Cykling: Løbsoptakt 6 – Milano-Sanremo

Det første monument på cykelkalenden, er et af de mest uforandrede løb gennem dets over 100-årige historie. Derfor er det også igen i år et af de løb, hvor favoritfeltet er størst. For efter næsten 300 km i sadlen kræver en sejr noget helt specielt, uanset hvilken rytter man er.

Historien

Siden åbningsweekenden for snart 3 uger siden har der været afholdt masser af 1-dagsløb over hele Europa. Med undtagelse af Strade Bianche har ingen af disse løb dog haft deltagelse af et stort felt af stjerner, da de fleste af disse har brugt de to seneste uger på at køre Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico. I stedet har Pro Kontinental-rytterne og nogle af de mindre kendte WorldTour-ryttere haft deres chance. Det ændrer sig dog fuldstændig på lørdag, når cykeleliten igen vender sit fokus mod 1-dagsløbene, og denne gang er der ikke bare tale om en klassiker. Det er nemlig tid til det første af cykelårets fem monumenter: Milano-Sanremo

Når de fem løb, de har opnået den særlige monumentstatus, er mere prestigefyldte og mere anerkendte end alle andre 1-dagsklassikere i cykelsporten, handler det bl.a. om deres lange historie. Milano-Sanremo blev kørt første gang i 1907 og er således et af de ældste professionelle cykelløb i verden. Ideen til et løbet blev oprindeligt skabt af den liguriske kystby Sanremos lokale sportsunion, der i 1906 afviklede et etapeløb for amatører over to dage mellem Lombardiets hovedstad Milano og hjembyen. Journalisten Tullo Morgagni, der året før havde startet Lombardiet Rundt, fik her øjnene op for løbets potentiale, og med opbakning for avisen Gazzetta dello Sport fik han overbevist de lokale initiativtagere om at gøre løbet professionelt samt køre det på en dag. Således blev løbet, der har fået tilnavnene ”La Primevera” (Forårsklassikeren) og ”La Classicissima” (Klassikeren over alle klassikere), født. Den første udgave blev vundet af franskmanden Lucien Petit-Breton, der også skulle vinde Touren to gange inden han, som så mange andre unge mænd, på tragisk vis mistede livet på slagmarken under 1.verdenskrig. Verdenskrigene var dog knapt nok i stand til at stoppe Milano-Sanremo, der kun er bleve aflyst tre gange i historien (1916, 1944 og 1945). Den oprindelige arrangør, sportsavisen Gazzetta, har i dag samlet sine sportsaktiviteter i organisationen RCS, og Sanremo er således et af RCS’ tre oprindelige løb (sammen med Giroen og Lombardiet Rundt).

Efter at italienerne ikke var specielt markante i løbets første år, satte de sig fuldstændig på Milano-Sanremo efter 1.verdenskrig. Det største navn i denne periode af løbets historie var uden tvivl Costante Girardengo, der med 6 sejre mellem 1918 og 1928 fortsat er den, der har vundet løbet næstflest gange. Han var dog langtfra den eneste af støvlelandets store koryfæer, der vandt løbet i den totalt italiensk-dominerede periode frem til 1950’erne, hvor det kun blev til en udenlandsk sejr. Navne som Alfredo Binda (1929, 1931), Gino Bartali (1939, 1940, 1947 og 1950) og Fausto Coppi (1946, 1948 og 1949) er således alle at finde på vinderlisten.

Franske Lucien Bobets sejr i 1951 skulle imidlertid indvarsle en længere italiensk tørke i La Primavera. Fra 1953 til 1980 skulle det kun blive til to hjemmebanesejre. Til gengæld vandt en række af den øvrige cykelverdens største profiler løbet i denne periode, heriblandt Rik Van Looy (1958), Raymond Poulidor (1961), Tom Simpson (1964) og Roger De Vlaeminck (1973, 1978 og 1979). Den mest markante rytter i disse år var dog ubetinget ”Kannibalen” Eddy Merckx, der med sine 7 sejre mellem 1966 og 1976 fortsat er den rytter, der har vundet Sanremo flest gange.

Efter 1980 er italienerne vendt tilbage på sejrslisten, men generelt har det siden Merckx’ og De Vlaemincks tid været kendetegnende for Sanremo, at det er svært at dominere løbet gennem flere år. Store etapeløbsryttere, klassikerspecialister og sprintere har alle vundet løbet, men ikke mere end en eller to gange. Eneste dominerende navne på sejrslisten i nyere tid er tyske Erik Zabel, der vandt løbet 4 gange mellem 1997 og 2001, og spanske Oscar Friere, der vandt løbet i 2004, 2007 og 2010. Siden Freires tredje sejr har ingen rytter formået at vinde løbet for blot anden gang. Derudover er vi igen i gang med lidt af en italiensk tørke, da vi faktisk skal tilbage til 2006 og Filippo Pozzato for at finde den sidste hjemmebanesejr. Sidste år blev løbet vundet af Michal Kwiatkowski, der overspurtede Peter Sagan og Julian Alaphilippe, efter at de tre var kommet fri af feltet i finalen.

Ruten

Den lange historie er en af grundene til, at Milano-Sanremo har opnået status som monument. En anden meget vigtig grund er ruten, der kun er ændret ganske lidt igennem løbets historie. Det, der gør La Primaveras rute speciel, er kombinationen af dens længde, dens karakter og dens udformning. Med en distance på 291 km er Milano-Sanremo klart det længste professionelle løb i moderne cykling. Det er næsten 50 km længere end de øvrige monumenter og store klassikere, hvilket gør løbet markant hårdere end rutens karakter egentlig lægger op. La Primavera er nemlig kendt som ”sprinternes monument”, da ruten er langt fladere og langt mindre udfordrende end dem, som vi kender fra de øvrige fire monumenter. Det er dog samtidig en del af forklaringen på, hvorfor Milano-Sanremo hører til blandt monumenterne. Hvis en rytter skal vinde alle fem monumenter i løbet af karrieren, skal han kunne præstere i fem vidt forskellige terræner, heriblandt et, der giver de bedste muligheder til spurtstærke ryttere. Derudover skal der ikke herske nogen tvivl, at rutens konkrete udformning gør, at det på ingen måde er givet, at det er den normalt hurtigste sprinter, der vinder løbet. Det gælder også, hvis det skulle ende med en massespurt.

Som jeg har nævnt i tidligere optakter, er der en del cykelløb, hvis navne ikke længere afspejler den faktiske rute. Det gælder ikke for Milano-Sanremo, og det er en del af forklaringen på, at løbet er så langt. Rytterne starter således fortsat på pladsen foran Milanos berømte domkirke, og bevæger sig herfra sydpå af en rute, der de første 123 km stort set er flad. Det betyder dog ikke, at ruten er helt ufarlig. Den går nemlig lige igennem den åbne og ofte vindblæste Po-slette, hvor vejrforholdene kan få stor betydning, især hvis de ikke er gunstige. Efter 123 km begynder ruten så gradvist at stige op imod det legendariske Passo del Turchino (25,8 km: 1,4 %). Den lange stigning har været med i samtlige udgaver af løbet på nær to, og var især i de første 40 år af løbets historie det afgørende moment, hvor vinderen skulle findes. I nyere tid har stigningen dog stort set været uden betydning. Selvom den er lang, stiger den meget langsomt, hvorfor det er nemt for rytterne at forcere den i et kontrolleret tempo. Toppen af Turchino markere, at rytterne er ca. halvvejs til mål.

Nedkørslen slutter ved den liguriske kyst, og herfra vil rytterne altovervejende følge kysten i sydvestlig retning mod målbyen Sanremo. De næste ca. 90 km er dog igen altovervejende ukomplicerede. Den største trussel mod feltet på dette stykke er således den sidevind, der kan opstå langs kysten. Med 57 km til mål når feltet så frem til byen Alassio, der markere begyndelsen på finalen. På dette tidspunkt har rytterne allerede været i sadlen i 234 km, og selvom ruten på nær Turchino har været flad indtil da, er de fleste mærkede og trætte. Det er netop dette, der gør Milano-Sanremo til mere end bare en sprinterklassiker, for det er først nu at rytterne for alvor skal testes rent stigningsmæssigt. Den første test er tre små stigninger, der til sammen kaldes Capierne. Den første Capo Mele (3,0 km: 8,1 %) starter med ca. 54 km til mål og er klart den hårdeste ift. stigningsprocenterne. Efter en kort nedkørsel følger Capo Cerva (3,0 km: 1,9 %), der mest af alt er et bump på vejen inden rytterne ca. 6 km længere fremme når bunden af Capo Berta (2,5 km: 5,1 %). Uanset om der har etableret sig et udbrud tidligere på dagen eller ej, vil nogle af feltets lykkeriddere sikkert forsøge at komme væk på en af de tre små stigninger, men med lidt over 38 km til mål fra toppen af den sidste Capi, vil favoritterne formentlig fortsat holde sig i skinnet.

10 km længere fremme når rytterne til finalens hårdeste udfordring. Cipressa (5,65 km: 4,1 %), der har været med på rutekortet siden 1982, er både den længste og den stejleste af finalestigningerne, der undervejs rammer 9 % i stigning. Her kan vi måske se en form for udskilning, men da 21,5 km solokørsel efter så lang en dag formentlig er en umulighed, vil det fortsat mere være et spørgsmål om, at skille de tungeste og svageste ryttere fra. Efter Cipressa flader ruten igen ud indtil rytterne når udkanten af Sanremo med lidt under 9 km igen. Her skal de forcere dagens sidste stigning, der samtidig er den, som løbet næsten er blevet synonym med. Poggio di Sanremo eller bare Poggio (3,7 km: 3,7 %) ville i andre sammenhænge ikke have den store betydning, men efter mere end 280 km i sadlen er den lige præcis, hvad der skal til for at lave et afgørende ryk. Alle de favoritter, der ikke kan vinde i en spurt, skal forsøge sig på Poggio, der siden stigningens introduktion i løbet i 1960, har været scenen for næsten alle sejre vundet udefra. Kommer en eller flere ryttere fri hen over toppen, har de nemlig kun 5,5 km til mål, hvor de første 3 udgøres af den meget tekniske nedkørsel. Først med lidt over 2 km tilbage flader ruten ud i Sanremos gader, hvor rytterne kort efter 1-kilometermærket drejer første til venstre og så til højre for at slutte løbet af på den legendariske opløbsgade Via Roma, som igen i år formentlig vil være scenen for enten en massespurt eller en spurt mellem en lille gruppe af favoritter, der er kørt væk på Poggio.

Favoritterne

Milano-Sanremo er måske det af monumenterne, hvor flest af cykelfeltets stjerner har en chance for at vinde. Rutens få stigninger gør, at sprinterne kan være med, men længden gør, at det ikke er nok bare at være den hurtigste rytter for at vinde til sidst. Derudover gør stigningernes koncentration og placering i finalen, at klassikerspecialisterne og endda de mere eksplosive etapeløbsprofiler også kan ende øverst på podiet. Med dette in mente vil jeg pege på Peter Sagan som årets bedste vinderbud. Verdensmesteren så fremragende ud i Tirreno, hvor han specielt imponerede på 6.etape, hvor han blev nr. 2, selvom at han ellers var blevet sat tilbage af et styrt tæt på mål. Sidste år beviste Sagan, at han er i stand til at køre væk på finalestigningen, men samtidig kan han i hans nuværende form sagtens være bedste mand på Via Roma efter næsten 300 km. Derfor er det meget muligt, at slovakken vinder sit andet monument i karrieren på lørdag.

Den største trussel mod Sagan kommer nok fra 2016-vinderen Arnaud Demare. Franskmanden viste god form i starten af Paris-Nice med en sejr på 1.etape i en finale, der på forhånd virkede for stejl til ham. Desværre måtte Demare senere udgå af løbet pga. sygdom, og spørgsmålet er, om han er nået at komme sig helt. Er han frisk, er franskmanden dog lige præcis så hårdfør, at han bør være blandt de hurtigste efter det lange løb, hvilket hans sejr for to år siden også bekræfter.

Et tredje bud på en sejr bør komme fra QuickStep, der som sædvanlig stiller med flere gode bud. Det er selvfølgelig en streg i regningen, at Fernando Gaviria endnu engang er blevet skadet efter et dumt styrt. Det giver dog den fordel, at der ikke bliver nogen diskussion om, hvem holdet skal køre for, hvis det ender med en spurt. Den rolle tilfalder nu helt sikkert italienske Elia Viviani, der helt klart også har holdbarheden til at kunne fastholde sin hurtighed efter det lange løb. Han er dog langt fra QuickSteps eneste mulighed. Sidste års nr. 3 Julian Alaphilippe så rigtigt skarp ud i Paris-Nice, selvom det samlede klassementsresultat igen glippede til sidst. Han bør derfor have benene til at kunne levere et eksplosivt ryk på Poggio og herfra køre sejren hjem. Dette vil også være taktikken for Philippe Gilbert, for hvem Sanremo er et af de to monumenter, han mangler på sin palmares for at blive den blot fjerde rytter i historien, der har vundet alle fem monumenter. Veteranen havde tilsyneladende også lidt sygdomsproblemer i Tirreno, men formåede alligevel at slutte i top 30. Formen bør således også være der for Gilbert, der generelt er startet sæsonen fint.

Et andet hold, der har flere strenge at spille på, er Mitchelton. Caleb Ewan viste sidste år, at han har holdbarheden til at komme hele vejen til målstregen. Om så også er den hurtigste på det tidspunkt er mere usikkert, hvorfor det australske hold kan vælge at satse på Matteo Trentin. Italieneren, der helt sikkert gerne vil vinde på hjemmebanen, kørte solidt i Nice men er nok ikke den hurtigste på Via Roma uanset hvad. Trentin er til gengæld eksplosiv nok til, at han kan forsøge sig på Poggio.

Også Astana har mere end et bud på en vinder, og et af de bedste er danske Magnus Cort. Selvom at han i Paris-Nice ikke helt kunne følge op den flotte sæsonstart, viste han i momenter både hvor stærk og hurtig han er. Han vil derfor være en farlig outsider på Via Roma, hvor han sidste år blev nr. 11. En anden mulighed er Alexey Lutsenko, der i glimt så rigtigt stærk ud i Tirreno og sluttede som nr. 15 samlet. Det ville ikke være overraskende, hvis han forsøger sig på Poggio. Endelig har Astana også italienske Riccardo Minali. Den mere rendyrkede sprinter er dog formentlig for tung til at komme hele vejen til mål og er derfor nok mest med for at lære løbet at kende.

Sidste år vandt Alexander Kristoff feltets spurt, og nordmanden har flere topplaceringer i løbet med sejren fra 2014 som det bedste. Hans sæsonstart hos hans nye hold UAE-Emirates har også være godkendt, men ligesom stort set resten af sit hold måtte han forlade Paris-Nice pga. sygdom, hvorfor meget kommer til at afhænge af, hvor godt han er kommet sig i løbet af denne uge. UAE-holdet stiller også til start med den italienske darling Fabio Aru, der naturligvis gerne vil vinde, men ikke viste specielt god form i Tirreno. Aru skal selvfølgelig køre udefra, hvis han skal have en chance.

Det giver selvfølgelig mening at nævne Greg Van Avermaet, men BMC-kaptajnen er ikke den hurtigste i en spurt på Via Roma, også selvom det har været et langt og hårdt løb. Han skal derfor forsøge sig på Poggio, hvis han vil vinde karrierens andet monument på lørdag, og det har han ikke haft specielt gode erfaringer med tidligere. Skulle det igen kikse for Van Avermaet giver det bedre mening for BMC at satse på Jürgen Roelandts eller Jempy Drucker i spurten, men ingen af disse er formentlig hurtige nok til at vinde, selvom løbet bliver kørt hårdt.

Et af de hold, der bliver mest spændende at følge, er Bahrain. Sonny Colbrelli er egentlig en ryttertype, der bør kunne levere en stærk spurt efter et langt og hårdt løb, men konkurrenterne skal formentlig være meget møre, hvis han skal vinde i en samlet finale. Samtidig er Vincenzo Nibali også til start og støvlelandets største stjerne har tidligere været meget tæt på at vinde løbet ved at køre på Poggio. Det vil han sagtens kunne forsøge igen, selvom han nok skal komme til mål alene, hvis han skal have en reel vinderchance.

Sidste års vinder Michal Kwiatkowski er naturligvis også til start og vil helt sikkert forsøge at genvinde løbet. Polakken er uden tvivl i skræmmende form, hans samlede sejr i Tirreno taget i betragtning. Han vil dog trods alt ikke kunne vinde i en samlet spurt, hvorfor han ligesom sidste år satse på at komme væk på Poggio sammen med andre stærke ryttere, hvis han skal gentage sejren. Samme opskrift gælder for hans holdkammerat Gianni Moscon, der som italiener har en naturlig interesse i at vinde foran hjemmepublikummet.

Endelig vil jeg nævne Lotto-Soudal-holdet, der har haft en rigtig flot sæsonstart med flere store resultater. Holdets sprinter Andre Greipel er til start i år for første gang siden 2015, og selvom den tyske veteran aldrig tidligere har formået at sidde med i finalen, er der muligvis en større chance herfor i år, da han helt klart har forbedret sin holdbarhed over de seneste par sæsoner. Til gengæld virkede han langt fra så hurtig som tidligere i Paris-Nice, så måske skal det belgiske hold i stedet sætte deres lid til Tim Wellens eller Tiesj Benoot, der begge kommer med top 10-placeringer fra hhv. Paris-Nice og Tirreno, samt store sejre tidligere på året i hhv. Andalusien Rundt og Strade Bianche. Både Wellens og Benoot har styrken til at køre væk på Poggio og holde til mål, hvis de rammer dagen og kører løbet perfekt.

Bud på årets top 3: Peter Sagan (Bora), Arnaud Demare (FDJ) og Elia Viviani (QuickStep)

• Løbsnavn: Milano-Sanremo
• Løbstype: Flad klassisker (første af de fem monumenter)
• Kørt første gang: 1907 (årets udgave er løb nr. 109)
• Startby: Milano
• Målby: Sanremo
• Længde: 291 km
• Vigtigste rutepunkter: Capo Mele (236 km), Capo Berta (250 km), Cipressa (264 km) og Poggio di Sanremo (282 km)
• Flest sejre: Eddy Merckx med 7 sejre
• Sidste års vinder: Michael Kwiatkowski (Sky)

Milano-Sanremo vises lørdag d. 17.marts fra kl. 14.30 på Eurosport 2