WorldTourens andet mellemøstlige hold har været et af de mest aktive på transfermarkedet. Som resultat heraf bør man nu være konkurrencedygtig i samtlige typer af løb igennem sæsonen, hvis truppen som helhed er stærk nok til at understøtte profilerne.
Historien
Mellemøstligt engagement i cykelsporten er en ny ting, men det ene af verdensdelens to hold i cykelsportens elite er faktisk det fjerde ældste af WorldTour-mandskaberne. Det blev nemlig grundlagt som et italiensk mandskab af cykelproducenten Colnago tilbage i 1990. Colnago levere igen i dag holdets cykler, men mandskabet er nok bedst kendt under navnet på den mangeårige hovedsponsor Lampre, der overtog hovedsponsoratet i 1992. Samme år overtog den tidligere toprytter Giuseppe Saronni rollen som holdchef, som han har bevaret siden.
De første par år var holdet et lidt sekundært italiensk mandskab, der primært gjorde sig i hjemlandets løb, men efter Lampre og Sarronis tilgang i 1992 begyndte man at løfte sig opad, hvilket i 1993 gav holdet dets første Tour-deltagelse. Året efter opnåede man et flot resultat, da italieneren Roberto Conti blev samlet nr. 6 og vandt en meget flot sejr på legendariske L’Alpe d’Huez. De efterfølgende sæsoner oplevede man dog ikke samme succes samlet set, og selvom man vandt Giroen i 1996 med russeren Pavel Tonkov, lykkedes det ikke at sikre nye sponsorkontrakter, hvorfor holdet midlertidigt lukkede.
Saronni afviklede dog aldrig officielt sin organisation, og efter et par år som ansat hos det stærke Mapei-mandskab, genoptog han i 1999 sit eget hold, da Lampre meldte sig klar til at genoptage sponsoratet. Saronni tog nogle af Mapei-profilerne som Jan Svorada og Oscar Camenzind med sig, og allerede i første sæson lykkedes det at vinde etapesejre i både Touren og Vueltaen. Året efter vandt italieneren Gilberto Simoni holdets anden Giro-sejr, men de efterfølgende år oplevede man ikke samme succes, da man blev hårdt presset i kampen om de bedste italienske ryttere af landsmændene fra Saeco. Efter 2004-sæsonen lukkede Saeco imidlertid, hvorfor Lampre overtog en stor del af dette holds profiler. Udover at Simoni vendte tilbage, fik man også tilgang af ryttere som Damiano Cunego, Daniele Bennati og Alessandro Ballan, der i løbet af sæsonerne 2005 til 2008 skulle køre en række flotte resultater hjem. Blandt de størtste kan nævnes Cunegos to sejre i Lombardiet Rundt og Ballans verdensmesterskab i 2008.
I 2010 kom den erfarne sprinter Alessandro Petacchi til holdet. Han skulle få et flot karriereefterår hos Lampre, hvor han bl.a. vandt pointkonkurrencen og et par etapesejre i Touren. I 2011 fik man tilgang af Michele Scarponi, der i sin første sæson for holdet opnåede en flot 2.plads i Giroen efter Contador. Efterfølgende blev han tildelt sejren, da Contador blev dømt i den såkaldte ”bøf-sag”. Årene efter 2011 blev dog knapt så succesfulde, da mange af holdets efterhånden meget erfarne ryttere ikke længere havde samme niveau. Det var dog i disse år, at Diego Ulissi lige så stille og roligt begyndte at gøre sig gældende med flere små men imponerende præstationer i hjemlandets løb. I 2014 fik holdet dog en vitaminindsprøjtning i form af den regerende verdensmester Rui Costa samt en ny generation af italienske ryttere som Sacha Modolo, Niccolo Bonifazio, Valerio Conti og Davide Cimolai. Det gav i første omgang en række sejre til holdet, men fælles for alle disse ryttere var, at deres udvikling gik lidt i stå i de efterfølgende år. Derfor lignede holdet i løbet af 2016-sæsonen et hold i tilbagegang, og måske derfor var det ingen overraskelse, at den ellers så trofaste hovedsponsor Lampre meddelte, at man ville trække sig fra cykelsporten efter sæsonen.
Saronni var imidlertid ikke indstillet på at opgive sit hold, også selvom det krævede, at man måtte hente hjælp udenfor Italiens grænser. Holdet havde i forvejen haft forbindelser til Asien via medsponsorer gennem nogle år, og netop dette var formentlig baggrunden for, at den erfarne holdchef i august 2016 kunne præsentere en stor aftale med det kinesiske statsunderstøttede projekt TJ Sport, hvorfor holdet fra 2017 skulle være det første kinesiske mandskab på WorldTouren. Imidlertid blev chefen for TJ Sport Li Zhiqiang alvorligt syg, hvilket forhalede processen omkring overdragelsen af ejerskabet over holdet. Således blev Saronni og co. ikke tildelt en ny WorldTour-licens ved den oprindelige præsentation af licenserne til 2017-sæsonen. Saronni viste sig dog endnu engang at være effektiv, og det lykkedes i sidste øjeblik at få en aftale på plads med en anden pengestærk statsmagt, der gerne ville ind i cykelsporten. Mere konkret lavede man en forhåndsaftale med emiratet i Abu Dhabi, så WorldTour-licensen kunne sikres, og da det statsejede flyselskab Emirates senere også stemplede ind, var fremtiden definitivt på plads
Holdets første sæson under emiratisk flag var godkendt uden at være prangende. Den økonomiske sikring kom så sent at Saronni ikke kunne nå at hente de store forstærkninger, hvorfor holdet måtte køre videre med udgangspunkt i 2016-truppen. Ryttere som Ulissi og den sydafrikanske klassementsrytter Louis Meintjes fik dog kørt et par fine resultater hjem. At holdets nye ejere dog har større ambitioner skulle blive tydeligt, da transfervinduet åbnede. Ud røg profiler som Modolo og Meintjes, som man ikke var tilfredse med, og ind kom tre nye supernavne i Fabio Aru, Alexander Kristoff og Daniel Martin. Således står man nu med en trup, hvor man i princippet har profilerne til at gøre sig i samtlige typer af løb på WorldTouren. Nu er spørgsmålet så, om truppen som helhed har styrken til at støtte sine nye kaptajners ambitioner.
Klassikersæsonen
I mange år var Saronnis hold kendt for at have en meget fokuseret tilgang til klassikerne. Det var især de italienske løb, og ikke mindst de kuperede af slagsen, der blev satset på, da holdets trup altovervejende bestod af sprintere eller klatrestærke ryttere. Over de sidste par sæsoner har man dog gradvist spredt fokus mere ud, og med de investeringer, man har foretaget inden årets sæson, er det klart, at UAE-Emirates nu skal være et hold, der kan gøre sig i samtlige store 1-dagsløb.
Det var især brostensløbene, der tidligere stod meget lavt på holdets prioriteringsliste. De sidste par sæsoner havde man dog markeret sig lidt tydelige i kraft af Sacha Modolos fremgang i disciplinen at køre på brosten. Modolos forbedrede resultater var dog ikke nok for den nye ejerkreds, og derfor har man inden denne sæson sagt farvel til italieneren og i stedet sagt goddag til norske Alexander Kristoff. Den store nordmand kommer til UAE-Emirates efter 5 år hos Katusha, hvor han har etableret sig som en af sportens både stærkeste og hurtigste ryttere. Kristoff har fysikken til at sidde med på selv de hårdeste stigninger i brostensklassikerne. Samtidig gør hans hurtighed på stregen (der er tæt på flere af feltets mere regulære sprintere), at han er blandt de største favoritter, hvis han kommer hjem med både en større eller en mindre gruppe. Det gør ham til en potentiel vinder af samtlige brostensløb han stiller op i. Hans foreløbigt største resultat på det svære underlag er uden tvivl sejren i Flandern Rundt fra 2015. Siden da har han fortsat været godt med på brostenene, men især sidste år var niveauet lidt under hvad vi har været vant til. Nu håber både 30-årige Kristoff og UAE-Emirates, at luftforandringen er det der skal til for, at det kan blive til en ny norsk brostenstriumf. Det største problem kan imidlertid blive, om holdet er stærkt nok til at understøtte Kristoff. Truppen flyder nemlig ikke over med dygtige brostensfolk, hvorfor nordmanden nemt kan ende med at blive meget alene på de besværlige belgiske veje.
Hvor Kristoff er ene mand på brostenene, har UAE-Emirates mange muligheder, når det handler om de mere kuperede klassikere i Ardennerne. Holdet har måske den mest skræmmende trio af ryttere, som noget hold kan præstere til netop disse løb. Nyindkøbte Daniel Martin er nok holdets stærkest kort. Han vandt Liege-Bastogne-Liege i 2013 og blev nr. 2 i samme løb sidste år, ligesom han de seneste to år er blevet nr. 2 i Fleche Wallone. I det hele taget ville irerens palmares indeholde langt flere sejre end tilfældet er, hvis ikke det var for en hvis spanier ved navn Alejandro Valverde. Der er dog ingen tvivl om, at hans spanske nemesis ikke skal begå mange fejl førend at 31-årige Martin er klar til udnytte dem. Hvor holdets irske nyerhvervelse ligner en mand på toppen af sin karriere, er det gået ned ad bakke for portugisiske Rui Costa siden han blev verdensmester i 2013. Den 31-årige Costa har faktisk fortsat aldrig vundet en af de helt store klassikere, og der har ikke været noget i hans udvikling, der har indidkeret, at han skulle være kommet tættere på at opnå dette. I det hele taget har det været småt med sejrene for portugiseren de sidste par år, hvilket også er en del af forklaringen på indkøbet af Martin. På papiret har Costa dog fortsat egenskaberne, der gør ham til en potentiel vinder i Ardennerne. Det har italienske Diego Ulissi bestemt også, og i modsætning til Costa har han rent faktisk vundet cykelløb kontinuerligt de seneste par sæsoner. Problemet for 28-årige Ulissi er, at han haft en uheldig tendens til ikke at kunne ramme topformen i Ardennerne-ugerne. Derfor har han endnu ikke for alvor været tæt på sejren i nogen af løbene. Dog sidder man med fornemmelsen af, at hvis bare han lige får timet det lidt bedre, så er mulighederne til stede. For holdet som helhed står man således i den luksussituation, at man har tre oplagte vinderbud i både Fleche Wallone og Liege. Amstel Gold Race passer derimod ikke så godt til de tre ryttere, men hvis løbet køres lige så hårdt som sidste år, skal en sejr her heller ikke udelukkes.
Kigger vi på sæsonens øvrige løb vil Kristoff være holdets klare kaptajn i Milano-Sanremo, som han vandt i 2014 og har klaret sig godt i flere gange Han vil også være holdets prioriterede mand i de flade løb i Tyskland og Storbritannien samt i Bretagne Classic. Martin, Costa og Ulissi vil skulle fordele kaptajnansvaret i mellem sig i San Sebastian, de canadiske løb og Lombardiet.
Etapeløbssæsonen
På etapeløbsfronten var det sådan i Lampre-tiden, at Giroen altid var den store prioritet pga. holdets italienske udgangspunkt. Det har man dog allerede blødt lidt op for over de seneste to år, hvor holdets stærkeste kort har været sydafrikanske Louis Meintjes, som havde Touren som sit store sæsonmål. Nu er Meintjes imidlertid væk og erstattet af Fabio Aru, der allerede har bevist at han kan vinde en grand tour. Ligger man derudover tilgangen af Daniel Martin til, ser UAE-Emirates måske stærkere ud ift. de store etapeløb end nogensinde.
Problemet i skrivende stund er, at det fortsat er uklart, hvordan holdet vil prioriterer kræfterne. Der er ikke nogen tvivl om, at 27-årige Aru er holdets bedste bud på en grand tour-vinder. Han vandt 2015-udgaven af Vueltaen, og selvom det ikke er gået helt så godt de to seneste år, er der ingen tvivl om, at han grundlæggende har hvad der skal til. Problemet er, at Aru og holdledelsen ikke er enige om, hvilken grand tour han skal satse på. Aru vil rigtig gerne tilbage til Giroen, hvor han tidligere er blevet nr. 2. Det er hans store drøm at sejre i hjemlandets største cykelløb. Holdledelsen vil derimod hellere have, at han igen prioritere Touren, både pga. de økonomiske interesser, men også fordi at Tour-ruten på papiret passer Aru bedre. Derfor er det endnu uklart, hvad sæsonplanen bliver for holdets italienske kaptajn. Et argument for, at sende Aru til Giroen kunne være, at det nok vil skabe mere harmoni imellem truppens profiler. Både Martin og Alexander Kristoff har nemlig allerede meldt ud, at de går efter hhv. klassementet og spurtsejre i Frankrig til sommer, hvorfor der kan opstå meget intern rivalisering, hvis der også skal være plads til Aru i Tour-truppen. Hvis man derimod sender italieneren hjemad, kan UAE-Emirates formentlig være med i kampen om Giro-sejren, samtidig med at holdet har gode muligheder for en top 5-placering og etapesejre i Touren.
Hvis Aru alligevel ender med at skulle til Frankrig, vil Giroen formentlig blive voldsomt nedprioriteret ift. tidligere år. Holdet vil i så fald sammensætte en trup bestående af potentielle etapejægere og evt. en hurtig mand i form af f.eks. britiske Ben Swift, der både kan spurte og gøre sig i lidt mere kuperet terræn. En mulighed er dog også, at lade Kristoff køre to grand tours, hvilket nordmanden ikke har været afvisende overfor. Vuelta-strategien er fortsat helt åben. Både Aru og Martin satser på VM, men man kan sagtens forestille sig, at en af dem vil blive sat til at køre det store spanske løb som prioriteret kaptajn. Beslutningen herom vil nok først blive taget, når der er en afklaring på Tour/Giro-spørgsmålet.
Ugeetapeløbene vil blive fordelt mellem Aru, Martin og Rui Costa ift. planerne for grand tours. Martin og Costa vil formentlig køre Paris-Nice, mens Aru vil være kaptajn i Tirreno-Adriatico. Herefter vil Martin og Aru formentlig begge køre i Catalonien, hvorefter ireren vil fortsætte i Baskerlandet sammen med Costa. Hvis Aru skal køre Giroen vil han formentlig være til start i Tour of the Alps, men skal han til Frankrig vil han nok i stedet satse på Romandiet, hvor både Martin og Costa også kan være til start, hvis de ikke har brug for en pause ovenpå Ardennerne. Endelig vil Martin formentlig køre Dauphine som Tour-opvarmning, evt. sammen med Aru, mens Costa vil forsøge at vinde Schweiz Rundt for fjerde gang i karrieren.
Konklusionen
UAE-Emirates har med årets transferopgradering definitivt taget springet fra mindre italiensk-baseret hold til et internationalt mandskab med toppotentiale. Der er ingen tvivl om, at man nu har truppen til at gøre en forskel i stort set alle sæsonens løb. Udfordringen bliver, at få profilerne til at arbejde sammen, at få understøttet kaptajnerne i tilstrækkelig grad og at få prioriteret kræfterne rigtigt. Lykkes dette, kan det blive en rigtig stor sæson, men netop den fortsatte diskussion af, hvordan man skal prioritere sæsonens store løb, gør, at jeg vælger at forholde mig skeptisk til det modsatte er bevist. Jeg tror dog på en moderat fremgang på ranglisten.
- Navn: UAE Team Emirates
- Sponsorer: Emiratet Abu Dhabi og Emirates (emiratisk flyselsskab)
- Holdchef: Giuseppe Saronni
- Licens: Emiratisk
- Grundlagt: 1990 (på WorldTouren siden 2009)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 6.plads i 2011)
- Antal WorldTour-sejre: 10
- WorldTour-placering 2017: 12.plads
- Bud på placering 2018: 9.plads
Red Zone Blog 