Nordmændende går i dag til valg om, hvem der skal repræsentere dem i Stortinget de næste 4 år, og dermed også hvem, der skal lede landet. Her er en guide til at forstå det norske valg fra en venstreorienteret synspunkt.
Historien
Norge er en relativt ung nation set i et europæisk perspektiv. Først i 1905 fik landet endelig sin selvstændighed fra Sverige efter godt 100 år under svensk styre og før det lidt over 400 år under dansk styre. Norge fik dog ifm. løsrivelsen fra Danmark i 1814 en for tiden meget moderne og demokratisk forfatning, der er udgangspunkt for Norges grundlov og statslige indretning den dag i dag. Den blev i øvrigt vedtaget 17.maj 1814, hvorfor at dette fortsat er Norges nationaldag.
Politisk har Norge siden selvstændigheden en historie, der minder meget om den vi kender fra de andre nordiske lande. Ligesom Danmark og Sverige har Norges samfundsindretning været præget af en stærk arbejderbevægelse, der efter en række faglige konflikter i slutningen af 1800-tallet fik gennemtvunget nationale aftaler og kompromisser med arbejdsgiverne i starten af 1900-tallet, der fortsat danner udgangspunktet for det norske arbejdsmarked, og dermed er en central del af landets økonomiske model.
I den turbolente første halvdel af 1900-tallet forsøgte Norge også som resten af Skandinavien at forholde sig neutralt i de store internationale konflikter og krige, men ligesom for Danmarks vedkommende, lykkedes det ikke i 2.verdenskrig, hvor Norge blev besat af Nazi-tyskland. I modsætning til Danmark accepterede den norske regering ikke tyskernes ultimatum, hvorfor konge og regering måtte flygte til London og lede et eksilstyre derfra. Denne oplevelse gjorde, at Norge efter krigen var en aktiv spiller i grundlæggelsen af både FN og NATO.
Efter krigen og frem til 80’erne var norsk politik domineret af det socialdemokratiske Arbejderparti, der med få undtagelser sad på regeringsmagten i denne periode og herigennem formede den norske velfærdsstat, der har mange grundtræk til fælles med den dansk ditto, selvom der naturligvis er nationale forskelle. Siden den borgerlige valgsejr i 1981 har Norge været præget af mange af de samme politiske tendenser, som har præget resten af verden. Fra nyliberale økonomiske tendenser a la Reagan og Thatcher i 80’erne, over midterorienteret tredje-vejs socialdemokratisme i 90’erne til en nationalistisk højredrejning opblomstring i starten 00’erne. I 2005 tabte den daværende centrum-højrekoalition til en centrum-venstrekoalition under ledelse af socialdemokraten Jens Stoltenberg. Stoltenberg ledte Norge gennem 8 år, hvor man førte en stabil økonomisk politik, fik Norge godt igennem finanskrisen og fik lavet nogle enkelte sociale reformer, selvom man også skuffede en del vælgere på især venstrefløjen, der havde håbet på et langt større opgør med tidligere tiders økonomiske politik. Kombineret med en hvis metaltræthed og en skarp kritik af regeringens håndtering af flere problematiske sager, herunder Utøya-tragedien i 2011, kostede regeringsmagten i 2013. Siden da er Norge blevet ledet af en borgerlig regering med den nuværende statsminister Erna Solberg i spidsen.
På to punkter adskiller Norge sig politisk meget fra resten af Skandinavien. For det første er der den store norske oliefond, som er opbygget igennem mange år, takket være landets salg af olie fra Nordsøen til resten af verden. Den udgør en stor økonomisk sikkerhed for Norge, samtidig med at det er en evig debat om man skal bruge penge fra den i den daglige politik. Den vurderes aktuelt til at indeholde omkring 7.800 millioner norske kroner. For det andet er landet ikke medlem af EU. Nordmændene har to gange stemt om EU-medlemskab og begge gange er det blevet et nej. Landet er dog en del af EØS-aftalen, der knytter lande udenfor EU til det indre marked med nogle klare forbehold.
Politisk system
Norge har i modsætning til Danmark fastlåste valgperioder på 4 år, og det er ikke muligt at opløse Stortinget indenfor de faste valgperioder
Norge er ligesom Danmark inddelt i tre niveauet: Et statsligt, et regionalt (kaldet fylke) og et kommunalt. Norge er inddelt i 19 fylke, som igen er inddelt i 426(!) kommuner. Ved valg til Stortinget opstiller partierne kandidatlister i de forskellige fylke, hvorefter valgresultatet i de enkelte fylke afgøre, hvordan fylkesmandaterne, der på forhånd er fordelt på fylkene efter deres befolkningstal, skal fordeles. Derefter tildeles partierne tillægsmandater, så deres samlede antal mandater i Stortinget kommer til at afspejle det samlede nationale valgresultat.
Spærregrænsen i Norge ligger på 4 %, hvorfor et parti umiddelbart skal have en væsentligt større andel af stemmerne for at blive valgt til Stortinget. Dog er dette ikke helt tilfældet, da det i Norge ikke kræver nær så mange stemmer i det enkelte fylke at erobre et af fylkesmandaterne, som det i Danmark kræver at vinde et kredsmandat i en storkreds. Derfor har man oftere i Norge set, at et parti ikke har passeret spærregrænsen på nationalt plan, men alligevel bliver repræsenteret i Stortinget, fordi partiet har fået tilstrækkeligt mange stemmer i et eller flere fylke. Et eksempel var det seneste valg, hvor Miljøpartiet De Grønne ikke fik over 4 % af stemmerne på landsplan, men fik så mange stemmer i Oslo, at de erobrede et af fylkesmandaterne i hovedstaden.
Partierne
Ved dette valg er der opstillet 24 partier, men kun 9 af dem har en reel chance for at blive valgt til Stortinget. Jeg har valgt at inddele partierne i 4 grupper: Regeringen, de borgerlige midterpartier, den rød-grønne opposition og jokerne.
Regeringen har de sidste fire år bestået af to partier, Høyre og Fremskrittspartiet:
Høyre (H) er et klassisk liberal-konservativt parti, der udgør det store bredtfavnende regeringsalternativ til centrum-venstre. Partiets leder er den nuværende statsminister Erna Soelberg. H har historisk være søsterparti til De Konservative i Danmark, men er i dag først og fremmest et centrum-højre catch-all parti, der forsøger at samle de borgerlige vælgere. Partiets mærkesager er jobskabelse gennem skattelettelser, investeringer i uddannelses- og sundhedssystemet samt flere penge til forsvaret.
Fremskrittspartiet (FRP) minder politisk en del om det gamle Fremskridtsparti i Danmark, hvor man kombinere en klassisk liberalistisk holdning til skat og økonomi med en meget stram flygtninge- og integrationspolitik. FRP har dog en ledelsesstil og partiindretning, der minder om Dansk Folkepartis og partiet ses også som den norske repræsentant for den højre-populistiske bølge, der er strømmet igennem Europa de seneste årtier, og som især har tag i de privatansatte arbejdervælgere. Partiet ledes af finansminister Siv Jensen, og den seneste valgperiode har været partiets første i regering.
Regeringen har ikke flertal alene i Stortinget, og har derfor været afhængig af de borgerlige midterpartier for at kunne få gennemført sin politik. De borgerlige midterpartier er Kristeligt Folkeparti og Venstre.
Kristeligt Folkeparti (KRF) er et socialkonservativt midterparti, der især henter sine stemmer i norske bibelbælte i den vestlige del af landet. KRF kombinere klassiske konservative familie- og samfundsværdier omkring økonomiens indretning med en kristen livsopfattelse, og herigennem et meget stort fokus på aktiv socialpolitik og bekæmpelse af fattigdom, og minder derfor meget om vores egne Kristendemokrater. Partiets centrale fokus på sociale forhold har af og til gjort det svært for partiet at støtte den nuværende regerings politik, og partiets leder Knut Arild Hareide har offentligt gjort det klart, at han efter valget vil være åben overfor at samarbejde med begge sider af midten.
Venstre (V) minder på trods navnet mest af alt om De Radikale. De får deres stemmer fra de veluddannede og intellektuelle i byerne, og kombinere en borgerlig økonomisk politik med værdiliberale mærkesager om miljø, uddannelse og internationalt udsyn. Sidstnævnte dele af deres politik har også gjort, at V har haft svært ved at arbejde sammen med regeringen, og herunder især FRP. V har dog, i modsætning til KRF, på forhånd udelukket at samarbejde med centrum-venstre.
Som udgangspunkt vil H, FRP, KRF og V fortsætte deres nuværende samarbejde, hvis de bevare flertallet. H og FRP vil gerne have alle partier med i regeringen, men KRF og V vil ikke indgå i en regering så længe FRP er med.
Overfor disse fire partier står først og fremmest den rød-grønne opposition, der udgøres af de tre partier, der sad i regering sammen fra 2005 til 2013: Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti.
Arbeiderpartiet (AP) er den norske repræsentant for den socialdemokratiske bevægelse og er Norges største parti. Det har rødder i den norske arbejderbevægelse og har fortsat nære forbindelser hertil. Partiet ses dog i dag først og fremmest som det store samfunds- og statsparti, der står vagt om velfærden og det norske samfund, som det er på godt og ondt. Det har igennem de senere årtier været inspireret af de sammen midterorienteret strømninger, der har påvirket socialdemokratiske partier i det meste af Europa. Partiet ledes af skibsredder-arvingen og mangemillionæren Jonas Gahr Støre.
Senterpartiet (SP) har rødder i den norske landbrugsbevægelse og har således et historisk slægtskab med Venstre i Danmark. Men hvor den danske landbrugsbevægelse udviklede sig til en støtte for storlandbrug i alliance med erhvervslivet, gik den norske ditto i en mere decentral retning, hvor man blev talerør for smålandbruget, fiskeriet og i det hele taget de mere provinsielle dele af Norge. Dette har også påvirket SP, der i dag i høj grad der repræsentant for udkantsområderne med fokus på decentralisering, lokalt erhvervsliv og en stærk offentlig sektor i hele Norge. SP har på det sidste især slået sig op på, at være imod enhver form for centralisering, hvilket har givet partiet en del medvind. Partiet ledes af den unge landmand og tidligere minister Trygve Slagsvold Vedum.
Sosialistisk Venstreparti (SV) blev i sin tid dannet som en fusion mellem udbrydere fra AP og forskellige venstrefløjsgrupperinger. Partiet har historisk været det venstreorienterede alternativ til AP, men har med tiden kombineret dette med en grøn profil. Partiet minder således meget om SF i Danmark, og er gået til valg på en klassisk rød-grøn platform med fokus på miljø, omfordeling og velfærd. Partiet ledes af Audun Lysbakken
Disse tre partier er som udgangspunkt klar på at gå i regeringen sammen igen, hvis de kan blive enige om et regeringsgrundlag. Problemet er, at de formentlig ikke vil kunne opnå flertal alene, og derfor skal have hjælp fra et af de to sidste jokere, der muligvis/muligvis ikke kommer ind i Stortinget. Disse to partier er Miljøpartiet De Grønne og Rødt.
Miljøpartiet De Grønne (MDG) er et grønt midterparti, der har sine rødder i den norske miljøbevægelse. MDG kan i sin politiske platform og tilgang til politik godt minde om Alternativet, men partiets historie går faktisk helt tilbage til slutningen af 80’erne, og selvom man endnu aldrig har været over spærregrænsen, har man haft lokale repræsentanter rundt omkring i mange år, og fik ved sidste valg også valgt en repræsentant i Stortinget fra Oslo. Partiet vil ikke på forhånd pege på nogen af siderne, men har lovet at de ikke vil støtte en koalition bestående af FRP. Partiet har ingen partileder, men repræsenteres i offentligheden af talspersonerne Rasmus Hansson, der er partiets eneste stortingsrepræsentant, og Une Aina Bastholm
Rødt (R) var oprindelig en valgalliance mellem forskellige venstrefløjspartier til venstre for SV, men er i de senere år blevet omdannet til et egentligt parti. R minder derfor meget om Enhedslisten, både i sine politiske holdninger og i sin tilgang til politik. Partiet er kendt for, at være meget kritisk overfor de øvrige centrum-venstrepartier, selvom man har gjort det klart, at man ikke vil støtte en borgerlig regering. Partiet får formentlig svært ved at komme over spærregrænsen, men kan måske vinde et fylkesmandat i Oslo. Partiets leder er Bjørnar Moxness
Red Zone Blog 