon og Dylan Van Baarle at forsvare de britiske farver, samt at bevise, at deres flotte brostensresultater fra sidste år ikke var en engangsforestilling. Begge har egentlig vist god form på hver deres måde, men de mangler at levere et rigtigt stort resultat på egen hånd i år. Derfor vil de formentlig begge være topmotiverede for at opnå det i denne weekend. Moscon kan muligvis vinde i en reduceret spurt, mens Van Baarle skal køre udefra, hvis han skal køre et stort resultat hjem.
Slutteligt vil jeg pege på Arnaud Demare og Sonny Colbrelli som potentielle outsidere. Begge har brug for, at løbet ikke bliver totalt opsplittet ude på ruten, da de nok ikke vil sidde blandt de forreste efter hårdt og fragmenteret løb. Men skulle der komme en større gruppe hjem, vil de to helt sikkert være blandt de aller hurtigste, og da de begge har vist fremragende form, kan de meget vel hente en stor klassikersejr i sådan et scenarie.
Bud på årets top 3: Peter Sagan (Bora), Sep Vanmarcke (EF-Drapac) og Tiesj Benoot (Lotto-Soudal)
- Løbsnavn: E3 Harelbeke
- Løbstype: Kuperet brostensklassiker
- Kørt første gang: 1958 (årets udgave er løb nr. 61)
- Startby: Harelbeke
- Målby: Harelbeke
- Længde: 206 km
- Vigtigste rutepunkter: Taaienberg (132 km), Boigneberg (137 km), Eikenberg (144 km), Paterberg (163 km), Oude Kwaremont (165 km) og Teigemberg (185 km)
- Flest sejre: Tom Boonen med 5 sejre
- Sidste års vinder: Greg Van Avermaet (BMC)
E3 Harelbeke vises fredag d. 23.marts fra kl. 16 på Eurosport
Red Zone Blog 