I San Francisco virker det som om, at man må begynde på ny for tredje år i træk. Spørgsmålet er om den ny cheftræner får den nødvendige ro til at genopbygge det tidligere storhold.
Historien
49ers blev grundlagt i 1946 som en del af AAFC, og var fire år senere et af de tre AAFC-hold, der fik tilbudt en plads i NFL, Holdets første tid NFL var overordentlig vanskelig, og holdets eneste slutspilsdeltagelse før AFL/NFL-fusionen, der kom i 1957, blev overskygget af, at holdets grundlægger og daværende ejer Tony Morabito faldt om under en kamp og døde. Efter Morabitos død ledede hans familie holdet videre de følgende 20 år.
I starten af 70’erne havde 49ers en kort opblomstring under cheftræner Dick Nolan og anført af quarterback John Brodie. Denne periode faldt sammen med, at man flyttede ind på det legendariske stadion Candlestick Park, der de følgende år skulle danne ramme om mange store præstationer. Nolan-Brodie æraen toppede dog med to NFC-finalenederlag i træk, og efter 1972-sæsonen gik det igen tilbage. Det definitive vendepunkt for 49’ers kom først i 1977, da Morabito-familien solgte holdet videre til Edward J. DeBartolo Jr. Den nye ejer ansatte i 1979 Paul Brown-eleven Bill Walsh som ny cheftræner og samme år valgte man en quarterback ved navn Joe Montana i 3.runde af draften. Efter to genopbygningssæsoner vandt man 13 kampe i 1981-sæsonen og efterfølgende kvalificerede holdet sig til sin første Super Bowl via to slutspilsejre, hvor især NFC-finalen mod Cowboys huskes pga. Montanas afgørende touchdown-kast til Dwight Clark i de sidste sekunder, der er gået over i historien som ”The Catch”. Også i Super Bowl XVI demonstrerede Montana sin fremragende evne til at holde hoved koldt i afgørende situationer, da han i sidste øjeblik sikrede 49ers deres første mesterskab med en 26-21 sejr over Bengals.
Mesterskabet skulle dog kun blive begyndelsen på en lang succesfuld æra, for 49ers skulle vise sig at blive det mest dominerende hold i NFL om igennem 80’erne. Efter en svipser i 1982 og et nederlag i NFC-finalen i 1983 vendte man tilbage til Super Bowl igen i 1984-sæsonen, hvor man fuldstændigt udraderet Dan Marino og ligaens bedste angreb i det, der skulle blive den ellers så succesfulde Dolphins-quarterbacks eneste Super Bowl-deltagelse. Herefter blev det til et par hurtige slutspilsnederlag i de næste par sæsoner, hvor bl.a. Montana havde nogle skadesproblemer. I 1988 var man dog igen tilbage på toppen, efter at stjernequarterbacken var blevet sine skader kvit og havde fået selskab på angrebet af Jerry Rice, der skulle vise sig at blive den bedste receiver i NFLs historie. 1988-sæsonen sluttede med endnu en tur til Super Bowl, hvor Jerry Rice satte rekord i antal af yards og Montana igen afgjorde kampen på et sidste drive.
Efter det tredje mesterskab valgte succestræneren Walsh at trække sig tilbage, men hans trofaste assistent George Seifert stod klar til at tage over. I 1989 gik man igen hele vejen til Super Bowl XXIV og for andet år i træk og fjerde gang i alt kunne man kalde sig mester, da man kørte John Elway og Broncos fuldstændig over med cifrene 55-10. Året efter var man meget tæt på at vinde for tredje gang i træk, men i NFC-finalen stoppede Giants forhåbningerne det tredje mesterskab. Den kamp skulle samtidig vise sig, at blive en af Montanas sidste for holdet, da han året efter pådrog sig en alvorlig albueskade, der skulle holde ham ude i halvanden sæson. Da han endelig vendte tilbage i 1992, havde hans reservere og konkurrent Steve Young overtaget holdet, og efter 1992-sæsonen sagde man endegyldigt farvel til den firedobbelte Super Bowl-vinder. Young skulle dog vise sig at være en meget hæderlig afløser, der efter to NFC-finalenederlag til Cowboys i træk, igen førte holdet til en Super Bowl i 1994-sæsonen, hvor han leverede en af de bedste quarterback-præstationer nogensinde i en Super Bowl med 6 touchdowns og sikrede 49ers det femte mesterskab.
Selvom man også var fast slutspilsdeltager i årene efter Super Bowl XXIX, begyndte 49ers gradvist at opleve tilbagegang i de efterfølgende år. Efter at man havde sagt farvel til cheftræner Seifert i 1996, var man igennem nogle rigtigt hårde sæsoner omkring år 2000, hvor man sagde farvel til både Young, Rice og holdejer DeBartolo, der forlod 49ers pga. hhv. karrierestop, kontraktudløb og anklager om korruption. Holdet blev videreført af DeBartolos søster Denise og hendes mand John York, der fortsat ejer holdet. Umiddelbart lod det til, at man havde fundet gode spillemæssige erstatninger i quarterback Jeff Garcia og især receiver Terrell Owens, men efter to hæderlige sæsoner med slutspildeltagelse, endte de to nye profiler i konflikt med hinanden, hvorefter de begge forlod holdet. De næste sæsoner oplevede 49ers sin første deciderede nedtur siden 70’erne. I slutningen af 00’erne var man dog ved at have genoprettet holdet, da man ansatte Jim Harbaugh som cheftræneren, der skulle tage holdet det sidste stykke. Harbaugh var tæt på at lykkes tre sæsoner i træk, og især efter fremkomsten af den atletiske quaterback Colin Kaerpernick lignede 49ers et hold, der kunne gå hele vejen. Det var også tæt på i 2012-sæsonen, da man nåede Super Bowl XLVII, men for første gang i historien tabte man finalekampen, da Ravens vandt 34-31.
To år efter Super Bowl-nederlaget gik forholdet mellem Harbaugh og holdejerne i hårdknude, og efter at det i 2014-sæsonen ikke blev til slutspil, besluttede parterne at gå værd til sit. Da holdet samtidig oplevede en spillemæssig nedtur for Kaepernick og et tab af flere profiler på det ellers solide forsvar, har man siden kæmpet med at få tingene til at fungere. I første omgang forsøgte man at ansætte den trofaste assistenttræner Jim Tomsula som ny cheftræner, men efter kun fem sejre i 2015 blev han fyret. Sidste år forsøgte man sig så med den eksperimenterende Chip Kelly, men ligesom hos Eagles kunne Kelly ikke få sit spilsystem til at fungere, og efter kun to sejre røg han også ud til højre. I år har man så lagt ansvaret i hænderne på Kyle Shanahan, der sidste år var manden bag Falcons’ fantastiske angreb. Spørgsmålet er om Shanahan kan løfte opgaven med et hold, der har brug for tid til genopbygning, og en gruppe af holdejere, der forlanger succes.
Angrebet
Ansættelsen af Shanahan er uden tvivl baseret på hans evner som angrebstræner. Men uanset hvor dygtig den nye cheftræner er, skal han også have noget at arbejde med. Og 49ers angrebet var virkeligt ikke værd at skrive hjem om sidste år. Lad os dog alligevel starte med det positive ved at sige, at løbeangrebet faktisk fungerede fint. Running back Carlos Hyde havde en hæderlig sæson med næsten 1.000 yards, 6 touchdowns og ikke mindst 4.6 yards pr. forsøg. Eneste problem er, at Hyde har kæmpet en del med skader, og at man ikke har en oplagt afløser på holdkortet, hvis han igen i år går ned.
Hydes præstation sidste år bliver kun større, når man tænker på, at 49ers offensive linje, der tidligere var en stor styrke, absolut ikke er hvad den har været. Left tackle Joe Staley er fortsat fremragende, selvom han er blevet 33. Problemet er at resten af linjen slet ikke har hans niveau. Den anden tackle Trent Brown er ok i kasteblokeringen, men bidrager ikke med ret meget ift. løbet. De tre øvrige startere er alle sammen middelmådige no-names, hvis bundniveau kan være chokerende lavt. Derfor skal Hyde igen i år formentlig forsøge, at skabe de fleste af sine yards efter kontakt.
Den svage offensive linje gør heller ikke vilkårene bedre for holdets nye quarterback, der ikke har den bedste baggrund. Brian Hoyer har efterhånden været mange steder i ligaen, og har ikke opnået noget der mindede om succes og stabilt spil på noget tidspunkt i sin karriere. Når han er blevet valgt til at lede 49ers angreb i år, skyldes det formentlig, at han har erfaring med Shanahans system fra den tid, hvor de begge var hos Browns. Men Hoyer er kun en midlertidig løsning, og holdet er helt sikkert på udkig efter en anden quarterback på sigt.
Man har dog gjort en indsats for at hjælpe Hoyer ved at investere i nogle hæderlige receivere gennem free agency og draft. Det mest prominente navn er den erfarne Pierre Garcon, der har haft en hæderlig karriere som 2.receiver hos både Colts og Redskins. Spørgsmålet er, om han er i stand til at være 1.receiver. Udover Garcon har man også hentet Marquise Goodwin hos Bills og Aldrick Robinson hos Falcons samt de to rookies Trent Taylor og tight enden George Kittle. Især sidstnævnte er interessant, da han lader til at have erobret startpositionen efter en stærk sæsonoptakt. Samlet set ser 49ers receiverkorps således helt klart opgraderet ud ift. sidste sæsons skuffende præstation.
Forsvaret
Når man tænker på det dominerende forsvar, som 49ers havde under Jim Harbaugh, var det chokerende at se holdets defensiv sidste år. Man havde det dårligste forsvar generelt og mod løbet, mens kasteforsvaret var rangeret som nr. 14. Derfor har man hentet en ny defensiv koordinator i Robert Saleh, der kommer til fra divisionsrivalerne Seahawks. Saleh har ændret systemet fra 3-4 til 4-3, hvilket er noget af en kulturrevolution hos 49ers. Linebackerkæden bliver dig fortsat det centrale element, og her bliver det især interessant at følge samspillet mellem den erfarne profil NaVorro Bowman og rookien Reuben Forster, der blev valgt i 1.runde af draften. Hvis de to kan finde hinanden i det nye system, vil det formentlig være en kæmpe opgradering ift. sidste år, hvor Bowman også var ude i 12 kampe. Den sidste plads i linebackerkæden går 3-årsspilleren Eli Harold efter at veteranen Ahmad Brooks er blevet fritstillet.
Med skiftet til 4-3 bliver defensive end-positionen afgørende ift. at forbedre holdets pass rush. Her virker holdet også enormt godt besat og forbedret ift. sidste år. Starterne bliver formentlig 1.runde-draftvalget fra 2015 Arik Armstead og den omskolede linebacker Tank Carradine, men derudover har man både årets andet 1.runde-draftvalg Solomon Thomas, veteranen Elvis Dumervil og pass rush-eksperten Aaron Lynch. Disse fem spillere kan nemt vise sig til sammen at udgøre et af de mest alsidige og undervurdere pass rush i ligaen. Det bliver kun forstærket af, at man på den ene af de to midterpositioner har DeForest Buckner, der sidste år i sin rookie-sæson leverede flest sacks for holdet, og samtidig er en glimrende tackler. Pladsen ved siden af Buckner går til den tidligere Dolphin Earl Mitchell, der blev hentet i free agency.
Selvom kasteforsvaret var bedre end løbeforsvaret sidste år, så ser bagkæden faktisk ud til at være forsvarets svageste kæde i det nye system. Veteran-profilen Antoine Bethea er skiftet til divisionsrivalerne Cardinals, hvorfor hans makker på safety-positionerne fra sidste år Eric Reid, der vender tilbage fra en skade, er blevet flyttet til strong safety. Samtidig er den tidligere cornerback Jimmie Ward flyttet til free safety-positionen, men det er ikke nødvendigvis en optimal løsning, da han kan blive savnet på hans tidligere position. De tre umiddelbare startere på cornerback, efter at man måtte fritstille den Rashard Robinson, Dontae Johnson og K’Waun Williams er nemlig ikke særligt sikre kort. Derfor kan rookien Ahkello Witherspoon muligvis også få chancen i løbet af sæsonen.
Konklusionen
Der er udentvivl tale om en genopbygningssæson i San Francisco, selvom at forsvaret bør tage et skridt fremad ift. sidste år. Angrebet har simpelthen ikke spillerne til, at man kan forvente det store af dem i år, selvom Shanahan er kendt som lidt af en troldmand ift. angrebsfootball. Derfor er det mest interessante, hvordan pilen pejer ift. den langsigtede udvikling. Ejerkredsen bag 49ers er som sagt ikke kendt for at være de mest tålmodige, så hvis ikke Shanahan hurtigt viser, at han kan løfte holdet, kan hans tid som cheftræner hurtigt få en ende.
- Navn: San Francisco 49ers
- Ejer: DeBartolo-York-familien (siden 2000)
- Cheftræner: Kyle Shanahan (siden 2017)
- Hjemmebane: Levi’s Stadium i Santa Clara, Californien (siden 2014)
- Antal mesterskaber: 5 (1981, 1984, 1988, 1989 og 1994)
- Resultat 2016: Elimineret i grundspillet (record: 2-14)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 4 i NFC West (record: 2-14)
- Årets gennembrud: LB Reuben Forster
- Hold øje med: DE Solomon Thomas
Red Zone Blog 