Søndag starter etapeløbssæsonen for alvor med ”Løbet mod Solen”. Paris-Nice er muligvis ikke i samme kaliber som de tre grand tours, men med en historie der går tilbage 1933, er det på niveauet lige under, selvom at de italienske konkurrenter har lagt pres på de seneste par sæsoner.
Historien
Det er måske svært at forestille sig, når man kigger ud af vinduet her i Danmark pt., men på søndag begynder der i Frankrig et cykelløb, hvis historiske rolle bl.a. har været at være en budbringer om forårets komme. Om det også lykkes i år må vi vente at se, men der er ingen tvivl om, at Paris-Nice fortsat er et af de mest prestigefyldte blandt de såkaldte ugeetapeløb, der selvfølgelig ikke er lige så lange, udmagrende og storslåede som de tre grand tours, men som alligevel spiller en vigtig rolle i løbet af cykelsæsonen, om ikke andet som optakt til de store løb.
Paris-Nice har i denne sammenhæng en særlig position, da det er et af de to første europæiske etapeløb på WorldTour-kalenderen og ikke ligger lige op til en grand tour. Det har givet løbet muligheden for at have mere selvstændig profil og identitet, hvilket har bidraget til, at det prestigemæssigt rangere højere end mange af de senere ugeetapeløb. Samtidig gør dets placering i kalenderen, at det både kan fungere som den første test i konkurrencen mellem cykelverdenens bedste etapeløbsryttere og sprintere, samt som forberedelse for de klassikerryttere, der skal være klar de helt store 1-dagsløb fra slutningen af marts og fremefter. Derfor har feltet i Paris-Nice næsten altid været besat med nogle af sportens største stjerner.
Anerkendelsen af Paris-Nice handler naturligvis også om løbets lange historie. Den første udgave blev kørt i 1933 og på nær to pauser hhv. under 2.verdenskrig og fra 1947 til 1950 pga. manglende sponsorer, er løbet blevet afviklet hvert år siden da. Det blev oprindeligt grundlagt af mediemogulen Albert Lejeune, der ejede aviser i både Paris og Nice, og ønskede at promovere disse gennem et cykelløb. Lejeune samarbejde med Vichy-regeringen og nazisterne, hvorfor han blev henrettet i retsopgøret efter krigen, men løbet blev genoprettet i 1951 af Nice’ daværende borgmester Jean Medecin. Journalisten Jean Leulliot, der blev løbsdirektør ved genopstarten, købte løbet i 1957, og hans familie skulle stå for organiseringen af Paris-Nice helt frem til år 2000. I dag er det dog ASO (den store franske cykelsportsorganisation, der også ejer Tour de France), der ejer løbet.
Paris-Nice steg for alvor i cykelfeltets agtelse, da den første store Tour-konge Jacques Anquetil begyndte at prioritere løbet som en del af sit sæsonprogram. Anquetil vandt løbet 5 gange fra 1957 til 1966, hvilket i mange år var rekord og stadig er det næsthøjeste antal samlede sejre i løbets historie. Herfra var Paris-Nice en fast del af etapeløbselitens sæson, og i årene efter Anquetil tæller vinderlisten navne som Eddy Merckx, Raymond Poulidor og Joop Zoetemelk, der alle vandt løbet flere gange.
I 80’erne udviklede løbet sig til en irsk affære. Efter en sejr til Stephen Roche i 1981, lykkedes det hans landsmand Sean Kelly at vinde Paris-Nice 7 år i træk, hvilket fortsat er rekorden for flest sejre i løbet. Hans sejrsrække blev brudt af Miguel Indurain i 1989, der med 2 sejre i træk viste de første tegn på, at han kunne blive en stor etapeløbsrytter. I 90’erne var det også en kombination af etapeløbsstjerner og klassikerryttere, der vandt løbet med bl.a. Tony Rominger og Laurent Jalabert blandt dem, der kunne notere sig mere end en sejr.
Efter årtusindskiftet har der været færre ryttere, der har vundet løbet mere end en gang. Blandt dem der dog har gjort det kan nævnes Alexandre Vinokourov (2002, 2003), Alberto Contador (2007, 2010) og Richie Porte (2013, 2015). En af forklaringerne på det lavere antal af flergangsvindere er, at Paris-Nice er blevet udfordret i rollen som sæsonåbner af det samtidige italienske løb Tirreno-Adriatico, der de senere år har satset mere direkte på at tiltrække samme ryttere som det franske løb. Efter at italienerne for et par sæsoner siden så ud til at have fået overtaget, er franskmændene dog så småt kommet tilbage, selvom årets to felter indikere, at Tirreno fortsat har et forspring. Paris-Nice har været en del af WorldTouren siden starten i 2009 og ProTouren før det.
Ruten
Paris-Nice bliver kaldt ”Løbet mod Solen”, og det er en rigtig god beskrivelse af, hvordan rytterne i løbet af ugen bevæger sig fra gråt og ofte dårligt vejr ved starten oppe i det nordlige Frankrig til solskin og smukke omgivelser ved den franske riviera. Paris-Nice bevæger sig nemlig altovervejende fortsat mellem de to steder i Frankrig, som dets navn indikere. Løbet er dogkun sjældent begyndt i midten af Paris siden 1962, men starter ofte i en forstad eller en mindre by tæt på hovedstaden. Derefter bevæger løbet sig over i alt 8 etaper i sydvestlig retning inden at det ænder i Nice. Undervejs består ruten typisk af en kombination af flade og mere kuperede etaper. Ofte er der én reel bjergetape undervejs og i hvert fald en tidskørsel. Et klassisk element har været at slutte løbet med en enkeltstart opad den legendariske stigning Col d’Eze, hvilket var et fast element fra 1969 til 1995 (med undtagelse af 1977). Siden har man dog kun gjort dette et par gange, senest i 2015. Den 9 km lange stigning lige uden for Nice er dog fortsat en fast del af sidste etape, også når løbet afsluttes med en almindelig etape.
I år starter løbet med en altovervejende flad etape på 135 km mellem de to Paris-forstæder Chatou og Meudon. Der er to kategori 3-stigninger undervejs, som ikke bør skabe den store forskydning, men ligesom sidste år er afslutning på 1.etape tricky. Der afsluttes nemlig på en 1,9 km lang kategori 3-stigning med en gennemsnitlig stigning på 6 %, og hvor de sidste 500 m er brostensbelagte. Ikke en oplagt sag for de sprintere, der har valgt at tage turen til Frankrig. Dagen efter bevæger løbet sig 187,5 km sydpå med 2.etape mellem Orsonville og Vierzon. Denne etape er fuldstændig flad, og selvom de sidste 500 meter stiger med 4 % bør det blive en sag for sprinterne. Derefter kommer årets længste etape på 210 km mellem Bourges og Chatel-Guyon. Denne dag starter også flat, men efter 60 km begynder terrænet at ændre sig. Der skal passeres en del knolde, hvoraf et par er kategoriserede. Med 27 km til mål skal rytterne forcere Cote de Charbonnieres (10 km: 3,5 %), der er dagens værste udfordring. Fra toppen er der fortsat 17 km til mål, hvor der i finalen også skal forceres en mindre knold på 1,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,5 %. Afslutningen på 3.etape heraf nok første reelle chance for en udskilning mellem favouritterne.
Fra og med 4.etape går løbet ind i den afgørende fase. Denne dag bliver rytterne transporteret mod øst, hvor de skal køre løbets eneste tidskørsel mellem La Fouillouse og St. Etienne, der er 18,5 km lang og lettere kuperet. Dette er den første af de i alt tre etaper, der formentlig kommer til at afgøre årets Paris-Nice. Dagen efter transporteres rytterne helt ned til Provence i det sydøstlige Frankrig, hvor de skal igennem endnu en kuperet etape over en 165 km lang rute fra Salon-de-Provence til Sisteron. Undervejs passerer rytterne løbets første kategori 1-stigning Col de Lagarde-d’Apt (13,3 km: 6,1 %), men da der fra toppen af denne er næsten 90 km til mål, der primært er nedadgående eller flade, er det nok ikke her, at vi vil se en afgørende duel. Det er der bedre muligheder for på 6.etape på 198 km mellem Sisteron og Vence, hvor rytterne, efter en kuperet dag med tre kategori 2-stigninger, slutter af omkring 10 km fra mål med Cote de la Colle sur Loup (1,8 km: 10 %) og derefter en ukategoriseret stigning på 3 km og 5,7 % i gennemsnitlig stigning inden ruten flader ud de sidste 3 km mod mål.
7.etape er årets hårdeste og kommer formentlig til at være den der afgør årets Paris-Nice. Med start i Nice bevæger rytterne sig 175 km nordpå over en kategori 1-stigning og to kategori 2-stigninger inden de med 16 km til mål rammer løbets hårdeste udfordring. Herfra går det nemlig opad til målet på toppen af Valdeblore la Colmiane (16,3 km: 6,2 %). Stigningen har ikke nogle af de rigtigt grimme passager på over 10 %, men den ligger gennemgående omkring den gennemsnitlige procent hele vejen til toppen. Hvis en favoritterne kan gøre forskellen her, vil han med stor sandsynlighed vinde løbet. Der kan dog godt ændres på tingene i mindre omfang dagen efter. Her køres den traditionelle afslutningsetape omkring Nice, hvor rytterne i løbet af 110 km først skal tackle tre kategori 2 stigninger, inden de når kategori 1-stigningen Cote de Peille (6,6 km: 6,8 %), hvor der fra toppen dog fortsat er 42,5 km til mål. Herefter bliver rytterne oppe i højderne rundt om målbyen og kører de næste ca. 15 km i retning af Col d’Eze (1,6 km: 8,1 %), der i år tackles fra den modsatte side af, hvad rytterne plejer, hvorfor stigningen bliver meget kort, men også meget stejl. Derefter går det nedad af den normale opkørselsrute til Nice, hvorefter rytterne med 15,5 km til mål slutter årets Paris-Nice af med opkørslen af kategori 2-stigningen Col des Quatre Chemins (5,5 km: 5,5 %) og herefter endnu en nedkørsel, der dækker det meste af de sidste 9 km til målet i Nice, hvor vinderen traditionen tro kåres på den smukke Promenade des Anglais med udsigt over Middelhavet.
Favoritterne
Det er vist ikke for meget at påstå, at Sky har domineret Paris-Nice gennem de sidste fem sæsoner. Med undtagelse af Betancurs sejr i 2014, har det britiske mandskab vundet løbet hvert år siden 2012 med hhv. Wiggins, 2 gange Porte, Thomas og senest Henao. Netop Sergio Henao stiller også til start i år for at forsvare sin titel. Columbianeren har dog ikke set alt for skarp ud i sæsonoptakten, og han skal også dele kaptajnrollen med Wout Poels. Den store hollænder kørte rigtigt flot i Andalusien Rundt, hvor han var tæt på at vinde, og da han har en bedre enkeltstart end Henao, er han nok det bedste bud på endnu en Sky-triumf.
Den største trussel kommer nok fra det australske Mitchelton-mandskab. Esteban Chavez kom anderledes godt fra start i år med en sejr i Herald Sun Tour, og kan han tage de gode takter med til Europa, kan han blive svær at bide skeer med på stigningerne. Chavez har dog tidligere smidt meget store mængder tid på tidskørsler, så han skal ud og angribe, hvis sejren skal køres hjem. Mitchelton har også Simon Yates til start, der udover at støtte sin columbianske holdkammerat, nok skal være mand for at køre en top 10-placering hjem.
Et hold, som det bliver meget spændende at følge, er Astana. Vinokourovs tropper har fået en rigtig flot sæsonstart, og det ville kun blive endnu bedre, hvis man tager sejren i det løb, som holdchefen selv vandt to gange. Astana stiller med danske Jakob Fuglsang som kaptajn, og danskeren har set stærk ud indtil nu. Fuglsang har altid elsket Paris-Nice, og efter hans sejr i Dauphine sidste år, er et topresultat bestemt ikke utænkeligt. Holdet har også Luis Leon Sanchez, der vandt løbet i 2009, og har fået en af sine bedste sæsonstarter i mange år. Det bliver derfor også interessant at se, hvad den spanske veteran kan drive det til i år.
En spændende outsider er hollandske Bauke Mollema. Trek-kaptajnen kom fint fra start i Algave med en 4.plads, og da han i god form kører en glimrende tidskørsel, bør han kunne kæmpe med om en plads på podiet. Mollemas problem er, at han ikke er så eksplosiv, hvorfor han måske kommer til kort på de knapt så lange stigninger i det franske løb.
Det var måske lidt af en overraskelse, at Daniel Martin valgte at skifte væk fra QuickStep, men ireren ville gerne prioriteres højere, og det får han chancen for hos UAE-Emirates. De korte stigninger i Paris-Nice passer Martin rigtig godt, og han har tidligere leveret store resultater i det franske løb, hvor han sidste år blev nr. 3. Det ville være stort for ham at blive den første irske vinder siden Sean Kelly, og selvom optakten i Algarve ikke var helt perfekt, skal man bestemt ikke afskrive Martin. Han har dog voldsomme problemer med tidskørsler, hvilket kan koste rigtigt dyrt.
Hvis han var i topform, ville jeg have sagt, at Paris-Nice lå glimrende til Ilnur Zakarin. Selvom han ikke er så eksplosiv, kan han alligevel sætte et solidt tempo på de små stigninger, og så er russeren en fremragende temporytter, når det kører for ham. Men Katusha-kaptajnens kørsel i Abu Dhabi tyder på, at han slet ikke er der, hvor han skal være endnu. Derfor har jeg svært ved at tro på mere end en top 10-placering.
En anden, der heller ikke har haft den bedste sæsonstart er Ion Izagirre. Spanieren underpræsterede på tidskørslen i Abu Dhabi og var uheldig med en punktering på den afgørende etape. På den anden side er han en af verdens bedste ugeetapeløbsryttere, og enkeltstarten i Paris-Nice passer rutemæssigt set meget bedre til ham. Desuden bliver han nu endelig genforenet med brormand Gorka Izagirre, der til gengæld er startet godt med en 3.plads i Oman, og sidste år faktisk slog lillebror Ion (der blev nr. 7) med en 4.plads i Paris-Nice. Det bliver spændende at se, om de to brødre kan løfte hinanden i deres første forsøg som kaptajner sammen.
Paris-Nice kan meget vel blive en afgørende test for Julian Alaphilippe. Franskmanden har gjort det klart, at han vil forsøge sig som etapeløbsrytter, og sidste år så det længe rigtigt godt ud i netop dette løb. I sidste ende viste han dog også sine begrænsninger, og da han samtidig tidligere har haft store problemer med tidskørsler, kan det være svært at se franskmanden som et reelt bud. På den anden side kørte Alaphilippe rigtig godt i Abu Dhabi, hvor han blev nr. 4 samlet og kørte sit livs enkeltstart. Hvis han kan fortsætte disse takter har hjemmepublikummet måske virkelig noget at se frem til.
Skulle Alaphilippe alligevel igen gå ned, er det bedste bud på et godt fransk resultat nok Warren Barguil. Han valgte efter sidste sæson at skifte til Pro Kontinental-holdet Fortaneo, da han foretræk at blive prioriteret som kaptajn, hvilket den 26-årige franskmand ikke var garanteret hos Sunweb. Barguil har ikke kørt nogle af optaktsløbene, hvorfor det er svært at vide, hvor han står. Han er umiddelbart glimrende på de korte stigninger og ganske holdbar, men mangler til gengæld evnerne som tidskører. Alligevel må hjemmepublikummet nok primært knytte deres forhåbninger til sidste års nr. 8, da de to største stjerner Romain Bardet og Thibaut Pinot begge har valgt at springe Paris-Nice over i år.
Endelig vil jeg nævne de to spaniere Marc Soler og Jesus Herrada, der begge kommer som kaptajner for deres respektive hold og begge har fået gode sæsonstarter. 24-årige Soler er muligvis sit lands største etapeløbstalent og beviste noget af potentialet, da han blev nr. 3 i Andalusien Rundt. Han får lov til at være Movistars kaptajn i fraværet af Quintana, Landa og Valverde. 28-årige Herrada er skiftet fra netop Movistar til Cofidis for at blive prioriteret, hvilket han indtil videre har kvitteret for med en 5.plads i Valencia Rundt og en 4.plads i Oman. Nu skal han for alvor teste sig selv mod de etablerede klassementsnavne, hvilket kan blive meget interessant.
Bud på årets top 3: Wout Poels (Sky), Esteban Chavez (Mitchelton-Scott) og Jakob Fuglsang (Astana)
- Løbsnavn: Paris-Nice
- Løbstype: Ugeetapeløb
- Kørt første gang: 1933 (årets udgave er løb nr. 76)
- Startby: Chatou
- Målby: Nice
- Antal etaper: 8
- Vigtigste etaper: 4.etape (La Fouillouse-St. Etienne (tidskørsel)), 7.etape(Nice-Valdeblore La Colmiane) og 8.etape (Nice-Nice)
- Flest sejre: Sean Kelly med 7 sejre
- Sidste års vinder: Sergio Henao (Sky)
Paris-Nice vises fra søndag d.4 til søndag d. 11.marts på Eurosport og TV2 Sport
Red Zone Blog 