Cykling: Løbsoptakt 7 – Catalonien Rundt

Efter åbningsløbene i Frankrig og Italien fortsætter etapeløbssæsonen nu i Spanien med et lidt underkendt løb, der ikke desto mindre har det med at tiltrække mange store navne. Det gælder også i år, hvor arrangørerne har sammensat en interessant og meget udfordrende rute.

Historien

Efter lørdagens Milano-Sanremo er cykelfeltets største stjerner nu altovervejende blevet splittet i to grupper. For de tungere ryttere, så som brostenseksperterne og enkelte sprintere, vil det over de næste par uger handle om kulminationen på deres del af klassikersæsonen med de to næste monumenter Flandern Rundt og Paris-Roubaix som endemålet. De lettere ryttere, så som etapeløbseksperterne og de eksplosive klassikerryttere, vil derimod drage til Spanien, hvor deres forberedelse til årets grand tours og Ardenner-klassikerne fortsætter. Her er det nemlig tid til det første af de i alt tre spanske etapeløb på World Touren.

Catalonien Rundt blev kørt for første gang i 1911 og således det ældste spanske løb på World Tour-kalenderen. På trods heraf har løbet ikke samme prestige forbundet med sig, som de netop afviklede Paris-Nice og Tirreno-Adriatico eller senere løb som Criterium de Dauphine og Schweiz Rundt. En del af forklaringen herpå er, at løbet har skiftet placering i cykelkalenderen en del gange, og derfor ikke har fastholdt en klar identitet. De første 30 år blev løbet afviklet lige efter nytår, først som et kort løb over tre dage, og senere som et ugelangt etapeløb. Herefter blev løbet helt frem til 1994 kørt i september, hvor det fungerede som en slags sæsonafslutning for etapeløbsrytterne. Da Vueltaen i 1995 blev flyttet til efteråret, blev Catalonien Rundt i stedet rykket til juni, hvor det fungerede som et af optaktsløbene til Touren. Dette varede dog kun til 2005, hvor løbet med introduktionen af ProTouren blev flyttet til maj, hvilket gjorde det meget mindre attraktivt pga. placeringen under Giroen og med for stor afstand til Touren. I 2010 lykkedes det så UCI og løbsarrangørerne at blive enige om den nuværende placering i slutningen af februar. Det har igen gjort Catalonien Rundt mere interessant for cykelfeltets bedste etapeløbsryttere, men har samtidig placeret løbet i et slags limbo på cykelkalenderen, hvor det hverken er sæsonåbner eller decideret forberedelse til Ardennerne eller Giroen pga. den fortsat lange afstand til disse løb.

Initiativtagerne til løbet var i sin tid den lokale sportsavis El Mundo Deportivo og sportsklubben Club Deportivo Barcelona, der stod for organiseringen af de første fire udgaver fra 1911 til 1913 og i 1920. I 1923 genopstod løbet med den større organisation Union Deportiva de Sants i ryggen. Det er samme organisation, der står bag Cataloniens store fodboldhold, og de har til den dag i dag bevaret ejerskabet over løbet. Selvom Catalonien Rundt ikke tiltrak de største udenlandske stjerner i dets tidlige år, var det meget populært blandt hjemlandets ryttere. Den største af disse var Mariano Canardo, der vandt løbet 7 gange mellem 1928 og 1939, hvilket fortsat er rekord. Det kunne være blevet til mere, hvis ikke man havde måtte aflyse løbet i 1937 og 1938 pga. den spanske borgerkrig. Siden 1939 er løbet blevet kørt hvert år uden afbrydelser.

Løbets store internationale gennembrud kom især fra slutningen af 60’erne, hvor flere af cykelsportens største navne begyndte at bruge det som deres sæsonafslutning. Fra 1967 og op i 70’erne tæller vinderlisten således navne som Jacques Anquetil (1967), Eddy Merckx (1968), Luis Ocana (1971) og Felice Gimondi (1972). I 80’erne vandt Sean Kelly løbet to gange (1984 og 1986), mens hjemlandets største stjerne Miguel Indurain kan notere sig tre sejr i Catalonien (1988, 1991 og 1992). Efter placeringsskiftet til juni-måned blev løbet en overgang igen en meget spansk affære med vindere som Jose Maria Jimenez (2000), Joseba Beloki (2001) og Roberto Heras (2002). Derefter fulgte nogle år med generelt lavere rangerende vindere, især efter at UCI placerede løbet samtidig med Giroen. Efter at den nuværende placering blev fundet, er Catalonien Rundt dog igen blevet populært blandt feltets helt store ryttere, hvilket nyere vindernavne som Daniel Martin (2013), Richie Porte (2015) og Nairo Quintana (2016) bekræfter. Det er dog fortsat især de spanske ryttere, for hvem løbet har størst prioritet, hvilket bl.a. kan ses ved, at de eneste to, der har vundet løbet mere end en gang siden Indurain, er de lokale helte Joaquim Roudriguez (2010 og 2014) og Alejandro Valverde (2009 og 2017).

Ruten

Efter sidste års WorldTour-udvidelse er der nu 14 ugeetapeløb i cykelsportens fineste klasse. Alligevel er ugeetapeløb en kategori indenfor cykelsporten, som aldrig opnår helt samme status som hverken grand tours eller de største klassikere. Derfor må ugeetapeløbene i stedet forsøge at konkurrere indbyrdes med hinanden om at opnå anerkendelse. Det handler, som så meget andet i cykelsporten, til dels om at opretholde nogle traditioner ift. det enkelte løbs historie og samtidig at prøve på at skille sig ud. Catalonien Rundt forsøger at gøre begge dele. Løbet har i nyere tid fastholdt en rute, der over syv etaper bringer rytterne rundt i det meste af den nordspanske region, og dermed både indeholder lettere etaper tæt på Costa Brava-kysten, men også gør brug af Pyrenæerne, omend stigningerne generelt ikke er lige så hårde, som dem vi kender fra Touren og Vueltaen. To rimeligt faste indslag har været stigningen La Molina, der ofte bruges som et afgørende etapemål, og den afsluttende rundtur omkring Barcelona, der bl.a. indeholder den korte men stejle Ardenner-lignende Alto de Montjuic-stigning. Begge er også med på ruten i år. Derudover har Catalonien Rundt været kendt for ikke at indeholde nogen form for tidskørsel, hvilket gør løbet særligt attraktivt for de etapeløbsryttere, der ikke bryder sig om kampen mod uret. Også dette gør sig gældende for årets udgave.

Årets catalanske rundtur begynder med løbets mindst udfordrende etape, der køres som en 152 km lang rundtur omkring kystbyen Calella. Ruten er dog langt fra flad og inden for de sidste 20 km skal rytterne endda over kategori 3-stigningen Port de Callsacreu (3 km: 4,7 %), der dog aldrig stiger mere end 6 %. Derfor er denne etape en af de bedste chancer for de ryttere, der mest er til start for at jagte en etapesejr. Allerede dagen efter bliver terrænet nemlig hårdere, når rytterne skal bevæge sig 175,6 km vestpå fra Mataro ved kysten og ind i landet til Valls. Igen er den hårdeste forhindring en kategori 3-stigning, og denne gang kommer den inden for de sidste 15 km i form af Coll de Lilla (4,2 km: 4,8 %). Den første reelle bjergetape kommer dog først dagen efter, hvor rytterne starter lidt nord for Barcelona i Sant Cugat Del Valles og herfra bevæger sig næsten 200 km nordpå, hvor de efter at have passeret tre kategori 1-stigninger undervejs, slutter i Pyrenæerne med opkørslen af Udenfor-kategori-stigningen Vallter 2000 (21 km: 5,5 %), der med sine 2000 højdemeter er det højeste punkt i årets Catalonien Rundt. Det er især de sidste 12 km, der er modbydelige med en gennemsnitlig stigning på 7,3 % og et maximum på 14 %.

På 4.etape fortsætter strabadserne med en 171 km lang tur igennem Pyrenæerne. Undervejs skal rytterne forcere kategori 1-stigningen Port d’El Jou (4,8 km: 8 %) med lidt over 70 km til mål, hvorefter der venter en lang opkørsel af Udenfor-kategori-stgningen Coll de la Creueta (21 km: 4,5 %), hvis top nås med lidt over 30 km tilbage. Herfter går det nedad indtil den klassiske opstigning til La Molina (11,6 km: 4,3 %) begynder. Det er på toppen af løbets mest kendte stigning af dagens og måske endda løbets vinder skal findes. 5.etape, der med 213 km er løbets længste, kan dog også meget vel vise sig at få stor betydning. Selvom den ikke slutter opad skal rytterne dog over tre stigninger på vejen Llivia, herunder endnu en uden for kategori ved navn Port d’El Canto (25 km: 4 %). Fra toppen af den sidste stigning Tunel de Vielha (15 km: 4%) er der 15 km nedkørsel til målet Vielha Val d’Aran helt over ved Cataloniens vestlige grænse.

6.etape starter også i Vielha Val d’Aran men herfra går ruten 194 km sydpå ud og dermed ud af Pyrenæerne. Rytterne passerer tre kategori 2-stigninger undervejs, men fra den sidste Port d’Ager (10,2 km: 4,3 %) er der fortsat ca. 70 km til målet i Torreferrera. Det er således en oplagt dag for et udbrud eller de få hurtige folk, der er til start i løbet, hvis de kan slæbe sig hen over stigningerne. Dagen efter afsluttes løbet østpå med den traditionelle rundtur om regionshovedstaden Barcelona, hvor rytterne over 155 km først køre en strækning omkring målbyen med en kategori 2 og kategori 3-stigning inkluderet, inden der sluttes af i hjertet af byen på den 6,6 km lange finalerundstrækning, der inkludere Alto de Montjuic (2 km: 5,7 %). Efter otte omgange og lige så mange passager af løbets sidste stigning vil vinderen blive hyldet i hjertet af den catalanske hovedstad.

Favoritterne

Som nævnt i det historiske afsnit har Catalonien Rundt især haft en betydning for hjemlandets ryttere, der typisk har foretrukket bjerge frem for tidskørsel, når de har skulle køre om sejren i etapeløb. Derfor er det ikke så underligt at kigge i retning af Movistar, når man skal finde et bud på årets vinder. Det store spanske hold har vundet de to seneste udgaver af Catalonien Rundt, og begge holdets to tidligere vindere er til start i år. Det bedste kort lader til at være den forsvarende vinder Alejandro Valverde. Veteranen har fået endnu en fremragende sæsonstart med samlede sejre i Valencia Rundt og Abu Dhabi Tour, og ligner på ingen måde en mand, der om ca. en måned fylder 38 år. Han har samtidig præcis den kombination af holdbarhed og eksplosivitet, der ofte skal til for at vinde i Catalonien. Movistar har dog også valgt at stille med 2016-vinderen Nairo Quintana, men columbianeren har endnu ikke kørt etapeløb i Europa i år, hvorfor han formentlig mest skal bruge løbet på at få kilometer i benene. Derudover er Paris-Nice-vinderen Marc Soler, der fik sit gennembrud med en 3.plads i sidste års catalanske rundtur, også til start. Med både Valverde og Quintana på holdkortet må han dog nok forventes at spille rollen som hjælperytter.

Den største trussel mod hjemmebanefavoritterne kommer formentlig fra Mitchelton. Det australske hold har valgt at sende alle deres tre stærkeste klassementsnavne til Catalonien, hvilket giver dem rigtigt gode muligheder for at udfordre Valverde & co. Det bedste bud lige nu lader til at være Adam Yates, der kørte fremragende i Tirreno-Adriatico, og formentlig kunne have blandet sig ift. den samlede sejr, hvis ikke han havde tabt 1 minut pga. en placering bag et styrt tidligt i løbet. Yates kørte sig dog alligevel op som nr. 5 og vandt en etape undervejs. Brormand Simon Yates gjorde det også rigtigt godt i Paris-Nice, hvor han blev nr. 2 og ville have vundet, hvis ikke han havde fejlvurderet faren ved Solers angreb på sidste etape. Han virker således også som et godt bud på en topplacering. Derimod så Esteban Chavez ikke super skarp ud i Nice, hvor han gik ned på de sidste etaper. Columbianeren må således regnes som nederst i hierarkiet indtil videre.

Mit bedste bud på en tredje vinder kommer fra UAE-Emirates, der også stiller til start med en stærk trup. Officielt er det Daniel Martin, der vandt løbet i 2013, der er holdets kaptajn. Løbets kombination af både lange og slidsomme men også korte og eksplosive stigninger er normalt guf for ireren, der samtidig er en af de ryttere, der vinder mest ved, at der ikke er en enkeltstart undervejs. Imidlertid så Martin rigtig skidt ud i Paris-Nice, hvor han endte med at udgå. Det kan have noget at gøre med den sygdom, der tilsyneladende havde ramt UAE-holdet kollektivt, men i så fald er det ikke sikkert, at han er kommet sig helt. Holdet har dog også et på papiret stærkt alternativ i Fabio Aru. Italieneren virkede dog ikke til at være i super form i Tirreno, men med hans tidligere meritter i grand tours in mente, skal man aldrig udelukke ham.

En rytter, der bliver meget spændende at følge i løbet er franskmanden Thibaut Pinot. FDJ-kaptajnen kører sit første europæiske etapeløb i Catalonien, og det bliver interessant at se, hvilket niveau han har på dette tidspunkt af sæsonen. Det er nok usandsynligt, at han allerede skulle være helt på toppen, men løbet kan stadig give et prej om, hvad vi kan forvente af Pinot resten af sæsonen. Derudover får han kompetent hjælp i form af den tilbagevendte løjtnant Sebastien Reichenbach, der dog nok fortsat kun er ved at arbejde sig tilbage efter sit alvorlige styrt sidste år, og den unge landsmand David Gaudu, der kører et af sine få etapeløb på WorldTour-niveau i år. Begge vil potentielt kunne køre med om top 10-placeringerne, hvis de er i form.

Man kommer selvfølgelig aldrig uden om Sky, når vi snakker etapeløb. Det britiske mandskabs kaptajn til årets Catalonien Rundt er Sergio Henao, der skuffede både sig selv og holdet i Paris-Nice, hvor han var langt fra at forsvare sin sejr. Derfor er columbianeren helt sikkert revanchelysten, og den catalanske rute ligger som udgangspunkt godt til ham. Han kan dog blive udfordret af sin unge landsmand Egan Bernal. Megatalentet kører sit første WorldTour-etapeløb som Sky-rytter i Catalonien, og det bliver meget spændende at se, hvad han kan drive det til.

Hvad skal man tro om Tejay Van Garderen? Den falmede amerikanske stjerne startede faktisk sæsonen rigtig flot, men i Paris-Nice oplevede vi endnu engang, hvordan Van Garderen nærmest er kronisk forfulgt af uheld, da et styrt og et efterfølgende sammenstød med en bil på 1.etape betød, at amerikaneren måtte udgå. Nu er spørgsmålet så, om han kan rejse sig igen. Det har tidligere været et stort problem for ham, men hvis han kan genfinde takterne fra de tidlige løb, skal han ikke afskrives ift. podiet.

Det hollandske Lotto-Jumbo-mandskab vil formentlig også kunne blande sig i topstriden. Kaptajnen er umiddelbart holdets topnavn Steven Kruijswijk, der ligesom mange andre kører sit første WorldTour-etapeløb i år i Catalonien. Hollænderen har tidligere haft et ry for ikke at være i specielt god form tidligt på sæsonen og i det hele taget at have det svært med ugeetapeløb. Imidlertid kørte han ganske glimrende i Andalusien Rundt i februar, hvor det blev til en samlet 7.plads, så hvis de takter holder, er Kruijswijk bestemt en farlig outsider. Holdet har dog om muligt et endnu stærkere kort i George Bennett, der i momenter var rigtig godt kørende i Tirreno, hvor han endte på en samlet 9.plads.

Hos det franske AG2R-hold skal den unge Pierre Latour i aktion for første gang i år. Den blot 24-årige franskmand er på papiret sit holds næstbedste klassementsnavn efter tabet af Domenico Pozzovivo, og derfor bliver det meget spændende at se, hvad han kan opnå i Catalonien. Han har set glimrende ud i de få løb han har kørt indtil nu, men spørgsmålet er, hvordan han håndtere presset og rollen som kaptajn. Han får dog en god støtte i schweiziske Mathias Frank, der muligvis ikke er så stærk som han har været, men trods alt viste rimelig form Abu Dhabi tidligere på året. Frank kan potentielt også køre en top 10-placering hjem selv.

En anden rytter, som det bliver meget interessant at følge er Michael Woods. Den 31-årige canadier fik et lidt sent karrieregennembrud sidste år, ikke mindst med hans samlede 7.plads i Vueltaen. Woods har indtil videre kun kørt i Abu Dhabi i år, hvor det ikke gik specielt godt, men til dels var canadieren formentlig ikke i form der, og samtidig blev han som vanligt hæmmet af sin elendige enkeltstart. Woods har Ardennerne som sit altoverskyggende sæsonmål i år, så det bliver rigtigt spændende at se, hvordan han præstere i kampen med nogle af sine værste konkurrenter på den front. Hans EF-Drapac-hold har også den erfarne franskmand Pierre Rolland til start, men han har vist efterhånden officielt parkeret klassementsambitionerne for i stedet at jagte etapesejre.

En sidste potentiel joker, som jeg vil fremhæve, er Jarlinson Pantano. Den 29-årige colombianer, der normalt er en meget stærk hjælperytter, får her chancen for at køre for sig selv, og det bliver spændende at se, hvad det kan føre til. Han har tidligere gjort det godt i det spanske ugeetapeløb, og Trek-rytteren er som udgangspunkt også godt stillet til et løb, der både kræver eksplosivitet og udholdenhed. Eneste aber dabei er, at Pantano selv har givet udtryk for, at han foretrækker at jagte etapesejre frem for at køre klassement. Men netop et løb som Catalonien bør i udgangspunktet være en af hans bedste chancer for, at lave et godt samlet resultat.

Bud på årets top 3: Alejandro Valverde (Movistar), Adam Yates (Mitchelton) og Daniel Martin (UAE-Emirates)

• Løbsnavn: Catalonien Rundt
• Løbstype: Ugeetapeløb
• Kørt første gang: 1911 (årets udgave er løb nr. 98)
• Startby: Calella
• Målby: Barcelona
• Antal etaper: 7
• Vigtigste etaper: 3.etape (Sant Cugat Del Valles-Vallter 2000), 4.etaper (Llanars-La Molina) og 5.etape (Lliva-Vielha Val d’Aran)
• Flest sejre: Mariano Canardo med 6 sejre
• Sidste års vinder: Alejandro Valverde (Movistar)

Catalonien Rundt vises fra mandag d.19 til søndag d. 25.marts på TV2 Sport og Eurosport