I sidste øjeblik lykkedes det Jonathan Vaughters at finde en ny sponsor, så holdet, der i sidste sæson hed Cannondale, kunne fortsætte. Med en ligeledes ny og på papiret ret alsidig trup vil man nu endnu engang forsøge at kaste rygtet som et evigt skuffende hold af sig.
Historien
Efter at have afsluttet sin professionelle karriere i 2003 startede amerikanske Jonathan Vaughters et junior-udviklingshold i hjemstaten Colorado. Allerede året efter fik han dog en ny sponsor i forsikringsselskabet TIAA-CREF, hvilket gav mulighed for også at ansætte professionelle ryttere. Det store skridt fremad kom dog først efter, at sportsfirmaet Slipstream opkøbte holdet i 2007. Året efter lykkedes det at lande en stor sponsoraftale med GPS-firmaet Garmin, og samtidig blev holdet både inviteret til Giroen og Touren. Anført af den tidligere Lance Armstrong-hjælper Christian Vandevelde lykkedes det at køre en 4.plads hjem i Tour de France, hvilket måtte betragtes som en mere end godkendt debut.
I 2009 blev holdet tilbudt en af licenserne til den nyoprettede WorldTour, så man var sikret deltagelse i samtlige af sæsonens store løb. Med et hold bygget op omkring Vandevelde, Bradley Wiggins (som dog skiftede til det nyoprettede Sky i 2010), sprinteren Tyler Farrar, den tidligere mountainbike-rytter Ryder Hesjedal og den unge irer Daniel Martin, bød de næste par sæsoner på en række sejre inklusiv to i det daværende Vattenfall Cyclassics til Farrar. I 2011 overtog man resterne er det lukkede Cervelo-hold, og med en højst overraskende sejr i Paris-Roubaix til upåagtede Johan Vansummeren samt 4 etapesejre i Touren var resultaterne igen tilfredsstillende. Året efter opnåede holdet sit til dato største resultat, da Hesjedal vandt sin første og eneste samlede sejr i en grand tour i 2012-udgaven af Giroen.
I de efterfølgende sæsoner var det imidlertid som om, at mandskabet røg ind i en stime af uheld og svigtende præstationer. Ganske vist vandt Daniel Martin Liege-Bastogne-Liege i 2013 og Lombardiet Rundt i 2014, men han var tilgengæld ukampdygtig det meste af 2014 pga. et alvorligt styrt i Giroen. Holdets øvrige profiler havde samtidig overordentligt svært ved at levere. Nedturen toppede i 2015-sæsonen, hvor man ellers igen havde styrket truppen ved at opkøbe et lukket hold. Men selv om man både overtog sponsor og en stor del af truppen fra Cannondale-mandskabet, gik man igennem et annus horibilis, hvor alt gik galt og ingen store resultater blev kørt hjem. Sæsonen sluttede med, at den trofaste sponsor Garmin ophævede samarbejdet.
De to seneste sæsoner har budt på flere store udskiftninger i truppen, men det har ikke rigtigt ført de store resultater med sig. Et tegn på, at udviklingen måske er vendt kom dog sidste år i Touren, hvor holdets nye klassementskaptajn, columbianeren Rigoberto Uran, pludselig genfandt sin tidligere form, vandt en etape og endte på den samlede 2.plads. Dog var det tæt på, at sidste sæson kunne være blevet holdets sidste, da en ukendt kommende hovedsponsor pludselig trak sig. Vaughters kastede dog alt ind på at finde en ny sponsor og i sidste øjeblik lykkedes det at få en aftale med uddannelsesfirmaet EF Education First. Således lykkedes det at sikre holdets fremtid, men allerede inden hele sponsorballaden begyndte, havde en del profiler valgt at skrive kontrakt andre steder. Imidlertid brugte Vaughters og co. den resterende tid fornuftigt, og det er faktisk lykkedes at sammensætte en rigtigt spændende trup. Spørgsmålet er så, om man kan bygge videre på de positive tendenser fra sidste år eller om uheldene og de magre resultater fortsætter.
Klassikersæsonen
Da Daniel Martin var holdets ubestridte klassikerkaptajn havde man en af topfavoritterne til samtlige af de kuperede klassikere, men siden ireren skiftede væk efter helvedesåret 2015, har man ikke vundet nogen af de største 1-dagsløb. Det håber man at lave om på i år, og årets trup indeholder helt bestemt rytterne, der kan sørge for at det sker, hvis tingene flasker sig.
Allerede sidste år lykkedes det Vaughters at lave et transferscoop, der sikrede holdet en af feltets bedste brostensryttere. Udover Sagan og Van Avermaet er der ingen, der har så naturligt flair for det vanskelige underlag som Sep Vanmarcke. Det har længe været en udbredt holdning, at det blot er et spørgsmål om tid førend at den 29-årige belgier vinder en af de store brostensklassikere. 2017-sæsonen blev dog lidt af en fiasko for Vanmarcke. Efter en flot 3.plads i Omloop blev han syg, hvorfor han først var fuldt kampdygtig igen i Flandern Rundt. Her lå han godt til, indtil han leverede et tilsyneladende uprovokeret solostyrt, der ødelage resten af hans forårssæson. Holdet fik dog alligevel et par fine resultater med hjem fra brostenene i form af Dylan Van Baarles 4.plads i Flandern og Sebastian Langevelds 3.plads i Paris-Roubaix. Nu er Vanmarcke tilbage og håbet er, at det er bliver i år, at den store brostenssejr endelig kommer. Belgierens styrke er hans holdbarhed og hans teknik, der som bekendt ikke fås meget bedre. Derfor kan han i princippet gøre sig i alle brostensløbene, hvis forholdene er de rigtige. Hans store problem er dog, at han ikke har samme hurtighed i en spurt som hans værste konkurrenter. Derfor skal han forsøge at gøre løbet hårdt og måske angribe udefra, hvis han endelig skal vinde en stor sejr. Måske pga. Vanmarckes manglende spurtstyrke har EF-Drapac i år hentet en anden rytter, der måske kan levere et resultat på brostenene. Italienske Sacha Modolo er egentlig primært kendt som sprinter, men han viste sidste år helt nye sider af sig selv med en 6.plads i Flandern Rundt. Med hans hurtighed på stregen kan Modolo blive et meget værdifuldt aktiv for holdet, ikke mindst i de fladere løb som Gent-Wevelgem. Holdet har til gengæld sagt farvel til Van Baarle, der som eneste ryttere udnyttede fritstillingen i den usikre periode i efteråret og skiftede til Sky.
EF-Drapac er et af de hold, der har skiftet mest ud i truppen siden sidste sæson. Det er især gået udover holdets mængde af muligheder ift. Ardenner-løbene, hvor man har mistet de to lovende talenter Alberto Bettiol og Davide Villella, der er skiftet til hhv. BMC og Astana. Det giver dog holdet chancen for, at dedikere sig 100 % til canadiske Michael Woods, der på papiret er en af de mest velegnede ryttere i feltet til netop Ardennerne. Den 31-årige Woods havde et sent karrieregennembrud sidste år, hvor han bl.a. blev nr. 9 i Liege-Bastogne-Liege, og hans eksplosivitet på korte stejle stigninger er så vild, at han har alle chancer for at kunne køre med om sejren i både Liege og især Fleche Wallone. Amstel Gold Race ligger derimod ikke så godt til ham efter sidste års ruteændring. Her er det måske i virkeligheden Vanmarcke, der er holdets bedste kort, men det kræver godt nok at løbet udvikler sig fordelagtigt. Derudover vil EF-Drapac formentlig også sende etapløbskaptajnen Rigoberto Uran til Ardennerne. Hans vinderchancer er tvivlsomme, men han har i de senere år vist både forbedrede evner og interesse ift. 1-dagsløbene, så måske kan han levere en overraskelse.
Sæsonens øvrige 1-dagsløb bliver formentlig også fordelt mellem de allerede nævnte ryttere. Modolo er tidligere blevet nr. 4 i Milano-Sanremo, og vil nok både være holdets bedste kort her og i de øvrige flade klassikere. Vanmarcke har tidligere gjort det godt i Strade Bianchi, selvom grusløbet nok i princippet er for hårdt for ham. Han kan også gøre sig i Bretagne Classic og de to canadiske løb. Woods og Uran har alle muligheder for at gøre det godt i de hårdeste klassikere, og specielt Lombardiet står rigtigt højt på begge rytteres personlige ønskeliste.
Etapeløbssæsonen
Der var ikke de store forventninger om flotte klassementsresultater i de store etapeløb inden sidste sæson. Holdets største profiler blev altovervejende betragtet som endnu uforløste talenter eller ryttere, der havde haft deres storhedstid. Derfor var det en kæmpeoverraskelse, at Rigoberto Uran endte som samlet nr. 2 i Tour de France. Columbianeren havde nemlig haft det meget svært siden skiftet til Cannondale, og havde ikke været i nærheden af et grand tour-podium siden 2.pladsen i 2014-udgaven af Giroen. Men med sidste års præstation er Uran nu fuldstændig genfødt som klassementsrytter. Derfor har EF-Drapac gjort det klart, at en samlet sejr i Touren til den 31-årige columbianer er sæsonens helt store mål. Dette er truppens øvrige profiler tilsyneladende fuldstændigt dedikerede til. Bl.a. har Michael Woods, der ellers blev nr. 7 i sidste års Vuelta, meldt sig klar til at hjælpe Uran, og dermed ofre sine egne chancer for at køre klassement i de øvrige grand tours. Således vil hele holdets etapeløbsindsats i år være centreret omkring, at give Uran de bedste vilkår for at blive den første columbianske vinder af Tour de France nogensinde.
Dette meget ensidige fokus vil formentlig begrænse holdets muligheder i de øvrige grand tours betragteligt. I Giroen har man i nogle år haft en mindre målsætning om at give det italienske talent Davide Formolo mulighed for at levere et klassementsresultat i hjemlandet. Men ligesom landsmændene Bettiol og Villella har Formolo valgt at søge lykken andre steder med et skifte til Bora. Derfor står holdet nu uden en oplagt klassementskaptajn til Giroen. I stedet vil man formentlig satse på etapesejre til holdets nye italienske sprinter. Sacha Modolo har gjort det klart, at den italienske rundtur er hans helt store sæsonmål. Spørgsmålet er imidlertid, om den 30-årige Modolo stadig har den nødvendige hurtighed. Sidste år havde han overordentligt svært ved at være med i sprinterduellerne, og mange har spekuleret i, om han i stedet skulle satse mere helhjertet på klassikerne. For at sikre sig mod en eventuel ny fiasko for Modolo, kan det ske, at man også sender holdets anden nyindkøbte sprinter, den 26-årige brite Daniel Mclay til Italien. Mclay er en mere rendyrket sprinter end Modolo, men har haft store problemer med både positionsevner og holdbarhed. Han ville formentlig selv have foretrukket en rolle som ledende sprinter i en grand tour, men Touren er som sagt dedikeret til Uran, mens Vueltaens rute ikke levner en tung sprinter som Mclay mange muligheder. I det hele taget er det svært at se, hvad EF-Drapac vil satse på i Vueltaen, bortset fra etapesejre via udbrud og VM-forberedelse.
EF-Drapacs planer for sæsonens øvrige etapeløb handler også først og fremmest om Tour-forberedelse. Uran vil formentlig følge en løbsplan, der ligner de øvrige Tour-favoritters. Han vil således køre Tirreno-Adriatico, de spanske løb, Romandiet Rundt samt et af de to forberedelsesløb i juni. Woods vil måske også forsøge sig et ugeetapeløb, men hans manglende enkeltstartsevner gør det svært for ham at gøre sig forhåbninger om en samlet sejr. Derudover kan man håbe på, at nogle af holdets lidt mere usikre klassementskort, som Pierre Rolland, Joe Dombrowski, Hugh Carthy eller Lawson Craddock kan levere et mindre resultat. Det kunne f.eks. være i Californien Rundt, hvor man som amerikansk cykelhold har en naturlig interesse i at levere et godt resultat.
Konklusionen
EF-Drapac er muligvis et af de hold, som det er sværest at blive klog på. På papiret har de truppen til at levere store resultater i både klassikerne og etapeløbene. Samtidig har det været slående, hvor dårligt holdet har været til at udnytte sine ressourcer og udvikle sine talenter over de seneste år. Hvis profilerne i år ryster tidligere sæsoners skuffelser af sig og levere, er det ikke usandsynligt, at det kan blive en rigtig flot sæson. Tidligere tiders fiaskoer taler desværre bare ret kraftigt imod dette, så det mest sandsynligt, at det bliver endnu en sæson på det jævne.
- Navn: Team EF Education First-Drapac p/b Cannondale
- Sponsorer: EF Education First (international uddannelsesvirksomhed), Drapac (australsk-amerikansk ejendomsmægler) og Cannondale (amerikansk cykelproducent)
- Holdchef: Jonathan Vaughters
- Licens: Amerikansk
- Grundlagt: 2003 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 6.plads i 2010)
- Antal WorldTour-sejre: 10
- WorldTour-placering 2017: 10.plads
- Bud på placering 2018: 9.plads
Red Zone Blog 