2017-sæsonen bliver på mange måder en ny begyndelse for Chargers i en ny by, på et nyt stadion og med en ny cheftræner. Spørgsmålet er, hvor mange af problemerne der følger med fra San Diego.
Historien
Da AFL blev grundlagt var det afgørende, at man også var til stede på vestkysten og ikke mindst i metropolen Los Angeles. Holdet i LA, der fik navnet Chargers, blev tildelt hotelarvingen Baron Hilton fra den berømte Hilton-familie. Efter en enkelt sæson i LA besluttede Hilton, at der var mere potentiale i at undgå en direkte konkurrence med NFL’s Rams og flyttede derfor sit hold sydpå til San Diego. Det var her, at Chargers skulle have deres hjem de næste 55 år. Hilton solgte holdet videre til Eugene Klein i 1966, der sad på holdets aktiemajoritet de næste 18 år, inden han solgte det videre til den nuværende ejer Alex Spanos i 1984.
Chargers klarede sig fint de første år i AFL og var en rimeligt fast del af slutspilsfeltet under cheftræner Sid Gillman. I 1963 gik man hele vejen til finalen, hvor man vandt holdets til dato eneste mesterskab. Samtidig med, at fusionsprocessen mellem AFL og NFL blev indledt, begyndte udviklingen imidlertid at gå ned af bakke. I løbet af 70’erne var Chargers et af NFL’s dårligste hold og sluttede bl.a. sidst i deres division hvert år fra 1970 til 1978. I 1973 fik man dog tilgang af quarterback Dan Fouts og han skulle efter et par svære begyndelsesår begynde at føre Chargers tilbage til et respektabelt niveau. I starten af 80’erne havde holdet en god periode under cheftræner Dan Coryell, men to nederlag i AFC-finalen var det maksimale udbytte for Fouts og co. Fra midten af 80’erne gik det lidt tilbage, og Chargers var ved indgangen til 90’erne placeret midt i ligaen.
I 1990 ansatte man Bobby Ross som ny cheftræner. Under Ross var det især forsvaret der kom i fokus, bygget op om den fremragende linebacker Junior Seau. I 1992 vendte Chargers tilbage til slutspillet og 2 år senere stod man for første gang i en Super Bowl. Super Bowl XXIX blev desværre en af de mest ensidige i historien, da Steve Young, Jerry Rice og resten af 49’ers fuldstændigt dominerede kampen, som Chargers tabte med 49-26. De næste par sæsoner stagnerede holdets udvikling igen, og generelt var slutningen af 90’erne præget af flere negative end positive historier for Chargers. Dette kom måske tydeligst til udtryk i 1998-draften, hvor man valgte quarterback Ryan Leaf i 1.runde. Leaf var sammen med Peyton Manning blevet fremhævet som draftens bedste spiller på forhånd, men hans skuffende karriere skulle vise sig kun at vare tre år.
En slags vendepunkt kom i 2001, hvor man draftede running back LaDanian Tomlinson og quarterback Drew Brees. Tomlinson skulle vise sig at blive en af ligaens bedste igennem 00’erne på sin position, mens Brees efter lidt startvanskeligheder fik sat sig i respekt med en flot præstation i 2004-sæsonen, hvor Chargers vandt 12 kampe. Efter at Brees’ 2005-sæson endte med en slem skulderskade, tilbød Chargers ham en kontraktforlængelse, som han betragtede som en mistillidserklæring. Derfor valgte Brees at tage imod Saints’ mere lukrative tilbud, mens Chargers i stedet måtte ligge ansvaret i hænderne på reserven Philip Rivers. Rivers var kommet til i 2004-draften, da holdets egentlige 1.runde-valg Eli Manning nægtede at spille for Chargers. Herefter valgte man at bytte rookie-quarterback med Giants for en række ekstra draftvalg. Rivers skulle hurtigt vise sig, at være et udmærket alternativ og var i sin første sæson med til at vinde 14 kampe og føre holdet til slutspillet.
Selvom en konflikt mellem den erfarne cheftræner Marty Schottenheimer og holdejer Spanos’ søn Dean, der havde overtaget det daglige ansvar for holdet, førte til trænerens afsked efter 2006-sæsonen, vedblev Rivers og Tomlinson med at levere flotte præstationer de næste tre år i grundspillet. Desværre blev det ikke fulgt op i slutspillet, hvor Chargers gang på gang led nederlag. Efter Tomlinsons farvel til holdet i 2010 bød de følgende sæsoner på mere middelmådigt spil, og efter 2012-sæsonen forsøgte Dean Spanos at ændre på udviklingen ved at erstatte Schottenheimers afløser Norv Turner med den yngre Mike McCoy. Efter en slutspilsdeltagelse i 2013 faldt holdet imidlertid yderligere tilbage, og efter endnu en skuffende sæson i 2016 er McCoy nu blevet fyret og erstattet af Bills’ assistenttræner og midlertidige cheftræner fra sidste sæson Anthony Lynn.
McCoy var imidlertid ikke den eneste, som Spanos-familien mistede tålmodigheden med sidste år. De har i mange år presset på for at få erstattet det forældede Qualcomm Stadium med et moderne stadion, der ikke er bygget til at facilitere både football og baseball. Men efter at San Diegos borgere forkastede et forslag om finansiering ved en folkeafstemning i november sidste år, opgav Spanos-familien definitivt og tog imod NFL’s tilbud om at flytte tilbage til Los Angeles, hvor man om tre år kan flytte ind på Rams’ nybyggede stadion som lejer. Indtil da må man nøjes med det lille StubHub Center i forstaden Carson, der er hjemmebane for soccer-holdet LA Galaxy. Det er dette udgangspunkt, hvormed den nye cheftræner Lynn begynder arbejdet med at skabe et succesfuld tilværelse for Chargers i deres krævende nye hjemby.
Angrebet
Chargers angreb er som helhed middelmådigt. Det ubetinget største problem er, at de fleste af holdets profiler har svært ved at holde sig skadesfri i længere perioder af gangen. Kasteangrebet har dog altovervejende fungeret godt de sidste par sæsoner, og det skyldes ikke mindst manden, der styrer det. Quarterback Philip Rivers er efterhånden blevet 35 år, men han levere fortsat altovervejende på et stabilt højt niveau. Især mængden af yards og touchdowns kan der ikke klages over, selvom Rivers i de sidste par sæsoner er blevet mere tilbøjelig til at kaste interceptions.
Chargers har forsøgt at styrke de essentielle brikker rundt om Rivers. På receiverpositionerne har man draftet Mike Williams i 1.runde af draften, som efter planen skulle gå direkte ind og gøre en forskel fra sæsonstarten. Holdet har nemlig brug for et alternativ til den talentfulde men konstant skadede Keenan Allen, som dog fortsat er holdets 1.receiver. Williams har imidlertid fået rygproblemer, og på nuværende tidspunkt er det udsikkert, hvornår han kan spille. Allen og Williams suppleres dog af de to unge udviklingsprojekter Tyrell Williams og Dontrelle Inman, der begge viste potentiale i Allens fravær sidste år. På tight end har man fortsat legenden Antonio Gates, der med 7 touchdowns i sidste sæson viste, at han fortsat kan være Rivers’ bedste ven i red zone. Gates, der vil sætte rekord for touchdowns af en tight end første gang han scorer i år, går ind i sin 15. og muligvis sidste sæson. Holdet har også en potentiel afløser klar i 2-årsspilleren Hunter Henry, der selv leverede 8 touchdowns sidste år, og samtidig har væsentlig bedre blokeringsevner end Gates nogensinde har vist.
Den offensive linje har man også forsøgt at give en ordentlig overhaling, efter at den var blandt de allerdårligste i NFL sidste år. Væk er veteranen King Dunlap og draft-bustet D.J. Fluker, og ind er i stedet kommet den erfarne Russel Okung fra Denver samt de to rookies Dan Freeney og Forrest Lamp. Kombineret med center Matt Slauson, der som den eneste gjorde det flot sidste år, var det håbet, at disse fire spillere tilsammen kunne løfte beskyttelsen af Rivers betydeligt. Imidlertid har Lamp revet et korsbånd over og kommer ikke i kamp i denne sæson, mens Freeney ikke virker til at være klar til at spille fra start. Derfor er det meget usikkert, hvad linjens niveau er inden sæsonstart.
Løbeangreb var også placeret i bunden af statistikkerne sidste år. Det positive var dog, at Melvin Gordon forbedrede sig væsentligt fra sin svage rookie-sæson, og lignede en running back, som man kan satse på fremover. Når Gordon ikke nåede over 1.000 yards handlede det dog også kom skadesproblemer, som forhåbentlig ikke gentager sig i den kommende sæson. Danny Woodhead, der bedst fungerede som 3rd down-back, er væk, så holdets bedste alternativ hedder nu Branden Oliver. Han er der også bedst som suppleringsspiller, så Gordon skal hæve sit niveau yderligere, hvis Chargers løbeangreb skal blive den faktor, det ikke har været, siden Tomlinsons bedste år.
Forsvaret
Mens den nytilkomne cheftræner Lynn valgte at beholde den erfarne offensive koordinator Ken Whisenhunt, har han ansat en ny defensiv ditto i form af den tidligere Jaguars-træner Gus Bradley. Bradleys tilkomst betyder et skifte til et 4-3 system, og en forhåbentlig opgradering af en enhed, der ligesom angrebet var samlet set middelmådig sidste år. Hjørnestenen i det nye forsvar er den spiller, der nok leverede sidste års største positive overraskelse. Der var mange, der løftede øjenbrynene, da Chargers brugte deres 1.rundevalg i 2016-draften på defensive end Joey Bosa. Da resten af offseason gik med en kontraktdisputs og en efterfølgende skade, haglede kritikken ned over både Bosa og Chargers. Men da rookien endelig kom på banen i oktober, forstummede kritikken, og Bosa blev kåret til årets defensive rookie efter at have leveret flest sacks af alle på holdet på trods af, at han kun spillede 12 kampe. Bosa leder en linje, der udover ham selv består af 2-årsspilleren Kyle Emanuel på den modsatte side samt de to erfarne defensive tackles Brandon Mebane og Corey Liuget, der udgør fundamentet for holdets hæderlige løbeforsvar.
Linebackerkæden er hos Chargers altovervejende godt besat. Den største profil er Melvin Ingram, der sidste år leverede 8 sacks. Ingram, der spiller på et såkaldt franchise tag i år og håber på en ny stor kontrakt efter sæsonen, bliver i det nye system rykket ud på den ene side af kæden, hvorfra han skal dirigere forsvaret. I modsatte side spiller 2-årsspilleren Jatavis Brown, der imponerede som holdets bedste tackler i sin rookie-sæson med 79 stk. Midten dækkes i udgangspunktet 3-årsspilleren Denzel Perryman, men han kan presses af Korey Toomer, der også leverede et lille gennembrud sidste år med 75 tacklinger.
Den bagerste kæde er umiddelbart det svage led i Chargers defensiv. Cornerback Casey Heyward leverede en fremragende sæson sidste år med 7 interceptions, hvilket var mest i hele ligaen, men han var også det primære lyspunkt på et ellers noget ustabilt kasteforsvar. Hans makker på den modsatte position Jason Verrett har i momenter vist, at han kan blive fremragende, men han har misset 24 ud af 48 kampe siden han blev valgt i 1.runde af 2014-draften. Verett starter også denne sæson på skadeslisten, og hans reserve Trevor Williams er kun 2-årsspiller og stadig meget upoleret. De to erfarne safetys Dwight Lowery og Jahleel Addae er hæderlige, men så heller ikke mere end det. De kan måske blive presset af rookien Rayshawn Jenkins.
Konklusionen
Hvis man bare troede på, at Chargers profiler kunne holde sig skadesfri, er det lige før, at man truppen som helhed er stærk nok til, at kunne spille med om i det mindste et wild card. Problemet er at spillere som Allen, Gordon og Verrett, der alle er af afgørende betydning, har en historie der siger, at de kommer til at være fraværende en stor del af sæsonen. Kombineret med, at man spiller i NFL’s måske stærkeste division og har et af ligaens hårdeste kampprogrammer, er det svært at tro på succes for Chargers i deres første sæson tilbage i LA. Alt i alt ligner det endnu en sæson på det jævne, og det sælger altså ingen billetter i USA’s underholdnings-hovedstad. Bare spørg Rams, som Chargers nu snart skal dele stadion med og samtidig slås med fans om i en by, der efter 20 år uden, ikke er specielt klar på football. Det ligner ikke opskriften på succes for Rivers og co.
- Navn: Los Angeles Chargers
- Ejer: Alex G. Spanos (siden 1984)
- Cheftræner: Anthony Lynn (siden 2017)
- Hjemmebane: StubHub Center i Carson, Californien (siden 2017)
- Antal mesterskaber: 1 (1963 i AFL)
- Resultat 2016: Elimineret i grundspillet (record: 5-11)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 4 i AFC West (record: 5-11)
- Årets gennembrud: OLB Jatavis Brown
- Hold øje med: RB Melvin Gordon
Red Zone Blog 