Ingen andre løb på WorldTouren ligner for alvor Strade Bianche. Det er en central del af forklaringen på, hvordan grusvejsløbet, der kun har 11 år på bagen, har kunnet stige så hastigt i cykelsportens hierarki. Nu gælder det den tolvte udgave med det største favoritfelt i løbets korte historie.
Historien
Begrebet ”klassiker” er i cykelsporten typisk forbundet med et af de fem monumenter eller et andet 1-dagsløb, der har opnået sin status gennem en lang historie. Det kunne give det indtryk, at cykelsportens klassikere var noget, der opstod for mange år siden, og at der ikke kan opstå nye 1-dagsløb, der kan opnå klassikerstatus.
Dette er imidlertid ikke hele sandheden, hvilket løbet, som denne optakt omhandler, er beviset på. Faktisk er Strade Bianche beviset på, at det fortsat kan lade sig gøre at udvikle nye klassikere i cykelsporten, hvis man har en idé der er så genial, at den kan inspirere og anspore den professionelle cykelverden til omfavne og knus-elske idéen. Strade Bianche så nemlig dagens lys så sent som i 2007, og årets udgave er således kun den tolvte. Alligevel har løbet allerede opnået ekstrem stor popularitet i cykelverdenen, og har heraf på rekordtid opnået WorldTour-status.
Navnet Strade Bianche betyder ”hvide gader” og henviser til de hvide grusveje i området omkring den smukke toscanske by Siena. Det er dette område, der fra 1997 og fremefter har dannet rammen om et amatørløb, der udelukkende køres på årgangscykler. Dette amatørløb afholdes fortsat hvert år dagen efter de professionelles løb. Idéen til en professionel udgave opstod, da den italienske cykelsløbsorganisation RCS (der især er kendt som arrangøren af Giroen og Italiens øvrige store cykelløb) fik øje på konceptet i midten af 00’erne. I 2007 kørtes så den første udgave for professionelle hold med russiske Alexander Kolobnev fra danske Team CSC som vinder. På dette tidspunkt blev både amatørløbet og den professionelle version afviklet i oktober, men året efter blev begge dele rykket til marts måned. Selvom løbet fortsat havde status som 1.1-løb, havde den første udgave allerede spredt så mange rygter i feltet, at startlisten til 2.udgave i 2008 var markant mere stjernespækket. Denne udgave blev vundet af Fabian Cancellara, der dermed tog den første af hans i alt 3 sejre i løbet, hvilket foreløbigt er rekord.
Siden da tæller løbets sejrsrække udelukkende navne, der også har markeret sig i cykelsporten generelt. Klassikerstjernerne tog lynhurtigt den nye udfordring til sig, og grusvejsløbet står meget højt på listen hos de 1-dagsspecialister, der endnu ikke har det som en del af deres palmares. Af store navne, der har vundet løbet kan udover Cancellara nævnes Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og selvfølgelig sidste års vinder Michal Kwiatkowski, der har to sejre på CV’et, og derfor kan følge i Cancellaras fodspor og få opkaldt et stykke grusvej efter sig, hvis han tager endnu en sejr.
Efter at løbet allerede havde stået højt på listen hos rytterne i nogle år, valgte UCI i 2015 at opgradere Strade Bianche til HC-klassen. Inden sidste sæson var det så et af de 10 løb, der fik midlertidig WorldTour-status, som nu er gjort permanent, hvorfor alle de store hold er forpligtet til at stille til start i årets udgave. Således er det muligvis det stærkeste felt i Strade Bianches historie, der ruller ud på grusvejene omkring Siena på lørdag.
Ruten
Det der gør Strade Bianche til noget helt unikt, og som er en stor del af forklaringen på løbets succes og popularitet, er, at intet andet løb ligner det. Der er meget få løb på cykelkalenderen, hvor så stor en del af ruten afvikles på et andet underlag end asfalt. På WorldTouren er det kun Paris-Roubaix, der kan konkurrere med Strade Bianche på den front, og mens ”Helvedet i Nord” foregår på brosten, som er et bredt repræsenteret underlag i cykelsportens Superliga, er det italienske løb det eneste WorldTour-løb, der afvikles på grusveje. Hele 63 km af ruten udgøres af de smukke hvide, men teknisk vanskelige gruspavéer, der muligvis ikke har samme sværhedsgrad som Paris-Roubaix’s ditto, men bestemt ikke skal undervurderes, især ikke hvis vejrforholdene er dårlige. Derudover ligner ruten faktisk mere et af Ardenner-løbene med en række korte men meget stejle stigninger, hvis procenter er Liege-Bastogne-Liege værdige. Den eneste formildende omstændighed ved Strade Bianche ift. hårdheden er løbets længde, da det med en samlet distance på 184 km er noget kortere end mange af de øvrige klassikere. Det betyder dog samtidig, at grusvejene udgør ca. 1/3-del af løbets længde.
Ruten både starter og slutter i Siena, og bevæger sig sig i en sløjfe i sydøstlig retning set fra byens centrum. I modsætning til i brostensklassikerne skal man ikke vente længe på udfordringerne, da grussektor 1 (Vidrette: 2,1 km) kommer allerede efter 11 km. Herefter går der ca. 10 km inden rytterne rammer sektor 2 (Bagnaia: 5,8 km), der er dagens første alvorlige forhindring. Denne sektor inkluderer nemlig dagens første alvorlige stigning Ville di Corsano, der undervejs stiger med 10 %. Efter 37 km rammer rytterne sektor 3 (Radi: 4,4 km), der efter en kort pause leder hurtigt videre til sektor 4 (La Piana: 5,5 km), der har været med i alle udgaver af løbet. Ingen af disse er dog specielt udfordrende. Efter 62 km når rytternes så dagens længste stigning Montalcino, der over 4 km stiger med i gennemsnit 5 %. Ruten er dog fuldstændig asfalteret. Efter stigningen begynder rytterne at bevæge sig mere direkte mod øst, da de nærmer sig punktet, hvor de skal vende om og køre tilbage mod Siena. Det er på dette stykke at de møder den lange sektor 5 (Lucignano d’Asso: 11,9 km). Når rytterne er kommet igennem denne, er der kun 1 km pause inden de rammer sektor 6 (Pieve a Salti: 8,0 km), der leder rytterne tilbage mod vest inden ruten bevæger sig i nordvestlig retning tilbage mod Siena. Når de to lange, hårde og tekniske sektorer er overstået, er rytterne lidt over halvvejs og har ca. 86 km til mål.
Herefter følger et fladt stykke på 12 km inden sektor 7 (San Martino in Grania: 9,5 km), der er lang, konstant går op og ned, inden den ender i en vanskelig opkørsel til Asciano. Herfra går det nedad i 9 km inden rytterne når til den frygtede sektor 8 (Monte Sante Marie: 11,5 km), der af mange betragtes som løbets hårdeste. Den går stort set opad hele vejen, og er på visse steder meget stejl. Da sektorens afslutning nås med lidt over 40 km til mål, vil afgørelsen formentlig først komme senere, men er der ikke sket afgørende udskilning før, vil den sikkert opstå her. Efter sektor 8 kommer der et langt og knoldet men også ukompliceret stykke på ca. 20 km inden sektor 9 (Monteaperti: 0,8 km), som ganske vist er kort, men kort før afslutningen indeholder en rampe med 2-cifrede stigningsprocenter. Derefter er der kun 5 km til at rytterne rammer sektor 10 (Colle Pinzuto: 2,4 km), der er én lang stigning på op til 15 %. Fra toppen af Colle Pinzuto er der yderligere 5 km indtil dagens sidste grussektor 11 (Le Tolfe: 1,1 km), der indeholder en stigning på op til 18 %. De tre sidste grussektorer indeholder således alle stigninger, hvor det er muligt at foretage det afgørende ryk.
Fra Le Tolfe er der kun 12 km til mål, men hvis man tror, at resten af ruten er lige til, tager man fejl. De første 10 km indtil Siena er altovervejende flade, men inde i byen med lidt under 2 km igen skal rytterne forcere stigningen op til den berømte Piazza Del Campo, hvor målstregen befinder sig. De første 750 meter er stille og rolige med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,5, men når rytterne når den sidste kilometer begynder ruten at stige voldsomt. De næste 500 meter har gennemsnitlig stigninsprocent på 12,4, og på det stejleste stykke lige før toppen rammer stigningen 16 %. Hvis en større eller mindre gruppe af ryttere kommer til Siena sammen, er det her de skal afgøre løbet i mellem sig. De sidste 500 m ind på Piazza Del Campo går nedad i stigende grad, hvor de sidste 30 meter rammer 7 %. Det bør være uproblematisk, men da den berømte plads er dækket af glatte sten, skal man ikke tage for let på de sidste meter. Især ikke, hvis vejret er det samme som sidste år.
Favoritterne
Ingen andre løb er helt som Strade Bianche. Det kræver en særlig kombination at teknik, råstyrke og eksplosivitet at vinde på de hvide grusveje, hvilket vi også så meget tydeligt sidste år. En af de ryttere, der netop har denne kombination er den forsvarende vinder Michal Kwiatkowski. Polakken, der allerede har vundet løbet to gange, kan både træde fra på stigningerne eller på de fladere grusstykker, ligesom at han kan vinde i en afsluttende spurt op til Piazza Del Campo. Derudover har han også set hamrende stærk ud i sæsonoptakten med sin flotte sejr i Algave Rundt. Derfor er Kwiatkowski igen i år et af de bedste bud på en sejr. En af hans værste konkurrenter kan dog meget vel blive holdkammeraten Gianni Moscon, der som type minder meget om polakken, og helt sikkert gerne vil vinde sin første store klassikersejr foran sit hjemmepublikum.
Den værste trussel til de to Sky-ryttere, kan meget vel komme fra QuickStep. Det belgiske hold stiller som sædvanlig med en alsidig trup, der bl.a. indeholder to tidligere vindere af løbet. Den tidligere cyclo-cross verdensmester Zdenek Stybar vandt i 2015, og hans evne til at sætte et solidt hårdt tempo samt hans teknik gør ham til en oplagt vinderkandidat, selvom han nok skal køre udefra, hvis det skal lykkes. Han har også startet sæsonen stærkt, selvom han skuffede lidt i lørdags i Omloop, da han ikke ville bidrage til føringsarbejdet i udbrydergruppen til sidst. Philippe Gilbert, der vandt i 2011, er også startet flot, hvilket hans 5.plads i Omloop og 2.plads i Le Samyn beviser. Det er dog ved at være nogle år siden, at belgieren var blandt de bedste på de små eksplosive stigninger, hvorfor han formentlig må acceptere at spille andenviolin for sin tjekkiske holdkammerat i denne omgang.
Sep Vanmarcke kan vise sig at blive en rigtig farlig joker. Belgieren klatrede måske bedre end nogensinde før i Omloop, og han var klart den af favoritterne, der så stærkest ud i weekenden. Han vinder nok ikke en spurt op til Piazza Del Campo, men kan han køre fra konkurrenterne ude på ruten, vil han formentlig kunne holde hele vejen til mål.
Greg Van Avermaet har meldt ud, at den italienske nyklassiker er et af hans store sæsonmål i år. Løbet ligger godt til ham pga. kombinationen af svært underlag og stigninger, hvilket han beviste sidste år med en 2.plads. Problemet er, at belgieren faktisk ikke så specielt imponerende ud i weekenden, hvor han virkede træt og umotiveret. Hvis ikke der kommer andre bolle på suppen på lørdag, får han svært ved at sidde med de tilsyneladende mere formstærke konkurrenter.
Årets Strade Bianche bliver første chance for at se Van Avermaet og hans store rival Peter Sagan i duel mod hinanden. Sagan mangler ligesom sin belgiske konkurrent løbet på sin palmares, og verdensmesteren vil helt sikkert have en chance, hvis de gode takter fra Tour Down Under holder ved. Normalt ville jeg sige, at Sagan ikke klatre lige så godt som konkurrenterne her, men i Australien så det fornuftigt ud, og da slovakken har en ambition om at styrke sine klatreevner, bliver det meget spændende at se, hvad han får ud af løbet.
En af de helt store hjemmebanefavoritter er UAE-Emirates Diego Ulissi. Italieneren bliver normalt betragtet som en efterårets mand, der sjældent er i form på dette tidspunkt af sæsonen, men hans 4.plads i Down Under og 7.plads i Abu Dhabi indikere, at dette måske ikke er tilfældet i år. Ulissi er kendt for at have en stærk acceleration på korte stigninger, så kan han komme med hele vejen til Siena, kan han blive rigtig farlig i kampen om sejren.
Den store x-factor ift. årets Strade Bianche er Alejandro Valverde. Spanieren vil rigtigt gerne vinde løbet, hvis kombination af eksplosivitet og teknik er en perfekt udfordring for legenden, der netop har vundet i Abu Dhabi og fortsat ligner en mand, der overhoved ikke kan mærke sin alder. Imidlertid er han tilsyneladende blevet ramt af en mavevirus efter sejren i Mellemøsten, hvorfor det på nuværende tidspunkt er usikkert, om han når at blive klar.
En anden af cykelfeltets klassementsprofiler, der har stor veneration for Strade Bianche, er Tom Dumoulin. Den forsvarende Giro-vinder har som udgangspunkt fysikken og teknikken til at vinde løbet, mens han sidste år beviste, at han også kan køre fra konkurrenterne på stejle stigninger, hvis formen er til det. Det er så spørgsmålet om den er det, og om hollænderen er klar psykisk oven på et løb i Abu Dhabi, hvor uheldene blev ved med at hagle ned over ham.
Også Italiens store cykeldarling Vincenzo Nibali er til start i Siena, men det er højest tvivlsomt, om han kan gøre sig. Sicilianeren har gjort det til en kedelig vane aldrig at være i form her tidligt på sæsonen, og hans kørsel indikere, at det også er tilfældet i år. Derfor skal Bahrain nok sætte deres lid til Sonny Colbrelli, hvis der skal et stort resultat med hjem. Den hurtige Colbrelli er startet godt, og kom fint igennem åbningsweekenden med en 8.plads i Omloop og en 3.plads i KBK. I udgangspunktet vil jeg dog vurdere, at han kommer til kort på stigningerne, hvorfor det vil være noget af en overraskelse, hvis han sidder med til sidst.
Til slut vil jeg lige nævne Lotto-Soudal, som plejer at gøre det godt i dette løb. I modsætning til sidste år er Tim Wellens dog ikke med, da han skal fokusere fuldt og helt på Paris-Nice, der starter dagen efter. Derfor er Tiesj Benoot alene om, at forsvare de røde belgiske farver i løbet. Benoot forsøgte sig men gik ned i weekendens Omloop, hvorfor det er svært at vide, hvor vi egentlig har ham. Men er formen der, skal vi ikke afskrive den unge belgier, der som udgangspunkt har forudsætningerne for at kunne køre et godt resultat hjem, hvilket sidste års 8.plads beviser.
Bud på årets top 3: Michal Kwiatkowski (Sky), Zdenek Stybar (QuickStep) og Sep Vanmarcke (EF-Drapac)
- Løbsnavn: Strade Bianche – Eroica Pro
- Løbstype: Kuperet klassiker (med grusveje)
- Kørt første gang: 2007 (årets udgave er løb nr. 12)
- Startby: Siena
- Målby: Siena
- Længde: 184 km
- Vigtigste rutepunkter: Monte Sante Marie (130 km), Monteaperti (160 km), Colle Pinzuto (165 km) og Le Tolfe (171 km) samt stigningen op til Piazza Del Campo (182 km)
- Flest sejre: Fabian Cancellara med 3 sejre
- Sidste års vinder: Michal Kwiatkowski (Sky)
Strade Bianche vises på lørdag d. 3.marts fra kl. 14 på Eurosport 2
Red Zone Blog 