
Efter en vanskelig debutsæson skal det ene af WorldTourens to mellemøstlige hold forsøge at arbejde sig længere frem i cykelsportens øverste hierarki. Spørgsmålet er, om truppen endnu er bred nok til at dette kan realiseres.
Historien
Idéen om et bahrainsk cykelprojekt begyndte at dukke op på rygtebørsen i foråret 2016. Et medlem af kongefamilien sheik Nasser bin Hamad Al Khalifa havde tilsyneladende en plan om at gå ind i cykelsporten med det mål at få et hold på WorldTouren i 2017. Rygterne tog til i styrke, da det blev klart, at en af sportens største stjerner var på vej væk fra sin hidtige arbejdsgiver.
Vincenzo Nibali havde siden sin ankomst til Astana i 2013 været sit holds omdrejningspunkt, men forholdet mellem den italienske kaptajn og hans kasakhstanske holdchef Vinokourov var efterhånden kølnet en del pga. den tiltagende hensyntagen til det nye unge håb Fabio Aru. Derfor var ”Hajen fra Messina” interesseret i at finde et hold, der ville have ham som højeste prioritet. Samtidig var en profil af Nibalis kaliber præcis hvad den bahrainske prins skulle have for at give sit projekt den nødvendige legitimitet. Derfor var det i sidste ende ingen overraskelse, da det nye hold Bahrain-Merida blev præsenteret i sensommeren 2016 med Nibali i front.
Det var imidlertid tæt på, at holdet ikke opnåede en WorldTour-licens til sin første sæson. Det skulle nemlig vise sig, at indkøbet af Nibali ikke i sig selv trak en række andre prominente navne med sig. De fleste af kaptajnens tro væbnere fra Astana (f.eks. den nu afdøde Michele Scarponi) valgte at blive på det kasakhstanske hold, og da rigtigt mange af de øvrige profiler man var interesseret i, allerede var under kontrakt, stod Bahrain pludselig med en trup, der ikke indeholdt tilstrækkeligt med WorldTour-point til at holdet kunne opnå en licens. Det lykkedes dog i sidste ende at hente licensen hjem vha. to hurtige manøvre. Til dels skrev man en proforma-kontrakt med den pensionerede Joaqium Roudriguez, der var raget uklar med Katusha efter uenighed om afslutningen på hans karriere. Vigtigere var det, at det lykkedes at købe spansk-baskiske Ion Izagirre, der havde haft lidt af en gennembrudssæson i 2016, fri af hans kontrakt med Movistar.
Med en trup centreret omkring Nibali, og med Izagirre samt Sonny Colbrelli som de øvrige store profiler rullede man således ud på landevejene i 2017 med store ambitioner. Disse ambitioner skulle dog vise sig kun delvist at blive indfriet. Nibali gjorde sådan set hvad han kunne i de to grand tours han stillede til start i, men en 3.plads på hjemmebane i jubilæumsudgaven af Giroen levede bestemt ikke op til, hvad hjemmepublikummet forventede. Til gengæld var hans 2.plads i Vueltaen efter en intens duel med Chris Froome helt klart godkendt, mens hans sejr i Lombardiet Rundt var decideret fabelagtig. Både Colbrelli og Izagirre kørte også flere flotte resultater hjem, selvom sidstnævnte fik smadret 2.halvdel af sæsonen pga. et alvorligt styrt i Touren. Alt i alt var det dog et gennemgående problem, at holdet som helhed ikke havde styrken til at understøtte kaptajnerne i tilstrækkelig grad. Holdets store udfordring inden dets anden sæson er derfor, om man han løftet truppens samlede niveau så meget, at man kan flytte sig opad i cykelelitens hakkeorden.
Klassikersæsonen
Med Nibali som det altoverskyggende omdrejningspunkt var det ikke overraskende, at holdets første trup primært var sammensat med fokus på etapeløbene. Man havde dog tilføjet en enkelt profil, som skulle vise sig at blive meget givtigt ift. klassikerne. Sonny Colbrelli havde længe været en anerkendt rytter på Pro Kontinental-niveau, men der var meget tvivl om, hvorvidt han kunne levere på WorldTouren. Derfor måtte de fleste tage hatten af i løbet af sidste sæson, hvor det hurtigt blev klart, at italieneren ikke bare kunne begå sig, men endda kunne bide skeer med de allerbedste. 27-årige Colbrelli går derfor ind i sin anden WorldTour-sæson som sit holds ubestridte klassikerkaptajn.
En af årsagerne hertil er Colbrellis præstationer på brosstenene sidste år. Hidtil havde italieneren ikke haft mulighed for at prøve sig af i de belgiske forårsløb, der naturligt ikke stod særlig højt på hans tidligere arbejdsgiver, det italienske Pro-Kontinentalhold Bardianis ønskeliste ift. wild cards. De fleste havde dog en idé om, at han sagtens kunne gøre sig i et løb som Gent-Wevelgem, men det var derimod meget imponerende at se, hvor godt Colbrelli gjorde det på stigningerne i Flandern Rundt og E3, hvor han begge steder kørte en Top 10-placering hjem. Da netop rutine og kendskab til ruterne (herunder underlaget) er nogle af de vigtigste forudsætninger for succes i brostensløbene, tyder alt på, at Colbrellis chancer kun er voksende, og han kan som udgangspunkt regne med at være holdets prioriterede mand gennem hele brosstenssæsonen. Kun Paris-Roubaix med over 50 km meget vanskelige brostensveje virker på forhånd som for stor en opgave.
Colbrelli vil formentlig også være Bahrains 1.prioritet i de første par Ardenner-klassikere, der nok er de løb på hele kalenderen, hvor italienerens kombination af holdbarhed og hurtighed kan komme allermest til sin ret. Han vandt semiklassikeren Brabantse Pijl sidste år, mens han for 2 år siden blev nr. 3 i Amstel Gold Race, så han har også i den grad bevist, at han kan være med. Fleche Wallone og Liege-Bastogne-Liege er derimod for hårde for Colbrelli, men her træder Vincenzo Nibali til gengæld ind på scenen. Holdets største profil har i mange år haft en sejr i Ardenner-løbene som en af de stor målsætninger for karrieren, og specielt Liege er et løb, som den sicilianske haj rigtig gerne vil føje til sin palmares. Han er dog ikke holdets eneste mulighed i disse løb. Ion Izagirre viste sidste år også nye sider af sit talent, da han kørte Top 10 i både Amstel og Liege. Han vil formentlig være sulten efter at forsøge igen, evt. sammen men sin storebror Gorka, der er kommet til fra Movistar efter en stærk 2017-sæson.
Colbrelli vil også være Bahrains største profil ift. mange af de øvrige klassikere. Milano-Sanremo ligger umiddelbart godt til ham pga. længden, men da han ikke helt har samme topfart som de hurtigste sprintere, vil han formentlig blive suppleret med Niccolo Bonifazio, der tidligere er blevet nr. 4 i den italienske forårsklassiker. Bonifazio er en mere regulær sprinter og vil på trods af et par halvdårlige sæsoner i 2016 og 2017 formentlig få sin chance i et løb som EuroCyclassics. Bretagne Classic og de canadiske løb ligger derimod perfekt til Colbrelli, mens Nibali og Izagirre-brødrene vil være de bærende kræfter ift. Lombardiet og San Sebastian. Især førstnævnte har naturligt en særlig plads i Nibalis sæsonprogram. Han har vundet monumentet 2 gange (senest i sidste sæson) og vil helt sikkert gerne bringe sig endnu tættere på legenden Fausto Coppis 5 sejre.
Etapeløbssæsonen
Uanset hvor godt klassikersæsonen kommer til at forløbe, så er en sejr til Vincenzo Nibali i en grand tour årets helt store mål for Bahrain. Det var udgangspunktet for at bygge holdet op omkring italieneren, og det vil være den ultimative blåstempling af det nye holds plads i sporten. Spørgsmålet op til sæsonen har imidlertid været, hvilken grand tour man skulle satse på. Sidste år gav det med jubilæumsudgave nr. 100 af Giroen sig selv, at støvlelandets største cykelnavn skulle stille til start på hjemmebane. Men der er nu engang ikke noget større i cykelverdenen end Touren, og efter en ret skuffende indsats af holdet under sidste års franske rundtur, har der uden tvivl været pres på fra de mellemøstlige holdejere for, at Nibali i år skal satse på verdens største cykelløb. Det lader det til, at kaptajnen har accepteret uden de store sværdslag, og det skyldes helt sikkert bl.a., at årets Tour-rute med den meget tekniske første uge passer italieneren rigtig godt. Nibali kan helt sikkert se frem til fuld opbakning ift. trupsammensætningen, så alle holdets bedste rytttere vil være til stede for at hjælpe kaptajnen i Frankrig.
Det betyder imidlertid, at det italienske publikum må undvære deres yndling, når Giroen skal køres i maj måned. Bahrain kommer dog formentlig alligevel til at kunne køre med om Top 5-placeringerne i år pga. holdets største nyerhvervelse. Det er nemlig lykkedes at hente Nibalis landsmand Domenico Pozzovivo hos AG2R, hvor han i mange år har været Giro- og Vueltakaptajn. Den lille og meget erfarne Pozzovivo viste sidste år, at han er tilbage, hvor han var før sit frygtelige styrt i 2015-udgaven af Giroen. I sidste uge af den italienske 2017-rundtur var han en af feltets stærkeste ryttere, hvilket resulterede i en flot samlet 6.plads. I år får Pozzovivo igen chancen som sit nye holds Giro-kaptajn, inden han skal hjælpe Nibali i Touren. Formentlig vil man dog også give Niccolo Bonifazio en plads i Giro-truppen, så han kan forsøge at jagte succes på de flade etaper i hjemlandet. Det er mere uklart, hvad holdets planer er ift. Vueltaen. Nibali vil helt sikkert kører den, men kun som opvarmning til verdensmesterskaberne, der er et stort sæsonmål for ham i år pga. den bjergrige rute i Østrig. Til gengæld er Ion Izagirre helt sikkert sulten efter at forsøge sig som grand tour-klassementsrytter igen efter at han styrtede ud af Touren sidste år på den indledende enkelstart. Han vil måske kunne få chancen på hjemmebanen i august-september.
Planerne for ugeetapeløbene vil blive lagt efter, at Nibali skal have den bedst muligt optakt til Touren. Han vil formentlig være til start på hjemmebanen i Tirreno-Adriatico samt i Baskelandet Rundt (der også ligger godt ift. Ardenner-klassikerne) samt Criterium de Dauphine. Bahrain står dog generelt stærkt ift. de ugelange løb, hvor både Pozzovivo og Ion Izagirre også er blandt feltets stærkeste. Pozzovivo vil formentlig også køre Tirreno, og derefter satse på Catalonien Rundt samt Tour of the Alps inden Giroen. Izagirre vil til gengæld være kaptajn og blandt favoritterne i Paris-Nice, Romandiet Rundt og Schweiz Rundt, som han alle tidligere har kørt Top 5-placeringer hjem i.
Konklusionen
Det er stadig primært Nibali det handler om, og chancerne for, at han i år kan køre en grand tour-sejr hjem er så afgjort tilstede. Netop derfor kan det undre, at man ikke har gjort mere for at styrke holdets trup af hjælperyttere, der skal hjælpe den italienske kaptajn, når det bliver rigtigt hårdt. Indkøbet af Pozzovivo er godt, og Gorka Izagirre skal nok også blive en fin tilføjelse, men det fjerner ikke billedet af, at holdet udover de tre ovennævnte ryttere samt Colbrelli og Ion Izagirre primært består af afdankede (italienske) fortidslevn og talenter, der endnu mangler at bevise det helt store. Derfor kan holdets værste fjende i år i virkeligheden vise sig, at blive deres egen trups smalhed ift. at kunne hjælpe de ellers så dygtige profiler.
- Navn: Bahrain-Merida Pro Cycling Team
- Sponsorer: Bahrains regering og Merida (taiwanesisk cykelproducent)
- Holdchef: Brent Copeland
- Licens: Bahrainsk
- Grundlagt: 2017 (på WorldTouren siden 2017)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 14.plads i 2017)
- Antal WorldTour-sejre: 1
- WorldTour-placering 2017: 14.plads
- Bud på placering 2018: 12.plads
