Politik: Højrepopulismen forsvinder ikke af sig selv

Hvis vi vil bekæmpe Dansk Folkeparti og de andre højrepopulistiske partier, bliver vi nød til at gøre det politisk. Ellers risikere vi at placere os selv uden for enhver form for indflydelse

Efter at valgresultatet i Norge stod klart i sidste uge havde jeg egentlig en plan om at skrive lidt om perspektiverne for venstrefløjen i forlængelse heraf. Her kom et af mine store forbilleder, den norske journalist og venstrefløjsdebattør Magnus Marsdal, mig imidlertid i forkøbet, så hvis man vil læse hans bud, kan man finde dem her.

Der var dog et punkt, som Marsdal ikke for alvor berørte. De norske højrepopulister fra Fremskrittspartiet (FRP) kom ud af deres første fire år i regering med så marginal en tilbagegang, at det nærmest må betragtes som en sejr. Dermed har FRP bevist, at regeringsansvar ikke automatisk må føre til krise og tab af opbakning for et fløjparti eller for den sags skyld et populistisk parti. Derfor var det heller ikke overraskende, at der på weekendens landsmøde i DF lød nye toner fra Kristian Thulesen Dahl om mulighederne for, at hans parti kan påtage sig regeringsansvaret.

Over de sidste par år har det været mit indtryk, at nogen har den opfattelse, at vælgerne vil løbe skrigende væk fra DF i det øjeblik at partiet kommer under ansvarets åg, lidt som det skete for mit eget parti. Valgresultatet i Norge viser imidlertid, at dette absolut ikke er nogen selvfølge. Det viser tværtimod, at hvis vi rent faktisk vil bekæmpe DF og de øvrige højrepopulister, så er der kun en vej at gå, og det er den politiske vej. Venstrefløjen bliver nød til udfordre DF direkte og politisk, og med reelle løsninger i stedet for moralisering og bedreviden. Den slags har vi prøvet og det gjorde kun DF endnu stærkere.

Det er ingen let opgave, og jeg skal ikke påstå at jeg har fundet de vises sten. Jeg vil dog forsøge at fremhæve et par pointer, som er baseret på de tanker, Magnus Marsdal gjorde sig i sin fortsat aktuelle bog ”FRP-koden” fra 2007.

En ny økonomisk politik i fokus

Det har været et kendt faktum i mange år, at hver gang debatten handler om flygtninge og integration, så går DF frem i meningsmålingerne, mens venstrefløjen går tilbage. Dette er imidlertid blot et symptom på en generel tendens, hvor DF får vind i sejlende hver gang vi diskuterer de mere værdiladede emner, hvor de kan gøre sig selv til talerør for folket overfor den politiske elite. Der er imidlertid et meget grundlæggende område, som DF fortsat har svært ved at håndtere, hvis det kommer til at fylde for meget. Det eneste tidspunkt i DF’s ellers succesrige historie, hvor partiet har oplevet en mindre nedtur, var da den økonomiske krise galoperede derud af og blå blok valgte at fejre det med at lade almindelige mennesker betale gennem forringelse af dagpengene og afskaffelse af efterlønnen. Her valgte DF at sælge almindelige menneskers rettigheder for et pointsystem, og det kom til koste på opbakningen. Det viser, at hvis vi kan få gjort diskussionen af den økonomiske politik til den centrale i dansk politik og vise tydelige forskelle på rød og blå på dette område, er der potentiale for at svække DF. Det kræver dog, at vi rent faktisk tør fremlægge et økonomisk program, der er radikalt anderledes end de borgerliges. Det handler ikke om store revolutionære forandringer, men blot at udfordre nogle af de uskrevne regler i dansk politik pt. Vi skal ture forslå at sætte skatter op, udvide velfærdssamfundet, regulere finanssektoren og styrke arbejdstagernes rettigheder. Her har DF ikke noget godt modsvar, og derfor kan det skade deres opbakning, hvis de store økonomiske diskussioner igen bliver et centralt emne i dansk politik.

Et reelt svar på flygtninge- og integrationsspørgsmålet

Selvom det er centralt at få gjort de økonomiske forskelle mellem rød og blå blok tydeligere, så kommer vi ingen vegne, hvis vi ikke har andet svar på flygtninge- og integrationsspørgsmålet end at vi bare skal tage imod alle de flygtninge, der kommer hertil. Både fordi det svarer til ikke at tage arbejdervælgernes helt reelle bekymringer alvorligt, men også fordi det ikke er et realistisk svar på den situation vi står i. Vi bliver nød til at stå fast på, at der også med os ved roret bliver ført en flygtninge- og integrationspolitik, hvor vi ikke tager imod flere end vi kan integrere. Alt andet vil udover at styrke DF også betyde, at vi ender med kun at hjælpe de mest ressoucestærke flygtninge i verden, understøtte de skruppelløse menneskesmuglere og risikere at underminere vores egen samfundsmodel. Vi bliver i stedet nød til at levere en løsning, der på en gang er mere realistisk og humanistisk end de svar vi er kommet med tidligere, hvis vi vil udfordre DF på dette punkt. Sker det ikke, er vi dømt til at lade DF vinde på denne dagsorden for evigt.

Genopliv stats- og elitekritikken

Et af venstrefløjens helt store problemer er, at DF alt for ofte får os fremstillet som en del af enten den politiske elite eller statssystemet, som almindelige mennesker alt for ofte oplever står i modsætning til dem selv. Desværre har vi også til dels gjort det let for DF at fremstille os på den måde. I et forsøg på forsvare velfærdsstatens institutioner overfor de massive angreb fra de borgerlige, er vi delvist kommet til at fremstå som ukritiske rygklappere for statsapparatet på trods af dets åbenlyse fejl og mangler. Ligeledes er vi i de senere år også kommet til at fremstå som ukritiske jubeleuropæere i vores forsvar for EU. Jeg siger ikke, at vi skal til at svine og mistænkeliggøre visse grupper af offentligt ansatte på samme måde som DF og desværre også visse socialdemokrater har for vane. Vi skal heller ikke til igen at kræve dansk udmeldelse af EU, da et sammenbrud i det europæiske samarbejde vil være en katastrofe for Danmarks muligheder for at bestemme over vores egen skæbne. Derimod skal vi utvetydigt stille os på borgernes side, når systemet eller eliten tydeligvis begrænser den enkeltes frihed på et uretfærdigt grundlag. Lige så klart som vi siger fra overfor økonomisk uretfærdighed og den økonomiske elites udnyttelse af almindelige menneskers penge og arbejdskraft, skal vi sige fra overfor lovgivning, regler, bureaukrati, afgifter og strukturer, der fremmer statens og elitens interesser på bekostning af folket. Det gælder både på dansk og på europæisk plan.

Fokuser på det vigtigste og tal forståeligt

Vi har en tendens på venstrefløjen til at sprede os over mange emner. Vi forsøger – med rette – at favne så mange politiske bevægelser som muligt, hvilket historisk har været en af vores store styrker. Problemet er, at vores brede fokus gør vores overordnede politiske budskab og fortælling uklar. Hvis vi vil overbevise det store flertal af mennesker, bliver vi nød til primært at fokusere på de store brede dagsordener, som er relevante for os alle. Økonomi, velfærd og flygtninge/integration er de centrale emner, som næsten alle mennesker i vores samfund har en holdning til i disse år. Derfor er det også de emner, der skal være centrale i vores politiske fortælling, hvis vi skal samle opbakning til vores projekt. Det betyder ikke, at det skal være de eneste emner vi taler om. Personligt ville jeg f.eks. ikke kunne være medlem af et parti, der ikke har klima/miljø som et centralt tema, fordi det handler om vores verdens fremtid. Man skal bare huske på, at man sagtens kan kæmpe en masse kampe i det daglige politiske arbejde, uden at de skal køres frem som en central mærkesag konstant. Derudover er det vigtigt, at vi gør alle politikområder, som vi beskæftiger os med, relevante for det store flertal. Uanset hvilken politisk kamp vi tager op, skal vi kunne levere en tilgang der viser, at dette er fælles kamp, hvor vi står på folkets side. Det handler ikke om at tilpasse vores politik efter folkestemningen, men om at vise befolkningen, at vi kæmper deres sag.

Dette er for mig de fire centrale punkter, hvor vi på venstrefløjen må gennemtænke vores nuværende tilgang til politik, hvis vi reelt vil bekæmpe DF og højrepopulismen. Sker det ikke, kan vi se frem til en lang ørkenvandring udenfor den indflydelse på samfundets udvikling, som vi så brændende ønsker os. Derfor må vi rykke nu, hvis vi ikke vil overlade fremtiden til DF og samtidig parkere os selv på ligegyldighedens holdeplads.