I de kommende uger vil jeg som optakt til cykelsæsonen 2018 præsentere de 18 WorldTour-hold og deres vigtigste ryttere til den kommende sæson. Inden da kommer der dog her en introduktion til årets cykelkalender.
For er mange er cykelsporten stort set lig med Tour de France. Det franske cykelløb fylder så meget i cykelverdenen, både sportsligt og ikke mindst økonomisk, at det står langt stærkere i de flestes bevidsthed end alt andet. Men cykelåret er langt mere end den store franske rundtur, og som cykelsports-entusiast kan man nemt blive lidt frustreret over, at Touren fylder så meget og de mange øvrige højdepunkter på cykelkalenderen fylder så lidt. Derfor vil jeg som indledning på min optaktsserie til cykelsæsonen 2018 forsøge at præsentere årets cykelkalender som helhed med fokus på de største og vigtigste løb undervejs.
Når jeg laver optakt til cykelsæsonen 2018 på nuværende tidspunkt er det egentlig lidt misvisende. Årets cykelsæson begyndte nemlig allerede i januar, da man begyndte at køre professionelle cykelløb på den anden side af jordkloden. Officielt er den del cykelsæsonen, der foregår i Oceanien, fuldt anerkendt af UCI og de bedste professionelle hold. Etapeløbet Tour Down Under har været en del af WorldTouren siden den blev oprettet 2009, og sidste år blev 1-dagsløbet Cadel Evans Ocean Race også opgraderet til cykelsportens fineste klasse.
Når mange cykelsports-entusiaster alligevel føler, at sæsonen først for alvor starter nu, er det fordi, at sportens største stjerner først for alvor begynder at træde ind på scenen. Bortset fra de australske ryttere, er det meget få af de helt store profiler, der prioriterer januar-løbene særlig højt. De fleste bruger januar måned i træningslejr og starter så lige så stille op med nogle af de første små europæiske etapeløb, der køres i februar måned. For mig starter den reelle cykelsæson derfor først i slutningen af februar, og denne reelle cykelsæson mener jeg, at man groft sagt kan inddele i 4 dele: Forårsklassikerne, Giroen, Touren og Efteråret. Disse 4 dele har hver deres højdepunkter, og især den første og den sidste del indeholder rigtig mange. Jeg vil herunder forsøge at præsentere de væsentligste løb, som udgør sæsonmålene for sportens største stjerner.
Forårsklassikerne (Fra d. 24.februar til d. 22.april)
Den belgiske semi-klassiker Omloop Het Nieuwsblad er for mig og mange andre cykelfans den egentlige start på sæsonen. Det er det første løb på kalenderen, der virkelig er prestigefyldt at vinde, og derfor også den første chance for, at se cykelsportens store profiler i direkte kamp mod hinanden, hvor de har noget på spil.
Når jeg har valgt at kalde den første del af sæsonen for Forårsklassikerne er det fordi, at det især er de mest anerkendte af cykelsportens 1-dagsløb, der afvikles i denne del af sæsonen. De vigtigste af disse er 4 af cykelsportens 5 monumenter – de ældste, længste og mest prestigefyldte 1-dagsløb. Det første af disse er Milano-Sanremo (d. 17.marts). Med sine næsten 300 km er det italienske løb det længste 1-dagsløb på WorldTouren. Samtidig er ruten dog meget lidt kuperet, så traditionelt har det især været sprinterne, der har domineret dette løb. Næste monument er Flandern Rundt (d. 1.april), der er et af de såkaldte brostensløb. Disse løb er altid nogle af cykelsæsonens mest underholdende, og med ca. 265 km over 19 små hidsige stigninger, hvor langt de fleste er brostensbelagte, er den flamske rundtur et af de allerbedste. Et af de få, som kan overgå det i dramatik og spænding er dog monument nr. 3: Paris-Roubaix (d. 8.april). I modsætning til Flandern Rundt er ”Helvedet i Nord” fuldstændig fladt. Til gengæld foregår hele 55 af de i alt 260 km på nogle af verdens dårligste brostensveje. Det sidste monument i foråret er Ardenner-løbet Liege-Bastogne-Liege (d. 22.april), der samtidig markerer afslutningen på første del af cykelsæsonen. ”Den gamle dame” er det ældste løb på WorldTouren, og strækker sig over 260 km i de wallonske Ardenner-bjerge med 10 korte men meget stejle stigninger.
De fire monumenter er dog ikke forårets eneste seværdige klassikere. Af øvrige vigtige løb er det især vigtigt at fremhæve den italienske nyklassiker Strade Bianche (d. 3.marts), der afvikles rundt omkring Siena på bl.a. 50 km grusveje. Der er sæsonåbneren Omloop og de tre mindre kendte brostensklassikere E3 Harelbecke (d. 23.marts), Gent-Wevelgem (d. 25.marts) og Dwars door Vlaanderen (28.marts). Her er Omloop og E3 en slags mini-udgaver af Flandern Rundt, mens Gent-Wevelgem og Dwars har en mere flad rute, hvor også sprinterne kan gøre sig gældende. Endelig er der Amstel Gold Race (d. 15.april), der køres på 33 af Hollands skrappeste stigninger i den kuperede Limburg-provins, og Fleche Wallone (18.april), der efter ca. 200 km slutter på den vanvittigt stejle Mur de Huy, der nogen steder stiger med over 26 %.
Selvom den første del af sæsonen klart står i 1-dagsløbenes tegn, ligger etapeløbsrytterne ikke på den lade side i denne periode. Deres sæson begynder enten med franske Paris-Nice (d. 4-11.marts) eller italienske Tirreno-Adriatico (d. 7-13.marts), der ofte er den første chance for at se de senere potentielle Tour-vindere dyste mod hinanden. Senere kan man også være heldig at opleve en forsmag på disse dueller i et af de to spanske etapeløb Catalonien Rundt (d. 19-25.marts) og Baskerlandet Rundt (d. 2-7.april).
Giroen (Fra d. 16.april til d. 27.maj)
Den næste del af sæsonen begynder faktisk lidt inden den første slutter. Den er (som overskriften antyder) fokuseret på årets første Grand Tour: Giro d’Italia (d. 5-27.maj). De fleste af de ryttere, der har Giroen som sæsonmål bruger det lille og ikke særligt kendte Tour of the Alps (d. 16-20.april) som forberedelse, der derfor ofte bliver en seværdig optakt til den italienske hovedforestilling. Nogle vælger at bruge det mere anerkendte Romandiet Rundt (d. 24-29.april) i Schweiz som optakt, men da det ligger meget tæt på Giroens start er der mange, der ikke finder dets placering helt optimal. Til gengæld er der ofte flere af Tour-favoritterne, der kører dette schweiziske løb.
Giroen er faktisk efterhånden blevet min favorit blandt de tre lange etapeløb. I prestige og anseelse er det en klar nr. 2, og selvom der er langt op til Touren, viser Giroen sig ofte at være langt mere underholdende. Det skyldes til dels Italiens geografi, der resulterer i at de spændende etaper bliver mere spredte. Derudover gør fraværet af nogle af de største stjerner og den lidt mindre prestige (og dermed mindre risiko ved nederlag), at løbet ofte køres langt mere aggressivt fra favoritternes side, og dermed automatisk bliver mere uforudsigeligt.
At Giroen dog fortsat ikke er i nærheden af Touren rent prestigemessigt ses ved, at det ikke er det eneste WorldTour-etapeløb, der afvikles i denne periode. Samtidig med den italienske rundtur har det amerikanske publikum nemlig mulighed for at opleve nogle af verdens bedste cykelryttere i USA’s største løb Californien Rundt (d. 13-19.maj). Derudover byder perioden også på en enkelt klassiker i form af det ene af Tysklands to største cykelløb Eschborn-Frankfurt (d. 1.maj), som er flad affære, og derfor ofte bliver en sag mellem cykelverdenens bedste sprintere.
Touren (Fra d. 3.juni til d. 4.august)
Når Giroen er afsluttet d. 27.maj er der på mange måder tale om stilhed før stormen. Nu rettes alle cykelsports-entusiasters øjne lige så stille og roligt mod Frankrig og verdens største cykelløb: Tour de France (d. 7-29.juli). Inden vi når så langt skal den sidste forberedelse dog gennemføres. Rollen som den bedst mulige optakt til Touren har i moderne cykelhistorie udviklet sig til en kamp mellem to mindre etapeløb: Criterium de Dauphine (d. 3-10.juni) og Schweiz Rundt (d. 9-17.juni). Tidligere var det schweiziske løb det, der tiltrak flest profiler, men den franske konkurrent har den klare fordel, at det arrangeres af samme organisation som står bag Touren. Derfor har Dauphine efterhånden fået tradition for, at indeholde mange af de samme bjerge, som rytterne møder senere i Touren, hvorfor de fleste Tour-favoritter efterhånden prioritere det franske løb højest.
Efter de to forberedelsesløb er der i år en lidt længere pause (som kan vise sig at blive til Schweiz Rundts fordel) inden Tour-starten pga. VM i fodbold. Det handler netop om, at man ikke vil konkurrere direkte med en anden stor sportsbegivenhed om interessen, og det siger meget om, hvor vigtig Touren er, sportsligt og økonomisk. Personligt synes jeg desværre, at denne status har gjort løbet mindre spændende de senere år. Rytterne tør simpelthen ikke tage chancer nok pga. risikoen for at tabe og dermed blive udråbt som fiasko. Kombineret med, at Frankrigs geografi begrænser mængden af udfordrende etaper, er løbet de senere år blevet meget kontrolleret og defensivt sammenlignet med de fleste andre løb på kalenderen. Dog gør historien og den sportslige prestige alligevel, at man (næsten) altid ender med at blive revet med af kampen om cykelsportens fornemste titel.
Ugen efter Tourens afslutning byder bl.a. på to store 1-dagsløb. London-Surrey Classic (d. 29.juli) er en nyklassiker, der først så dagens lys i 2011, men sidste år blev løbet opgraderet til WorldTour-status. Med en udpræget flad rute er det først og fremmest en sag for sprinterne. Clasica de San Sebastian (d. 4.august) er derimod efterhånden blevet meget anerkendt. Det spanske løb har en profil, der minder om en middelhård bjergetape i et stort etapeløb, og bliver derfor ofte brugt af Tour-rytterne som en form for nedtrapning og ekstra konkurrence mod hinanden.
Efteråret (Fra d. 4.august til d.13.oktober)
Den sidste del af sæsonen er klart den mindst prestigefyldte og mindst anerkendte set i det store billede. Det er dog ikke helt fair, da der fortsat er mange interessante 1-dagsløb og etapeløb på programmet. Tre af periodens højdepunkter har dog en klar placering i cykelverdenens bevidsthed: Den tredje grand tour Vuelta a Espana (d. 25.august-d.16.september), verdensmesterskaberne (d. 23-29.september) og årets sidste monument Lombardiet Rundt (d. 13.oktober).
August måned fungerer som optakt til Vueltaen for de ryttere, der satser på den spanske rundtur. I dette tidsrum afvikles de to mindre WorldTour-etapeløb Polen Rundt (d. 4-10.august) og det hollandsk-belgiske fællesprojekt BinckBank Tour (d. 13-19.august), der begge består af en blanding af flade og lettere kuperede etaper. Især BinckBank plejer at være ganske underholdende, men begge løb er ikke specielt velegnede som Vuelta-forberedelse. Derfor vælger de fleste Vuelta-favoritter at varme op med det mindre prestigefyldte Vuelta a Burgos (d. 7-11.august), der minder mere om opvarmningsløbene til Touren og Giroen.
Vueltaen er klart det mindst prestigefyldte af de tre store etapeløb. Dette skyldes nok mest af alt en blanding af tradition og placering i kalenderen. Men tiderne, hvor løbet primært var VM-optakt, er heldigvis forbi. Den spanske geografi og arrangørernes dygtighed har i de senere år skabt nogle rigtigt interessante ruter, der har dannet rammerne om noget rigtigt spændende cykelløb. Denne udvikling har de senere år fået flere af favoritterne fra Touren og Giroen til også give det et forsøg i Vueltaen, og det har ført til et meget åbent løb med masser af stærke dueller og langt mindre kontrolleret kørsel end i Touren.
For nogle ryttere er Vueltaen ikke specielt interessant, hverken i sig selv eller som forberedelse til VM. Alternativet for disse ryttere er i især en række mindre kendte 1-dagsløb, der ikke desto mindre gradvist vinder mere anerkendelse. Årets anden tyske klassiker EuroEyes Cyclassics (d. 19.august) er måske det mest flade 1-dagsløb på hele WorldTouren, og derfor endnu en dyst mellem sprinterne. Til gengæld er det franske Bretagne Classic (d. 26.august) og ikke mindst de to canadiske løb Grand Prix de Quebec (d. 7.september) og Grand Prix de Montreal (d. 9.september) langt mere kuperede og derfor en ny chance for at se de bedste klassiker-ryttere kæmpe mod hinanden.
Sæsonafslutning indledes i slutningen af september med de årlige verdensmesterskaber, der selvfølgelig står højt på næsten alle rytteres ønskeliste, da alle gerne vil have lov at få en sæson i den eftertragtede regnbuefarvede VM-trøje. I år køres VM i Østrig, og derfor vil det være naturligt at forvente, at det bliver nogle af de mere klatrestærke ryttere, der skal kæmpe om VM-trikoten i år. Et par uger efter afsluttes sæsonen med det femte og sidste monument. Lombardiet Rundt er klart det mest bjergagtige af cykelsportens største 1-dagsklassikere, hvorfor det ofte er favoritterne fra årets Grand Tours, der kører om sejren i dette løb. De mest holdbare klassiker-ryttere har det dog også med at blande sig i kampen om sejren efter de ca. 255 km i ”Det faldende løvs løb”, der markerer afslutningen på årets kamp mellem verdens bedste professionelle cykelryttere.
Dette var min introduktion til cykelsæsonen 2018 og de største professionelle cykelløb. De kommende dage frem til Omloop Het Nieuwsblad vil jeg hver dag præsentere et af de 18 WorldTour-hold og deres bedste ryttere, der skal kæmpe om titlerne som årets bedste cykelhold og årets bedste cykelrytter.
Red Zone Blog 