NFL: Peters PowerRank – Spiluge 4

Hold da op. Årets football-sæson er kun fire uger gammel, og den levere allerede flere overraskelser end man havde kunnet drømme om inden sæsonstarten. Indtil videre lader det til, at niveauforskellen mellem holdene er langt mindre end tidligere, og det gør det langt vanskeligere at komme med et kvalificeret bud på, hvem der egentlig er favoritter til at gå i slutspillet.

Efter weekendens kampe er der nu kun et ubesejret hold tilbage. I den anden ende af ligaen fik Bengals årets første sejr, hvorfor antallet af hold uden sejre nu er reduceret til fire. Derudover bød runden igen på en række resultater, der yderligere har mudret billedet af, hvor holdene ligger ift. hinanden. Nogen forhåndsfavoritter led meget alvorlige nederlag, mens en del hold, jeg ikke havde de store forventninger til før sæsonstarten, igen beviste, at man ikke kan afskrive dem.

På den baggrund har jeg sammensat denne uges PowerRank, der indeholder en del rokeringer:

chiefs

1. Kansas City Chiefs (+1) (4-0)

– NFL’s sidste ubesejrede mandskab i år får lov at indtage 1.pladsen efter endnu en kamp, hvor de leverede under pres. Det der imponerer mig mest er, hvor højt deres bundniveau er, selv når enkelte centrale spillere er skadede. Og så må man bare tage hatten af for den offensive duo Hunt & Smith, der pt. er en af ligaens bedste RB/QB-kombinationer.

packers

2. Green Bay Packers (+2) (3-1)

– I Green Bay leveres der stabilt, og holdet vinder de kampe de skal. Det skal man bestemt ikke kimse af, når stabiliteten i holdets spil er der på trods af skader til en række af holdets vigtigste profiler. Dog bliver det spændende at se dem, når de igen skal møde et hold, der har samme niveau som dem selv.

falcons

3. Atlanta Falcons (-2) (3-1)

– Man skal ikke hænge sig for meget i, at Falcons tabte til Bills i denne uge. Når man spiller mod et af ligaens bedste forsvar og får begge sine startende receivere skadet, så kan det blive svært for hvem som helst. Nu får de to ugers pause, og så skal de nok være tilbage i samme form som fra uge 1 til 3.

lions

4. Detroit Lions (+5) (3-1)

– What! Hvad laver Lions helt her oppe? De ligger sådan set bare, hvor de fortjener at være. Intet hold har overrasket mig så positivt som de blå løver fra Detroit indtil videre. Ligesom hos Chiefs er bundniveauet højt på alle positioner, og selv løbeangrebet begynder at fungere nu. Watch out Packers! Løverne er på jagt efter jer.

Steelers-Facebook-Cover

5. Pittsburgh Steelers (+1) (3-1)

– Der er fortsat masser af ubesvarede spørgsmål hos Steelers, men sejren over Ravens var et statement, der kunne mærkes efter den uge holdet har været igennem. Man har nu sat sig godt og grundigt på divisionen, og LeVeon Bell fik endelig gang i motoren. Det går i den rigtige retning.

seahawks

6. Seattle Seahawks (+2) (2-2)

– Seahawks får lov at bevæge sig lidt op af listen igen efter en kamp, hvor de især i 2.halveg begyndte at ligne det hold vi kender. Der er stadig spørgsmålstegn omkring løbeangrebet og Wilsons lidt ustabile præstationer, men både angreb og forsvar ser ud til at være i fremgang. Nu venter er spændende divisionsopgør mod Rams.

Patriots

7. New England Patriots (-4) (2-2)

– Nu går den snart ikke længere. Weekendens kamp viste, hvor svagt Patriots-forsvaret er blevet, og det skal der rettes op på, hvis mesterskabet skal forsvares. Uanset hvor god Tom Brady er, så beder holdet lige nu deres 40-årige quarterback om alt for meget. Det kan ende med at gå alvorlig galt.

broncos

8. Denver Broncos (+7) (3-1)

– De får lov at tage et stort spring opad, da de med weekendens sejr har slået fast, at de pt. er næststærkeste hold i NFL’s stærkeste division. Forsvaret ser vanvittig stærkt ud, og specielt mod løbet er der sket en kæmpe opgradering. De kan gå på bye-week med en god fornemmelse omkring deres slutspilschancer.

panthers

9. Carolina Panthers (+5) (3-1)

– Jeg har stadig svært ved at blive klog på Panthers. Den ene uge bliver de kørt over af Saints. Ugen efter smadre de Patriots. Dog tyder weekendens kamp på, at forsvarets niveau grundlæggende er højt, og at det kan give angrebet mulighed for at vinde afgørende kampe. Næste kamp mod Lions gør os formentlig klogere på, hvor langt de kan nå i år.

titans

10. Tennessee Titans (-5) (2-2)

– Så kom jeg og alle andre Titans-fortalere ned på jorden igen. Texans pillede fuldstændig Mike Mularkeys tropper fra hinanden, og Marcus Mariota måtte forlade kampen undervejs med endnu en skade. Der er brug for en alvorlig gentænkning og genmotivering af truppen inden en forhåbentlig mere overkommelig opgave mod Dolphins på søndag.

eagles

11. Philadelphia Eagles (+2) (3-1)

– Når jeg ikke rykker dem længere op, skyldes det, at jeg fortsat mangler at se dem mod flere af topholdene. To af deres tre sejre er kommet mod hold, der fortsat ikke har vundet denne sæson. Dog er jeg dybt imponeret af deres fremgang som mandskab, og mod Chargers fik de også for alvor gang i løbespillet. I næste uge venter en interessant hjemmekamp mod mine røde fugle.

texans

12. Houston Texans (+7) (2-2)

– Houston, we have a quarterback. DeShaun Watson viste på alle tænkelige måder, at han er fremtidens mand i kampen mod Titans. Kombineret med forsvaret, der begynder at se lige så brutalt ud som vi kender det, er Texans nu igen helt med i kampen om AFC South og bør ikke undervurderes af nogen.

redskins

13. Washington Redskins (-1) (2-2)

– Jeg ville egentlig gerne have ladet være med at rykke dem nedad, for deres præstation mod Chiefs bekræftede egentlig, at kampen mod Raiders ikke var en engangsforestilling. Redskins-forsvaret har niveauet til at udfordre de fleste og angrebet kan producere de nødvendige point. De er på alle måder med i kampen om NFC East.

raiders

14. Oakland Raiders (-7) (2-2)

– Nu begynder det for alvor at se skidt ud for Raiders. Vi har hele tiden vist, at forsvarets evner nok var begrænsede, men nu tyder det på, at angrebet ikke har det høje niveau, som de to første kampe ellers tydede på. Det værste er dog, at Carr er blevet skadet. Det kan vise sig at blive endnu dyrere end sidste år.

cowboys

15. Dallas Cowboys (-5) (2-2)

– Cowboys er også fortsat svære at hitte ud af. Angrebets bundniveau er fint, men forsvaret er bestemt til at tale med, hvis man trykker på de rigtige knapper. De får det svært i den tætte kamp om divisionen mod Eagles og Redskins, hvis det er så nemt at score point imod dem. En hård opgave venter på søndag i revanche-opgøret fra sidste års slutspil mod Packers.

bills

16. Buffalo Bills (+7) (3-1)

– Nu er det altså ikke muligt at holde dem i bunden af PowerRanken længere. Sean McDermott har gjort et fantastisk stykke arbejde med forsvaret, og det har nu gjort rigtig ondt på to af ligaens tophold. Jeg tror stadig ikke helt på angrebet, men faktum er, at de pt. fører AFC East. Det bliver meget spændende at se dem imod Patriots senere på sæsonen.

rams

17. Los Angeles Rams (+7) (3-1)

– Min efterhånden store tro på Rams som outsider til NFC West fik endnu et ryk opad efter weekendens kamp mod Cowboys. Sean McVay må efterhånden have fået overbevist tvivlerne om angrebets kvaliteter. Endnu mere imponerende var dog Wade Phillips måde at omstille sit forsvar på efter pausen. Nu venter den afgørende test mod divisionsfavoritterne fra Seahawks.

saints

18. New Orleans Saints (+2) (2-2)

– En tur til London gav en sejr over et tandløst Dolphins-hold, men bekræftede også at Drew Brees og hans receivere har fundet hinanden. Forsvaret er også begyndt at vise bedre takter ift. de første runder, og alt er stadigt åbent i deres division. Der er grund til optimisme, også på den anden side af bye-weeken.

vikings

19. Minnesota Vikings (-8) (2-2)

– Av av av. At tabe en afgørende divisions-kamp er slemt nok i sig selv. Men at de mister deres unge nye offensive håb for resten af sæsonen til en alvorlige knæskade er den væsentligste årsag til, at jeg sender Vikings så langt ned af listen. De kan kun håbe på, at duoen Murray/McKinnon til dels kan udfylde hullet. Derudover skal de have Sam Bradford tilbage hurtigst muligt.

cardinals

20. Arizona Cardinals (-2) (2-2)

– Jeg må indrømme, at jeg råbte meget højt, da Larry Fitzgerald i en døende overtid indtil videre reddede Cardinals’ sæson. Det kan dog ikke skjule, at holdet igen ikke formåede at beskytte Carson Palmer og havde meget svært ved at skabe offensiv fremdrift. Det ligner opskriften en gennemgående middelmådig sæson.

buccaneers

21. Tampa Bay Buccaneers (=) (2-1)

– Jeg lader dem indtil videre blive liggende her. I momenter viser de rigtig flot spil, men bundniveauet lader også til at være meget lavt. Derudover skal man huske på, at deres to sejre er kommet mod hhv. Bears og Giants. Det er altså ikke nok til at overbevise mig om at de skulle have slutspilspotentiale.

ravens

22. Baltimore Ravens (-6) (2-2)

– Det gik fra skidt til værre i denne uge for Ravens. En ting er, at angrebet fortsat ikke bidrager med noget overhoved, og at Flacco ligner et seriøst bud på NFL’s dårligste startende quarterback. Noget helt andet er, at forsvarets gode takter fra de to første kampe lader til at være forduftet. Slutspillet virker meget langt væk pt.

dolphins

23. Miami Dolphins (-6) (1-2)

– Ok, jeg må nok erkende det som det er: Jay Cutler er ikke i stand til at lede Dolphins’ angreb på samme niveau som Ryan Tannehill. Det var frygteligt at se på, hvor svært de havde ved at flytte bolden. Især i betragtning af, at deres forsvar spiller helt hæderligt. Måske skulle de overveje at give Matt Moore chancen?

jaguars

24. Jacksonville Jaguars (-2) (2-2)

– Måske ligaens mest ustabile hold lige nu. I hvert fald fik Blake Bortles igen bevist, at det nok mere var sidste uges succes i London, der var undtagelsen frem for reglen. Forsvaret har naturligvis fundet et vist niveau, men når man kan tabe til Jets, er det heller ikke alt i defensiven, der fungerer optimalt. De er dog stadig med i en tæt division.

bengals

25. Cincinatti Bengals (=) (1-3)

De bliver hvor de er indtil videre, da en sejr over Browns ikke er nok til at rykke opad lige nu. Igen er det dog rimeligt at påpege, at holdet har løftet deres niveau efter skiftet på positionen som offensiv koordinator. Der er fremgang at spore, men det er godt nok i længden er tvivlsomt.

jets

26. New York Jets (+4) (2-2)

– Okay. Hatten af for, at de spiller røven ud af bukserne med en ”Fuck jer, allesammen”-attitude mod en football-verden, der havde dømt dem helt ude inden sæsonstart. Derfor er de også rykket et stykke væk fra bunden nu. De får chancen for at komme over 50 % i vundne kampe mod Browns på søndag.

bears

27. Chicago Bears (-1) (1-3)

– Så er Mike Glennons karriere som startende QB foreløbig slut. Den slatne indsats mod Packers var den berømte dråbe, og nu kan Mitchel Trubisky-æraen i Chicago så begynde. Spørgsmålet er, om det er nok til at vinde kampe for Bears, og redde cheftræner John Fox’ job, der allerede hænger i en tynd tråd.

chargers

28. Los Angeles Chargers (-1) (0-4)

– De finder en ny måde at tabe på værd uge. I denne uge var det løbeforsvaret, der pludseligt var ikke-eksisterende. Det ligner endnu en sæson fuld af forspildte chancer og misbrugt potentiale for Chargers, der også har voldsomt svært ved at få fat i deres nye hjemmepublikum. Søndagens kamp gjorde det ikke nemmere.

giants

29. New York Giants (-1) (0-4)

– Indrømmet: Eli Manning begynder gradvist at finde ind i noget, der ligner en rytme. Desværre er det tilsyneladende ikke nok til at vinde kampe for et hold, der virker mere og mere som om, at det er ved at gå i opløsning. Søndagens opgør mod Chargers er formentlig sidste chance for at vende bøtten.

colts

30. Indianapolis Colts (-1) (1-3)

– De gør det faktisk hæderligt lige nu, omstændighederne taget i betragtning. Jacoby Brissett viser i momenter rigtig god spilforståelse og det samme gælder for linebacker Jabaal Sheard, der sammen med rookien Malik Hooker er trådt i karakter på forsvaret. Resten af holdet kan bare ikke følge med lige nu, og derfor ligger de, hvor de gør.

49ers

31. San Francisco 49ers (=) (0-4)

– En stærk præstation af forsvaret, hvor de forreste syv spillere virkelig levede op til deres potentiale, var tæt på at give sæsonens første sejr mod Cardinals. Angrebet har også vist, at de kan levere, men Brian Hoyer er virkelig en stor klods om benet for offensiven. Måske bliver det mod Colts søndag, at de får årets første sejr og kan rykke lidt op ad listen.

browns

32. Cleveland Browns (=) (0-4)

– Det begynder desværre at ligne en Browns-sæson, som vi kender dem alt for godt. Spillet fungerer ikke, profiler såvel som talenter bliver skadede eller fejler, mens forholdet mellem trænerteamet og holdledelsen er ved at falde fra hinanden. Hvis ikke niveauet hæves over de kommende uger, bliver jeg ikke overrasket, hvis Hue Jackson ryger inden sæsonafslutningen.

Skriv en kommentar