WorldTourens ældste og mest vindende hold vågnede op til virkeligheden sidste år, hvor dets mangler pludselig blev meget tydelige for hele cykelverdenen. Det vil man forsøge at rette op på i år, og især en stor investering kan formentlig blive nøglen til sejr.
Historien
Af alle hold på WorldTouren er der intet, hvis historie går så langt tilbage og hvis palmares er så flot som Movistars. Spansk cykelsports flagskib blev oprindeligt grundlagt i 1980 af den legendariske holdchef Jose Miguel Echavarri under navnet Reynolds. Holdets oprindelige kaptajn og største profil var hjemlandets bedste rytter i starten af 80’erne Angel Arroyo. Han satte for alvor holdet på cykelverdenskortet i 1982, da han vandt Vueltaen, men kort efter kom det frem at Arroyo havde afleveret en positiv dopingprøve. Han blev således den første vinder af Vueltaen, der senere blev diskvalificeret. Året efter opnåede Arroyo dog en flot 2.plads i Touren, som står den dag i dag.
Blandt Arroyos hjælpere i de tidlige 80’ere var en ung spanier ved navn Pedro Delgado. Han forlod holdet i 1985, men vente tilbage i 1988 som holdets ubestridte kaptajn, hvor han vandt Touren efter at være blevet nr. 2 året før. Imidlertid skulle det vise sig, at Delgado også havde anvendt et forbudt stof, der kunne bruges til at skjule brug af steroider. Da stoffet af administrative årsager ikke var blevet tilføjet til dopinglisten før Touren, fik Delgado lov til at beholde sejren, men den positive prøve kom til at skygge for hans præstation. Året efter vandt han Vueltaen, men i hans forsvar af Tour-titlen kom han 2.40 minutter for sent til sin starttid på prologen og tabte pga. presset omkring dette yderligere tid på den efterfølgende holdtidskørsel, så han endte med at begynde løbet over 7 minutter efter den førende rytter. Delgado kørte sig dog flot op i løbet af Touren og endte som nr. 3 med 3.34 op til vinderen Greg LeMond. Året efter forsøgte spanieren at vende tilbage til toppen, men det blev ”kun” til en 2.plads i Vueltaen og en 4.plads i Touren.
Det skulle blive signalet til et vagtskifte i toppen af det spanske mandskab, der i 1990 havde fået banken Banesto som ny hovedsponsor. Delgados løjtnant Miguel Indurain havde i årene optil 1991 gradvist bekræftet sin udvikling som klassementsrytter. De næste fem år skulle Indurain blive cykelsportens altdominerende etapeløbsrytter, der med knusende evner som tidskører og et solidt malende tråd i bjergene vandt fem Tour-sejre i træk og to sejre i Giroen i sikker men også lidt farveløs stil. Derfor var der ikke mange, der begræd, da Indurain i 1996 tabte Tour-tronen til danske Bjarne Riis for senere samme år at meddele, at han stoppede karrieren.
Indurains exit efterlod umiddelbart Banesto i lidt af et tomrum. Man forsøgte at køre videre med Abraham Olano som holdets nye frontfigur, men på nær en Vuelta-sejr i 1998 blev det aldrig den store succes. Heller ikke schweizeren Alex Zülle formåede for alvor at bringe holdet tilbage på grand tour-tronen på trods af en 2.plads i Touren i 1999. I starten af 00’erne levede holdet en lidt stille tilværelse lige under de bedste mandskaber i verden med Francisco Mancebo som holdets primære klassementsnavn. Han skulle opnå sine flotteste placeringer i grand tour-sammenhæng med to 3.pladser i Vuelten samt en 6. og en 4.plads i Touren i hhv. 2004 og 2005.
2005-sæsonen skulle imidlertid blive begyndelsen på en ny æra for holdet, der i 2004 havde fået de baleariske øers turistbureau (Illes Baleares) som ny hovedsponsor. Det var nemlig inden denne sæson, at man hentede Alejandro Valverde til holdet. Valverde havde imponeret med en 3. og 4.plads i Vueltaen de to foregående hos det nu lukkede Kelme-mandskab. Over de kommende år skulle han udvikle sig til at blive holdets altoverskyggende profil. Hans første sæson hos Illes Baleares var ikke en ubetinget succes, men året efter trådte han for første gang for alvor i karakter, da han vandt den individuelle ProTour (WorldTourens forgænger) gennem bl.a. sine første klassikersejre i hhv. Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege. Over de efterfølgende tre sæsoner skulle Valverde blive en af de mest dominerende ryttere i feltet med masser af sejre, flere triumfer i klassikerne og en række etapesejre samt flotte klassementsplaceringer i grand tour-løbene. Ikke mindst hans 2008-sæson med 12 sejre og herunder hans anden sejr i Liege var fremragende. Året efter lykkedes det endelig for Valverde at vinde en grand tour med en samlet sejr i Vueltaen. Holdet, der i 2006 skiftede navn til Caisse d’Epagne efter en ny bankhovedsponsor, vandt også Touren i 2006, da Oscar Pereiro fik tildelt sejren efter at Floyd Landis blev diskvalificeret. Med denne tilbagevenden til verdenstoppen var det en tilfreds holdchef Echavarri, der efter 2008-sæsonen kunne trække sig tilbage og overlade ansvaret til sin mangeårige assistent Eusebio Unzue.
Unzue skulle dog få en hård start som holdchef. Valverdes navn var nemlig dukket op i relation til Operation Puerto-sagen, og efter lange juridiske tovtrækkerier endte det med, at holdets store stjerne blev udelukket fra sporten i 2 år. Det betød, at 2010- og 2011-sæsonerne blev en slags overgangsperiode, hvor man forsøgte at omstille holdet til en tilværelse uden Valverde med nogen succes, takket være flotte resultater fra nye ryttere som Luis Leon Sanchez og portugisiske Rui Costa. Man fik også landet en langvarig hovedsponsoraftale med teleselskabet Movistar.
Da Valverde vendte tilbage i 2012 skulle det dog vise sig, at spanierens tid som toprytter på ingen måde var forbi. Samtidig havde man hentet en ny interessant rytter ved navn Nairo Quintana til holdet, og sidan da har både han og Valverde i den grad sat deres markante aftryk på cykelsporten. Den spanske veteran var allerede langt fremme i flere af de kuperede klassikere i 2013, hvorefter han 2014 vandt Fleche Wallone for 2.gang i karrieren. Siden har Valverde tilsyneladende været uovervindelig i dette løb, som han nu har vundet 4 gange i træk og 5 gange i alt, hvilket gør ham til den mest vindende i det belgiske Ardenner-løb nogensinde. Det er også blevet til yderligere to sejre i Liege (i 2015 og 2017), en række andre store klassikerpræstationer samt podieplaceringer i samtlige grand tours og dertil en række etapesejre. Quintana trådte for alvor ind på den store scene med en 2.plads i sin Tour-debut i 2013. Derefter vandt han Giroen året efter, inden han i 2015 så ud til at kunne true Froomes Tour-sejr, men muligvis blev holdt lidt tilbage af holdet, der gerne ville sikre Valverde den podieplads, spanieren så gerne vil have. Derfor måtte Quintana nøjes med 2.pladsen. I 2016 blev han nr. 3 i Touren, hvorefter han for første gang besejrede Froome i en grand tour, hvor de begge gennemførte løbet, med en samlet sejr i Vueltaen. Disse og Valverdes mange flotte resultater var drivkraften bag, at Movistar var verdens mest vindende hold i denne periode, og fra 2013 til 2016 vandt WorldTour-mesterskabet fire gange i streg.
Inden sidste sæson blev det så meldt ud, at Quintana ville forsøge at vinde både Giroen og Touren. Det skulle imidlertid vise sig, at blive for stor en mundfuld. I Giroen måtte columbianeren se sig slået af Tom Dumoulin, mens han slet ikke kunne finde sine ben i Touren og endte som en skuffende nr. 12. Da Valverde samtidig, efter at han ellers endnu engang havde leveret en fremragende forårssæson, var blevet gjort ukampdygtig pga. et alvorligt styrt på Tourens indledende enkelstart, endte holdet med at være helt fraværende i efteråret. I det hele taget endte 2017-sæsonen som en skuffelse, hvor holdets svagheder og afhængighed af deres to største profiler virkelig blev udstillet. Derfor er det et revanche-lystent Movistar-hold med holdchef Unzue i spidsen, der begiver sig ud på landevejene i 2018.
Klassikersæsonen
Det kan godt lyde underligt, når man tænker på Valverdes resultater i de kuperede klassikere gennem årene, men Movistar er først og fremmest et etapeløbshold. Det er resultaterne i grand tours, der tæller for holdchef Unzue, ligesom det gjorde for hans læremester Echavarri. Succesen i de kuperede klassikere er således mere et produkt af Valverdes ærgerrighed og insisteren end et udtyrk for, hvordan holdet helst ville prioritere sit sæsonprogram.
Denne tilgang kommer meget tydeligt til udtryk ift. brostensløbene. Movistar er måske det eneste hold på WorldTouren for hvem de vanskelige klassikere i Belgien og Nordfrankrig ikke på nogen måde er en prioritet. Unzue har flere gange meldt ud, at han helst var fri for at stille til start i løbene, og det er således kun pga. forpligtelserne overfor UCI, at det spanske mandskab er at finde på startlisten til Flandern Rundt, Paris-Roubaix og de øvrige brostensklassikere på WorldTour-kalenderen. Holdet har vitterligt ingen ryttere, det er værd at nævne, når det handler om mulige vinder- og podiekandidater til brostenssæsonen, hvorfor man må regne med, at Movistar vil være temmeligt usynlige i klassikersammenhæng indtil april.
Når scenen skifter til Ardennerne kommer der imidlertid andre boller på suppen. Det kan godt være, at han fylder 38 til marts, men intet i sæsonstarten har tydet på, at Alejandro Valverde er færdig på trods af hans alvorlige styrt i Touren sidste år. Derfor vil den spanske legende endnu engang føre Movistar an i jagten på succes i de 2 uger, hvor Ardenner-klassikerne afvikles. Det bliver dog interessant at se, hvordan Valverde vil prioritere de tre WorldTour-løb i år. Spanieren mangler kun en sejr for at tangere Eddy Merckx’ rekord med 5 triumfer i Liege-Bastogne-Liege, og da monumentet klart er det mest prestigefyldte blandt Ardenner-klassikerne, er det også det, som han helst vil vinde. Ift. de to andre løb, er Valverde som beskrevet allerede den mest vindende rytter i Fleche Wallones historie, og han beviser således ikke noget ved at vinde på Mur de Huy endnu engang. Derimod har Valverde faktisk aldrig vundet Amstel Gold Race, og det er uden tvivl en ambition for den ærgerrige spanier også at tilføje dette løb til sin palmares. Problemet her kan dog være, at det hollandske løb ikke længere ligger så oplagt til ham, efter at den sidste opkørsel af Cauberg er blevet pillet ud af ruten. Dog kan Valverde sagtens vinde løbet i en reduceret spurt, hvis de mere sprinterlignende ryttere er blevet sorteret fra.
Hvorvidt Movistar kommer til at spille en rolle i de øvrige klassikere, kommer også an på, om Valverde ønsker at satse på nogle af dem. Han har tidligere givet udtryk for, at han gerne vil vinde Milano-Sanremo, men det kræver at han kan komme fri af feltet på Poggio-stigningen lige før mål, og det er indtil nu ikke lykkedes for ham. På den anden side beviste sidste års løb, at dette altså ikke er en umulighed. Hvor han aldrig for alvor har været tæt på i Sanremo, har Valverde til gengæld to podieplaceringer i Strade Bianche, og grusvejsløbet ligger umiddelbart fremragende til ham. Således kunne det også være en mulig prioritering tidligt på sæsonen. De canadiske løb ligger som sådan perfekt til spanieren, men da de falder sammen med Vueltaen, er de typisk ikke en prioritet. Det er San Sebastian og Lombardiet derimod. Det spanske løb har Valverde allerede vundet to gange, men det er fortsat ikke lykkedes ham at vinde det italienske monument. Dette kunne derfor været et oplagt afsluttende sæsonmål for 38-årige stjerne efter VM, som han også fortsat mangler at vinde og uden tvivl er en topprioritet i år pga. den bjergrige østrigske rute.
Etapeløbssæsonen
Som tidligere beskrevet er succes i grand tours det eneste, der tæller for Movistar. Holdet vil vinde mindst en og gerne to af årets hårdeste og længste etapeløb, og især Touren står meget højt på ønskelisten. Dette har også været baggrunden for holdets nyeste investering, som netop har til formål at øge chancen for grand tour-succes, omend den også kan vise sig at skabe intern ballade.
Nairo Quintana er naturligvis fortsat sit holds helt store våben, når det handler om grand tour-sejre. Den 28-årige columbianer har allerede bevist, at han kan vinde over 3 uger med sejrene i 2014-udgaven af Giroen og 2016-udgaven af Vueltaen. Efter det kiksede forsøg med Giro-Tour-doublen sidste år er Quintanas fokus i år nu igen 100 % rettet mod Touren. Hele columbianerens sæson vil blive lagt an på at toppe de tre uger i Frankrig, og han forventer selvklart at have holdets fulde opbakning hertil. Den bliver også nødvendig, da Touren-ruten i år ikke er helt optimal ift. columbianerens chancer. Der er godt nok ikke vildt mange enkeltstartskilometer, men den første uge og specielt brostensetapen kan blive et meget stort problem. Klarer Quintana sig igennem her, er der dog i princippet intet i vejen for, at det kan blive i år, at han bliver den første columbianske Tour-vinder nogensinde.
Det største problem for Quintana kan dog vise sig at blive resten af holdets tilgang til sæsonen. Det blev tydeligt sidste år, at Movistar er enormt afhængige af Quintana og Valverde, hvis holdet skal have succes, da man netop pga. de to rytteres totale dominans ift. sæsonplanlægningen har måttet lade mange af holdets næstbedste profiler (f.eks. Izagirre-brødrene) søge lykken andre steder. Dette ville man for enhver pris undgå en gentagelse af, hvorfor man har hentet Spaniens pt. bedste klassementsrytter Mikel Landa hjem fra Sky som ny medkaptajn. Problemet er, at Landa fra starten har gjort det klart, at han ikke kommer til holdet for at hjælpe Quintana. Landa ønsker selv at være kaptajn og stiller til start i Touren i en fri rolle. Da den tidligere Giro-3’er har samme nationalitet som holdet og de fleste af rytterne, kan man hurtigt få den tanke, at der ikke skal meget slinger i valsen til fra Quintanas side førend at loyaliteten skifter. Valverde, der også kommer til start i Touren, har dog meldt ud, at han bakker op om Quintana som frontfigur.
Alle de tre største navnes fokus på Touren gør dog, at Movistar formentlig ender med at stille til start i Giroen i en svækket udgave. Både Quintana, Landa og Valverde plejer at køre to grand tours på en sæson, men da columbianeren er klog af skade fra sidste år, og de to spaniere rigtigt gerne vil køre Vueltaen af hensyn til både hjemmepublikummet og VM, vil de tre stjerner formentlig alle være til start i Spanien til august. Det betyder, at det formentlig bliver costaricanske Andrey Amador, der tidligere har gjort det fint i Italien, og Quintanas delvist genkommende landsmand Carlos Betancur, der bliver holdets bedste bud på en god klassementsplaceringen i Giroen. Hvis alt spiller, kan de muligvis begge køre en top 10 hjem, men mere bliver det ikke til. Holdet har imidlertid ingen kvalificerede sprintere i truppen, hvorfor at et mindre klassementsresultat samt etapesejre via udbrud nok er det bedste bud ift. den italienske rundtur.
Med Quintana, Landa og Valverde i truppen har Movistar til gengæld masser af muligheder i ugeetapeløbene. Det er dog meget usikkert, hvordan de vil fordele løbene i mellem sig. Det skulle være nogenlunde sikkert, at Landa er til start i Tirreno-Adriatico, at Valverde vil forsøge at forsvare sejrene fra 2017 på hjemmebane i Catalonien og Baskerlandet, og at Quintana vil køre Romandiet Rundt som en del af sin Tour-forberedelse. Men hvordan stjernerne ellers fordeler sig er fortsat temmelig uklart. En ting er dog sikkert, og det er, at Movistar vil have en potentiel vinder- eller podiekandidat i samtlige de etapeløb op til Touren, hvor en af de tre stjerner stiller til start.
Konklusionen
Efter fire WorldTour-titler i træk er det klart, at sidste sæsons 6.plads slet ikke var tilfredsstillende for Movistar. Især Quintanas totale kiks ift. Giro-Tour-doublen gjorde ondt, og derfor skal det lykkes at hive en grand tour-sejr hjem i år, hvis ikke man skal begynde at tale om regulær krisestemning på holdet. I den sammenhæng giver købet af Landa rigtig god mening. Spørgsmålet er dog om den eventuelle splid det kan skabe i sidste ende kan vise sig at spænde ben for holdets ambitioner. Jeg tror dog uanset hvad på, at Movistars samlede resultater vil være nok til at vinde et nyt WorldTour-mesterskab
- Navn: Movistar Team
- Sponsor: Movistar (spansk teleselskab)
- Holdchef: Eusebio Unzue
- Licens: Spansk
- Grundlagt: 1980 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 4 (2013, 2014, 2015 og 2016)
- Antal WorldTour-sejre: 26
- WorldTour-placering 2017: 6.plads
- Bud på placering 2018: 1.plads
Red Zone Blog 