NFL-optakt 2017: Carolina Panthers

panthers

Efter en meget skuffende 2016-sæson skal taberne fra Super Bowl 50 forsøge at kæmpe sig tilbage til NFL-toppen i år. Det burde været muligt, hvis altså holdets quarterback kan levere.

Historien

Ideen om et football-hold i Carolina-staterne blev født allerede i 1987 af forrentningsmanden Jerry Richardson, der selv havde en fortid som spiller hos Colts. Han vandt hurtigt stor lokal opbakning til sit projekt, der fra starten bar navnet Panthers, som senere skulle blive holdets navn. Richardson arbejdede intenst på projektet fra start af, og fik gjort mange af de indledende forberedelser allerede inden, at NFL overhoved havde åbnet for at udvide ligaen. Bl.a. havde han allerede sikret sig en aftale om konstruktionen i et nyt stadium i Charlotte. Derfor var der heller ingen tvivl hos NFL-ejerne, da man besluttede at udvide ligaen til 30 hold om, at Richardson og hans investorgruppe skulle tildeles et af de to nye hold. Beslutningen blev truffet i 1993, hvorefter at Carolina Panthers var en realitet. Holdet debuterede i NFL i 1995-sæsonen med Steelers tidligere defensive koordinator Dom Capers som cheftræner

Forventningen var, at Panthers ville få en svær opstart lige som tidligere udvidelseshold havde haft. Derfor var det en overraskelse, at holdet gik 7-9 i debutsæsonen. Endnu vildere blev det i sæson 2, hvor Panthers vandt 12 kampe, vandt deres division og efterfølgende besejrede de forsvarende mestre fra Cowboys i første slutspilskamp. I NFC-finalen sluttede drømmesæsonen dog, da man tabte til de senere mestre fra Packers, og da man over de næste par sæsoner ikke kunne fastholde niveauet, blev Capers i 1998 erstattet af 49’ers tidligere mesterskabstræner George Seifert. Seifert kunne dog ikke skabe de samme gode resultater hos Panthers, og efter to middelmådige sæsoner, faldt holdet helt sammen og vandt kun 1 kamp i 2001-sæsonen.

Efter den skuffelse blev Seifert erstattet af Giants’ defensive koordinator John Fox, der skulle være holdets cheftræner igennem 9 sæsoner. Han fik hurtigt vendt rundt på tingene, og med et solidt angreb bygget op om quarterbacken Jake Delhommme og receiverduoen Steve Smith og Mushin Muhammad samt et benhårdt forsvar med den unge eksplosive Julius Peppers i spidsen, vandt man 11 kampe i 2003-sæsonen, og vandt efterfølgende 3 slutspilskampe på vej mod Super Bowl XXXVIII. Her leverede man en fremragende præstation imod Patriots, selvom man i sidste ende måtte se sig besejret 32-29 af et Adam Vinetieri-field goal i de døende sekunder af kampen.

Efter Super Bowl-nederlaget var Fox og hans hold igennem en blandet periode, hvor han dog af og til leverede store præstationer. I 2005 og 2008 lykkedes det at nå slutspillet, men det blev ikke til fleres mesterskabsfinaler. Efter 2008-sæsonen gik grundstammen i holdet lige så langsomt i opløsning, og efter en 2-14 sæson i 2010, fik Fox ikke forlænget sin kontrakt. Han blev erstattet af Chargers defensive koordinator Ron Rivera, der fortsat er holdets cheftræner. Samme år som Rivera kom til, draftede man den store og atletiske Cam Newton til at være holdets nye quarterback. Rivera/Newton-æraen har som helhed været den mest succesfulde periode i holdets historie. Efter to genopbygningssæsoner kvalificerede Panthers sig tre år i træk til slutspillet, og succesen kulminerede foreløbig i 2015-sæsonen, hvor man vandt 15 kampe og efterfølgende tromlede al modstand ned på vejen til Super Bowl 50. I finalekampen var man på forhånd udråbt som kæmpefavoritter, men Broncos jernhårde forsvar overrumplede fuldstændig Panthers, og man endte med at tabe kampen 24-10. Nederlaget var et meget hårdt slag for holdet, og sidste sæson så det ud som om, at man fortsat ikke var kommet helt ovenpå. Kombineret med skader til flere store profiler, faldt man nået sammen, og nåede ikke slutspillet for første gang siden 2012. Nu er det håbet, at cheftræner Rivera en gang for alle får sine spillere til at lægge skuffelserne bag sig, og herigennem får Panthers tilbage til toppen af NFL.

Angrebet

Der er ingen tvivl om, at Cam Newton har haft fantastisk stor betydning for Panthers gennem de senere år. Det er svært ikke at blive imponeret af hans atletiske evner, når han bidrager til løbeangrebet, og hans evne til at levere store spil i afgørende situationer. Men måske har de iøjnefaldende præstationer overskygget, at Newton konsekvent har haft nogle mangler i de mere traditionelle elementer af quarterbackspillet. Statistikkerne viser nemlig, at Newton samlet set ikke har kunne levere stabilt når det drejer som yards og især præcision. Derudover forholdet mellem touchdowns og interceptions heller aldrig været i toppen af statistikkerne, bortset fra i successæsonen 2015, hvor han blev kåret til til ligaens MVP. Han har også ved flere lejligheder optrådt umodent, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når man forventes at skulle lede et hold. Endelig er der problemet med skader, som er en stor risikofaktor ved Newtons spillestil med mange løb. Sidste år var alle manglerne meget tydelige, og den 28-årige quarterback skal forsøge at genfinde spillet fra 2015, hvis han igen skal føre Panthers til Super Bowl.

Ret skal dog være ret, og Newtons problemer sidste år var ikke kun hans egen skyld. Den offensive linje var slemt plaget af skader, og flere gange måtte spillere indsættes på positioner, som ikke var optimale. Holdet har gode spillere på linjen, som left guard Andrew Norwell, der er særligt god mod løbet, og center Ryan Kalil, men de øvrige spillere har ikke leveret på samme høje niveau. Det har man forsøgt at løse i offseason ved at drafte Taylor Moton til right tackle-positionen samt bruge en stor pengesum på at hente Kalils bror Matt hos Vikings til at dække left tackle. Især sidstnævnte er dog ikke en sikker investering, da han havde lidt af et sammenbrud sidste år. Håbet er, at han i samarbejde med brormand kan genoprette sin karriere.

Hvis linjen får bedre styr på spillet, vil det ikke kun hjælpe i kastespillet, men også kunne styrke holdets i forvejen giftige løbeangreb. Udover Newton vender veteranen Jonathan Stewart tilbage til sin 10.sæson. Stewart leverede 9 touchdowns sidste år, men viste samtidig tegn på, at der ikke er så meget fart i stængerne som tidligere. Derfor brugte Panthers 1.rundevalgte i draften på at hente en potentiel aftager i Christian McCaffrey. Han er dog ikke samme type som Stewart og gør sig væsentligt bedre i åbent spil, hvor Stewarts force i høj grad har været det hårde løb igennem den offensive linje. Derfor er håbet, at de to running backs i denne sæson først og fremmest skal supplere hinanden.

Panthers’ startende receiverduo Kelvin Benjamin og Devin Funchess har det grundlæggende potentiale til at være startere i NFL, men har i deres første sæsoner haft svært ved at slå til for alvor. Især Benjamin, der er udset til at være holdets 1.receiver, skal levere i år, og vise, at han har lagt tidligere tiders dårlige vaner, som f.eks. vægtproblemer, bag sig. For at supplere de to usikre startere har man draftet Curtis Samuel, hvis hurtighed gør ham til en oplagt afløser for Ted Ginn jr., der er skiftet til divisionsrivalerne fra Saints. Det mest sikre mål for Newton er dog uden sidestykke den fremragende tight end Greg Olsen, der sidste år igen leverede over 1.000 yards og samtidig også er en god ekstra mand at have som blokker.

Forsvaret

Panthers defensiv oplevede også lidt af en nedtur sidste år, men hvor angrebets problemer stikker dybere, var forsvarets ditto først og fremmest et spørgsmål om skader til centrale spillere, der vender tilbage år. Kernen i det hele er linebackerkæden, hvor man har to af NFL’s bedste startere i Luke Kuechly og Thomas Davis. Kuechly har haft sine skadesproblemer at slås med de sidste par år, men årets forsvarsspiller fra 2013 er fortsat blandt NFL’s bedste, når han er på banen. Især ift. tacklinger er der få, der kan matche Kuechly, der faktisk kun er 26 år. Davis er som god vin og er kun blevet bedre med årene. Det 34-årige veteran har været i Pro Bowl de to seneste år, og har kun misset en kamp siden 2012. Sidste mand i kæden er 3-årsspilleren Shaq Thompson, der efterhånden også har udviklet sig til en meget hæderlig spiller.

Den stærkeste kæde som helhed, er den defensive linje, som man har investeret meget i over de seneste sæsoner. Den største profil er Kawann Short, der blandt NFL’s bedste pass rushere på defensive tackle-positionen. Short leverede 6 sacks sidste år og blev belønnet med en stor 5-årig kontrakt. Den anden plads i midten kæden dækkes af den solide Star Lotulelei, der gør et godt stykke arbejde med at stoppe modstanderens løbeangreb. På ydersiden leverede den erfarne Mario Addison sin bedste sæson til dato med 9.5 sacks, hvilket sikrede ham en ny 3-årigs kontrakt, og samtidig gjorde det nemmere for holdet at skille sig af med Kony Ealy. I modsatte side har veteranen Charles Johnson ikke det samme niveau som tidligere, men han er fortsat en faktor overfor løbet. Addison og Johnson bliver i år understøttet af den hjemvendte legende Julius Peppers, der ganske vist er blevet 37, men formentlig fortsat ville kunne bidrage som ekstra pass rusher i oplagte situationer.

Det bagerste forsvar led umiddelbart under tabet af stjernen Josh Norman i sidste sæson, men de to unge talenter James Bradberry og Daryl Worley blev gradvist bedre i løbet af sæsonen, og især Bradberry har potentiale til at blive en stærk covercorner. Begge vender tilbage i år og bliver understøtte af den solide nickelcorner Captain Munnerlyn. På safety-positionerne har man hentet den 36-årige Mike Adams fra Colts som ny strong safety. Adams har fået en opblomstring sent i karrieren og har været i Pro Bowl to gange inden for de sidste tre år. Tilgangen af Adams gør, at Kurt Coleman kan flyttes til sin mere naturlige position, hvor han formentlig vil kunne levere endnu bedre i rollen som holdets bedste mand til at tage bolden fra modstanderen.

Konklusionen

Det er et opgraderet Panthers-hold, der går på banen til den kommende sæson. De store profiler på forsvaret er skadesfri, man har fået hentet et par væsentlige opgraderinger på afgørende positioner og man har ikke mistet nogle spillere af afgørende værdi. Men i sidste ende er det, der afgør holdets skæbne, hvilken udgave af Newton det er, vi får at se i år. Hvis det er 2015-udgaven, der kan trylle yards ud af enhver situation, kan Panthers igen nå rigtig langt. Er det derimod 2016-udgaven, bliver det svært at komme i nærheden af slutspillet. Det mest sandsynlige er nok, at det bliver et sted midt i mellem, og i så fald kan forsvaret godt være stærkt nok til at bære holdet det sidste stykke til de afgørende kampe i januar. Og derfra kan alt som bekendt ske.

  • Navn: Carolina Panthers
  • Ejer: Jerry Richardson (siden 1993)
  • Cheftræner: Ron Rivera (siden 2011)
  • Hjemmebane: Bank of America Stadium i Charlotte, North Carolina (siden 1996)
  • Antal mesterskaber: 0
  • Resultat 2016: Elimineret i grundspillet (record: 610)
  • Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 2 i NFC South (record: 10-6)
  • Årets gennembrud: RB Christian McCaffrey
  • Hold øje med: CB James Bradberry

Skriv en kommentar