Efter en fremragende 2017-sæson skal det belgiske mandskab forsøge at holde niveauet, selvom man har sagt farvel til nogle store profiler. I år vil man formentlig fokusere endnu mere på klassikersucces, suppleret med etapesejre i grand tours.
Historien
Tilbage i 2002 stod den belgiske holdchef Patrick Lefevre i en krisesituation. Hans hold Domo-Farm Frites, som han mere eller mindre selv havde bygget op på resterne af det skandaleramte hollandske TVM-mandskab, stod til at blive fusioneret med rivalerne fra Lotto, mens han selv lignede en mand, der kunne være på vej ud. Lefevre havde dog ikke tænkt sig at forlade cykelsporten, og han besluttede således at forsøge at skabe sit helt eget hold. Han fik en mulighed, da hans tidligere arbejdsgiver Mapei meddelte, at det italiensk-belgiske mandskab ville lukke efter sæsonen. Lefevre kontaktede Mapeis medsponsor, gulvfirmaet QuickStep, og fik aftale på plads om, at de ville fungere som hovedsponsor, hvis Lefevre og hans gruppe af sportsdirektører overtog Mapei-mandskabets organisation. Det lykkedes at få vitaminproducenten Davitamon med ombord også, samtidig med at man fik skrevet kontrakt med en god portion af de bedste ryttere fra både Mapei og Domo-Farm Frites.
Efter en hæderlig første sæson i 2003 med bl.a. en Tour-etapesejr og en bjergtrøje til veteranen Richard Virenque samt to klassikersejre til Paolo Bettini, skete der for alvor noget i 2004. Her trådte en ung belgier ved navn Tom Boonen nemlig for alvor ind på den store cykelscene. Med sejre i E3 Harelbecke og Gent-Wevelgem samt to etapesejre i Touren satte han en tyk streg under, at han kunne blive en af sportens helt store stjerner. Det bekræftede han året efter, da han genvandt E3 for efterfølgende at vinde både Flandern Rundt og Paris-Roubaix for første gang i karrieren. Senere på året vandt han igen 2 etapesejre i Touren inden at han kronede en fantastisk sæson med et verdensmesterskab. 2006-sæsonen gik også fremragende for både Boonen og holdet som helhed. Belgieren vandt E3 for tredje år i træk og genvandt også Flandern, mens hans italienske holdkammerater Filippo Pozzato og Paolo Bettini vandt hhv. Milano-Sanremo og Lombardiet Rundt. Bettini overtog også Boonens VM-trøje. 2007 var også ganske succesfuldt, da Boonen tog endnu to etapesejre i Touren og sin fjerde sejr i E3 i træk, mens Bettini på imponerende vis forsvarede sin VM-titel. I 2008 vandt Boonen igen i Roubaix og snuppede to etapesejre i Vueltaen, mens Stijn Devolder vandt Flandern Rundt. De to belgiere gentog deres triumfer i 2009, som dog generelt var det svageste år rent sejrsmæssigt for QuickStep siden Boonen kom til holdet.
Det skulle desværre vise sig, at være en indikation på, hvad der var i vente de næste to sæsoner. Boonen var forvejen kommet i modvind efter flere anholdelser for kokainmisbrug, og i 2010 begyndte uheldene tilsyneladende af hagle ned over den belgiske stjerne. Flere styrt og skader gjorde, at Boonen ikke vandt en eneste klassiker i 2010, hvilket var første gang siden 2003 at det skete. Året efter vandt han ganske vist Gent-Wevelgem, men altovervejende gentog historien fra 2010 sig. Samtidig var Bettini gået på pension, mens Devolders tid som toprytter viste sig ikke at holde ved, hvorfor QuickStep kun vandt ganske få sejre i disse år. Tingene vendte dog fuldstændig rundt i 2012. For det første leverede Boonen et comeback af dimensioner i klassikerne, hvor han blev den kun anden rytter i historien til at vinde den såkaldte brostenstripel (Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix i samme sæson). Det var samtidig Boonens hhv. 3 og 4 sejr i de to brostensmonumenter, hvilket den dag i dag er delt rekord for flest sejre i begge løb. Han vandt også E3 for 6.gang, hvilket også er rekord.
2012 var dog også året, hvor QuickStep introducerede sporten til en række nye navne. Ryttere som Zdenek Stybar, Niki Terpstra og den unge polak Michal Kwiatkowski begyndte alle at markere sig, samtidig med, at man havde fået tilgang af enkeltstartsverdensmesteren Tony Martin. Året efter lykkedes det at hente Mark Cavendish til holdet, hvorfor man pludselig blev en magtfaktor på de flade etaper i grand tours med en af verdens bedste sprintere. Denne mere offensive tilgang ift. både talenter og etablerede ryttere har siden været en opskrift på succes i alle typer af løb. I 2014 vandt Terpstra i Roubaix, columbianske Rigoberto Uran blev nr. 2 i Giroen mens Kwiatkowski sluttede sin gennembrudssæson af med et verdensmesterskab. Cavendish, Boonen og Martin vandt også en række sejre, omend mindre prangende, hvilket bl.a. skyltes at den britiske sprinter styrtede ud af Touren. I 2015 vandt Stybar Strade Bianche, Kwiatkowski Amstel Gold Race og Uran Grand Prix de Quebec, mens Cavendish vendte stærkt tilbage med bl.a. en sejr i Touren, hvor også Martin og Stybar vandt etapesejre. Inden 2016 sagde holdet så farvel til både Cavendish, Kwiatkowski og Uran, men fik i stedet tilgang af Marcel Kittel og Daniel Martin, mens nye talenter som Julian Alaphillipe, Fernando Gaviria og Bob Jungels begyndte at markere sig. Det blev igen til en række sejre og flotte resultater i alle slags løb, omend det ikke blev til en stor klassikersejr. Det skulle der rettes op på, så inden sidste sæson forstærkede man igen truppen, bl.a. med den belgiske veteran Philippe Gilbert. Han kvittererede for chancen med en stor comeback-sæson, hvor han bl.a. vandt Flandern Rundt og tog sin fjerde sejr i Amstel. Derudover leverede holdet samlet set så gode resultater året igennem, at de sluttede året som nr. 2 på WorldTour-ranglisten. Inden 2018-sæsonen har holdet så igen skiftet en del ud i truppen, og derfor skal QuickStep nu forsøge at gentage den flotte 2017-sæson med en trup, der stadig er stærk, men måske ikke nær så alsidig som i de seneste par år.
Klassikersæsonen
QuickStep er et belgisk mandskab, og derfor har klassikerne en meget stor plads i holdets sæsonprogram. Det er også tydeligt, at det er disse løb, som holdchef Lefevre allerhelst vil vinde. Sådan har det været lige siden holdets start i 2003, og det er også tydeligt ift. tilgangen til transfermarkedet, at det er vigtigere at have feltets måske stærkeste klassikertrup, end at holdet skal kunne gøre sig i alle løbstyper.
QuickStep er måske det mandskab, der prioriterer brostensløbene højest af alle WorldTour-hold. Der er ingen hold, der har så mange sejre på det vanskelige underlag som Lefevres tropper, hvis man kigger udover hele truppen – både nu og historisk. Sidste år stillede holdet således med fem ryttere, der i princippet alle kunne vinde de vanskelige 1-dagsløb, og det blev da også til 2 sejre og tre 2.pladser. Nu har holdet så sagt farvel til den pensionerede legende Tom Boonen, mens Matteo Trentin har valgt at søge lykken hos Mitchelton, hvor han blev lovet en kaptajnrolle. QuickStep har dog fortsat tre ryttere, der må regnes med til favoritterne i brostensløbene. Det store spørgsmål bliver, hvordan man prioriterer i mellem de tre profiler, der alle er ærgerrige vindertyper. Som helhed er holdets stærkeste kort nok hollandske Niki Terpstra. 2014-vinderen af Paris-Roubaix er nemlig på papiret den mest alsidige brostensrytter på holdkortet. Han har styr på teknikken og har tyngde nok til at kunne sidde med i det hårde tempo på flad vej, men er også i stand til at rykke sig fri på de små stigninger i de mere kuperede løb. Terpstra er således den af holdets ryttere, der har den bedste chance set over alle brostensklassikerne, hvilket hans 3. og 4.plads fra hhv. Flandern Rundt og Gent-Wevelgem sidste år bekræfter. Problemet er, at 33-årige Terpstra faktisk ikke har vundet et eneste løb de seneste to år, hvilket tyder på, at der er noget i hans timing, der ikke er som det skal være. Den tidligere cyclo-cross verdensmester Zdenek Stybar har ikke samme eksplosivitet som sin hollandske holdkammerat. Til gengæld er den 32-årige tjekke kendt som forbilledlig teknikker, der samtidig er ekstremt udholden, og derfor sagtens kan levere under de mest vanskelige forhold. Netop derfor er det især i Paris-Roubaix, at Stybar har sine flotteste resultater. To gange er tjekken sluttet som nr. 2 på Velodromen i Roubaix, men begge gange var det netop fordi, at han endte i en spurt med en mere eksplosiv rytter (Degenkolb i 2015, Van Avermaet i 2017), at det ikke blev til sejr. Stybar bliver således nød til at komme alene til mål, hvis han for alvor skal have en chance for at vinde. Derudover har han også haft problemer med timingen, hvorfor han heller ikke har nogen sejre på CV’et fra de seneste to sæsoner. En der til gengæld har sejre på CV’et er sidste års store solstrålehistorie. Der var ikke mange, der troede på, at Philippe Gilbert havde mere tilbage i tanken, da han skrev kontrakt med QuickStep sidste år. Den belgiske veteran fik dog lukket munden på kritikerne, da han leverede en brostenssæson, hvor kun rivalen Van Avermaet overgik ham. Efter 2.pladser i Dwars door Vlaanderen og E3 Harelbecke, leverede han en af 2017-sæsonens smukkeste præstationer, da han vandt Flandern Rundt efter mere end 50 km solokørsel. Det er således en selvtillidsfuld Gilbert, der bevæger sig ud på brostenene i 2018. Hans styrke er fortsat hans eksplosivitet på stigningerne, hvor få af feltets øvrige brostensryttere kan følge ham. Imidlertid er det Roubaix, der er Gilberts store sæsonmål i hans jagt på de to af de fem monumenter, han fortsat mangler at vinde. Problemet er, at lige netop dette løb passer den 35-årige belgier dårligere end de øvrige brostensklassikere pga. den totale mangel på stigninger. Han har faktisk kun kørt løbet en gang i karrieren, hvorfor det er svært at forestille sig en sejr på Velodromen til veteranen. Han vil dog være blandt de største favoritter i både Flandern, E3 og Omloop, hvor der er masser af stigninger, han kan udnytte.
Gilbert vil også være til start i Ardennerne, hvor han formentlig vil få en fri rolle, og nok også være delt kaptajn i Amstel Gold Race, hvor han er forsvarende vinder og skal forsøge at tangere Jan Raas’ rekord med 5 sejre. QuickStep har ift. sidste år sagt farvel til Daniel Martin, der blev nr. 2 i både Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege. De har dog længe haft en afløser klar i franske Julien Alaphilippe. Den 25-årige franskmand er en af feltets mest eksplosive på de små hidsige Ardenner-stigninger, og han har allerede bevist sit værd med to 2.pladser i Fleche Wallonne og en 2.plads i Liege. Sidste år ødelagde skader en stor del af Alaphilippes sæson, men med Martins skifte er han nu klart QuickSteps stærkeste kort til de kuperede klassikere. Franskmanden er måske den eneste, der reelt vil kunne true Valverde i en spurt opad, så hvis han denne gang kan ramme topformen og kan undgå styrt, er der en chance for, at de to belgiske Ardennerløb kan blive rigtigt spændende i år.
I de øvrige 1-dagsløb vil holdets klassikerprofiler blande sig med sprinterne om, hvem der skal prioriteres. Milano-Sanremo er det andet monument, som Gilbert mangler at vinde, men også Alaphilippe, der blev nr. 3 sidste år, Fernando Gaviria og Elia Viviani vil være mulige vinderkandidater. I Strade Bianche er Stybar nok holdets bedste kort, mens Gaviria og/eller Viviani vil være til start i sprinterklassikerne og Bretagne Classic. Alaphilippe og Gilbert er god bud til San Sebastian og de canadiske klassikere, mens franskmanden klart er holdets bedste bud til Lombardiet, som han sidste år blev nr. 2 i.
Etapeløbssæsonen
Sidste år satsede QuickStep med succes på en kombination af etapesejre til holdets sprintere og top 10-placeringer i de samlede klassementer. Denne kombination bliver formentlig svær at gentage i år, da udskiftningerne på holdet ganske vist opretholder sprintertruppens niveau, men ikke sikre den samme kontinuitet ift. klassementerne. Det skyldes, at man har måttet vinke farvel til Daniel Martin, der sidste år kørte top 10 i Touren samt i en række af ugeetapeløbene, og spanske David de la Cruz. I modsætning til i tilfældet med Marcel Kittel har man nemlig ikke indhentet en fuldgod erstatning for de to klassementsprofiler.
Det efterlader 25-årige Bob Jungels som QuickSteps stærkeste klassementsnavn. Den unge luxembourger, der som type minder meget om Tom Dumoulin, har de seneste to sæsoner kørt top 10 i Giroen, og har nu meldt ud, at han er klart til gå efter et klassementsresultat i Touren. Den bjergrige rute i årets franske rundtur virker ikke oplagt for Jungels, men han har en stor fordel i den første uge, hvor hans tyngde og teknik stiller ham bedre end mange andre. Derfor er det ikke usandsynligt, at Jungels kan køre med om en top 10-placering, selvom en sejr naturligvis er uden for rækkevide. Holdets eneste anden potentielle klassementskandidat er Julien Alaphilippe. Franskmanden har tidligere meldt ud, at han også har ambitioner ift. at køre med om de samlede sejre i etapeløb. Indtil nu har han dog ikke vist sig holdbar nok til dette, og hans totale mangel på enkeltstartsevner gør, at det er svært at se ham køre med om topplaceringerne. Alaphilippe har fået tilladelse til at stille til i Touren i en fri rolle, hvorfor vi måske får et svar på, hvad hans evner rækker til under årets franske rundtur. Både han og Jungels kan meget vel også være til start i Vueltaen, da begge kan bruge den spanske grand tour som opvarmning til VM. Til gengæld vil QuickStep ikke have nogle potentielle top 10-kandidater til start i Giroen i år.
Diskussionen om klassementschancer er imidlertid også sekundære for Lefevre og co, hvilket er en del af forklaringen på, at etapeløbsrytterne har forladt holdet. QuickSteps hovedfokus ift. grand tours har igennem mange år været sejre i spurterne, og det vil det også være i denne sæson. Columbianske Fernando Gaviria leverede lidt af et gennembrud i sidste års Giro med 4 etapesejre og en pointtrøje. Med det udgangspunkt er det oplagt, at den blot 23-årige columbianer i år skal prøve kræfter med de bedste sprintere i Touren. Det var årsagen til, at Kittel valgte at forlade holdet, da hans plads som 1.sprinter ikke kunne garanteres. Lefevre har hentet en fuldgod erstatning i italienske Elia Viviani, der i modsætning til Kittel sagtens kan acceptere at blive sendt afsted til hjemlandets store etapeløb. Den 29-årige Viviani havde en rigtigt stærk efterårssæson i 2017 med sejre i både EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic. Holdet håber, at han kan bære dette momentum med videre ind i denne sæson. Mens planen med etapesejre til Viviani i Giroen og Gaviria i Touren er helt på plads, er det mere usikkert hvad man gør i Vueltaen. Begge holdets sprintere er mere holdbare end gennemsnittet, men ingen har dog samme styrke som Matteo Trentin, der sidste år vandt fire etapesejre i det spanske løb. Det mest oplagte bud pt. er, at det bliver Gaviria, der skal en tur til Spanien, da Viviani formentlig skal have lov til at forsvare sine klassikersejre fra sidste år.
Ift. sæsonens øvrige etapeløb vil fokus også primært være på spurtsejre til Gaviria og Viviani, men både Alaphilippe og Jungels vil helt sikkert få lov til at køre klassement frem mod Touren. Franskmanden vil formentlig være til start på hjemmebanen i Paris-Nice, mens Jungels i stedet vil tage til Tirreno-Adriatico. Herefter er Alaphilippe et godt bud til de spanske løb, hvor især Catalonien (der ofte er uden enkelstart) vil være god mulighed for ham. Jungels vil derimod få chancen i Romandiet, hvorefter de to ryttere igen vil dele sig imellem Dauphine, hvor Alaphilippe igen får chancen foran hjemmepublikummet, og Schweiz Rundt, hvor Jungels vil forsøge sig. Derudover har holdet en særlig prioritet ift. hjemmebaneløbet BinckBanck Tour, hvor både Terpstra, Stybar og Gilbert i princippet kan gå efter den samlede sejr.
Konklusionen
QuickStep vil helt sikkert igen i år være et af topholdene på WorldTouren. Truppen indeholder så mange profiler, at det skal gå grueligt galt, hvis ikke holdet skal få samlet masser af point igennem hele sæsonen. Det er dog tvivlsomt, om de kan samle ligeså mange point som sidste år. Tabet af Daniel Martin bliver uden tvivl stort, da han var holdets mest scorende rytter sidste år. Da man også har mistet Kittel og Trentin, tror jeg ikke på en top 3 placering i år, men det kommer tæt på.
- Navn: QuickStep Floors
- Sponsor: QuickStep (belgisk gulvfirma)
- Holdchef: Patrick Lefevre
- Licens: Belgisk
- Grundlagt: 2003 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 2.plads i 2017)
- Antal WorldTour-sejre: 18
- WorldTour-placering 2017: 2.plads
- Bud på placering 2018: 4.plads
Red Zone Blog 