
Det afrikanske kontinents første (og til dato eneste) professionelle cykelhold har indtil videre haft to svære år på WorldTouren, hvor man har været solidt placeret i bunden af ranglisten. Det skal der laves om på i år, hvis ikke man skal risikere en degradering.
Historien
At professionel cykling efter en start som primært europæisk sportsgren i dag for længst har spredt sig til Nord- og Sydamerika er ikke nogen nyhed for de fleste. Til gengæld er det måske en lidt større overraskelse at sporten over de sidste 20 år også har gjort sit indtog i Afrika. Men efter at de første større grupper af afrikanske ryttere begyndte at gøre deres indtog på de professionelle cykelhold i starten af 00’erne, begyndte der også gradvist at opstå en interesse for at starte et afrikansk-funderet professionelt cykelprojekt. De først skridt mod det blev taget tilbage i 2007, da den tidligere sydafrikanske rytter Douglas Ryder startede et hold med det sydafrikanske teleselskab MTN som sponsor.
De første 6 år af holdets historie gik primært med at udvikle konceptet og træne unge nye talenter fra hele det afrikanske kontinent. I 2011 oprettede man så den velgørende Qhubeka-fond, der forsøger at forene nødhjælp og cykelsport i Afrika, som en integreret del af holdet. Det var med til at give holdet et boost såvel sportsligt som økonomisk, og i 2013 fik holdet som det første fra Afrika tildelt en professionel licens. Det kvitterede man for ved at en af holdets største profiler, den tyske rytter Gerald Ciolek, højst overraskende vandt Milano-Sanremo, hvilket for alvor satte det sydafrikanske hold på sportens landkort. Året efter debuterede holdet i grand tour-sammenhæng med et wild card til Vueltaen, og i 2015 stillede man for første gang til start i Tour de France.
Fremgangen i såvel resultater som løbsdeltagelse førte til, at holdet også kunne tiltrække flere nye profiler. Allerede inden 2015-sæsonen var det lykkedes at skrive kontrakt med nordmanden Edvald Boasson Hagen, og efter at opgraderingen til WorldTour-status fra og med 2016-sæsonen var sikret, kunne man kort efter præsentere en af sportens største stjerner i nyere tid Mark Cavendish, som holdets nye altoverskyggende profil. Samtidig blev MTN erstattet som sponsor af informations-teknologivirksomheden Dimension Data Holdings.
De to første sæsoner i cykelsportens topklasse har dog ikke været nemme for det sydafrikanske hold. Ift. den generelle konkurrence på WorldTouren lider man under, at truppen indtil nu primært har bestået af sprintere og ryttere, der kan jagte enkelte etapesejre, mens WorldTourens pointsystem primært favoriserer resultater i samlede klassementer og klassikerne. Samtidig har holdets profiler dog også været noget svingende. Cavendish havde en flot sæson i 2016, men fik tilgengæld hele 2017 smadret af sygdom og skader. Boasson Hagen har været stabil og gradvist nærmet sig noget af det, man forventede af ham tidligt i hans karriere. Han har dog endnu ikke leveret det store klassikerresultat, som han ellers burde have evnerne til. 2018 skal derfor være året, hvor både profiler og sekundære ryttere løfter Dimension Data fremad i cykelsportens hierarki. Det kan også vise sig at blive meget afgørende for holdets fremtid, hvis den nye franske UCI-præsident David Lappartient kommer igennem med sit forslag om at reducere i antallet af WorldTour-hold. Hvis det sker, kan det nemlig meget vel blive de lavest scorende hold, der kommer i fare for at miste deres licens.
Klassikersæsonen
Som nævnt har et af Dimension Datas store problemer ift. at score WorldTour-point været, at man i den grad har haft svært ved at levere resultater i klassikerne. Siden Cioleks overraskende sejr i 2013-udgaven af Milano-Sanremo har holdet stort set ikke været i nærheden af et lignende resultat i et af de store 1-dagsløb. Om det ændrer sig i år er højest usikkert. Dimension Data er ikke det mandskab, der har det største budget, og da man især har valgt at styrke etapeløbstruppen i år, er vilkårene for klassikersucces maksimalt de samme som sidste år.
De bedste muligheder findes formentlig i brostensløbene, hvor en af holdets største profiler på papiret har alle forudsætningerne for at levere et stort resultat. Edvald Boasson Hagen var for 10 år siden et af sportens største talenter, men efter fem sæsoner som fastlåst luksushjælper hos Sky var der mange der troede, at han aldrig ville genfinde de takter, som han viste i sine første år. At påstå at han har genfundet sit oprindelige niveau vil helt bestemt være en overdrivelse, men efter skiftet til Dimension Data har han gradvist arbejdet sig i den rigtige retning. Boasson Hagens evner som rytter gør ham i udgangspunktet til et vinderbud i samtlige brostensløb. Han er stærk nok til at køre på stigningerne i Flandern Rundt, E3 og Omloop, har tyngden til at sidde med på Paris-Roubaix’s pavéer (hvilket 5.pladsen fra 2016 beviser) og er hurtig nok til at vinde en reduceret spurt i et løb som Gent-Wevelgem. Problemet er, at nordmanden har haft en uheldig tendens til ikke at kunne ramme topformen i foråret før end at det er for sent. Da holdet heller ikke har kunnet give ham den store hjælp, har det været overordentligt svært for den nu 30-årige nordmand, der ser ud til at fortsætte tilværelsen som der sydafrikanske holds 1-mandshær på brostenene.
I Ardenner-klassikerne er det langt sværere at få øje på, hvor succesen skal komme fra. Boasson Hagen kan formentlig godt gøre sig i Amstel Gold Race under de rigtige omstændigheder, men han er definitivt for tung til at have en chance i de øvrige løb. Derfor var det et ærgerligt tab for holdet, at man ikke fik forlænget kontrakten med Nathan Haas, der i sidste sæson endelig begyndte at indfri lidt af forventningerne til ham (bl.a. med en 4.plads i Amstel). Som erstatning for australieren har man hentet Tom-Jelte Slagter hos Cannondale, men det er som udgangspunkt lidt af en lotto-kupon. Det er endnu ikke lykkedes den 28-årige hollænder at levere stabilt hos nogen af de hold, han har kørt for, så selvom han på papiret har evnerne til at levere resultater i Ardennerne, er det højst usandsynligt, at det faktisk sker. Derfor vil holdet formentlig spille en temmelig anonym rolle i denne del af sæsonen.
Boasson Hagen er også holdets stærkest navn, hvis vi kigger på den øvrige klassikerkalender. Han har tidligere vundet Bretagne Classic og kan også sagtens gøre sig i Strade Bianchi samt i de canadiske løb. I Canada har Slagter i øvrigt opnået nogle af sin karrieres bedste resultater. Boasson Hagen vil formentlig også være til start i Milano-Sanremo, men her er holdets største chance nok, hvis Mark Cavendish er tilbage på niveauet fra 2016. En Cavendish i topform er også blandt favoritterne i sprinterklassikere som EuroEyes Cyclassics og Eschborn-Frankfurt. Til gengæld er holdet med den nuværende trup formentlig uden chancer i de hårdeste 1-dagsløb som Lombardiet Rundt og San Sebastian.
Etapeløbssæsonen
Det har fra starten været et mål for holdchef Ryder, at hans mandskab skulle levere store resultater i etapeløbene. Derfor gjorde det ekstra ondt, da afrikansk cykelsports stærkest navn på den front Louis Meintjes for to år siden valgte at skifte til Lampre. Nu er det sydafrikanske talent imidlertid tilbage, hvor det hele startede, og det betyder, at Dimension Data for første gang siden 2015 kan tillade sig at have ambitioner om et samlet klassementsresultat i de tre grand tours.
25-årige Meintjes er de sidste to år blevet nr. 8 i Touren og har flere gange vist sig rigtig stærk i duellerne mod feltets stærkeste navne. I år lader det dog til, at han vil prøve noget nyt og i stedet satse på Giroen. Årets italienske rundtur indeholder en række af de meget lange og udmagerende stigninger, der passer rigtigt godt til sydafrikanerens jævne og solide bjergkørsel. Hvis man derudover medregner hans stabile udvikling indtil nu, vil det ikke være overraskende, hvis Meintjes kan køre med om en top 5-placering. Efter Giroen vil han formentlig bruge sommeren på at lade op inden efterårssæsonen, hvor Vueltaen venter. Det er dog endnu ikke sikkert, om Meintjes stiller til start i Spanien. De kortere og mere eksplosive stigninger i dette løb passer ikke så godt til den sydafrikanske dieselmotor, men samtidig har han bevist, at han sagtens kan magte to grand tours på en sæson. Eftersom at Dimension Data har alvorligt brug for flere WorldTour-point, giver det derfor god mening, hvis Meintjes kører både Giro og Vuelta.
Med holdets klassementskaptajn afsat til de to øvrige grand tours, vil målet for Touren uden tvivl være, at bringe Mark Cavendish tættere på Eddy Merckx’ rekord for flest etapesejre i verdens største cykelløb. Briten mangler blot fire styks og sidste år beviste holdet, at man kan præstere et af feltets bedste sprintertog. Så hvis den iltre Cavendish kan holde sig på cyklen og genfinder den form, han viste så sent som i 2016, kan dette sagtens blive året, hvor en af cykelsportens store rekorder står for fald. Vi har dog endnu til gode at se, om den 32-årige manxman fortsat har, hvad der skal til i kampen med sportens øvrige hurtige folk.
En anden væsentlig del af forklaringen på Dimension Datas placering på WorldTour-ranglisten er, at holdet har haft meget svært ved at gøre sig i ugeetapeløbenes samlede klassementer. Dette vil formentlig ikke ændre sig i år. Meintjes manglende eksplosivitet og hans fuldstændigt fraværende enkeltstartsevner gør desværre, at han ikke har de store chancer i de kortere etapeløb. Han vil formentlig køre Tirreno-Adriatico og Tour of the Alps som forberedelse til Giroen, men det er højst usandsynligt at han kan køre en topplacering hjem. Derfor kan en alternativ mulighed være at satse på nogle af de mindre hårde etapeløb, hvor der typisk også er mindre kamp om topplaceringerne i det samlede klassement. Tom-Jelte Slagter, der ofte finder sin topform i sensommeren, kunne være et bud på en samlet sejr i Polen Rundt, mens Edvald Boasson Hagen tidligere har gjort det godt i BinckBanck Tour, der med sin klassikeragtige rute passer fint til den solide nordmand.
Konklusionen
Det er muligt, at dette bliver året, hvor Dimension Data endelig flytter sig væk fra den sidsteplads på WorldTourens rangliste, hvor man ellers har siddet godt fast i både 2016 og 2017. Det kræver dog, at Meintjes levere på sit højeste niveau indtil videre i karrieren og at Boasson Hagen endelig får hul på bylden ift. klassikerne. Sker det ikke, bliver det med alt sandsynlighed til endnu en sidsteplads, og så er spørgsmålet, hvorvidt man til næste år må tage turen ned på Pro Kontinental-niveau, hvis UCI-præsident Lappartients plan for WorldTouren bliver en realitet.
- Navn: Team Dimension Data for Qhubeka
- Sponsorer: Dimension Data Holdings (Sydafrikansk informations-teknologivirksomhed)
- Holdchef: Douglas Ryder
- Licens: Sydafrikansk
- Grundlagt: 2007 (på WorldTouren siden 2016)
- Antal WorldTour-mesterskaber: 0 (bedste placering: 18.plads i 2016 og 2017)
- Antal WorldTour-sejre: 1
- WorldTour-placering 2017: 18.plads
- Bud på placering 2018: 18.plads
