Cykling: Sæsonoptakt 11 – Bora-Hansgrohe

bora-hansgrohe

Tysk cykelsports nye tophold slap egentlig rigtig fint fra deres første sæson på WorldTouren. Samtidig kunne holdets største profiler dog ikke være tilfredse med deres resultater, hvorfor ambitionsniveauet bør være højnet ift. den kommende sæson.

Historien

Tilbage i 2010 var tysk cykelsport i alvorlig krise. Flere afsløringer i slutningen af 00’erne vedr. dopingmisbrug blandt landets største cykelryttere gennem tiden (såsom Jan Ullrich og Erik Zabel) havde resulteret i en stor modvilje mod sporten generelt i Tyskland med alvorlige konsekvenser til følge. Flere store løb måtte opgive at fortsætte, mens landets professionelle cykelhold enten blev solgt til udlandet eller opløstes. Netop på den baggrund var det meget modigt af den tidligere rytter Ralph Denk, at han dette år valgte af grundlægge et nyt hold med det mål bringe et tysk funderet mandskab tilbage til cykelsportens fineste klasse.

Holdet, der i fik navnet Team NetApp, opnåede allerede i sin anden sæson Pro Kontinental-licens, og i 2012 lykkedes det at køre en række bemærkelsesværdige resultater hjem med sejre i bl.a. den mindre tyske klassiker Rund um Köln. Denne gradvise succes dannede grundlag for en fusion med det bristiske cykelprojekt Endura Racing inden 2013-sæsonen, og efter yderligere topresultater på næsthøjeste niveau i 2013 og starten af 2014, lykkedes det for første gang at opnå et wild card til en grand tour, da man blev inviteret med til 2014-udgaven af Tour de France.

Tour-deltagelsen var det afgørende skub ift. at hjemlandets store firmaer fik øjnene op for det nye cykelprojekt. Inden 2015-sæsonen lykkedes det at lande to store sponsorater med køkkenfirmaet Bora og cykelproducenten Argon 18. Over de to næste sæsoner fortsatte holdet med at være blandt de bedste på Pro Kontinental-niveau, hvilket bl.a. førte til flere Tour- og Vuelta-deltagelser, og i sommeren 2017 meddelte man så, at man med et nyt storsponsorat fra endnu et tysk firma (Hansgrohe), var klar til at tage skridte op på WorldTouren.

Den nye økonomiske saltvandsindsprøjtning blev brugt til at give truppen et generelt løft, der bl.a. inkluderede det største scoop på transfermarkedet inden sidste sæson. For næsen af langt mere profilerede hold, lykkedes det nemlig at få verdensmesteren Peter Sagans underskrift. Sagan var blevet af arbejdsløs efter at hans tidligere arbejdsgiver (Tinkoff) havde kastet håndklædet i ringen. Nu stod det nye tyske WorldTour-hold således med sportens måske største navn på holdkortet inden deres første sæson i cykelsportens topklasse.

Set over hele sæsonen må debuten være betragtet som godkendt. Det er grundlæggende flot som nyt hold uden alt for mange store profiler at placerer sig som nr. 8 på årets rangliste. På den anden side havde hverken Sagan eller holdets øvrige store navne nogen specielt prangende sæson. Især klassikerne blev en stor skuffelse for verdensmesteren, der dog sluttede af med at genvinde VM-trøjen for 3.år i træk. Derfor er det både med en god grundlæggende fornemmelse og klare ambitioner, at Bora-Hansgrohe går ind i deres anden sæson på højeste niveau.

Klassikersæsonen

Det siger sig selv, at klassikerne bliver en topprioritet, når man har Peter Sagan på holdet. Den 28-årige tredobbelte verdensmester er på en gang en af feltets mest talentfulde, begavede og teknisk dygtige ryttere, hvorfor de udfordrende 1-dagsløb helt naturligt er den mest oplagte scene for Sagan at brillere på. Netop derfor er det måske nærmest lidt overraskende, at han ikke har vundet flere af dem indtil nu i karrieren. Der er dog nogen faktorer, der altid arbejder imod Sagan. Først og fremmest er hans styrke så skræmmende, at feltets øvrige ryttere ofte er meget modvillige til at hjælpe slovakken. Det kunne der selvfølgelig opvejes for, hvis hans eget hold var tilstrækkeligt stærkt. Netop derfor var det meget overraskende, at Bora hverken brugte resten af sidste års transfermidler eller årets muligheder for nyinvesteringer på at styrke klassikertruppen markant. Det kan meget nemt igen ende i, at Sagan kommer til at sidde alene og skal gøre al arbejdet selv.

Det er dog ikke sikkert, at dette begrænser Sagans vinderchancer. Han er en af de meget få ryttere i verden, der kan vinde klassikerne stort set på egen hånd, og det er helt sikkert klar på at gøre, hvis det er det der skal til. Uanset hvad får han i hvert fald holdets fulde opbakningen hele vejen gennem brostenssæsonen, der i de senere år har været verdensmesterens klare 1.prioritet. Han har tidligere vundet både Flandern Rundt, Gent-Wevelgem (2 gange) og E3, og alle disse løb kan han sagtens vinde igen vha. hans kombination af styrke, eksplosivitet og hurtighed. Sagans personlige mål er dog uden tvivl at vinde Paris-Roubaix. For en tekniker som ham vil det være den ultimative sejr, men pga. de manglende stigninger er det faktisk det af brostensløbene, der passer dårligst til ham. Hans præstationer de senest år viser dog, at han helt sikker har muligheden, hvis tingene går hans vej.

Sagan kan i princippet godt fortsætte sæsonen efter Roubaix og køre de første af Ardenner-klassikerne. Han har tidligere vundet optaksløbet Brabantse Pijl, og Amstel Gold Race burde sådan set ligge godt til ham. Problemet er dog, at slovakken oftest starter sæsonen i januar for så at holde formen hele vejen til og med Roubaix i starten af april. Derfor har han i de seneste sæsoner valgt at tage en pause efter ”Helvedet i Nord” inden han igen skal køre sig i form frem mod Touren, og det er meget sandsynligt, at han vælger samme model i år. Uden Sagan er Boras muligheder i Ardennerne formentligt ret begrænsede. Holdets bedste bud er nok australieren Jay McCarthy, men han er kendt som en meget ustabil rytter, der sjældent gør det godt uden for Australien. Den nyindkøbte brite Peter Kennaugh blev tidligere i karrieren nævnt som en potentiel Ardenner-rytter, men Sky har netop ladet ham gå, fordi han aldrig rigtig har indfriet forventningerne. Endelig er der muligheden for at lave den polske etapeløbsrytter Rafal Majka være kaptajn i de kuperede klassikere. Han plejer uanset hvad at stille op i Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege, hvor han i sidstnævnte kørte en top 10-placering hjem i 2017. Spørgsmålet er dog, om den 28-årige polak er eksplosiv nok til at for alvor at kunne køre med om sejren.

I de øvrige klassikere er det også Sagan, der er omdrejningspunktet. Grusvejsløbet Strade Bianchi, som han aldrig vundet, står meget højt på årets ønskeliste, og ruten i det løb passer som udgangspunkt fremragende til slovakken. Han vil også være Boras kaptajn i Milano-Sanremo, men her skal der mere til, hvis han skal konvertere sidste års 2.plads til en sejr. Selvom han er hurtig, kan Sagan ikke som udgangspunkt vinde i en massespurt, hvorfor han ligesom sidste år måske skal forsøge sig udefra, hvis det skal lykkes. I de øvrige sprinterklassikere vil verdensmesteren formentlig overlade kaptajnrollen til ireren Sam Bennett, der er den bedste af holdets mere reelle sprintere. Til gengæld vil Sagan være i front i de canadiske løb, som han typisk bruger som forberedelse til VM. Han har også tidligere vundet dem begge og Quebec endda to gange. Til de bjergrige løb i Lombardiet og San Sebastian bliver det derimod klassementsfolkene, der skal levere. Her er det nok Majka, der igen er det bedste bud.

Etapeløbssæsonen

Efter købet af Sagan havde de fleste regnet med, at holdets strategi derefter ville være at bygge holdet op omkring ham. Men holdchef Denk har tydeligvis et ønske om, at skabe et hold, der kan gøre sig i alle terræner, og derfor var holdets to næstdyreste investeringer ikke hjælperyttere for Sagan, men derimod de to østeuropæiske etapeløbsryttere Leopold König og Rafal Majka. Begge havde dog ikke ligefrem nogen drømmesæson. König var hele året plaget af skader og kom aldrig til at spille en rolle, mens Majka styrtede ud af Touren og senere måtte nøjes med en etapesejr og en samlet 39.plads i Vueltaen. Derfor har begge noget at bevise i årets sæson.

Planen lader til at være at König skal satse på Giroen, og derefter kører Touren som løjtnant og helgardering for Majka. Den 30-årige tjekke har tidligere vist sig som en mulig podiekandidat i en grand tour, og han påstår selv at han er helt klar til at køre begge løb. König bliver dog ikke det eneste klassementshåb, som Bora sender til Giroen. Holdet har nemlig hentet det italienske stjernefrø Davide Formolo hos Cannondale. Det 25-årige etapeløbstalent, der i hjemlandet fortsat regnes for det næste store navn efter Nibali og Aru, oplevede sidste år en hvis stagnation i sin udvikling, hvorfor han havde brug for luftforandring. Nu bliver det spændende at se, om han kan finde det hos Bora, og om han sammen med König kan forbedre sidste års 10.plads. Udover de to regner man også med, at Tysklands største etapeløbstalent Emmanuel Buchmann i år skal forsøge sig med Giroen. Således kommer holdet altså til Italien med tre mulige bud ift. klassementet. Til Touren bliver det derimod Majka, der bliver den klare 1.prioritet med støtte fra König og holdets femte etapeløbsprofil, den 26-årige østriger Patrick Konrad. Hvad man gør ift. Vueltaen er mere åbent, men både Majka, Formolo (der blev nr. 9 sidste år i Spanien), Buchmann og Konrad kan potentielt set være til start.

Bora er dog et hold, hvis prioriteter ift. grand tour-løbene ikke udelukkende handler om klassementet. Truppen består af en lang række hurtige ryttere, der gerne vil have chancen for, at jagte etapesejre i de store løb. Peter Sagan vil helt sikkert igen være til start i Touren, hvor han efter sidste års skuffelse igen vil forsøge at tangere Erik Zabels rekord med 6 sejre i pointkonkurrencen samt vinde yderligere etapesejre. En af de gode ting ved Sagan er som sagt, at han ikke behøver særligt meget hjælp, hvorfor holdet formentlig ikke behøver at prioriterer særligt mange hjælperyttere specifikt til ham ift. Tour-truppen. Til gengæld bliver Bora nød til at sende en række af holdets hurtige folk til Giroen sammen med den irske sprinter Sam Bennett. 27-årige Bennett mangler fortsat at vinde en grand tour-etape, og han må være endnu mere sulten i år, efter at han flere gange i sidste års Giro var meget tæt på.

I de øvrige etapeløb vil holdet ligesom til grand tour-løbene formentlig satse på en kombination af klassementsresultater og etapesejre. Ift. klassementerne vil König, Formolo og Buchmann med tanke på Giroen formentlig gå efter Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps, mens Majka og Konrad til gengæld vil køre Paris-Nice, de spanske ugeetapeløb, Romandiet Rundt og et af forberedelsesløbene i til Touren i juni. Ift. etapesejre vil Sagan måske kunne presse Tirreno ind i det hårde klassiker-program, hvorefter han formentlig vil køre Californien Rundt og Schweiz Rundt inden Touren. Bennett vandt en etape i Paris-Nice sidste år, og vil formentlig vende tilbage til det franske forårsløb, hvorefter hans planer vil bliver afgjort af, hvad der giver mening op til Giroen.

Konklusionen

Det er mit klare indtryk, at Ralph Denk har en klar mission om at skabe et af verdens bedste cykelhold. På den baggrund var 2017-sæsonen bestemt godkendt set ift., at ryttere som Sagan, König og Majka alle skuffede i mere eller mindre omfang. Nu skal man så tage næste skridt, og hvis toprytterne i år levere varen, er det bestemt ikke usandsynligt, at Bora kan stå tilbage som en 2018-sæsonens helt store positive historie. Fejler de imidlertid, bliver det svært ikke at tale om skuffelse som overskiften, når årets cykelsæson skal evalueres til efteråret. Jeg tror personligt på fin sæson for holdet, men der skal nok lidt mere til førend at de når toppen af ranglisten.

  • Navn: Bora-Hansgrohe
  • Sponsorer: BORA (tysk komfur- og emhætteproducent) og Hansgrohe (tysk badeværelsesproducent)
  • Holdchef: Ralph Denk
  • Licens: Tysk
  • Grundlagt: 2010 (på WorldTouren siden 2017)
  • Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 8.plads i 2017)
  • Antal WorldTour-sejre: 1
  • WorldTour-placering 2017: 8.plads
  • Bud på placering 2018: 6.plads

Skriv en kommentar