Det italienske forårsløb har de seneste år udfordret de franske konkurrenter i kampen om cykelelitens gunst. I år har de endnu engang vundet den kamp, hvorfor at dagens startskud også er signalet til den første store duel mellem årets absolutte grand tour-favoritter.
Historien
Med Paris-Nice’ start i søndags kom godt og vel halvdelen af cykeleliten i gang med årets etapeløbssæson. Den anden halvdel har måttet vente til i dag, hvor de kaster sig ud i det gamle hæderkronede franske løbs yngre italienske udfordrer, der ikke desto mindre i de senere år faktisk har vundet kampen om at tiltrække det stærkeste felt til årets første duel mellem verdens bedste etapeløbsprofiler.
Lige som sin franske modpart har Tirreno-Adriatico formået at udnytte sin position i cykelkalenderen til at udvikle en mere selvstændig identitet, da løbet ikke fungere som optakt til en grand tour eller lignende. Historisk set har løbet derimod været årets første duel mellem de sprintere og især i det seneste år etapeløbsstjerner, der har foretrukket lidt varmere vejr end det, som i hvert fald første del af Paris-Nice kan tilbyde. Ligeledes har løbet ofte været det, der har tiltrukket flest af klassikerprofilerne, da de tidligere havde gode muligheder for en samlet sejr her som en del af forberedelserne til den store efterfølgende duel i de store 1-dagsløb.
Historisk set har Tirreno-Adriatico spillet 2.violin ift. Paris-Nice, og det skyldes bl.a. at det italienske løb er en markant nyere opfindelse. Den første udgave blev først kørt i 1966 på initiativ af den romerske cykelklub Forze Sportive Romane. Løbet blev oprindeligt kaldt Tre Giorni del Sud (Tre dage i Syden), fordi alle andre store italienske cykelløb blev kørt nordligere end det nye etapeløb, der i sin første udgave kun bestod af 3 etaper. Løbet blev dog udvidet til 5 etaper allerede i sin anden sæson, og efter en kort periode med 6 etaper i midten af 80’erne, blev det udvidet til det nuværende format med 7 eller 8 etaper i 1989. Løbet ejes i dag af Giro-arrangøren RCS.
Efter at de første par udgaver blev vundet af mindre profilerede italienske ryttere, kom Tirreno-Adriatico for alvor på cykellandkortet, da den belgiske klassikerlegende Roger De Vlaeminck vandt løbet 6 gange i træk fra 1972 til 1977. De Vlaemincks sejrsrække, der stadig er rekord for flest sejre i løbets historie, satte tonen for Tirreno-Adriatico som 1-dagsrytternes etapeløb og primære forberedelse til den væsentligste del af klassikersæsonen. Helt frem til slutningen af 00’erne var det nemlig primært 1-dagsspecialisterne, der vandt løbet. Blandt dem, der vandt mere end en samlet sejr kan nævnes hjemlandets Francesco Moser og Guiseppe Saronni samt danske Rolf Sørensen, der vandt samlet i 1987 og 1992.
Over de sidste 10 år har navnene på Tirreno-Adriaticos vinderliste dog skiftet karakter. Som nævnt har løbet altid skulle konkurrere med Paris-Nice om at tiltrække ryttere pga. sammenfaldet i placeringen på cykelkalenderen, men tidligere var denne konkurrence mere indirekte, da de to løb havde meget forskellige profiler. RCS har imidlertid ændret på dette ved at inkludere mere reelle bjergetaper samt flere enkeltstartskilometer i Tirreno-Adriaticos rute. Dette har betydet, at de to åbningsetapeløb nu konkurrere direkte om, hvem der kan samle det stærkeste felt på tværs af klassikerryttere, etapeløbsspecialister og sprintere, og i de senere år har italienerne klart vundet den kamp. Således har det primært været etapeløbsstjerner, der har vundet løbet siden 2010, og både Vincenzo Nibali og Nairo Quintana har i denne periode taget to samlede sejre. Eneste undtagelse fra dette var i 2016, da den store bjergetape måtte aflyses pga. dårligt vejr og Greg Van Avermaet herefter holdt sin føring til mål. Tirreno-Adriatico har været WorldTour-løb siden dennes oprettelse i 2009, ligesom det var en del af ProTouren før da.
Ruten
Hvis ikke man er så stærk i italiensk, har man muligvis ikke opdaget, at løbets geografiske placering afsløres af navnet Tirreno-Adriatico. Her kan tilnavnet ”Løbet mellem de to have” dog være en brugbar ledetråd, da det der overordnet set har været rutens varemærke er, at den går fra den ene italienske kyst til den anden i et område umiddelbart nord for Rom men syd for de store cykelprovinser Lombardiet, Piemonte og Emilia-Romagna hvor Italiens mest kendte 1-dagsklassikere køres. Således bevæger ruten sig fra vestkysten ved Det Tyrrhenske Hav (Tirreno) over 7 etaper af forskellig karakter til østkysten ved Adriaterhavet (Adriatico).
1.etape ude ved vestkysten har typisk været en tidskørsel. Det gælder også i år, hvor rytterne skal ud på en 21,5 km lang holdtidskørsel, der foregår på en fuldstændig flad rute i byen Lido di Camaiore, som også har dannet ramme om tilsvarende åbningsetaper de sidste 2 år. Dagen efter bevæger rytterne sig sydpå langs den tyrrhenske kyst over 167 km til den toscanske havneby Follonica. Pga. den korte afstand til havet, er der selvfølgelig risiko for vind, men derudover er ruten fuldstændig flad frem til mål, hvorfor det formentlig bliver en sag for sprinterne. Det gør det tilgengæld ikke på 3.etape, hvor rytterne tager turen østpå ind i landet, når de skal ud på løbets længste etape over 239 km til Trevi. Undervejs skal rytterne forcere tre kategoriserede stigninger inden de når frem til målbyen, hvor målstregen er placeret på toppen af en lille hidsig stigning, der skal forceres to gange i finalen. Målstigningen er i alt 2,5 km, hvor den første kilometer er stille og rolig med en gennemsnitlig stigning på 3,3 %. Herefter går det dog meget stejlt opad til mål med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,5 % og stykker på både 16 og 20 % undervejs. Det bliver således en rigtig eksplosiv afslutning, hvor både favoritterne og feltets puncheurs kan boltre sig.
Dagen efter gælder det løbets kongeetape, hvor rytterne skal køre en rute på i alt 219 km med start i Foligno. Herfra bevæger ruten sig i først omgang yderligere mod øst indtil rytterne når til Colmurano med lidt over 100 km til mål. Herefter drejer ruten mod syd i retningen af bjergkæden Apenninerne, hvor dagens målstreg er placeret. På denne del af ruten skal rytterne passere tre kategoriserede stigninger inden de med 12 km til mål når bunden af finalestigningen op til skisportsstedet Sassotetto (11,75 km: 7,1 %: 13 %). Den starter hårdt ud med stigningsprocenter omkring 8, inden at den første gang flader lidt ud med omkring 8 km til mål. Den værste del af stigningen er fra ca. 7,5 km op og indtil, at der kun er 2 km til mål. Her stiger det næsten konstant med omkring 9 % og flere steder er stigningsprocenterne to-cifrede. De sidste 2 km flader stigning imidlertid ud, hvorfor et angreb skal sættes ind inden da, hvis en af favoritterne vil sikre sig et afgørende forspring. Dagen efter kongeetapen er 5.etape sidste chance for de af favoritterne, der har brug for stigninger til at skabe sig et forspring. Den 178 km lange rute går denne dag fra Castelraimondo et godt stykke nord for gårdsdagens målby. Herfra skal rytterne bevæge sig østpå ud til Adriaterhavet inden de efter en kort tur nordpå igen bevæger sig ind i landet til målbyen Filottrano, hvor der skal køres to omgange på en rundstrækning af 16,1 km. Ruten er ligesom de to foregående dage præget af små stigninger, hvor i alt fire er kategoriserede. Ligesom på 3.etape er finalerundstrækningen også centreret omkring en kort eksplosiv stigning, der skal forceres tre gange, hvor målstregen ligger på toppen ved sidste passage. Denne forhindring har ikke så høj en gennemsnitlig stigningsprocent som stigningen i Trevi, da den bl.a. er delt i to med en kort nedkørsel i løbet af dens i alt 4,7 km. Den indeholder dog flere 2-cifrede stykker undervejs, hvor der bl.a. er et på 10 % inde på den sidste kilometer. Målbyen Filottrano er i øvrigt særligt udvalgt, da den var hjemby for afdøde Michele Scarponi, der vil blive mindet og hædret ifm. etapen.
6.etape starter ude ved kysten i Numana, hvorfra rytterne skal køre mod nord i retningen af Fano, hvor der endnu engang skal afsluttes med en rundstrækning. Der er igen nogle knolde undervejs på den 153 km lange rute, hvoraf to er kategoriserede, men sammenlignet med de foregående dage er der tale om en meget enklere etape. Da de sidste 50 km stort set er flade, er dette klart sprinternes næstbedste chance i løbet. Dagen efter sluttes der traditionen tro af noget længere sydpå i San Benedetto del Tronto, der har været afsluttende målby for Tirreno-Adriatico i alle udgaver af løbet siden 1967. Igen i år er sidste etape en kort enkeltstart på ca. 10 km, der køres på en flad rute i målbyen helt ud til Adriaterhavskysten, hvor årets vinder efterfølgende kåres.
Favoritterne
Tirreno-Adriatico har som nævnt igen i år vundet kampen om de største klassementsstjerner, hvorfor favoritfeltet i det italienske løb er klart mere imponerende end i Paris-Nice. Problemet er, at mange af stjernerne lader til slet ikke at være i form endnu, hvis man skal tror resultaterne fra opvarmningsløbene. Det er således ikke helt lige til at forudsige, hvem der allerede er klar til at slå til nu, og hvem der kun kører løbet som træning. En af dem, der er ikke er startet super godt, men som dog alligevel bør have gode muligheder i løbet, er hollandske Tom Dumoulin. Sunweb-kaptajnen var forfulgt af uheld i Abu Dhabi og så heller ikke super stærk ud i Strade Bianche, men hans kvaliteter på tidskørslerne er ikke til at tage fejl af. Hvis bare han kan sidde med på etapen til Sassotetto, vil han således være kæmpefavorit pga. den afsluttende enkeltstart. Desuden har Dumoulin en af feltets stærkeste hjælpere i Wilco Kelderman, der også sagtens ville kunne køre med om sejren selv, hvis ikke han skulle hjælpe sin landsmand.
Min anden favorit kommer fra Movistar, der sidste år vandt løbet med Nairo Quintana. Colombianeren er ikke til start i år, men det er hans nye holdkammerat Mikel Landa til gengæld. Spanieren fik en rigtig fin start på sæsonen i Andalusien med en 6.plads, hvilket især blev muligt fordi han kørte en meget hæderlig enkeltstart. Samtidig er han en af de ryttere, der er bedst på netop den type stigning, som 4.etape afsluttes med, da han både kan lave hurtige ryk på de stejle passager og sætte et hårdt tempo på de lidt lettere stykker. Da hans hold samtidig er glimrende til holdtidskørsel, er det først og fremmest et spørgsmål om, hvorvidt Landa enten kan tage tilstrækkeligt med tid undervejs, eller om han kan fortsætte fremgangen på tidskørslerne så meget, at den sidste etape ikke bliver for dyr for ham.
Primoz Roglic tror åbenbart fortsat ikke på egne evner som grand tour-rytter, men som ugeetapeløbsrytter er han en af verdens bedste pt. Han fik en fin sæsonstart i Valencia med en 6.plads, men har ikke kørt så meget siden da. Hvis formen er i orden kan han dog blive en meget farlig outsider, da han både er en fremragende temporytter og yderst solid på alle slags stigninger, kan jeg sagtens forestille mig, at han ender med at løbe med det hele. Han har også en rigtig stærk hjælper i George Bennett, der selv har klassementsambitioner, men her nok vil optræde som en loyal løjtnant overfor sin slovenske kaptajn.
Hvis det udelukkende gik på form ville jeg pege på Romain Bardet som favorit. Franskmandens præstation i Strade Bianche viste helt nye sider af hans evner og kvaliteter, og lover rigtig godt for resten af sæsonen. Imidlertid fylder tidskørsel som bekendt en meget stor del af Tirreno-Adriatico, og det er ingen hemmelighed, at Bardets evner ud i denne disciplin mildt sagt er begrænsede. Stigningerne i løbet passer ellers umiddelbart godt til ham, men pga. den store mængde tidskørsel har jeg svært ved at se ham ende øverst på podiet i San Benedetto.
Sky stiller på papiret med et rigtig stærkt hold. Chris Froome vil altid være favorit i et eller andet omfang, når han er til start i et etapeløb, men i denne omgang har jeg svært ved at se ham levere et topresultat. Til dels er Froome stort set aldrig i topform på dette tidspunkt, hvilket hans kørsel i Andalusien viste med al tydelighed. Derudover er det svært at tro på, at den verserende dopingsag imod ham ikke påvirker hans kørsel. Derfor vil det formentlig være hans landsmand Geraint Thomas, der er holdets egentligt frontfigur i årets Tirreno-Adriatico. Thomas har især en fordel ift. tidskørslen, og han så også stærk ud i Algave, selvom løbet samtidig også bekræftede, at waliseren ikke er sluppet af min sin dårlige løbsforståelse og sine manglende evner ift. at bide tænderne sammen, når han oplever modgang.
Det er klart, at Vincenzo Nibali er til start i et af sit hjemlands største cykelløb. Hajen fra Messina har også tidligere vundet Tirreno-Adriatico to gange, og i udgangspunktet ligger ruten perfekt til ham. Det store problem er dog, at Nibali igen år lader til at være kommet ud af vinterpausen i grundlæggende dårlig form. Det har han desværre gjort til lidt af en tradition i de senere år, og selvom han nok skal være klar senere på året, er det svært at tro på ham som vinder på nuværende tidspunkt. Bahrain har muligvis en bedre chance i form af deres nyindkøb Domenico Pozzovivo. Den erfarne italiener kører næsten altid omkring en 5.plads hjem i de etapeløb han er til start i, men hans ikke-eksisterende evner som tidskører forhindrer formentlig endnu engang et topresultat.
En rytter, der har vist kanonform, er Astanas stjernefrø Miguel Angel Lopez. Med en 2.plads i Oman og 3.plads i Abu Dhabi er sæsonen startet rigtig flot for 24-årige colombianer, der har et antrit som meget få andre i feltet på de sværeste stigninger. Imidlertid er Lopez evner på enkeltstarter heller ikke specielt store, og da Astana som hold heller ikke står specielt stærkt til holdtidskørslen, vil det formentlig koste for meget tid til, at Lopez kan køre med om sejren.
En af de ryttere, som det bliver mest spændende at følge, er Rigoberto Uran. Colombianeren har indtil nu kun kørt et af hjemlandets store løb, hvor det blev til en 3.plads. Problemet er, at den slags resultater sjældent er særligt gode til at sige noget om, hvordan de colombianske ryttere står ift. de øvrige favoritter. Derfor er det stort set umuligt at vide, hvilken form Uran er i. Hvis formen er der, er han imidlertid en farlig outsider til en podieplads, og det især, hvis han bekræfter, at han har genfundet nogle af sine enkeltstartsevner, hvilket 8.pladsen på næstsidste etape af Touren sidste år indikerede.
Hjemmepublikummet vil helt sikkert have stor forventninger til Fabio Aru. Den 27-årige italienske mester kører i Tirreno-Adriatico sit første løb som kaptajn i Italien efter sit skifte til det delvist italiensk-ledede UAE-Emirates. Hans sæsonstart i Abu Dhabi indikerede dog ikke, at Aru er tæt på at være i topform, og da han også fortsat har store mangler som enkeltstartsrytter, er det tvivlsomt, om det kan blive til et topresultat for den yngre af de to italienske darlings.
Slutteligt er det naturligvis værd at nævne Adam Yates, der kommer til Tirreno-Adriatico som kaptajn for Mitchelton. Den 25-årige brite så rigtig stærk ud i løbet sidste år, indtil at han måtte udgå med sygdom. Derudover har han også fået en fin sæsonstart med en 4.plads i Valencia, som er det eneste større etapeløb, han har kørt indtil nu. Igen er det dog manglen på enkeltstartsevner, der afholder mig fra at udråbe Yates til favorit. Men ligesom med Uran bliver det spændende at se ham overfor feltets øvrige stærkeste klassementsnavne.
Bud på årets top 3: Tom Dumoulin (Sunweb), Mikel Landa (Movistar) og Primoz Roglic (Lotto-Jumbo)
- Løbsnavn: Tirreno-Adriatico
- Løbstype: Ugeetapeløb
- Kørt første gang: 1966 (årets udgave er løb nr. 53)
- Startby: Lido di Camaiore
- Målby: San Benedetto del Tronto
- Antal etaper: 7
- Vigtigste etaper: 1.etape (Lido di Camaiore (holdtidskørsel), 3.etape (Follonica-Trevi), 4.etape (Folligno-Sassosetto) og 7.etape (San Benedetto del Tronto (tidskørsel))
- Flest sejre: Roger De Vlaeminck med 6 sejre
- Sidste års vinder: Nairo Quintana (Movistar)
Tirreno-Adriatico vises fra onsdag d. 7 til tirsdag d. 13.marts på Eurosport
Red Zone Blog 