NFL: Sæsonanalyse – Slutspillet i AFC

nfl

Så er grundspilssæsonen over for i år. 32 hold er endegyldigt reduceret til 12 i kampen om årets NFL-mesterskab. I weekenden skæres dette antal ned til 8, når første runde af slutspillet afvikles, og jeg har selvfølgelig gjort mig nogle overvejelser om, hvilke af de tilbageværende hold, jeg ser som de største favoritter til at mødes i Super Bowl LII søndag d. 4.februar. I denne udgave af mine sæsonanalyser vil jeg præsentere mit bud på, hvem der bliver repræsentant for AFC (American Football Conference) i årets store finale.

Slutspilsfeltet i AFC kom som bekendt til at se således ud:

  • 1.seed: New England Patriots (record: 13-3 / Vinder af AFC East-divisionen)
  • 2.seed: Pittsburgh Steelers (record: 13-3 / Vinder af AFC North-divisionen)
  • 3.seed: Jacksonville Jaguars (record: 10-6 / Vinder af AFC South-divisionen)
  • 4.seed: Kansas City Chiefs (record: 10-6 / Vinder af AFC West-divisionen)
  • 5.seed: Tennessee Titans (record: 9-7 / 1.Wild Card)
  • 6.seed: Buffalo Bills (record: 9-7 / 2.Wild Card)

Holdvurdering

Patriots’ sejr over Steelers i uge 15 endte med at blive den afgørende forskel, der sikrede dem 1.seedet og dermed hjemmebanefordelen hele vejen gennem slutspillet. Sammen med netop Steelers får de samtidig lov at sidde over i denne weekend, og det giver de forsvarende mestre nogle store fordele, når de skal træder ind i slutspillet. Selvom forsvaret fortsat har store vanskeligheder, er der ingen tvivl om, at Brady & co. kan bære holdet, og med tilføjelsen af James Harrison har man nu en vigtig viden om de værste konkurrenters forsvar. Netop derfor har jeg også svært ved at se Steelers slå Patriots, hvis de to hold kommer til at stå overfor hinanden i AFC-finalen. Ikke mindst hvis det ikke lykkes for Steelers at få Antonio Brown klar til de afgørende kampe.

Af de hold der skal i kamp allerede i denne uge er jeg mest spændt på at se Chiefs. Efter deres krise midtvejs i sæsonen, sluttede Andy Reids tropper faktisk sæsonen af med fire sejre, hvorfor de umiddlebart har momentum inden slutspillet. Samtidig har de vist en gang i denne sæson, at de kan slå Patriots (endda på Gillette Stadium). Jeg har afgrundsdyb respekt for Jaguars’ præstation som helhed og ikke mindst for deres fantastiske forsvar. Jeg tror bare ikke at det bliver nok til at gå hele vejen, for deres problemer på angrebet (læs: Blake Bortles) kommer til at koste dem, når det virkelig gælder. Jeg tror dog nok, at de skal klare sig videre i weekenden, men så slutter eventyret også for i år

De to Wild Cards har jeg svært ved at se komme videre fra weekendens kampe. Titans har alt i alt faktisk haft en lettere skuffende sæson, selvom de står i slutspillet. Deres angreb skal simpelthen løfte sig til helt nye højder i slutspillet, hvis de skal kunne hente noget, der ligner et resultat. Det samme gør sig i virkeligheden gældende for Bills. Men hvor Titans på papiret har spillerne til at kunne levere et løft af spillet, har jeg virkelig svært ved at se, hvem der skal løfte Bills-angrebet til et højere niveau. Desuden risikerer man at skulle undvære det offensive omdrejningspunkt LeSean McCoy, hvilket formentlig vil eliminere enhver chance for avancement.

Mit bud:

Patriots er klart mit bud til at blive AFC’s repræsentant i Super Bowl LII. De kommer til at få en hård kamp mod Chiefs i næste uge, men jeg føler mig overbevist om, at de ikke lader sig overliste af det samme hold to gange på en sæson. I AFC-finalen kommer de til at så overfor Steelers, som de har gode erfaringer med, og derfor får Bill Belichick og Tom Brady i februar mulighed for at vinde deres 7.titel sammen.

Patriots

Skriv en kommentar