Sidste sæson beviste, at Lions har den quarterback og holdleder de behøver. Men hvis resten af holdet ikke bidrager med mere end sidste år, sidder man fortsat fast i middelmådigheden.
Historien
I 1929 valgte NFL at oprette et hold i den lille by Portsmouth i Ohio, der fik navnet Spartans. Dette var et lidt overraskende valg, da NFL i denne periode generelt var inde i en udvikling, hvor holdene i de små byer, der havde grundlagt ligaen, lukkede og blev erstattet af nye hold i de store amerikanske metropoler. På oprettelsestidspunktet var Portsmouth den næstmindste by med et NFL-hold efter Green Bay, og der skulle heller ikke gå mange år førend at den generelle økonomiske situation i USA truede med at tage livet af Spartans. Redningen blev, at holdet i 1934 blev solgt til en investorgruppe fra Detroit. De nye ejere flyttede holdet til storbyen i Michigan og omdøbte det til Lions som en gestus ift. byens baseball-hold, Tigers. Den blandede investorgruppe, der ejede Lions skulle skifte medlemmer mange gang i løbet af de næste 30 år, men i 1963 blev holdet købt af William Clay Ford Sr., barnebarn af bilfabrikanten Henry Ford. Siden da har Lions være ejet af Ford-familien, og er derfor knyttet til Detroits motorindustri på godt og ondt.
En af grundende til, at der var interesse for at købe holdet var, at man i årene før flytningen til Detroit havde viste rigtigt gode takter på banen. Under cheftræner George Clarks ledelse og anført af quarterback Dutch Clark fortsatte man det gode spil efter flytningen, og i 1935 vandt man holdets første mesterskab med en sejr over Giants i finalen. Dutch Clarks karriere endte imidlertid hurtigt og i årene efter var Lions placeret imellem midten og bunden af ligaen.
Det ændrede sig i 50’erne, hvor holdet under cheftræner Buddy Parker og med quarterback Bobby Layne som den store profil blev et af årtiets bedste hold. I 1952 stod man for anden gang i NFL-finalen, hvor man vandt over Browns. Den historie gentog sig i 1953, og også i 1954 stod man i finalekampen med mulighed for det tredje mesterskab i træk. Denne gang fik Browns imidlertid revanche, men efter en kortvarig nedtur i 1955 var Lions igen med fremme i 1956 selvom man ikke nåede finalen. I 1957 så det ud som om, at mesterskabsdrømmen blev knust, da Layne brækkede benet i næstsidste grundspilskamp. Hans afløser Tobin Rote formåede imidlertid at føre holdet det sidste stykke vej, så man efter endnu en finalesejr over Browns kunne kalde sig mester for fjerde gang. Rotes præstation gjorde, at holdets nye træner George Wilson, der havde afløst Parker i 1957, valgte at handle Layne til Parkers nye hold Steelers i starten af 1958-sæsonen, selvom Layne ønskede at blive. Rygtet vil vide, at Layne i den forbindelse udtalte, at Lions ikke ville vinde et mesterskab de næste 50 år.
Om Laynes ord har haft nogen betydning skal være usagt her, men faktum er, at Lions efter Laynes farvel skulle opleve en nærmest uendelig ond spiral af dårlige resultater, elendige sæsoner og skuffede forventninger. Mellem 1957 og 1991 nåede holdet kun slutspillet tre gange, og generelt var Lions historie i denne periode præget af dårlige ledelsesbeslutninger, skuffende spilleranskaffelser gennem både draft og free agency samt træneransættelser, der ikke formåede at ændre på holdets situation. I 90’erne havde man en form for genkomst efter at man i 1989 endelig ramte rigtigt i draften med valget af running back Barry Sanders. Sanders skulle vise sig at blive en af NFL’s største profiler i sine år hos Lions, og anført af ham nåede Lions flere gange til slutspillet.
Desværre blev NFC-finalen i 1991 det bedste resultat man opnåede med Sanders på holdet, da resten af truppen aldrig nåede et tilstrækkeligt højt niveau. I 1998 stoppede den altoverskyggende stjerne lidt overraskende karrieren i en alder af blot 30 år, og det skulle blive starten endnu en voldsom nedtur, der toppede i 2008-sæsonen, hvor Lions som det første og indtil nu eneste hold i historien tabte alle 16 kampe i grundspillet.
2008-sæsonen skulle imidlertid blive begyndelsen på en delvis genrejsning. Året før havde man fået en ny stor profil i receiveren Calvin Johnson i draften, og i 2009-draften hentede man så en ny quarterback i Matthew Stafford. Lions var indtil da notorisk kendt for, at vælge dårlige quarterbacks tidligt i draften, men Stafford viste hurtigt, at han ikke var endnu en fejltagelse. Efter et par genopbygningssæsoner lykkedes det at vende tilbage til slutspillet i 2011 med et fremragende kasteangreb bygget op om samspillet mellem Stafford og Johnson. Desværre blev de efterfølgende sæsoner præget af store problemer og en skidt indsats fra cheftræner Jim Schwartz. Han blev inden 2014-sæsonen afløst af den tidligere Colts-chef Jim Caldwell, der fik genetablerede det gode spil og førte holdet til endnu en slutspilsplads. I 2015 kunne holdet tilgengæld overhoved ikke få spillet til at fungere, og kun en opblomstring sidst på sæsonen reddede Caldwells job. Dog blev rigtigt meget af den øvrige holdledelse skiftet ud, og frustrationen over udsigten til at skulle starte forfra igen, var desværre en afgørende faktor i, at Johnson valgte at gå i Sanders fodspor og stoppe karrieren i en alder af blot 30 år. Derfor var forventningerne ikke særligt store inden sidste sæson, men her fik Stafford imidlertid bevist, at hans resultater ikke blot var et resultat af Johnsons tilstedeværelse. Flere gange førte han holdet til afgørende sejre, og på trods af et lille niveautap i slutningen af sæsonen pga. en mindre skade, lykkedes det igen at slutspillet. Derfor er det afgørende spørgsmål nu ikke, om Stafford er den rigtige quarterback, men om man kan opbygge et hold, der kan understøtte hans kvaliteter.
Angrebet
29-årige Matthew Stafford fik som sagt slået fast sidste år, at han er sit holds største profil, og at han er en quarterback, man kan bygge et hold op omkring. Derfor var al snakken fra 2015 om, hvorvidt Lions ville lade ham gå, forduftet denne offseason. Udover at Stafford har en raketarm, der kan producere store mængder af yards og touchdowns, har han også forbedret sin præcision de sidste par år og samtidig begrænset sit antal af interceptions. Det vigtigste sidste år var dog, at Stafford virkelig trådte i karakter som leder. Derfor er en af holdledelsens vigtigste opgaver i år, at blive enige med Stafford om en ny kontrakt. Hans nuværende aftale udløber nemlig efter den kommende sæson.
For at Stafford skal kunne løfte holdet endnu mere end sidste år, skal han beskyttes bedre. Lions allerstørste problem på angrebet sidste år var, at den offensive linje endnu engang var under middel, selv når den spillede bedst. I den sammenhæng er det enormt uheldigt, at den store åbenbaring fra sidste år left tackle Taylor Decker kan risikere at være ude helt frem til december efter en skulderoperation. Man har forsøgt at hente en form for afløser i Greg Robinson, men ham lod Rams netop gå, fordi han på ingen måde har levet op til forventningerne. Lions har forsøgt at opgradere linjen ved at hente solide spillere, som guard T.J. Lang fra divisionsrivalerne Packers og Rick Wagner fra Ravens, men samtidig har man mistet den næstbedste mand fra sidste år Larry Warford. Derfor er det svært at sige med overbevisning, at linjen vil være bedre i år.
Linjens niveau bliver også afgørende for løbeangrebet, der sidste år var blandt de dårligste i ligaen. Lions valgte ikke at hente en ny startende running back i hverken draft eller free agency, hvilket tyder på, at man fortsat har tiltro til Ameer Abdullah. Abdullah missede det meste af sidste sæson, men har tidligere i glimt vist potentiale til at være den løbetrussel, som Lions efterhånden har savnet gennem mange år. Abdullahs afløser i sidste sæson Zach Zenner kæmpede bravt for at etablere noget, der bare mindede om et løbeangreb. En mulighed er at kombinere de to i år, hvilket muligvis vil kunne få det bedste frem i dem begge. Den største running back profil i truppen er dog Theo Riddick, der er en af NFL’s bedste receiver-running backs. Men Riddick har ikke fysikken til at bære løbeangrebet selv, så Abdullah og/eller Zenner skal i spil, hvis der skal ske en fremgang.
Receiverkorpset indeholder fortsat ikke en spiller, der er i nærheden af pensionerede Calvin Johnsons niveau. Men i betragtning af, hvor stor en profil Johnson var, så gjorde hans efterfølgere det faktisk hæderligt sidste år. Starterne Golden Tate og Marvin Jones jr. er meget forskellige spillertyper, og derfor supplere de hinanden godt. Tate har egentlig talentet til at kunne gøre en stor forskel, men han er desværre lidt af en humørspiller, der svinger meget i sin præstation. Jones er mere stabil og udgør en solid dyb trussel, selvom han ikke kan bære et hold alene. Holdet har sagt farvel til veteranen Anquan Boldin, der var bedste mand i red zone sidste år, så nu håber man, at tight end Eric Ebron kan tage et step op og virkelig blive det våben, hans talent bør række til. Endelig draftede holdet Kenny Golladay i draften, som har været en af sæsonoptaktens store historier. Måske kan han være den x factor, der kan løfte Lions angreb til det højeste niveau.
Forsvaret
Set i et historisk perspektiv er det nuværende Lions-forsvar ganske hæderligt, men det er heller ikke nogen imponerende baggrund man måler sig op imod. Derudover var man sidste år blandt de dårligste til at stoppe modstanderen på 3rd down og til at erobre bolden. Derfor har man også prioriteret forsvaret i årets investeringer. Det tydeligste eksempel på dette er 1.runde-draftvalget af linebacker Jarrad Davis, der forhåbentlig kan træde direkte ind og lede holdet fra positionen i midten af kæden. Davis’ lederegenskaber, hurtighed og evner som tackler var det, der imponerede Lions, og der er også brug for alle tre dele efter at man har måttet opgive den tidligere defensive frontfigur DeAndre Levy, der missede de to seneste sæsoner med skader. Da Davis er bedst i midten, vil man formentlig rykke den erfarne Tahir Whitehead ud på siden. Whitehead, der leverede 132 tacklinger sidste år, vil blive suppleret af 2-årsspilleren Antwione Williams, rookien Jalen Reeves-Maybin og Paul Worrilow, der er blevet hentet hos Falcons.
Hvis Lions‘ defensiv skal blive bedre, skal der mere pres på modstanderens quarterback fra holdets defensive linje. Derfor er det altafgørende for den kommende sæson, at Ezekiel Ansah genfinder formen fra 2015. Hvis Ansah spiller på sit højeste niveau er han en evig kilde til uro for modstanderen, og vil derfor også skabe mere plads til sine holdkammerater. Det er kun blevet mere vigtigt efter at holdets bedste pass rusher fra sidste år Kerry Hyder er blevet skadet for sæsonen. Pladsen modsat Ansah skal derfor spilles af enten 2-årsspilleren Anthony Zettel eller Cornelius Washington, der tidligere har fungeret bedst, når han blev brugt som ekstra mand.
I midten er veteranen Haloti Ngata fortsat sikkerheden selv overfor løbet, og samtidig vigtig som lederskikkelse. Pladsen ved siden af ham spilles af A’Shawn Robinson, der gjorde det hæderligt som rookie sidste år. Akeem Spence, der hentet hos Buccaneers, udgør en fin reserve.
På bagkæden viste cornerback Darius Slay sidste år, at han nærmer sig de bedste i ligaen. Men modsat ham bliver der hård kamp om pladsen, da holdet har hentet D.J. Hayden hos Raiders og tilføjet de to rookies Teez Tabor og Jamal Agnew. Sidste års nummer to og tre Nevin Lawson og Quandre Diggs er også fortsat på holdet, og selvom de ikke er fantastiske, er deres niveau højt nok til, at de ikke kan afskrives. Samlet betyder det, at Lions ser væsentligt forstærket ud på cornerback.
Holdets ubetingede defensive kaptajn er free safety Glover Quin, som man lige har forlænget med. Han har mange kvaliteter, men den vigtigste er måske, at han altid er tilstede. Quin har ikke misset et eneste snap siden han blev draftet af Lions i 2009. Ved siden af Quin gjorde den tidligere Patriot Tavon Wilson det fint med 89 tacklinger og god opbakning for løbeforsvaret sidste år. Holdet har dog muligvis en usleben diamant i 2-årsspilleren Miles Killebrew, der gjorde det godt som rookie og muligvis vil kunne tage spilletid fra Wilson i år.
Konklusionen
Lions overlevede år 1 efter Calvin Johnson på flotteste vis ved at kvalificere sig til slutspillet. Det gjorde man imidlertid også i år 1 efter Barry Sanders, så det er ingen garanti for, at den hellige grav nu er velforvaret. Stafford og receiverne skal nok levere, men med de fortsatte usikkerheder på den offensive linje og løbeangrebet, er det tvivlsomt om angrebet som helhed bliver bedre end sidste år. Forsvaret er blevet opgraderet og kan måske bidrage med mere, men det kræver at profilerne stepper op og at de unge spillere slår til med det samme. Derfor er det mest realistiske bud nok, at Lions ender omkring det samme sted som sidste år, og om det er nok til slutspil er meget usikkert.
- Navn: Detroit Lions
- Ejer: Ford-familien (siden 1963)
- Cheftræner: Jim Caldwell (siden 2014)
- Hjemmebane: Ford Field i Detroit, Michigan (siden 2002)
- Antal mesterskaber: 4 (1935, 1952, 1953 og 1957)
- Resultat 2016: Elimineret i 1.runde af slutspillet (Wild Card Round / record: 9-7)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 2 i NFC North (record: 8-8)
- Årets gennembrud: WR Kenny Golladay
- Hold øje med: SS Miles Killebrew
Red Zone Blog 