Der er en form for hype omkring Buccaneers i år, og flere har forudset at de kan vende tilbage til slutspillet. Men et hårdt kampprogram mod nogle af ligaens bedste angreb kan stå i vejen.
Historien
Som en del af fusionsaftalen mellem AFL og NFL blev de besluttet, at man inden for en kort årrække skulle udvide med to hold yderligere, så man nåede op på 28 i alt. I 1973 blev NFL’s holdejere enige om, at det ene hold skulle placeres i Tampa, Florida. Oprindeligt skulle byggematadoren Tom McCloskey havde været holdets ejer, men han bakkede ud af sin aftale med ligaen året efter. I stedet lavede man en aftale med skatteadvokaten Hugh Culverhouse, der tidligere havde forsøgt at købe Rams uden held. Culverhouse grundlage officielt holdet i 1974, og gav det navnet Buccaneers som en henvisning til de pirater, der tidligere havde hærget Florida-området.
De første par år var som ventet svære, og holdets debutsæson med 14 nederlag og ingen sejre, var den dårligste i NFL-historien indtil Lions’ 0-16 sæson i 2008. Culverhouse bevarede dog tiltroen til sin første cheftræner John McKay, der gradvist fik opbygget holdet omkring profiler som quarterback Doug Williams på angrebet og defensive end Lee Roy Salmon få forsvaret. I 1979 kvalificerede Buccaneers sig for første gang til slutspillet, og efter en sejr over Eagles stod man kun en kamp væk fra Super Bowl. Desværre viste Rams sig som for stor en mundfuld i NFC-finalen, og selvom Buccaneers skulle nå slutspillet to gange yderligere under McKay, var dette det tætteste man kom på et mesterskab med ham som cheftræner.
I 1983 valgte Culverhouse at tilbyde Williams en meget skrabet kontrakt set ift. hans spil og betydning for holdet. Det fik Williams til at tage imod et tilbud fra den nyopstartede konkurrent-liga USFL, mens Culverhouse blev hængt ud for at være mere interesseret i sin bundlinje end i at vinde. Situationen omkring Williams skabte også spændinger i forholdet mellem holdejeren og McKay, der valgte at trække sig tilbage efter 1984-sæsonen. Alle disse begivenheder blev begyndelsen på en lang katastrofeperiode for Buccaneers. År efter år var man placeret i bunden af ligaen og frem til 1994 vandt man ikke mere end seks kampe på en sæson. I denne periode blev Buccaneers flere gange officielt udråbt til at være NFL’s dårligste hold.
Tingene begyndte først at ændre sig, da Culverhouse døde i 1994. Umiddelbart kastede dette Buccaneers ud i en ejerskabskrise, hvor det i en periode var meget usikkert, hvorvidt holdet overhoved ville blive i Tampa. Men efter at have sikret sig en aftale omkring et nyt stadion med bystyret, valgte sportsmatadoren Malcolm Glazer i sidste øjeblik at overbyde samtlige andre potentielle købere og efterfølgende garantere at holdet ville blive, hvor det var, hvis befolkningen var villig til at støtte det nye stadionprojekt. Dette lykkedes, og samtidig ansatte Glazer også en cheftræner, der skulle formå endelig at løfte holdet ud af dødvandet. Tony Dungy havde allerede opbygget et ryg som lidt af en forsvarsguru i sin tid som defensiv koordinator hos Vikings. Nu tog han sit forsvarssystem med sig til Tampa, og under ledelse af profiler som Warren Sapp, Derrick Brooks og Ronde Barber udviklede Buccaneers sig i slutningen af 90’erne til at være et af NFL’s bedste forsvar. Desværre fulgte angrebet ikke rigtig med, og det resulterede i flere sæsoner, hvor man klarede sig flot gennem grundspillet, men ikke kunne vinde når det gjaldt i slutspillet. Da man i 2001 tabte endnu en slutspilskamp, fik Glazer nok, fyrede Dungy og erstattede ham med Raiders’ cheftræner Jon Gruden efter en meget alternativ handel med Raiders’ ejer Al Davis.
Grudens offensive input var tilsyneladende hvad Buccaneers manglede, for i 2002-sæsonen lykkedes det endelig at gå hele vejen til Super Bowl. Modstanderen skulle vise sig at være den nye cheftræners gamle hold, og med Grudens kendskab til Raiders’ offensiv blev Super Bowl XXXVII en sand magtdemonstration fra Buccaneers-forsvarets side. Kampen endte 48-21 og Buccaneers havde dermed vundet deres første mesterskab.
Årene efter Super Bowl-triumfen blev imidlertid ikke en fortsat række af store resultater, men snarere et studie i ustabilitet. Det lykkedes at nå slutspillet i 2005 og 2007, men begge gange tabte man i første kamp. Efter 2008-sæsonen blev Gruden lidt overraskende fyret, men dette skulle ikke vise sig at løse nogen problemer. Efter afskeden med mesterskabstræneren har tre andre trænere forgæves forsøgt at bringe Buccaneers tilbage til slutspillet uden held. Senest måtte Bears tidligere succestræner Lovie Smith se sig selv blive opsagt efter blot to sæsoner, og erstattet af sin egen offensive koordinator Dirk Koetter. Den nye cheftræner lykkedes i sin første sæson sidste år med, at få sit hold til opnå flere sejre end nederlag for første gang siden 2010, hvilket var nok til en 2.plads i divisionen. Nu skal det næste skridt så tages, så Buccaneers igen kan være med der, hvor det er rigtig sjovt.
Angrebet
Når Koetter blev opgraderet fra koordinator til cheftræner var det bl.a. fordi, at han tydeligt havde udviklet en god kemi med holdets unge quarterback Jameis Winston. Winston blev draftet først af alle i 2015-draften, og går nu ind i sin tredje sæson som holdets offensive leder. Hans udvikling over hans to første sæsoner i NFL har bestemt været positiv, hvilket også er en del af forklaringen på den optimistiske stemning i Tampa. Winston har allerede vist, at han kan levere yards og touchdowns i de rigtige mængder, og hans completion procent gik også op fra sæson 1 til 2. Dog er der et problem, der fortsat er tydeligt ift. den unge spilfordeler, og det er hans beslutninger under pres. Han kaster fortsat bolden for ofte til modstanderen eller holder på den for længe. Dette element af hans spil skal forbedres, hvis han skal kunne føre Buccaneers til de helt store resultater.
Winston kan ikke klage over holdledelsens indsats for at skaffe ham våben at kaste til. I offseason har man hentet DeSean Jackson i free agency og draftet tight end O.J. Howard og receiver Chris Goodwin. Jackson, der skal erstatte veteranen Vincent Jackson, har skabt en karriere på at kunne lave eksplosive spil på dybe kast, hvilket var noget af det, som Buccaneers virkelig manglede sidste år. Howard er solid som receiver, men har også glimrende blokeringsevner. Derfor giver hans tilstedeværelse mulighed for, at holdets anden stærke tight end Cameron Brate kan fokusere mere på rollen som receiver. Brate beviste sit værd i denne funktion sidste år med 8 touchdowns. Alle andre Buccaneers-receiveres rolle er dog først og fremmest at trække opmærksomhed væk fra stjernen Mike Evans. Evans er ubetinget blandt de bedste receivere i NFL, hvilket hans over 1.300 yards og 12 touchdowns sidste år beviser til fulde. Især når man tænker på, at Brate var den eneste anden stabile mulighed for Winston, hvilket gjorde at quarterbacken 175 gange forsøgte at sende bolden i Evans’ retning.
Hvis Winston skal kaste mere til sine holdkammerater og mindre til modstanderen, skal han have bedre tid end tilfældet var sidste år. Problemet er, at den offensive linje ikke er blevet mærkbart styrket. Ali Marpet, der spillede right guard sidste år, er en kommende stjerne, men resten af linjen er ikke på hans niveau. Den tidligere Seahawk J.R. Sweezy er dog det bedste bud på en anden spiller i truppen, der vil kunne styrke linjen, og da hans favoritposition også er right guard vil man forsøge at flytte Marpet ind på centerpladsen. Det vil dog ikke løse de meget alvorlige problemer i venstre side af linjen, hvor især 3-årsspilleren Donovan Smith var en katastrofe på left tackle sidste år.
Løbeangrebet er der meget tvivl om. Den tidligere sikre starter Doug Martin er ude i de første tre kampe med karantæne, og det er hverken sikkert hvem, der skal afløse ham, og om Martin får pladsen tilbage, når han har udstået sin straf. Jacquizz Rodgers, Charles Sims og Peyton Barber er alle sammen fortsat på holdkortet, og de har fået selskab af rookien Jeremy McNichols. Det mest sandsynlige er nok, at man vil forsøge at anvende en kombination af de forskellige spillere, og så se hvad Martin har at tilføje efter spiluge 3.
Forsvaret
Buccaneers defensiv var langt fra imponerende sidste år. Når forsvaret var bedst lå det midt i ligaen, og der var alligevel langt op til de bedste. Derfor er det også lidt overraskende, at der er blevet tilføjet meget få nye defensive kræfter i offseason. Den stærkest kæde er den defensive linje, hvor den 29-årige Gerald McCoy allerede har været blandt ligaens bedste tackles gennem flere sæsoner. Han leverede endnu engang flest sacks til holdet sidste år med 7 stk. McCoy får i år hjælp af en ny makker Chris Baker, der er hentet hos Redskins. Baker bidrager både med størrelse, men også med evner ift. at presse modstanderens quarterback. På ydersiden af linjen håber man, at 2-årsspilleren Noah Spence levere et spring i niveau a la det, som Falcons’ Vic Beasley præsterede sidste år. Spence har talentet til at blive en rigtig giftig quarterback-jæger, hvis han fortsætter sin udvikling. Modsat Spence starter den middelmådige William Gholston mens den erfarne Robert Ayers primært skal bruges som ekstra mand i oplagte pass rush-situationer.
Linebackerkæden er hæderlig, men imponerer ikke som helhed. Dens leder og største profil er Kwon Alexander, der fra midterpositionen leverede 145 tacklinger sidste år. Han understøttes fint af den solide Lavonte David på den ene yderside, men på den modsatte side, er der ikke nogen oplagt starter. Både de to 2-årsspillere Jeff Knox og Devante Bond samt rookien Kendell Beckwith kan ende med at blive det sidste led i kæden, når sæsonen starter.
De defensive back-positioner er klart den største savghed på Buccaneers-forsvaret, og den væsentligste årsag til den relativt lave placering i statistikkerne sidste år. Cornerback-veteranen Brent Grimes er fortsat ok, men han er efterhånden blevet 34 og må snart kunne begynde at mærke alderen trykke. I modsatte side blev Vernon Hargreaves hele tiden bedre igennem sin rookie-sæson, men han skal fortsætte sin udvikling, hvis bagkædens niveau skal hæves generelt. Derudover har holdet umiddelbart ingen kompetente afløsere bag Grimes og Hargreaves, hvorfor man forsøger at omskole Ryan Smith fra safety til cornerback. På safety-positionerne vender Chris Conte tilbage som free safety, mens man har hentet den stabile J.J. Wilcox hos Cowboys som erstatning for Bradley McDougald. Disse to skal understøttes af Keith Tandy, der leverede 4 interceptions fra en lignende reserverolle sidste år, samt det hårdt-tacklende rookie Justin Evans.
Konklusionen
Det er tydeligt, at både Glazer-familien og fansene forventer, at det er år, at deres hold vender tilbage til slutspillet. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke både de selv og eksperterne hyper holdet en anelse for meget. Det er fint, at der med rette er tiltro til Winston, og at hans receiverkorps er blevet opgraderet. Men den offensive linje er fortsat lige så problematisk som sidste år, og man har ikke gjort tilstrækkeligt for at styrke forsvaret, bortset fra tilføjelsen af Baker. Da NFC South som division samtidig har udviklet sig til at være blandt de stærkeste, og at kampprogrammet indeholder mange giftige kasteangreb, kan det blive meget svært for Buccaneers overhoved at gentage sidste sæsons præstation. Måske skal Koetter i virkeligheden passe på, at han ikke snart må vende tilbage til rollen som offensiv koordinator i en anden by end Tampa.
- Navn: Tampa Bay Buccaneers
- Ejer: Glazer-familien (siden 1995)
- Cheftræner: Dirk Koetter (siden 2016)
- Hjemmebane: Raymond James Stadium i Tampa, Florida (siden 1998)
- Antal mesterskaber: 1 (2002)
- Resultat 2016: Elimineret i grundspillet (record: 9-7)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 4 i NFC South (record: 5-11)
- Årets gennembrud: TE O.J. Howard
- Hold øje med: DE Noah Spence
Red Zone Blog 