NFL’s dårligste hold i nyere tid er fortsat i gang med den helt store genopbygningsproces. Men måske begynder det endelig at lysne, selvom der fortsat er lang vej igen.
Historien
Når man taler om konkurrenter til NFL gennem tiden husker de fleste på den succesfulde AFL i 60’erne og derefter USFL fra 80’erne, der havde potentiale men blev smadret af en hvis Donald Trump. Men faktisk blev NFL også udfordret i 1946, hvor All-American Football Conference (AAFC) så dagens lys. AAFC overlevede kun 4 år, men tre af ligaens hold blev herefter inviteret til at blive en del af NFL. AAFC’s klart bedste hold var Cleveland Browns. Ejer Arthur McBride havde ganske alternativt opkaldt holdet efter sin cheftræner Paul Brown, som allerede før sin ansættelse var anerkendt for sit arbejde med football-holdet på Ohio State University. Browns vandt samtlige fire AAFC-mesterskaber, hvilket også inkluderede en perfekt sæson uden nederlag, men da AAFC nedlage sig selv og ikke fusionerede ind i NFL på samme måde som AFL gjorde 20 år senere, er Clevelands første 4 mesterskaber ikke officielt anerkendt.
Browns og deres innovative cheftræner tog det gode spil med over i NFL og var igennem 50’erne med i den absolutte top. 8 slutspilsdeltagelser og 3 mesterskaber blev det til, anført af quarterback Otto Graham. Oveni fik holdet i 1957 via draften fat i Jim Brown, der skulle blive en af de største legender på running back-positionen nogensinde. På trods heraf faldt holdets niveau efter 1958-sæsonen, og i starten af 60’erne kæmpede man fortsat for at genfinde formen. McBride havde i 1953 solgt holdet til en blandet ejerkreds, inklusiv Paul Brown, der i praksis havde kontrolleret holdet derefter. I 1961 valgte de øvrige ejere at sælge deres andele til den unge Art Modell. Det resulterede omgående i en magtkamp mellem den nye ejer og cheftræneren, der begge ville styre holdets udvikling. Magtkampen endte efter 1962-sæsonen, hvor Modell fyrede Brown, der derefter tog et par års pause fra football inden han vendte tilbage som holdejer, sportsdirektør og cheftræner for de nyopstartede Bengals.
Den nye cheftræner Blanton Collier førte Browns til et fjerde mesterskab i 1964-sæsonen, og i det hele taget var Browns også blandt ligaens bedste i resten af dette årti. Efter 1970-sæsonen, hvor Browns var blevet tvunget sammen med AFL-holdene i AFC-konferencen, trak Collier sig tilbage pga. helbredsproblemer, og det skulle indvarsle en periode med mere ustabilt spil. Mellem 1972 og 1980 måtte Browns kigge langt efter slutspilspladserne. I starten af 80’erne blev det til en kort opblomstring, men de store resultater vendte først tilbage fra 1985-sæsonen under cheftræner Marty Schottenheimer og quarterback Bernie Kosar. Frem til 1990 var Browns fast slutspilsdeltager, men alle holdets tre AFC-finaler i perioden endte med bitre nederlag til John Elway og Broncos. Efter det tredje nederlag havde Modell og Schottenheimer fået nok af hinanden og sidstnævnte blev i stedet cheftræner hos Chiefs. Herefter bød den første halvdel af 90’erne primært på skuffende resultater, selvom cheftræneren i denne periode var en hvis Bill Belichick.
Samtidig blev forholdet mellem Modell og Cleveland i disse år gradvist dårligere pga. uenigheder om Modells gæld til byen og opførslen af et nyt stadion. Det endte med, at Modell forsøgte at flytte holdet til Baltimore. Efter forhandlinger med NFL og byen endte Modell med officielt at efterlade Browns og deres historie i Cleveland, selvom han tog spillere og trænere med sig til sit nye hold, Baltimore Ravens.
Herefter blev Browns officielt deaktiveret i 3 sæsoner indtil man var klar med en helt ny organisation, et nyt stadion og Al Lerner som ny ejer til 1999-sæsonen. Det var forventet, at genopstarten ville blive vanskelig, men ingen havde forudset det forløb, som Browns har været igennem siden. Sæson efter sæson er gået med det ene katastrofalt dårlige resultat efter det andet. Kun en gang (i 2004) er holdet nået til slutspillet og kun en gang (i 2007) har man vundet mere end 9 kampe. Gang på gang er trænere og sportsdirektører blevet udskiftet og talentfulde spillere blevet hentet uden at det tilsyneladende har gjort en forskel.
I 2012 kastede Al Lerners søn Randy, der havde overtaget holdet efter faderens død i 2002, håndklædet i ringen og solgte Browns videre til Jimmy Haslam. Haslam har villet have succes så hurtigt som muligt, og har i forlængelse heraf allerede skiftet både team president, sportsdirektør og cheftræner tre gange i sin tid som ejer pga. de fortsat svigtende resultater. Den seneste udskiftning kom efter 2015-sæsonen, hvor bl.a. den nuværende cheftræner Hue Jackson blev ansat. Herefter har det imidlertid virket som om, at Haslam endelig har erkendt at hans hold har brug for ro og tid, hvis en genopbygning endelig skal lykkes. Netop derfor blev Jackson ikke fyret selvom holdet faktisk faldt tilbage til en historisk dårlig 1-15 record sidste år. I stedet satser man nu massivt på draft og talentudvikling for at bygge holdet op helt fra grunden, og det er den tilgang der gør, at man måske begynder at tro på, at der nu kan være bedre tider på vej i Cleveland.
Angrebet
Et godt eksempel på, at tilgangen til tingene måske er ved at ændre sig hos Browns, er måden hvorpå man grebet investeringerne i offensiven an. Man har valgt at satse på at få styr på fundamentet først, og derfor er det først og fremmest den offensive linje, der er blevet prioriteret i free agency. Ind er kommet right guard Kevin Zeitler fra Bengals og center JC Tretter fra Packers, der begge er yderst glimrende spillere på vej ind i deres karrierers bedste år. Samtidig prioriterede man at give en solid kontraktforlængelse til left guard Joel Bitonio, der konstant har forbedret sig gennem sine første 3 sæsoner. Endelig har man fortsat den evigt trofaste Joe Thomas på left tackle. Thomas har gennem hele sin 10-årige karriere hos Browns været en af ligaens bedste spillere på trods af, at alt omkring ham har været kaos. Alt i alt ligner den offensive linje efterhånden en enhed, der kan regnes til ligaens absolut bedste.
Den spiller på holdet, der kan få mest ud af den nye stærke offensive linje er running back Isaiah Crowell. Efter svingende præstationer i hans to første sæsoner, havde han et lille gennembrud sidste år, hvor han som minimum fik etableret sig som holdets primære løbevåben overfor den mere fleksible Duke Johnson. Crowell har altid været en fysisk back, men sidste år forbedrede han både sin hurtighed og sit overblik, hvilket kun skulle give ham endnu flere muligheder med en bedre linje foran sig. Johnson er også fortsat på holdet, og vil være et fremragende supplement som playmaker og ekstra receiver.
Det største problem for Browns er dog fortsat quarterback-positionen, hvor man sidste år var igennem uhørte seks forskellige spillere i løbet af de første 7 uger af sæsonen. Med indgangen til træningslejren var det forventet, at 2-årsspilleren Cody Kessler, der startede flest kampe sidste år, var manden der skulle lede angrebet. Men inden første træningskamp i denne uge var starterrollen højst overraskende blevet givet videre til Brock Osweiler, der er endt hos Browns via en handel, efter at han sidste år fejlede fuldstændig som starter hos Texans efter at have skrevet under på en kæmpekontrakt. Osweiler viste ikke umiddelbart forbedrede kvaliteter i træningskampen, men til gengæld gjorde holdets 2.rundevalg fra årets draft DeShone Kizer det glimrende. Det har hele tiden været planen, at Kizer skulle bruge årets sæson på at lære og udvikle sit spil. Men hvis han fortsat viser markant bedre takter end Kessler og Osweiler bliver det svært at holde ham på bænken.
I betragtning af at kasteangrebet var blandt de dårligste i ligaen sidste år, var det lidt overraskende at man ikke prioriterede at beholde wide receiver Terrelle Pryor, der præsterede over 1.000 yards sidste år på trods af quarterback-situationen. Browns havde imidlertid mange prioriteringer i årets offseason og holdet satser på, at 1.runde-valget fra sidste års draft Corey Coleman kan udvikle sig til at være holdets nye stjerne. I stedet for Pryor har man hentet veteranen Kenny Britt hos Rams og draftet en meget spændende spiller i 1.runde af årets draft i form af tight end David Njoku. Hvis Coleman og Njoku kan indfri deres potentiale og Britt kan levere stabilt, så har den quarterback, der ender med at starte i det mindste har nogle respektable våben at kaste til.
Forsvaret
Det til tider fuldstændigt kaotiske angreb har fyldt meget i kritikken af Browns, men faktum er, at forsvaret altovervejende var mindst lige så ringe sidste år. Især løbeforsvaret var nærmest ikke-eksisterende, så der skal også defensive forbedringer til, hvis Browns forlade placeringen som NFL’s ultimative bundprop. Derfor er der også blevet investeret massivt i forsvaret gennem draften og med ansættelsen af Gregg Williams som defensiv koordinator, hvilket medfører et skifte til et 4-3 system. I denne formation håber man at kunne få det optimale ud af årets 1.valg i draften Myles Garrett, der blot er 21 år, men har vist nogle af evner, der kendetegner de bedste pass rushere i NFL. Hvis Garrett kan blive en faktor fra start af, kan det også give plads til Emmanuel Ogbah på den modsatte side. Ogbah var holdets bedste pass rusher sidste år, og da han kun går ind i sin anden sæson, er der bestemt potentiale til mere hos ham. På indersiden af den defensive linje har Danny Shelton efterhånden fået sig etableret som en solid starter. Hans makker bliver enten Xavier Cooper eller rookien Larry Ogunjobi.
På linebacker-positionen er det afgørende at Browns har fået forlænget med den tidligere Patriots-spiller Jamie Collins. Collins er en ledertype, der samtidig kender 4-3 opstillingen fra sit tidligere hold og derfor vil kunne spille en afgørende rolle i implementeringen af det nye system. I midten af kæden er Christian Kirksey sikker mand efter en stærk sæson sidste år med 148 tacklinger. Skiftet til 4-3 gør, at der ikke var plads til Kirkseys makker fra sidste år, Demarco Davis, der er blevet sendt til Jets i en handel. Yderpositionen modsat Collins skal spilles af en af udviklingsspillerne Joe Schobert eller Dominique Alexander.
Kasteforsvaret er afhængigt af, at cornerback Joe Haden langt om længe holder ord og rent faktisk er klar til at spille på højeste niveau. Modsat Haden leverede Jamar Taylor en klar forbedring på den modsatte position sidste år og blev i offseason belønnet med en kontraktforlængelse. Ift. safety-positionerne brugte Browns det sidste af i alt tre 1.runde-draftvalg på Jabril Peppers, der også bør kunne gå ind og gøre en forskel med det samme. Peppers spillede linebacker i college og kan formentlig også tilføje noget styrke ift. pass rush og opdækning mod løbet. Pladsen ved siden af Peppers skal varetages af enten den spændende 2-årsspiller Derrick Kindred eller Calvin Pryor, der er kommet til fra Jets i bytte for Davis.
Konklusionen
Det virker faktisk endelig som om, at Browns har lært af fortidens fejl og er begyndt at tage de nødvendige beslutninger for reelt at kunne opbygge et potentielt vinderhold. Der er dog fortsat lang vej igen for både angreb og forsvar, der begge var blandt de dårligste i NFL sidste år. Der er nu heller ingen der forventer et totalt turnaround allerede i år. Hvis Hue Jackson blot kan vise, at holdet udvikler sig i den rigtige retning, og specielt hvis angrebet begynder at vise bedre takter, skal han nok få muligheden for at arbejde videre efter denne sæson. Holdejer Haslam er dog ikke den mest tålmodige mand, så endnu en 1-15 sæson skal undgås, hvis Jackson vil beholde sit job.
- Navn: Cleveland Browns
- Ejer: Jimmy Haslam (siden 2012)
- Cheftræner: Hue Jackson (siden 2016)
- Hjemmebane: FirstEnergy Stadium i Cleveland, Ohio (siden 1999)
- Antal mesterskaber: 4 (1950, 1954, 1955 og 1964)
- Resultat 2016: Elimineret i grundspillet (record: 1-15)
- Bud på divisionsplacering 2017: Nr. 4 i AFC North (record: 4-12)
- Årets gennembrud: DE Myles Garrett
- Hold øje med: QB DeShone Kizer
Red Zone Blog 