Efter 14-års slutspilstørke vendte Raiders sidste år endelig tilbage til de afgørende kampe i januar. Spørgsmålet er dog, om holdet kan bevare den lokale opbakning, selvom man er på vej til væk.
Historien
Oakland fik tildelt det sidste af de oprindelige hold i AFL efter at ejerne af det planlagte hold i Minneapolis valgte at tage imod en plads i NFL. Holdets oprindelige ejer var Wayne Valley, men efter hans ansættelse som cheftræner og sportsdirektør i 1963 blev Raiders efterhånden synonym med den karismatiske Al Davis. Davis fik 1972 udmanøvreret Valley og overtog herefter selv ejerskabet over holdet. Han bevarede en næsten total kontrol over Raiders frem til sin død i 2011, hvor holdet gik i arv til hans søn Mark.
Raiders blandede sig ikke i kampen om mesterskaber i de første år, men i slutningen af 60’erne begyndte holdet at gøre sig gældende. I 1967-sæsonen endte Raiders med at være AFL’s repræsentant i Super Bowl II, hvor man dog intet kunne stille op overfor Vince Lombardis Packers. Hermed havde Raiders dog gjort sit indtog i toppen af amerikansk fodbold, og deres position her blev i høj grad cementeret under cheftræner John Madden, der ledede holdet fra 1969 til 1978. Bortset fra 1971 og 1978-sæsonerne var Raiders med i slutspillet hvert år i denne periode, og kronen på værket var 1976-sæsonen, der endte med en ydmygelse af Vikings i Super Bowl XI.
Madden trak sig tilbage efter 1978-sæsonen for i stedet at blive en af NFL-historiens største TV-kommentatorer. Han blev erstattet af Tom Flores, der blot skulle bruge en sæson for at få Raiders tilbage til den store finale. I Super Bowl XV leverede holdet endnu en flot præstation og Eagles måtte se sig besejret. Dette skulle dog vise sig, at blive holdets sidste store triumf i Oakland i første omgang. Efter 1981-sæsonen fik holdejer Davis nemlig rettens ord for, at NFL ikke kunne forhindre ham i at flytte sit hold til Los Angeles. Davis havde ikke kunne blive enige med Oaklands bystyre om opgraderinger af holdets hjemmebane Oakland Coliseum, og nu flyttede man i stedet ind på det legendariske Los Angeles Coliseum med lovning på et nyt stadion inden for et par år.
Skiftet til LA ændrede ikke så meget spillemæssigt for Raiders. I 1983-sæsonen førte Flores og running back Marcus Allen holdet til Super Bowl XVIII, hvor Redskins blev kørt fuldstændig over. Efter endnu et par gode sæsoner gik man lidt i stå i midten af 80’erne, og efter 1987-sæsonen trak Flores sig tilbage til et job i administrationen af holdet. I starten af 90’erne havde man igen et par gode sæsoner, men det blev ikke til flere Super Bowls, og holdet blev også skæmmet af en offentlig fejde mellem Davis og Allen. Da man samtidig aldrig fandt en langvarig løsning på stadion-situationen i LA, valgte Davis at flytte holdet tilbage til Oakland og et opgraderet Oakland Coliseum inden 1995-sæsonen. Allen forlod holdet i 1993 til fordel for rivalerne Chiefs.
Efter endnu en middelmådig periode i slut-90’erne opnåede man igen succes i omkring årtusindskiftet under den unge cheftræner Jon Gruden. Men i 2002 valgte Davis pludselig at sende Gruden til Buccaneers, hvilket skulle ramme holdet hårdt, da man efter sæsonen stod i overfor netop Gruden og hans nye hold i Super Bowl XXXVII. Gruden kendte Raiders-angrebet ud og ind, og resultatet blev et ydmygende nederlag på 48-21.
Super Bowl-nederlaget skulle vise sig at blive Raiders sidste slutspilskamp i 14 år. De næste mange sæsoner var præget af en nærmest konstant udskiftning af cheftrænere og en række mærkelige beslutninger om sammensætningen af spillertruppen fra Davis, der mere og mere virkede til at havde mistet grebet om sporten. Alligevel ramte det holdet hårdt, at da man i 2011 fik meddelelsen om, at Davis var død og at holdets fremtid var usikker.
Davis’ søn Mark gjorde det hurtigt klart, at han ønskede at føre holdet videre. Han valgte dog, at lægge det sportslige ansvar i hænderne på Reggie McKenzie, der blev ansat som sportsdirektør i 2012. McKenzie har siden gradvist genopbygget holdet, og denne proces tog for alvor fart med valget af quarterback Derek Carr i 2014-draften og ansættelsen af den nuværende cheftræner Jack Del Rio i 2015. Sidste år vendte Raiders endelige tilbage til slutspillet med 12 sejre i grundspillet. Desværre har det gode spil og den fornyede optimisme ikke kunnet ændre på Raiders’ stadionsituation, hvor man fortsat er tvunget til, at dele det forældede Oakland Coliseum med baseball-holdet Athletics. Som konsekvens heraf meddelte Mark Davis i offseason at Raiders fra og med 2019-sæsonen vil flytte til Las Vegas med NFL’s velsignelse. Derfor er et af de største spørgsmål før denne sæson, hvordan holdets ellers så trofaste fans vil håndtere, at deres Raiders med sikkerhed forlader dem.
Angrebet
Raiders tilbagevenden til et højt niveau er mere end nogen anden personificeret ved quarterback Derek Carr. Da Raiders valgte ham i 2.runde af 2014-draften, var der allerede blevet valgt tre quarterbacks i den draft, og der var en hvis skepsis ift. hvad Carr kunne bidrage med i NFL. Her tre år senere har han gjort alle kritikere til skamme. En ting er, at den 26-årige Carr har bevist, at han har evnerne til at spille i NFL, og at han har forbedret sig hver eneste sæson. Endnu vigtigere er det, at Carr har vist sig som en fantastisk leder af en ny generation af Raiders-spillere, der har taget hedengangne Al Davis’ værdier om fællesskab og holdmentalitet til sig. Hvis man er tvivl om Carrs betydning, skal man blot huske tilbage på, hvor tandløse Raiders var i slutspilskampen mod Texans sidste år, hvor deres unge kaptajn var skadet.
Selvom Carr har været en kæmpe gevinst for holdet, skal man ikke forklejne sportsdirektør McKenzies arbejde med, at sammensætte en god trup omkring ham. Den offensive linje er et godt eksempel på dette. Fire ud af fem spillere på linjen – Donald Penn, Kelechi Osemele, Rodney Hudson og Gabe Jackson – var alle blandt de bedste på deres respektive positioner sidste år. Især center Hudson og left tackle Penn var skræmmende. Netop derfor er det også ærgerligt, at Penn ikke har vist sig i træningslejren endnu pga. utilfredshed med sin kontrakt. Det største problem er dog, at holdets forskellige muligheder på right tackle slet ikke er på niveau med resten af linjen. Pt. er mulighederne Marshall Newhouse, der er kommet til fra Giants, eller rookien David Sharpe.
Et andet eksempel på, at Carr har gode spillere omkring sig er receivergruppen. Den startende duo Amari Cooper og Michael Crabtree leverede begge over 1.000 yards sidste år og supplere hinanden fremragende. Cooper, der blev valgt med 1.runde-valget i 2014-draften, har på papiret talentet til at være en af NFL’s bedste receivere, hvis han kan holde op med at tabe bolde. Crabtree er pga. sin størrelse og sikre hænder livsfarlig for et hvert forsvar i red zone. Starterduoen er i free agency blevet suppleret med den upolerede men talentfulde returner Cordarrelle Patterson, der er hentet i Vikings, og den solide tight end-receiver Jared Cook, der i perioder har haft succes hos både Rams og Packers. Da man også fortsat har den hæderlige tredje receiver Seth Roberts og den startende tight end fra sidste sæson Lee Smith, der vender tilbage fra en skade, må Raiders siges at være godt besat ift. kasteangrebet
Raiders løbeangreb var glimrende sidste år, men holdet har manglet en klar ledende running back. Da man i offseason mistede sidste års starter Latavius Murray var det forventet at man ville investere i en ny spiller til positionen. Dog var det overraskende, at den pensionerede legende Marshawn Lynch pludselig meddelte, at han var klar til at spille football igen, hvis han kunne få lov at spille i sin hjemby Oakland. Det tilbud kunne Raiders ikke sige nej til. Lynch var ubetinget en af ligaens bedste running backs i sin tid i Seattle og spillede en afgørende rolle i Seahawks mesterskabssæson i 2013. I 2015 var Lynch imidlertid voldsomt plaget af skader, og dette var netop grunden til, at han trak sig tilbage inden sidste sæson. Hvis sidste års pause har hjulpet på hans holdbarhed, bør Lynch kunne gøre en stor forskel for Raiders i år. Men risikoen for flere skader er der, og i så fald er spørgsmålet reserverne DeAndré Washington og Jalen Richard er i stand til at levere på et tilstrækkeligt niveau.
Forsvaret
Med et angreb i topklasse er den store opgave i denne sæson at få styr på forsvaret, der var placeret i den tunge ende af statistikkerne sidste år og havde store disciplinære problemer. Cheftræner Del Rio kommer fra en defensiv baggrund og derfor er det også afgørende for hans fremtid på holdet, at forsvaret forbedres. Det hele starter på den defensive linje i holdets 4-3 system, hvor man bl.a. har årets forsvarspiller i NFL fra sidste år, Khalil Mack. Mack leverede 11 sacks og 73 tacklinger i sidste sæson, men resten af linjen er desværre slet ikke på hans niveau. Mario Edwards, der spiller modsat Mack, har fået sine to første sæsoner i ligaen ødelagt af skader, så Raiders skal have gang i ham nu, hvis der også kan komme noget pres fra den anden side af forsvaret. I midten af linjen tilhører pladserne som udgangspunkt de to udviklingsspillere Justin Ellis og Darius Latham, men de kan hurtigt blive presset af de to rookies Eddie Vanderdoes og Treyvon Hester.
Linebacker-kæden er også fuld af spørgsmålstegn. Bruce Irvin var en god tilføjelse sidste år, men udover ham er det højest usikkert, hvem der ender med at starte. I modsatte side af Irvin har man mistet sidste års bedste tackler Malcolm Smith til 49’ers, men har muligvis fundet en god erstatning i Jelani Jenkins. Jenkins missede det meste af sidste sæson hos Dolphins, men har tidligere i karrieren vist gode evner som tackler. Midterpositionen lader til at være en fuldstændig åben kamp mellem 2-årsspilleren Cory James og rookien Marquel Lee. Igen er der dog ingen af disse løsninger, der virker optimale.
Selvom kasteforsvaret også havde en dårlig sæson sidste år, er den bagerste kæde som helhed den stærkeste på Raiders-forsvaret. Veteranen Reggie Nelson gjorde det så godt sidste år som afløser for legenden Charles Woodson, at han kom i Pro Bowl. Karl Joseph havde en fin rookie-sæson med 60 tacklinger. De to startende safetys kan i år blive suppleret af rookie Obi Melifonwu, der kan sættes ind som ekstra mand i oplagte kastesituationer. På cornerback-positionerne vender de solide Sean Smith og David Amerson tilbage, men de kan blive presset af årets 1.runde-draftvalg Gareon Conley.
Konklusionen
Raiders angreb ser så kraftfuldt ud, at det bør kunne bære dem hele vejen til en divisionssejr, hvis bare forsvaret forbedre sig sen smule. Om det så sker er mere tvivlsomt, da man har en del positioner, hvor man kan blive afhængig af gennembrud fra rookies, hvis niveauet skal hæves. Man skal heller ikke være i tvivl om, at Raiders spiller i en af ligaens hårdeste divisioner og har et svært kampprogram i år, der inkludere den hårde NFC East-division. Den største fare er dog skader til de centrale spillere. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan de ellers så trofaste Oakland-fans tager imod deres hold, efter de har meddelt at de er væk om 2 år. Det er måske i virkeligheden det største spørgsmålstegn ved Raiders inden denne sæson.
- Navn: Oakland Raiders
- Ejer: Mark Davis (siden 2011)
- Cheftræner: Jack Del Rio (siden 2015)
- Hjemmebane: Oakland-Alameda County Coliseum (siden 1995)
- Antal mesterskaber: 3 (1976, 1980 og 1983)
- Resultat 2016: Elimineret i 1.runde af slutspillet (Wild Card Round / record: 12-4)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 1 i AFC West (record: 12-4)
- Årets gennembrud: DT Eddie Vanderdoes
- Hold øje med: DE Mario Edwards
Red Zone Blog 