
Så er grundspilssæsonen over for i år. 32 hold er endegyldigt reduceret til 12 i kampen om årets NFL-mesterskab. I weekenden skæres dette antal ned til 8, når første runde af slutspillet afvikles, og jeg har selvfølgelig gjort mig nogle overvejelser om, hvilke af de tilbageværende hold, jeg ser som de største favoritter til at mødes i Super Bowl LII søndag d. 4.februar. I denne udgave af mine sæsonanalyser vil jeg præsentere mit bud på, hvem der bliver repræsentant for NFC (National Football Conference) i årets store finale.
Slutspilsfeltet i NFC kom som bekendt til at se således ud:
- 1.seed: Philadelphia Eagles (record: 13-3 / Vinder af NFC East-divisionen)
- 2.seed: Minnesota Vikings (record: 13-3 / Vinder af NFC North-divisionen)
- 3.seed: Los Angeles Rams (record: 11–5 / Vinder af NFC West-divisionen)
- 4.seed: New Orleans Saints (record: 11–5 / Vinder af NFC South-divisionen)
- 5.seed: Carolina Panthers (record: 11–5 / 1.Wild Card)
- 6.seed: Atlanta Falcons (record: 10–6 / 2.Wild Card)
Holdvurdering
Eagles har længe været sikker på både friuge og hjemmebanefordel. Det betyder, at holdet har kunnet slappe lidt af de sidste par uger, men det gør samtidig at holdet ikke for alvor er blevet testet siden at man mistede Carson Wentz. Derfor lurer der måske en ubehagelig overraskelse og venter på ørnene og deres trofaste fans, når man træder ind i slutspillet i næste uge. Nick Foles har i hvert fald ikke overbevist tvivlerne om, at han kan lede holdet lige så godt som Wentz. Vikings, der i søndags sikrede sig den anden friuge-plads, ser derimod voldsomt skræmmende ud. På trods af de alvorlige skader man er løbet ind i (Dalvin Cook, Sam Bradford), har både angreb og forsvar præsteret på højeste niveau gennem hele sæsonen. Derfor er den første Super Bowl med et hold på hjemmebane en meget reel mulighed.
NFC-slutspilsfeltet er så stærkt, at alle hold i realiteten kan gå i Super Bowl. Jeg har dog visse forbehold ved de to divisionsvindere, der skal i kamp lørdag og søndag. Som mange andre er jeg fuld af beundring over Sean McVay og det arbejde han har gjort med Rams i år. Når det er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det bliver svært for et hold med en ny cheftræner og en række unge profiler uden slutspilserfaring at gå hele vejen i år. Saints har derimod rutinen, og har i år med løbeduoen Ingram & Kamara samt et styrket forsvar et langt mere balanceret hold end tidligere. Om det så er nok til at slå Vikings, der i starten af sæsonen pillede Sean Paytons tropper fuldstændig fra hinanden er jeg mere i usikker på.
Tilgengæld har jeg faktisk en smule fidus til Falcons. Selvom sidste sæsons Super Bowl-taber har skuffet mig rent spillemæssigt, så kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvor meget rutine og stabilitet, der faktisk er på holdet. Samtlige startere på angrebet var også i startopstillingen ved sæsonstarten. Heraf var de 10 af dem også med fra start i sidste års Super Bowl. Denne koncentration af erfaring kan vise sig at være en større fordel end mange tror. Panthers ser jeg derimod som NFC-slutspillets svageste hold. Der er simpelthen for meget ustabilitet omkring Newton og holdets running backs til at jeg kan se dem gå hele vejen. Derudover er det rigtig skidt for dem, at de skal møde Saints, som har slået dem to gange i grundspillet.
Mit bud:
Efter flere overvejelser frem og tilbage ender jeg med at pege på Vikings som mit bud på NFC’s repræsentant i Super Bowl LII. Jeg tror Falcons kommer til at overraske mod Rams, hvorfor holdet fra Minnesota får besøg af Saints i næste weekend, og her forventer jeg en gentagelse af kampen fra tidligere på året. Derefter får vikingerne også lov til at spille NFC-finalen på hjemmebane mod Falcons, som ligeledes ikke kan stille noget op overfor 2018-udgaven af ”The Purple People Eaters”. Dermed får et hold for første gang i historien lov at spille Super Bowl på hjemmebane.

